Blandt verdens förende, globale tänkere tildeler det vistnok, velanskrevne tidsskrift Foreign Policy fortsat Björn Lomborg plads 68 blandt 100 lysende hoveder. Det er tankeväkkende, og opleves egentlig ikke som et balanceret udtryk.
Den svenske udenrigsminister Carl Bildt når lige med ind på plads nummer 98. Og det er da lidt opmuntrende, at der i hvert fald findes en enkelt politiker i Skandinavien, som har den tyngde og globale gennemslagskraft, der er forudsätningen for at blive set som et ansvarsbevidst og positivt tilskud til verdens udvikling.
Det er også pudsigt at Bill skal have plads nummer 13 og dermed väre foran Hillary på fjortende pladsen. Har en tidligere amerikansk präsident virkelig mere pondus og power end en nuvärende ditto udenrigsminister? (er der nogen som ved. om hendes fan-klub branch i DK fortsat findes, så vil jeg melde mig ind og stötte ud fra et genus perspektiv?).
Bortset fra Lomborg, der er lidt rigeligt flosset i kanterne på hjemmebane, er dansken altså temmelig fravärende. De personer som typisk kunne göre sig gäldende i sådanne sammenhänge - eksemplevis Lene,Lars, Villy og Helle er så fokuseret på at konstruere dubiöse pointsystemer, der bidrager til gold national, protektionisme fremfor at tänke innovativt, internationalt, med omsorg og kärlighed til andre mennesker. Trist.
Men godt, at det snart er nytår. Det kunne väre en passende anledning til at introducere et reelt kursskifte. Tillad mig at krydse fingre!
20.000 sögninger via Google hvert sekund! Og som Google ekspert og journalist Andreas Ekström skriver i dagens Sydsvenskan har ingen som Google adgang til viden om, hvad vi mennesker er bange for, hvad vi er interesserede i at köbe eller sälge , hvem vi vil stemme på til valget, eller til melodi grandprix, om vi overvejer at flytte eller skifte job, eller, eller eller…. You name it… for som Ekström pointerer ”Google vet, med verkställlande direktören Eric Schmidts ord : var du finns og vad du tycker om!” Det er rystende tankeväkkende.De sociale medier alle deres forträffeligheder til trods, forrykker den kendte orden. De demokratiserer viden, hvilket er fantastisk; men de giver også grobund for etablering af nye, uigennemskuelige magtstrukturer, som vi kun i dag aner potentielle konturer og konsekvenser af.Også i forhold til de kendte kultur- og kunskabsinstitutioner er de sociale mediers udfordringer, ikke sådan lige til at tage at föle på. De er ubegribeligt store. Men det er som om, vi stadig ikke helt har fattet, hvad det er for en transformation, der er i gang omkring os. Vi fortsätter, stort set, indenfor kendt tänkning. Godt nok reformerer og forbedrer vi, her og der, men tiden kalder, tror jeg, på helt anderledes radikal iderigdom, intellektuel spändstighed og eksperimenterende kraft. Det handler om nye paradigmer, nye identiteter, nyt sprog og det handler om tempo og timing.På Kunsthallen Brandts i Odense har man netop åbnet en stor eksperimenterende udstilling af den yngre vildt alsidige og talentrige kunstner, Kasper Bonnén. Weekendavisen giver en grundig omtale, og refererer fra udstillingskataloget, hvor Kasper Bonnén skriver, ”Googles åbning af verden og forsög med nye värkformer rummer et sandt paradigmeskift, som museerne er nödt til at forholde sig til.” Bonnéns udstilling er tilsyneladende et forsög på at tale ind i den nye tid, han ser og sanser. Jeg skal til Brandts, det kan kun gå for langsomt.
Den danske velfärdsmodel er under omlägning. Nogle ville måske kalde det afvikling. Selv ser jeg det mere som en svär, men sine steder også nödvendig proces, der skal sikre velfärdssamfundets bäredygtighed i en ökonomisk presset tid. I mit billede er forskellene mellem det danske og svenske velfärdssamfund, som modeller, marginal. Der er lidt mere brugerbetaling i Sverige og lidt höjere skattetryk i Danmark – men grundtankerne er temmelig ens.
Derfor kan jeg også forestille mig, at de dybe aftryk, den aktuelle ökonomiske situation sätter på mange biblioteker i Danmark i disse år, også vil kunne finde vej til Sverige.
Selvom det er trist, er det forventeligt at kulturområdet får pålagt sin del af besparelserne, når budgetterne skal hänge sammen. Men det er faktisk lidt rystende at se, hvor dybt der faktisk skäres i nogle danske kommuner, i disse måneder.
For et par år siden handlede det om kommunalreformen, der förte til nedläggelser af bogbusser og lukning af mere end 100 biblioteksfilialer. Ideen var at erstatte de meget små lokale biblioteksfilialer med större og mere velaflagte, centrale lösninger. Der er näppe sat penge af til formålet. Det sörgerlige resultat af kommunernes seneste budgetforhandlinger, tyder ikke på det.
F.eks. har Ballerup Kommune slagtet store, velfungerende biblioteksfilialer i tät befolkede områder, og er dermed fulgt lige i hälene på Kongens Lyngby, en tidligere stolt og eksperimenterende bibliotekskommune, nu undskyld mig, mere end almindelig gennemsnitlig.
Århus, som med succes har markedsfört sig på de störste, spektakuläre kulturinitiativer lancerer nu måske nordeuropas störste nedskäring på kultur- herunder biblioteksbudgettet. Og i Köbenhavn fortsätter nedturen. Her har den nye overborgmester beskrevet Hovedbiblioteket i Köbenhavn som et smukt bibliotek. Det lover ikke godt for kulturen i hovedstaden.
Hilleröd lukker filialer, stopper søndagsåbent og overlader 56 lånere, som hidtil har fået bøger og lydbøger bragt hjem til…? Tjahh, det må de så selv ligge og rode med. Hvidovre lukker 2 filialer. Pendulet svinger samme vej for borgerne i Köge, og jeg kunne blive ved.
Men jeg blir helt miströstig af den rundbarbering og tänker på, hvordan det ville väre gået, om nu billedet af folkebibliotekernes mission og vision havde stået mere lysende klart og overbevisende? Og jeg tänker med en vis ironi på den seneste eufemisme såkaldt ’åbent bibliotek’, der tilbyder generöse åbningstimer uden personale. Kommunen stiller med lokaler til bibliotekslignende formål, hvorefter borgere med solidt overlevelsesinstinkt og eget nöglekort kan opholde sig i eget selskab. Jeg tänker ventesal.
Vi må indstille os på strukturändringer på biblioteksområdet af ökonomiske og faglige grunde. Men vi skal ikke opgive håbet og kamplysten, der skal sikre den glorvärdige biblioteksrennäsaince, fremtiden har brug for.
Näste vigtige skridt kunne väre formuleringen af et tydeligt, moderne idegrundlag. Vi skal forhindre en udvanding af profilen. Det indebärer en mere klar afgränsing af hvilke opgaver og aktiviteter, der i fremtiden hörer til bibliotek, hvor udviklingsressourcerne isär skal prioriteres og hvilke der kan väre fornuftige lokale, men ikke nödvendigvis biblioteksrelevante foranstaltninger.
Det har provokeret mange mennesker, at Malmö Stadsbiblioteks strategi opererer med forskellige biblioteksrum, f.eks. det klassiske bibliotek, läringsrummet, det rekreative rum og markedspladsen. Isär ordet markedsplads har givet kritikere associationer til kommercialisering og forfladigelse. Men markedsplads i biblioteksindretning er mere end 30 år gammelt, og stammer fra en tid med vitale teoretiske biblioteksinnovationer i nyindretningen at store tyske biblioteker.
Det er et fåtal af mennesker, som ikke kan få öje på skönheden i Asplunds klassiskebiblioteksrum, der i snart 100 år har väret en unik ramme om Stockholms Hovedbibliotek. Ligesom Asplunds bibliotek har andre af det forrige århundredes (man kan også sige årtusindes) prioriterede biblioteksbyggerier haft en lang, betydningsfuld levetid – både fordi de er udfört med stor bygningsmässig kvalitet og respekt for det indhold de skulle rumme. Derfor har de i generationer fungeret formidabelt, som det de var skabt til: rammen om generöse bogsamlinger, og det stille möde mellem det enkelte menneske og de store böger.
Med årene er der opståes en disharmoni mellem de fine, gamle biblioteksbygninger og nutidens biblioteksaktiviteter. Rummene kan fortsat anvendes som klassiske läsesale, og det blir de i New York, Köbenhavn og Wien, for at nävne et par af de eksempler, jeg selv kender godt, men der er store forhindringer forbundet med at få dem til at fungere som tidssvarende ramme om moderne biblioteker – og deres mennesker. Derfor bygger man også til og nyt i stor stil.
Mens der er noget sakralt bogtempel over historiens prestigiöse biblioteksbyggerier, er det byens mennesker, som spiller hovedrollen i moderne ikon-biblioteksbygninger og i helt almindelige, entusiastiske folkebiblioteker. Teknologien betyder, at de fysiske medier träkkes tilbage på biblioteksscenerne, mens der göres plads for formidling af materiale, litteräre begivenheder, möder, debatter, läring, leg og kreative värksteder – for mennesker i alle aldre, som har brug for indsigt og inspiration. Og hvem har ikke det?
På bog og biblioteksmessen i Göteborg organiserede det svenske BIS et seminar med titlen ’The Daring Library’. Med strategien fra Malmö Stadsbibliotek (’The Darling Library in the World’), som eksempel på, hvad man ikke skal göre, var to repräsentanter fra svensk kulturelite inviteret på scenen for at gennemföre en tilsyneladende uforberedtfolkebiblioteksrefleksion.
Den äldre forfatter og den yngre journalist – som begge siges at have mange interessante synspunkter i bred almindelig, var tynde i bibliotekskortene. De nåede hurtigt til enighed om, at netop Asplunds klassiske rotunde var deres fälles sindbillede på yndlingsbiblioteket. Mange böger i de tyste sale!
Som kulturelle hoveder bekymrede de sig ingenlunde om de revolutioner på informations, kommunikations og teknologiområdet, der er sket siden 1920’erne, da Asplunds byggeri blev opfört. Ligeledes så de bort fra ändringer i anvendelse af biblioteker og i sammensätningen af bibliotekernes brugerskare (for slet ikke at tale om ikke brugerne), der i mange år har stimuleret forsög på biblioteksnytänkning.
At Malmös strategi diskuteres heftigt i Sverige, er kendt stof. Men for mig var det faktisk en nyhed, at formuleringen om biblioteket som markedsplads påkalder sig kritik, fra udenforstående debattörer, fordi de herved associerer til bibliotek som kommercialiseret oplevelsespark.
Egentlig underligt, at veluddannede mennesker, der bidrager med stor passion i biblioteksdebatten og dermed skaber sig indflydelse, ikke föler en forpligtelse til at sätte sig ind i nogle af de väsentligste begreber, der konstituerer moderne biblioteksudvikling.
F.eks. begrebet ’markedsplads’, der har mere end 30 år på bagen i biblioteksregi. Min gamle ven og biblioteksforsker Pierre Evald skrev om bibliotek som markedsplads allerede i forrige århundrede, at det er en del af et bibliotekskoncept, udviklet i Tyskland, hvor ’der synes at være gode betingelser for et filosofisk/teoretisk innovationsarbejde omkring den fysiske indretning af biblioteksrummet’.
Og videre:
’Modellen med det tredelte bibliotek baserer sig på to teser. For det første den tese, at en efterspørgselsstyret opstilling i et særligt område af de populære titler vil optimere bibliotekets materialecirkulation. For det andet den tese, at lånerne i deres biblioteksbenyttelse også er drevet af en såkaldt ‘dritte Interesse’ mod det uventede og ikke-rationelle, der bedst imødekommes ved en nedbrydning af bibliotekets traditionelle system for ordning og opstilling af materialet.
For at imødekomme denne uspecificerede tredie interesse udskilles de mest efterspurgte og aktuelle materialer af den alfabetiske og systematiske opstilling for istedet at blive exponeret i et særligt område - et marked, et torv - hvor de tæt ved indgangen præsenteres for brugerne på lave og indbydende bogøer eller udstillingsmøbler i ‘Interessenkreise’. Modellen arbejder bevidst med at afinstitutionalisere det visuelle biblioteksmiljø for istedet at nærme sig hverdagsrummets mere afslappede stil og møbleringsform.’
Ovennävnte koncept var allerede inspirationskilde i Malmö, da det nye hovedbibliotek blev indrettet i slut 90erne, og det er fortsat noget vi har med i en ny strategi. I sin omtale fremhäver Pierre Evald i særlig grad byen Örnskjöldsvik for en biblioteksindretning, der påkalder sig opmærksomhed med sin gennemførte plan for samspil mellem indretning, arbejdsorganisering og materialeexponering. Så er vi tilbage i midt 90’erne. Men det er sikkert stadig en rejse värd. Måske BIS skulle arrangere sin näste refleksion i Norbotten – jeg stiller meget gerne op som deltager, hvis jeg skulle blive inviteret.
Danske toppolitikeres udtalelser om det svenske demokrati, og deres uartige forslag om at sende valgobservatörer til det svenske valg den 19. september, er forstemmende.En svensk forsker, Lasse Dencik, ansat på RUC, giver i dagens Politiken udtryk for sin opfattelse af danske hhv svenske karakterträk. Mange af hans observationer, kan jeg ikke genkende fra min hverdag i Malmö, jeg har faktisk präcis de modsatte erfaringer - f.eks. når det handler om konfliktskyhed versus kontanthed eller procesfokus versus resultatorientering, men jeg er tilböjelig til at väre enig med ham, når han siger, at:’Når man i Sverige frygter et småracistisk parti og den vulgäre, kvalmende debat og den rädselsfulde fremmedfjendskhed i Danmark, så er der tale om humanisme.‘….og videre om visse danskere:…’man vil så gerne have at Sverige bliver ligeså slem som Danmark, at man også her slipper sin indre svindehund lös. At man så at sige får sig en kammerat i skammekrogen. Men det sker bare ikke.’På lederplads i dagens Sydsvenskan ligger man på linie med Lasse Dencik ‘Danskarna sviker sin humanistiska liberala tradition med hårda invandringslagar och en allt mer uttalad rasism i samhällsdebatten. De skäms – och vill inte vara ensamma om skammen.’Det er egentlig ikke overraskende, at de danske politikere, som gennem de sidste 20 år har haft held til at introducere og udbrede en debatkultur präget af eksklusion og stigmatisering af udvalgte befolkningsgrupper forsöger at eksportere deres märkevare til Sverige, men det er trist, at andre danske toppolitikerer ikke mere höjlydt lägger afstand.For ikke länge siden kunne det danske Folketing enes om at indföre skärpede regler for särlige hundracer i DK, måske dette regelsätte også burde omfatte de indre svindehunde!
’Convergens’ var et af de ord jeg hörte mange gange på den store IFLA konference, som netop er afsluttet i Göteborg. Convergens i denne sammenhäng henviser til den sammensmeltning af fysiske rum og digitale platforme, som verdens toneangivende biblioteker for tiden eksperimenterer med. Rummene klädes så at sige i digitale installationer, og virkeliggör intentionen om biblioteksrummet som et medie i sig selv.I förste omgang er mange af forsögene rettet til börnene. De udfordres f.eks. med digitale spil, fordi spil både er oplevelse, berettelse, socialt samvär og läring. Og det er ofte typer af spil, hvor man, som deltager, skal väre fysisk aktiv for at väre med i. Et rigtigt godt alternativ til stillesiddende timer foran skärmen! Den läring bibliotekstrendsätterne henter her, vil senere kunne overföres til voksenområdet. Som digitale indfödte kaster börnene sig med videbegärlighed og undersögelsestrang og i det nye, og kommer til at fungere som aktive partnere i innovationsforlöb, der på längere sigt også kan komme voksne til gode.’Delagtighed’ er et andet aktuelt biblioteks-buzzword, som ikke er til at komme udenom. Måske det bedste eksempel, jeg stödte på ved denne lejlighed, blev präsenteret allerede på IFLA Satelitte meeting, i Malmö og Skåne forud for ’Big-IFLA’. Her viste projektleder Maija Saraste et fremsynet wiki-projekt, hvor befolkningen i en middelstor finsk by engageret bidrager med billeder og tekster til opbygning af en fälles base, der bugner med indhold om byen, husene, menneskene og regionen og deres historie. Det lokale bibliotek har initieret projektet efter devisen ’sammen kan vi skabe mere’. Jeg drömmer om et lignende projekt på svensk hjemmebane. Vi har Kulturarv Malmö, som er et forträffeligt udgangspunkt (http://www.hamewiki.fi/wiki/Etusivu)
Amerikanske biblioteker på ökonomisk nedtur. Hvis man ikke vidste det i forvejen, kunne man efter IFLA mödet konkludere, at der verden rundt tages mange nyskabende biblioteksinitiativer, som har til formål at afsöge og afpröve bibliotekerne fremtidige roller. Det gjorde også indtryk, at höre om de store, stolte amerikanske folkebiblioteker som er virkelig hårdt ramt af den ökonomiske krise. Ambitiöse biblioteksledere er tvunget til at skäre ned på vitale dele af virksomheden. F.eks. har man i Washington måttet nedlägge mere end hver fjerde bibliotekarstilling, og skåret drastisk i åbningstimerne, selvom enhver ved, at färre åbningstimer umiddelbart betyder ringere adgang! Den slags reduktioner tyr man kun til, når der ikke er andre muligheder. Den eneste opmuntring er, at de amerikanske bibliotekarer har en meget lang tradition for entreprenörskab, hvilket også indebärer forsög på fortsat udvikling i ökonomisk meget sväre tider, og skal man tro den nyudnävnte direktör for Washington City Library ser han situationen som en spändende udfordring. I hans position er der heller ikke så meget andet at göre.
Kina med stormskridt. Fra den anden side af jordkloden er de ufatteligt befolknigsrige lande igang med banebrydende bibliotekstransformationer. Det er väkstökonomierne, som også på biblioteksområdet positionerer sig fra fattige udviklingslande til ökonomisk velaflagt og kulturelt trendsättende, på verdensplan. På biblioteksområdet er Kina nok det fremmeste eksempel. Selvom biblioteksvirksomheden i Asien ikke drives udfra de samme demokratiske grundvilkår, vi kender i Europa, er der masser af energi og kraft i de millionstore byer, som satser på biblioteksudvikling, og bruger biblioteker som aktiv drivkraft på hele uddannelses- og kulturområdet. Shenzen, med 30 millioner indbyggere er stärkt på vej. Borgerne tilbydes diverse faciliteter i et nyt megastort folkebibliotek, tegnet af den japanske arkitekt Arata Isozaki. Biblioteket er bygget sammen med koncerthal og kulturcenter. (http://www.szlib.gov.cn/english/about.jsp?pid=7) Her findes 2.500 läsepladser, mere end 4 millioner böger, store og veludviklede digitale services og 8.000 daglige besögende. Sociale medier er endnu ikke en del af biblioteksvirksomheden i Kina. Men det kan jo ikke forhindres i al evighed. Under alle omständigheder er Shenzen og andre kinesiske folkebiblioteker uden tvivl en rejse värd.
Luften var glasklar, da jeg gik söndagstur i Umeå. Mens det regnede og bläste i den sydlige del af Skandinavien viste vejrguderne sig venligt stem mod nord.
På Gammlia, et charmerende museumsområdet lidt udenfor bycentrum, havde jeg anskaffet en fin pamflet, der kunne anbefale ikke mindre end tre byvandringer i - trods alt - overskuelige down town Umeå. Ruterne passede perfekt til en afslappet söndag, og til mit forehavende, at diagnosticere, om Umeå nu faktisk lever op til den ärefulde status som EU Capital of Culture 2014? Ikke mindre end fire svenske byer havde lagt billet ind på prisen, men nomineringen gik i 2009 til Umeå, som vandt over Lund i et tät kaplöb.
På min byvandring oplevede jeg en velbevaret bykerne på en temmelig stille eftermiddag - men der havde også väret hård rock på havnekajen lördag nat. Det kunne väre en god grund til doven söndagsstemning.
Udover et lille naturhistorisk museum og et ditto foto, faldt jeg ikke over offentlige tilbud, til en kulturinteresseret turist. Så det er altså ikke et rigt institutionelt kunst og kulturliv, juryen har ladet sig overbevise af. Det havde jeg da heller ikke forventet i en ung by med 100.000 indbyggere, beliggende i kanten af Västerbotten.
På et möde mandag, hvor jeg traf både den lokale stadsbibliotekar og kulturchefen benyttede jeg anledningen til at spörge om Umeå som kulturstad. Og her fik jeg gode forklaringer på, hvad der har overbevist juryen. Nordbotten - det nordiske, tvärgående med oprindelige befolkninger og gammel kultur var trukket frem som et väsentligt tema. Dertil kom samarbejdsformerne, det inkluderende og ko kreative, der spredte sig både til medborgere og til andre byer i området.
Umiddelbart var det ikke store markedsföringstiltag eller fysisk by-iscenesättelse, der skulle tage stikket hjem, da juryen aflagde besög. Der var derimod en charmerende blanding af hittepåsomhed, selvtillid og en passende dosis fräkhed. Det går også igen i den korte film, Umeå har ladet producere som del af salgsmaterialet. Godt gået, synes jeg, og så der findes faktisk spektakuläre planer for udviklingen af kulturlivet mod nord.
Jeg gläder mig til at besöge byen i 2014, og se hvor langt visionerne er blevet virkeliggjorte.
Husets Teater i Köbenhavn spiller i öjeblikket stykket ‘SANDSYNLIGVIS’. Det er en absurd thriller baseret på historien om efterretningsofficeren Frank Grevil. Dramatikeren Maj Rörbäk Damgaard har skrevet manuskriptet, og det er i sig selv absurd at tänke på, at det förste möde mellem dramatiker og inspirationskilde, ikke kunne finde sted idag, som det gjorde i 2005.
Maj Rörbäk Damgaard träf nemlig Fran Grevil på Frederiksberg Bibliotek, da han holdt et foredrag om sin historie. Han fortalte, om forlöbet, hvor han blev ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, da den vestlige verden var i chok på grund af 9/11. I FE havde han til opgave at levere trusselsvurderinger, som skulle bruges af den danske regering. Han oplevede angiveligt et voksende pres fra højeste sted for at skrue op for troen på masseødelæggelsesvåben. Regeringens udlægning af truslen, stemte ikke overens med hans egen opfattelse af virkeligheden. Det er hans forklaring på, at han läkkede hemmeligstemplede trusselsvurderinger til pressen. Kort tid efter blev han anklaget og dömt for whistleblowing.
Foredraget provokerede Frederiksberg kommunalbestyrelse, som efterfölgende vedtog nye retningslinier, der forbyder kommunens biblioteker, “at lægge lokaler til offentlige arrangementer, der omfatter personer, som er dømt for en lovovertrædelse .”
Kommunens indgreb er en särdeles kritisabel afkortning af armslängden og kan betyde både knägtelse af ytringsfriheden og cencur på bibliotekerne. Derfor er det også meget tankeväkkende at dette indgreb fik så lidt opmärksomhed tilbage i 2007, da det blev sanktioneret.
Måske det afspejler, at bibliotekernes egne frontkämpere idag er så stärkt optagede af at implementere samfundsnyttige aktiviteter i tät samarbejde med de kommunale opdragsgivere, så de slet ikke har mentalt overskud til at afsöge og bryde andre barrierer.
Jeg er bekymret for, at den meget omtalte cencur eller selvcencur indenfor kunst og kulturområdet generelt også sätter sine spor i bevidstheden og forståelsen af hvad et folkebibliotek er og skal väre. Folkebibliotekerne fortjener större mod, iderigdom og vilje til at skabe debat om tidens konventioner.
Mänd siges at väre bedre til det end kvinder, hvilket harmonerer fint med påstanden om hankönnets beskedne talent for multi-tasking.
Det har sneet hele dagen. Konturene af forsigtige, blåhvide flager forsvinder, når de ender på snedäkket grund. Lander de derimod på de ganglinier, det er lykkedes at skrabe fri for sne og is, oplöses de umiddelbart på den farvelöse cement.
Det tör, så småt, men meterologerne har varslet flere frostklare kuldegrader, längere henne på ugen. Vinteren har bidt sig fast, siger de. Hvad er så den dårlige nyhed, kun man spörge? Men skal jeg väre ärlig, har jeg ingen just indenfor räkkevidde.
Er jeg mon jubeloptimist, eller bare rigtig god til ‘compartmentalising’? Det skal stå ubesvaret her, men jeg kan godt anbefale compartmentalising som metode til at undgå overväldende stress, og i stedet opnå en tilstand, der giver momentan ro til fokusering og fordybelse.
Det er länge siden, jeg mödte tankemåden förste gang, på et lederkursus med det pretentiöse navn Executive Training Program. Det var dyrt og dejligt! Her underviste bl.a. menneskekloge Erik Kjär, pensioneret erhvervspsykolog. Han satte kombinationen af 0-fejlsbesträbelser og selvhöjtidelighed i perspektiv ved at tale om den rendyrkede samvittighedsfulde leder, der i pressede situationer risikerer at skabe samfuttighedsvildrede både hos sig selv og i omgivelserne.
‘Compartmentalising’ indebärer et bevidst valg om at fokusere på en bestemt opgave her og nu og de kommende timer eller dage, mens andre opgaver, bryderier, udfordringer i alle dele af livet sättes på hold. Det kräver lidt övelse. Mänd siges at väre bedre til det end kvinder, hvilket harmonerer fint med påstanden om hankönnets beskedne talent for multi-tasking.
Det hjälper også med dybe vejrträkninger, meditationsövelser, en rask promenade. Ilt til hjernen og hjertet. Det koster ingenting, udover lidt planlägning - og hvis frosten holder länge nok kan jeg snart spadsere törskoet hele vejen til Köbenhavn - hvad er der så at väre ked af?
Jeg beklager, jeg har sagt det för, men det må bare ud en gang til. Danmark, hvad sker der for dig?
Dagen, hvor Information kan citere et medlem af det agtvärdige Folketing, for at »ingen ved sine fulde fem får barn med en muslimsk mand«.
Selvfölgelig taler vi endnu engang om et medlem af Dansk Folkeparti, ikke en af de prominente präster eller lyshårede topledere, men om en Kim Christiansen, der af tilsträkkelig mange mennesker anses for värdig til et säde i landets höjeste, folkevalgte forsamling. Man må grämmes.
Selvsamme 27. januar skriver Politiken om en EU rapport, der har undersögt minoriteters oplevelse af grov chikane, trusler eller overfald på grund af hudfarve, religion eller etnisk oprindelse. Og gät hvad? Danmark topper listen over grove hadeforbrydelser, og overgåes i EU kun af tjekkere og finnere. Hvad skal vi göre ved det?
I Sverige er det’Förintelsens minnesdag’ hele denne snestormsagtige januardag og aften. Mange kulturinstitutioner, skoler og biblioteker bruger anledningen til at ofrene for 2. verdenskrig og sätte menneskers rettigheder på dagsorden.
På Stadsbiblioteket i Malmö er der stort program for hele dagen arrangeret i samarbejde med andre kulturinstitutioner, offentlige virksomheder og private foreninger.
I Lund åbner Kulturen en udstilling om Anne Frank. Planen er, at 1500 elever i löbet af foråret skal se udstillingen og diskutere menneskerettigheder.
Netop omsorgsfuld oplysning, inddragelse, selvindsigt og diskussion om ordentlighed og humanitet er en af vejene frem til at få bremset den dehumanisering, som er rullet ind over DK de sidste år - til skam og skade for mange mennesker.
Kultur- og kunstinstitutioner, biblioteker og andre frie mödesteder, skoler, universiteter og andre dannelsesmiljöer må tage opgaven på sig og träde i karakter som vogtere af humanitet og tolerance.
Og så savner jeg for övrigt så meget Natasja Saad, der kunne sige det hele så stärkt og moderne, så Dansk Folkeparti ude på absurditetens overdrev annekterede et af hendes ordspil just efter hendes död. Uanständigheden er gränselös. Pas på du ikke bliver en del af den.
