3. september 2008
Kanske jeg gifter mig med den fremmeste fundraiser knyttet til Borneo Organgutan Survival Foundation, eller med en veltränet langdistancelöber fra Malawi. Så kan jeg blive beslägtet med mennesker, der bor langt väk fra Norden i et af verdens mange lande, jeg endnu ikke har besögt. Og de kunne rejse hertil og föle globaliseringens vingesus og läre nyt. I hvert fald så länge jeg bor i Malmö!
Var jeg ikke allerede godt gift, ville jeg helt sikkert skaje ud og göre brug af min menneskeret til at träffe et fuldtständigt upassende valg. Jeg ville gå til kanten af den personlige frihed, for at finde ud af, om eller hvor den stopper.
Det er en god tanke at vide, at man således har magten over eget liv. I den anledning går mine taknemmelige tanker til det svenske folk respektive beslutningstagerne i EU.
Mens jeg bliver nedtrykt over den uforlöste, politiske suppedas i DK hvor statsministeren modsiges af sine egne jurister mens flygtninge- og indvandrerministeren siges at väre på vej mod et egentlig lovbrud.
Måske er det ikke så forunderligt, at en borgerlig regering förer sort politik, selvom anslaget mod den personlige frihed burde få et liberalt parti på ganske andre tanker.
Og i hvert fald er det helt uforståeligt at socialdemokratiet mangler mål og mandshjerte til at udvikle et substantielt alternativ.
Der er ellers masser af inspiration at hente rundt omkring i verden. Og uden iövrigt at tage stilling til Barack Obamas präsidentielle kvalifikationer (jeg ville hellere have haft en rutineret kvinde) kunne man eksempelvis lade sig inspirere af hans tankemåde, som den kom til udtryk i den berömmede tale han holdt i Berlin den 24. juli 2008.
Henvendt til Europas politiske ledere opfordrede han til fälles handling for at oplöse konflikter og spänding. Den danske politik - såvel indenrigs som udenrigs - står närmest for det modsatte. Fortsat på beklagelig fälles kurs med Bush - administrationen, som den er.
‘The walls between the countries with the most and those with the least cannot stand. The walls between races and tribes, natives and immigrants, Christian and Muslim and Jew cannot stand.’
Very good point, indeed, vil jeg sige. Og krydse fingre for, at nogle toneangivende danske politikere vil väre enige, og have styrke nok til at handle derefter.
Kategori: Samfundsdebat | Ingen kommentarer »
17. august 2008
Fra en dansk synsvinkel er det tankevækkende, når de svenske aviser ruller sig ud, fordi et svensk firma er begyndt at sælge mad og vin på nettet. Nyheden handler om, at det i Sverige nu er blevet muligt at købe begge dele i een og samme forretningsgang - på nettet, altså.
I den fysiske virkelighed sælges vin og alkohol fortsat kun i de statsdrevne systembolag. Ordningen holder alkoholforbruget i ave og medvirker til at sikre en høj middellevealder i Sverige. Lissom i Norge for øvrigt.
Tro nu ikke, at jeg argumenterer for at importere den svenske reguleringsmani til DK, mit ærinde er et ganske andet.
Jeg tænker på hvordan de mange alkoholrelaterede sygdomme og den lavere danske middellevealder næres gennem hustandsomdelte ugereklamer, der med let hånd drysses over det ganske land fra danske afdelinger af Super Best, Føtex, Coop med flere. De firefarvede tryksager hober sig op i hjemlige postkasser, og skaber herfra bølger af alkoholrige tilbud, som det er svært at sige nej til.
Man kunne fristes til at tro det, men der er ikke videnskabeligt belæg for at hævde, at det høje danske alkoholindtag er årsagen til den agressive danske politik overfor fremmede, som vi med skam og forundring har bevidnet i en årrække.
Agressionen gælder fremmede som opholder sig i Danmark - tålt eller utålt, og den gælder fremmede i Europa og på helt andre breddegradder, for den sags skyld. Ingen skal føle sig i sikkerhed for den danske offensiv. Beklageligvis.
Oppositionen (som i stort omfang inkluderer borgerligt orienterede humanister, der har svært ved at se sig selv som en del af den førte politik) har været fuldstændig handlingslammet. Sat skakmat af en usædvanlig udvikling, hvor regering med støtteparti har haft held til at erobre dagsorden og folketingsflertal og været kynisk nok til at føre snæver blokpolitik i en lang årrække, selv på områder af essentiel betydning for landet.
Hvor finder vi så håber i al den elendighed? Håbet finder vi i kunsten. Jeg gør, i hvert fald, i særdeleshed hos nogle af de danske forfattere som gør en meget stor og behjertet indsats for at forstå, fortolke og perspektivere vores samtid - og dens konsekvenser. Jeg tænker på Carsten Jensen, Naja Marie Aidt og Suzanne Brøgger, som vi er stor tak skyldig.
Uden dem manglede vi vedholdende, modige, generøse og begavede samtidsstemmer, der kan give os andre vinkler, nye tolkninger og som ved at skære dybt igennem med raveknivene, kaster forklarelsens lys over gruen, så det står skræmmende tydeligt for os, hvad det er for et samfund, vi er en del af.
I den forgangne uge har de danske aviser offentliggjort de seneste tal for turisme. Der er ingen grund til at undre sig over, at tallene peger nedad. De får reklamefolk til at foreslå, at Danmark skal arbejde på at ændre sit brand.
Jeg kunne ikke være mere enig, men vil gerne pege på, at ændring af brand er uløseligt forbundet med ændring af den overordnede danske politik, menneskesynet og selvforståelsen.
Og man kunne jo håbe på, at også landets magthavere får lyst til forandringer, når de stadis mere overbevisende ser deres politik spejlet i det negative brand Danmark efterhånden har udviklet. Senest så jeg det selv udtrykt i Dagens Nyheder den 10. august, hvor en leder retorisk spurgte, om Danmark ligger i Europa?
Tags: carsten jensen, kunsten, litteraturen, naja marie aidt, suzanne brøgger
Kategori: På svenska, Samfundsdebat | Ingen kommentarer »
31. juli 2008
Nede i Hundested Havn er sejlertrafikken intens. Som på en perlerække glider lystbådene ind for at finde kajpladser for natten. Næste morgen lægger de fra igen og sætter kursen mod nye eventyr.
De har en ting til fælles: Farmand ved roret. Stolt står den danske sømand, mens mor og børn fløjter rundt og tager sig af alle praktikaliteterne. Helt som i dansk kulturvirksomhed, hvor det fremfor alt er far, der styrer, leder og fordeler.
Jeg ved godt at traditionelle ligestillingsdikussioner er vildt usexede, og flere af mine emanciperede veninder hævder hårdnakket, at der ikke længere findes rimelige grunde til at beskæftige sig med emnet. Men jeg er ked af at sige det. De tager bare så meget fejl!
Forleden henledte Dagbladet Børsen sine læseres opmærksomhed på nyere, publicerede tal om ligestilling i topledelsen af de største, danske kulturinstitutioner. Og heraf fremgår det med stor tydelighed, at det faktisk går ufattelig dårligt.
I kulturministerens ligestillingsredegørelse ser tallene umiddelbart tilforladelige ud. Her kan man nemlig læse, at der i 2007 var ansat ialt 103 ledende personer i de højeste lønrammer 37 - 42 indenfor kulturministeriets område. Heraf var 20 kvinder. Det vil altså sige 20% ud af 100 mulige, og det er i grunden ikke så galt, eller?
Jo, det er helt skudt i hovedet. Især når man går lidt ned i tallene. Af dem kan man nemlig udlede, at de 22 største, statsejede kulturinstitutioner kun i 2 tilfælde har en kvinde i spidsen. Nemlig Kulturministeriets Departement og Designskolen i Kolding.
Bortset fra Designskolen i Kolding er de seneste 2 års ledige toplederposter indenfor ministerområdet beklædt med mænd.
Det gælder Danmarks Biblioteksskole, Danmarks Blindebibliotek, Det Danske Filminstitut, Det Kongelige Musikkonservatorium, Det Kongelige Teater, Det Jyske Musikkonservatorium, Kunstakademiets Billedkunstskole, Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst. Hvad er det mon lige, der sker?
Jeg er sikker på at Kulturministeriet meget gerne ser kvinder på de tunge poster. Men selv i de tilfælde, hvor departement og Kulturminister træffer valgene uden opslag, falder de ud til fordel for mændene. Tænk bare på bestyrelsesformændene for Det Kongelige Teater og Filminstituttet eller tænk på Kunstrådet. Mand, mand, mand. Det kan man faktisk gøre noget ved, hvis man vil!
De gør det bedre i vores nordiske broderlande. Både Norge og Sverige har været gode til at motivere og inspirere til en større kønsdiversitet blandt lederne i toppen.
I Sverige kan jeg slet ikke undgå at bemærke, hvordan kvindelige topchefer f.eks. i medieverden og indenfor det svenske forsvar er dagsordenssættende. Det er lige før man tænker matriarkat. Og det vil sikkert få mangen en dansker til at gyse.
Alligevel synes jeg vi mere aktivt skal lade os inspirere af de nordiske venner, og styrke mulighederne for flere kvinder bag roret gennem en bredere rekruttering på hele det nordiske arbejdsmarked. Mænd er jo aldeles udmærkede gaster!
Og så er der vanen tro mere viden at hente om emnet i Ugebrevet A4 .
Tags: kulturministeriet, kvinder og ledelse, ligestilling
Kategori: Kunst og kultur, Lederskab | Ingen kommentarer »
18. juli 2008
Skal vaflen fyldes med jordbæris eller chokolade? Flødeskum, syltetøj,… være med eller uden flødebolle? Hvis med, taler vi så kokos eller ej?
Sommerferietiden er slet ikke fri for at stille krav til beslutningskraften, men det føles alligevel anderledes. Gider man gå i vandet, eller er det bedre at blæse bananer i sofaen, mens tankerne tager på himmelferie, all on their own? Skal vi købe fjæsing eller spætter på havnen? Ta’r vi vin til maden eller bare vand? Den er nu ikke svær.
Den 7. juli skrev Ugebrevet A4 fra LO, at vi ikke kan finde ud af at slippe arbejdet i ferien. Det må vi så se at få lært, for vi bliver bedre mennesker af at holde fri og at være fri. Når vi mærker skuldrene lægge sig fladt nedad ryggen og lungespidserne fyldes af luft, mens vi skuer ud over horisonten. Når vi lader roen sænke sig. Kommer helt ned i gear og så en tak til.
Det tror jeg på. Og hvis der så absolut skal ske noget, er der altid talrige muligheder lige om hjørnet. Det handler bare om at åbne øjnene.
Selv har jeg netop nået ny erkendelse på den stedlige genbrugsstation. Her i hjemmet er det ellers herren i huset, som tager de tilbagevendende ture ned med overskydende pap, gamle madrasser, flasker, aviser, you name it…
Men idag tog jeg med og gæt, hvad jeg oplevede? Det berømte tredje sted. ‘ The Great Good Place’ som ‘urban sociologen’ Ray Oldenburg har benævnt tidens nye offentlige mødepladser, der kan danne rammen om mødet mellem mennesker, om skabelsen af nye fællesskaber.
Normalt er det cafeer, boghandlere, biblioteker, kulturhuse og lignende kultursteder, der refereres til som muligt ‘Great Good Place’, men sådan et sted er genbrugsstationen i Hundested altså også.
Her er en særlig stemning af landsbyens gadekær kombineret med en passende foretagsomhed. Her er fri og lige adgang. Kom som du er - med og uden trækkrog.
Her er masser af containererfaring at lære af og sparre med. Og der er tilmed mulighed for at få en kasseret bog eller urtepotteskjuler med hjem.
Kom ikke og sig at de offentlige affaldsfordelingssteder er uden kultur. De er kultur. De ved slet ikke, hvad de går glip af, alle de slyngler som dumper deres personlige affald i grøftekanter eller andre irrelevante steder. Shame on them!
Tags: , The great good place
Kategori: Kunst og kultur | Ingen kommentarer »
7. juli 2008
Det er efterhånden en del år siden, Kulturministeriet opfordrede sine institutioner til at indlede eller intensivere samarbejdet med erhvervslivet, herunder at styrke ressourcetilförslen gennem sponsoraftaler. Diskussionen for og imod sponsorering har ikke stor kraft längere, fordi kulturinstitutionerne har kvalificeret sig som potentielle modtager af sponsormidler.
Såvidt jeg kan se fra mit vindue til Regementsgatan i Malmö, findes der ikke en tilsvarende accept af eller tradition for sponsorering i Sverige. For så havde en overskrift som ‘Bibliotekschef kan tänka sig sponsring av hamburgerkedja’ näppe kunnet rydde forsiden på den gode avis, Sydsvenskan.
Aviser skal sälges. Derfor har de ansat redaktioner, som kan tilspidse synspunkter. Det er deres bestemmelse. Jeg har ikke selv foreslået MacDonalds som bibliotekets sponsor, men på avisens spörgsmål har jeg svaret, at for mig vil det ikke väre noget problem at lade MacDonalds deltage i finansieringen af biblioteksvirksomheden. Men der er selvfölgelig mange mellemregninger mellem en sådan hypotetisk forestilling og den konkrete virkelighed.
Sponsorering af kulturinstitutioner skal ske på et fuldt oplyst og bevidst grundlag. Forudsätningen for at give sig i kast med sponsorskaber eller andre former for samarbejde med private virksomheder vil väre, institutionens krystalklare idemässige grundlag. Der må ikke väre tvivl om vision og mission, og sponsorer må end ikke drömme om at kunne köbe sig til indflydelse. Hverken på det store plan eller i detaljen.
En anden forudsätning er en afklaret holdning til hvilke sponsorer den pågäldende kulturinstitution kan väre i selskab med. Sponsorens image, ja, hele ‘vären’ smitter af. Derfor kan en kulturinstitution alene indgå sponsoraftaler med virksomheder, der har et värdigrundlag, som harmonerer med institutionens eget, eller i hvert fald ikke konflikter med det. Og her kan der selvfölgelig blive en diskussion om MacDonalds egnethed.
Kultursponsorater, fundraising og andet tilsvarende har som formål at öge en kulturinstitutions ökonomiske råderum. Hvis det kan lade sig göre indenfor rammerne af ovenstående kriterier, er det vel ikke noget problem, at virksomheder önsker at bidrage til et fälles gode?
Tvärtimod. Jeg vil tilslutte mig de mange indsigtsfulde ord omkring sponsering af kulturinstitutioner, som dagbladet Information for nylig bragte i et interview med Carsten Orth, direktör for Statens Museum for Kunst, som indenfor det sidste halve år har indsamlet 33 millioner kroner i sponsormidler til indköb af kunst på museet.
Om kultursponsorering siger Carsten Orth: ‘Der er ikke nogen som bestemmer over mig’. Jeg kunne ikke selv have sagt det bedre!
Tags: kultursponsering, sponsorering
Kategori: Biblioteker, Kunst og kultur, På svenska | Ingen kommentarer »
26. juni 2008
Den 23. juni blev det offentliggjort, at teaterchef for CampX, Mette Hvid Davidsen, har valgt at fraträde sin post og begrundet sit valg med teaterbestyrelsens önske om at revurdere CampX’ grundlag. Det er selvfölgelig dybt ärgerligt, at den ambitiöse vision, CampX teatret er udtryk for, herved oplever et momentant tilbageslag. Men ideens nödvendighed, og opbakningen fra dedikerede kunsterne, medarbejdere og bestyrelser vil medföre at det eksperimenterende samtidsteater kommer til at udvikle sig stärkt!
Hvorfor ændre teatrets profil nu? Er jeg som bestyrelsesformand for CampX blevet spurgt. Sagen er den, at status efter förste år og de fremlagte planer for år to har fået bestyrelsen til at tvivle på realiteten i projektets gennemförelse. Förste år har vi brugt 1.5 mill for meget. De penge mangler vi i år to. Aktivitetsniveauet er fastholdt for den kommende säson. Samtidig budgetteres med ögede billetindtägter og delvis höjere priser. Bestyrelsen tror ikke på dette ‘best case scenario’. Vi mener, at der er behov for en prioritering og fokusering. Derved kan vi sikre teatrets levedygtighed - også de kommende år.
Nogle har ment, at vi fremadrettet önsker at satse på ‘rent’ teater på scenen. Det er faktisk ikke den nödvendige logiske fölge af fokusering.. Kerneopgaven for CampX vil fortsat väre det radikalt, eksperimenterende samtidsteater. Hvad det skal bestå i, og om det skal foregå på scenen eller andre steder, er der ikke taget stilling til. Det er i sidste ende et kunsterisk valg, som bestyrelsen ikke blander sig i.
Til gengäld önsker vi en större klarhed om formålene med de eksperimenter, som ivärksättes. Vi stiller spörgsmål ved mängden af samtidige eksperimenter også i relation til, hvad teatrets organisation rent faktisk kan magte. Vi kunne tänke os nogle kvalificerede evalueringer af satsningerne, som i höjere grad gör det muligt at samle läring i og af virksomheden.
CampX’ bestyrelse vil arbejde for at CampX kan fortsätte sit gränseoverskridende udviklingsarbejde, og herved udfordre det kendte teaterbegreb. Vi önsker også, at CampX organisationen kan udvikle sig til at indtage en spydspidsrolle indenfor det radikalt, eksperimenterende teater. Vi har stadig til gode at finde den fremtidige vägtning mellem kerne- og andre aktivieter. Men det er illusorisk, at ville det hele på samme tid.Nogle har bebrejdet os denne indgriben efter bare en säson. Og vel er det hurtigt, men det er også udtryk for den berömte Märsk McKinney Möller-ske ’rettidige omhu’. Den kan man måske höre mere om i den kommende säson hvor en af CampX’ store satsninger netop tager sit udgangspunkt i bemeldte Hr. Möller.
Tags: , campx, eksperimenterende samtidsteater
Kategori: Kunst og kultur | Ingen kommentarer »
2. juni 2008
Vandet drager. Vi vil alle väre ved vandet, se vandet, gå på vandet kan vi jo ikke, men väre i det - som en fisk, det burde alle tvinge sig selv til. Vi er jo til en stor del af vand, jeg tror, det er en väsentlig grund til, at vand som element föles så herligt. Og husk, hvis du vil väre vinterbader, er det en rigtig god ide, at begynde tilvänningen her.
For mange år siden stod jeg og kiggede ned på udendörsbadet ved Gorky Park i Moskva. Dampen löftede sig over vandet som en stor varm, våd sky. Det havde sin naturlige forklaring. I luften var der hård frost, men vandet i badet var varmt, og må have väret stärkt tilträkkende for de mange russere, der på lang afstand lignede knappenålshoveder, med de sorte badehätter trukket godt ned om örene.
Helt anderledes var det i Leningrad, hvor de vedholdende vinterbadere måtte hakke hul på Neva flodens is, för de kunne dyppe sig i vandet en frysende kold og krystalklar februarmorgen for foden af Peter Paul fästningen. Meget smukt, faktisk!
Måske har man også gjort tilsvarende i de nordiske lande, men for 120 år siden var der nye krav og man begyndte at anlägge fine anstalter til formålet.
Stockholms förste ‘kallbadhus’ blev taget i brug i 1884, og blev fra den tidlige begyndelse en attraktion, som fandt vej til tidens postkort og kunne bruges i markedsföringen af byen.
Malmö indviede sit kallbadhus i 1898. I 1930′erne blev det moderne med nögenbadning, og det betöd at man på Ribersborg Kallbad opbyggede skillevägge, som kunne sikre at kvinder henholdsvis mänd kunne bade uforstyrret af det modsatte kön.
Sådan er det stadigväk, heldigvis da. Og stemningen er unik på de gamle badeanstalter, hvad enten vi taler Charlottenlund ved Köbenhavn, Ribersborg ved Malmö eller Stockhoms Kallbad.
Man kan sige, at tiden har stået stille på disse nordiske, träkonstruktioner, bygget på päle i vandet. Men måske er det mere däkkende at tale om ren og skär tidlöshed. Det evigt gyldige. At det til alle tider er og vil väre en herlig kombination af frihedsskabelse og fällesskab at få lov til at dele nogle uforpligtede timer i selskab med könsfäller.
Og det särlige er jo, at det ikke her drejer sig om selskabet i venners lag, men om det uudtalte fälles vi kan have med kvinder over hele verden, fordi vi, som udgangspunkt, har könnet, og en historie og nogle livsvilkår og relationer til det modsatte kön eller til andre dele af verden til fälles. Her trives en särlig form for umiddelbar gensidig forståelse, accept og tolerance, hvor andre sider af livet er sat ud af kraft.
Gud ved om noget tilsvarende gälder inde hos mändene på den anden side af skilleväggen? Jeg tvivler; men vil selvfölgelig gerne modsiges, fra en der virkelig ved noget om sagen. Men så heldig er jeg nok ikke her på bloggen, hvor kommentatorerne ikke ligefrem står i kö 
Kategori: Kunst og kultur, På svenska | Ingen kommentarer »
23. maj 2008
Velkommen på bloggen. Der er lidt lavvande i bidragene pt. Tiden er knap og jeg er anderswo engagiert. Også i blog henseende, faktisk.
På Malmö Stadsbibliotek har vi indledt et strategiudviklingsforlöb, og vi afpröver i den sammenhäng bloggens styrke og svagheder. Hvis du vil kigge med og kommentere på vores strategiske overvejelser i det svenske, er du meget velkommen på http://www.darlinglibrary.se/
Kategori: Biblioteker, På svenska | Ingen kommentarer »
8. maj 2008
Det drejer sig ikke längere bare om hard core viden og årelang erfaring. Idag må man som leder udvikle sit gehör, rytmesansen, fornemmelsen for timing. Man skal ligegodt kunne jamme og improvisere, levere en soloprästation med bravour, og understötte de andres med vedholdenhed og enthusiasme.Man skal kunne läse partituret, spille fra bladet og improvisere når noderne ikke räkker längere.
Metaforen kunne väre ’det store sanselige slagtöjsorkester’. En sammensat gruppe af mennesker, med antenner, fölehår eller andre seismografiske värktöjer så udtalte, at gruppen sanser det väsentlige både indad og udad, opad og nedad. Det svinger, også i de prämature faser.
Filosofien taler om ’Cairos’, det rette öjeblik, som f.eks. opstår når lederen eller ledelsesteamet forstår og sanser, at nu er det her, det rette öjeblik, det er NU vi rykker. Det er nu og ikke imorgen eller om et halvt år, at begivenheden skal ske.
Forinden har man gjort sin organisation rede til at rykke, den er på niveau kapacitetsmässigt. Deltagerne kender forventningerne til sig selv og hinanden. Det faglige, det it-mässige, det kommunikative – whatever – beredskab er på plads. Og i erkendelsen af, at uforudsete problemstillinger dukker op, har man tränet grundigt i kunsten i at improvisere.
Hvordan udvikler man sin organisatoriske musikalitet? Er det ligeså uopnåeligt, som at ville höre grässet gro. Jeg tror det ikke, men jeg tror efterhånden på en nästen magisk kraft, som kan födes og udvikle sig i organisationer, der giver plads til sådannne eksperimenterende og reflekterende forlöb, og som träner i at udvikle sensitivitet, empati, intuition, improvisation.
Man skal läre organisationen at turde overskride egne horisonter, og at turde eksperimentere. Den skal ikke bare spille kamp hele tiden, men også undersöge, afdäkke, öve, pröve, fejle, tilgive sig selv og de andre, blive tilgivet. Pröve igen.
Man kan udvide kapaciteten ved at invitere andre stemmer indenfor og öve sig i at lytte til dem, eller selv gå ud og blande sig med de andre. Den selvtilsträkkelige, introverte organisation er död. Den musikalske, udadvendte netvärksorganisation er fuld af potentiale og vitalitet!
Kategori: Lederskab | Ingen kommentarer »
1. maj 2008
Lad os få dannelsen tilbage! Vi vil ha’ dannelsen tilbage!
Jeg vil ikke afvise, at jeg snarere end en samfundsmässig tendens taler ud fra en pesonlig fornemmelse. Jeg erkender også, at der findes gode eksempler på det modsatte. Heldigvis da, ellers ville situationen også väre aldeles ubärlig. Alligevel var det som at nå en kilde med perlende, rent vand ovenpå en tör örkenvandring, da jeg ved en tilfäldighed stödte på Harvard University’s program, som kalder sig Humanities at Harvard.
Om udgangspunktet for programmet hedder det “… our society runs the risk of becoming not only Washington Irving’s headless horseman, but the heartless horseman as well - eating up the technological miles with little or no reflection as to why we’re moving so fast or even where we’re going. But both the head and the heart - urgent reflection and deeply felt contemplation about the meanings of these galloping changes - are present in all sorts of venues, not least in the endeavors that are collectively known as the humanities.”
Ved at beväge sig lidt rundt i teksterne omkring ‘humanities’ möder man logiske begrundelser for hvordan filosofi, litteratur, religionsstudier og tilsvarende er eksistentielt relevante, som udgangspunkter for menneskelige beslutninger og dispositioner i en tid, hvor mulighederne er legio, og hvor konsekvenserne af vores handlinger ofte kan väre ligeså fatale, som de er uoverskuelige.
Det handler simpelthen om menneskelighed. Det handler om at vi gennem indsigt i verdens kulturer og ved at studere filosofien, antropologien, religionerne, de skönne kunstner udvikler vores moralske fundament samt empatiske sans og forståelse, der gör os i stand til at sätte os i andre menneskers sted.
Tiden bärer på udfordringer til den enkelte og til fällesskaberne om at udvikle indsigt og menneskelige forståelse. Den tilsvarende udfordring gälder samfundest store, toneangivende kultur og public service institutioner. De har en åbenlys forpligtelse til at besträbe sig på at sätte menneskeligheden, civilisationen, dannelsen tilbage på dagsordenen.
Der er simpelthen brug både for dannelse og hjerte. De to betinger hinanden. Der er brug for barmhjertighed. Og der er brug for at samfundets ‘dannelsesinstitutioner’ arbejder som om de har indsigt såvel som andet på hjerte end lave omkostninger og flere kunder i butikken.
Hvad er det for eksempel, de har på hjerte ude i det nye Danmarks Radio, når de tillader sig at udfylde sendetiden med en perleräkke af genudsendelser eller discount produktioner, hvor 3 mand m/k i studiet taler i timer. Det er i reglen så ikke - berigende, at man må afbryde forbindelsen for at få det til at holde op med at göre ondt.
Og hvad vil de på TV? Når vi ser bort fra de efterhånden få nye dramaproduktioner, udfylder danske public service kanaler sendefladerne med komplet, ligegyldige livsstilsprogrammer og stribevis af udenlandske serieproduktioner i sekundakvalitet- eller det der er värre. De genudsender uden ophör, og deres nyhedsprogrammer består som hovedregel af overfladiske gentagelser, når de da ikke lige lukker ned for produktionerne, fordi de afspadserer eller fejrer jul, påske, pinse, sommerfri osv. Hvad er egentlig meningen?
Debatklimaet i Danmark er blevet tiltagende hjertelöst gennem de senere år. Der virker ikke til at väre nedre gränser for de udsagn opinionsdannere og politikere tillader sig at ventilere i ytringsfrihedens hellige navn. Det handler også om indsigt, dannelse og barmhjertighed.
Personlig er jeg ubetinget tilhänger af ytringsfriheden, men den må kunne balanceres bedre med hjerte, empatisk sans og respekt for andre mennesker. Ellers kan vi jo ikke väre sammen i denne verden, som bliver mindre og mindre, og derfor stadig mere menneskelig mangfoldig.
De store formidlende kulturinstitutioner bör tage opgaven på sig. Bibliotekerne, radio/tv stationerne og museerne må overveje deres roller som moderne dannelsesinstitutioner. De kan få vores hjerter til at vokse og väre med til at stimulere en mangfoldig og intellektuel spändstighed. Det kan göde jorden for barmhjertighed, inklusion og accept. Som igen kan betyde styrket deltagelse i de demokratiets processer og beskytte alles ret til fri meningsdannelse. Lad os få dannelsen tilbage! Vi vil ha’ dannelsen tilbage!
Tags: dannelse, empatisk sans, filsofi, kulturinstitutioner, menneskelighed, public service
Kategori: Kunst og kultur | Ingen kommentarer »