Badeanstalter
Vandet drager. Vi vil alle väre ved vandet, se vandet, gå på vandet kan vi jo ikke, men väre i det - som en fisk, det burde alle tvinge sig selv til. Vi er jo til en stor del af vand, jeg tror, det er en väsentlig grund til, at vand som element föles så herligt. Og husk, hvis du vil väre vinterbader, er det en rigtig god ide, at begynde tilvänningen her.
For mange år siden stod jeg og kiggede ned på udendörsbadet ved Gorky Park i Moskva. Dampen löftede sig over vandet som en stor varm, våd sky. Det havde sin naturlige forklaring. I luften var der hård frost, men vandet i badet var varmt, og må have väret stärkt tilträkkende for de mange russere, der på lang afstand lignede knappenålshoveder, med de sorte badehätter trukket godt ned om örene.
Helt anderledes var det i Leningrad, hvor de vedholdende vinterbadere måtte hakke hul på Neva flodens is, för de kunne dyppe sig i vandet en frysende kold og krystalklar februarmorgen for foden af Peter Paul fästningen. Meget smukt, faktisk!
Måske har man også gjort tilsvarende i de nordiske lande, men for 120 år siden var der nye krav og man begyndte at anlägge fine anstalter til formålet.
Stockholms förste ‘kallbadhus’ blev taget i brug i 1884, og blev fra den tidlige begyndelse en attraktion, som fandt vej til tidens postkort og kunne bruges i markedsföringen af byen.
Malmö indviede sit kallbadhus i 1898. I 1930′erne blev det moderne med nögenbadning, og det betöd at man på Ribersborg Kallbad opbyggede skillevägge, som kunne sikre at kvinder henholdsvis mänd kunne bade uforstyrret af det modsatte kön.
Sådan er det stadigväk, heldigvis da. Og stemningen er unik på de gamle badeanstalter, hvad enten vi taler Charlottenlund ved Köbenhavn, Ribersborg ved Malmö eller Stockhoms Kallbad.
Man kan sige, at tiden har stået stille på disse nordiske, träkonstruktioner, bygget på päle i vandet. Men måske er det mere däkkende at tale om ren og skär tidlöshed. Det evigt gyldige. At det til alle tider er og vil väre en herlig kombination af frihedsskabelse og fällesskab at få lov til at dele nogle uforpligtede timer i selskab med könsfäller.
Og det särlige er jo, at det ikke her drejer sig om selskabet i venners lag, men om det uudtalte fälles vi kan have med kvinder over hele verden, fordi vi, som udgangspunkt, har könnet, og en historie og nogle livsvilkår og relationer til det modsatte kön eller til andre dele af verden til fälles. Her trives en särlig form for umiddelbar gensidig forståelse, accept og tolerance, hvor andre sider af livet er sat ud af kraft.
Gud ved om noget tilsvarende gälder inde hos mändene på den anden side af skilleväggen? Jeg tvivler; men vil selvfölgelig gerne modsiges, fra en der virkelig ved noget om sagen. Men så heldig er jeg nok ikke her på bloggen, hvor kommentatorerne ikke ligefrem står i kö 