Biblioteks berättelser

Konferencen hed ‘Sælg biblioteket’; men det budskab som blev den lysende røde tråd, og gik markant igennem indlæg på indlæg , handlede om bibliotekshistorier og biblioteks sprog. Hvad er det, vi vil fortælle - os selv og vore brugere? Hvad er det dybest set, vi har gang i? Og hvilke ord, hvilke ‘berättelser’ skal vi drive ud over ramperne?

Det var både inspirerende og meget imponerende, at arbejdsgruppen bagved de legendariske Halmstadkonferencen nu for 17. gang lykkedes med at gennemføre 2 dage, der gav deltagerne flere nye synsvinkler og mange tanker med tilbage.

Faktisk var der flere højdepunkter - og nu taler jeg ikke om det udendørs saltvandsbad i forlængelse af Tylosand Spa - jeg er såmænd inde i den store konferencesal sammen med alle de andre tilhørere for at finde ud af, hvem han er, ham den norske Ingebrigt Steen Jensen, reklamemand, samfundsdebattør og nøglefigur bagved fodboldholdet Stabæks fremgang.

Ikke at jeg kender hverken Stabæk eller fodboldholdet, men noget må han jo kunne, eftersom han lægger ud med en key note, som iøvrigt leveres bemærkelsesværdigt afslappet, overskudsagtig og aldeles power point forladt.

Kanske det ikke er rocket science, men jeg lader mig alligevel hjertens gerne overbevise om rigtigheden i Ingebrigts strategiske tanker, når han argumeneterer for, at folkebibliotekerne har alle muligheder for at skabe eventyr, og at tiden kalder på de eventyr, vi kan skabe.

Og så skal vi, siger Ingebright, lære af den succes, som verdens bedste virksomheder soler sig i. Det kan vi gøre ved at arbejde med nogle af de fælles træk, som kendetegner stjernerne, i følge Ingebrigt og Harvard University .

1. De bygger stærke kulturer, indefra - og inviterer brugerne til at være med
2. De fortæller gode historier - og har anerkendende fokus på brugerne
3. De er idelogisk meget tydelige - de ved, hvorfor de er her, og de ved, hvor de vil hen
4. De tør tænke stort

På Stadsbiblioteket i Malmø er vi igang med en ny strategiproces og i den proces kan vi i allerhøjeste grad bruge inspirationen fra Ingebright. Men vi kan mere end det. Vi kan lade os inspirere af kollegerne fra Norbottens Län og gøre nogle af deres tanker til vore, når vi (som de) ubetvivleligt skal opproiritere vores kommunikation til verden udenfor ‘Slottet og Lysets Kalender’.

Sammen med organisationskonsulent Eva Stenmark præsenterede Länsbibliotekar fra Norbottens Län, Detlef Barkanowits et stort fælles markedsføringsprojekt, som er blevet virkeliggjort i et samarbejde mellem 12 biblioteker, langt mod nord. Gennem en fælles stram bibliotekslayout, fælles logo, et flot formuleret biblioteksmanifest og en kampagne med fiffige biblioteksudsagn tegnes et tydeligt og vedkommende billede af biblioteket. Projektet hedder Maracas og virker overbevisende, i aller højeste grad!

På anden dagen satte Eppo van Nispen fra Delft i Holland liv i kludene med et oplæg, som var på en og samme tid meget teknologi-reflekteret og fyldt med historier og agitation for historiefortællinger. Selv har han ambitioner om at udvikle  biblioteket til verdens mest moderne, hvilket fik mig til at overveje, om moderne, er det  vi allerhelst vil være?

‘Google er bedre, hurtigere og rigere end bibliotekerne, så lad for alt i verden være med at forsøge at bekæmpe den tjeneste. Samarbejde, det er vejen frem,’ ivrede van Nispen, og blev lettere fortørnet over forsamlingens ringe kendskab til Googles vision.

Det er vel heller ikke helt godt, at en forsamling af ledende biblioteksfolk fra Norden mangler knivskarpt kendskab til strategi og vision hos een af sine potentielt absolut største trusler?

Omstændigheden fik mig til at tænke på om vi, biblioteksmennesker i almindelighed tager de strategiske udfordringer tilstrækkeligt alvorligt? Om vores selvtillid er så tilpas stor, at vi indser, at biblioteksudviklingen står og falder med vores talenter og vores ambitionsniveau? Vi skal være kanongode, hvis vi skal finde os selv på det vindende hold i en verden, hvor konkurrencen og alternativerne er slående.

Van Nispen talte om ‘global reach, local touch’, jeg kunne ikke være mere enig i perspektivet. Hvis vi holder det for øje og tør tænke i de mesterskaber, som Ingebright indledte med at opfordre os til, så kommer vi også til at opleve euforien og meningsfuldheden ved at være del af et ubetinget eftertragtet, fælles gode. Og det er i grunden ikke så galt…