Mac Donald’s som hovedsponsor?
Det er efterhånden en del år siden, Kulturministeriet opfordrede sine institutioner til at indlede eller intensivere samarbejdet med erhvervslivet, herunder at styrke ressourcetilförslen gennem sponsoraftaler. Diskussionen for og imod sponsorering har ikke stor kraft längere, fordi kulturinstitutionerne har kvalificeret sig som potentielle modtager af sponsormidler.
Såvidt jeg kan se fra mit vindue til Regementsgatan i Malmö, findes der ikke en tilsvarende accept af eller tradition for sponsorering i Sverige. For så havde en overskrift som ‘Bibliotekschef kan tänka sig sponsring av hamburgerkedja’ näppe kunnet rydde forsiden på den gode avis, Sydsvenskan.
Aviser skal sälges. Derfor har de ansat redaktioner, som kan tilspidse synspunkter. Det er deres bestemmelse. Jeg har ikke selv foreslået MacDonalds som bibliotekets sponsor, men på avisens spörgsmål har jeg svaret, at for mig vil det ikke väre noget problem at lade MacDonalds deltage i finansieringen af biblioteksvirksomheden. Men der er selvfölgelig mange mellemregninger mellem en sådan hypotetisk forestilling og den konkrete virkelighed.
Sponsorering af kulturinstitutioner skal ske på et fuldt oplyst og bevidst grundlag. Forudsätningen for at give sig i kast med sponsorskaber eller andre former for samarbejde med private virksomheder vil väre, institutionens krystalklare idemässige grundlag. Der må ikke väre tvivl om vision og mission, og sponsorer må end ikke drömme om at kunne köbe sig til indflydelse. Hverken på det store plan eller i detaljen.
En anden forudsätning er en afklaret holdning til hvilke sponsorer den pågäldende kulturinstitution kan väre i selskab med. Sponsorens image, ja, hele ‘vären’ smitter af. Derfor kan en kulturinstitution alene indgå sponsoraftaler med virksomheder, der har et värdigrundlag, som harmonerer med institutionens eget, eller i hvert fald ikke konflikter med det. Og her kan der selvfölgelig blive en diskussion om MacDonalds egnethed.
Kultursponsorater, fundraising og andet tilsvarende har som formål at öge en kulturinstitutions ökonomiske råderum. Hvis det kan lade sig göre indenfor rammerne af ovenstående kriterier, er det vel ikke noget problem, at virksomheder önsker at bidrage til et fälles gode?
Tvärtimod. Jeg vil tilslutte mig de mange indsigtsfulde ord omkring sponsering af kulturinstitutioner, som dagbladet Information for nylig bragte i et interview med Carsten Orth, direktör for Statens Museum for Kunst, som indenfor det sidste halve år har indsamlet 33 millioner kroner i sponsormidler til indköb af kunst på museet.
Om kultursponsorering siger Carsten Orth: ‘Der er ikke nogen som bestemmer over mig’. Jeg kunne ikke selv have sagt det bedre!
Tags: kultursponsering, sponsorering