Findes der gränser for, hvad den störste, offentligt finansierede multimedievirksomhed i Danmark vil genudsende? Det synes ikke at väre tilfäldet.
Lördag aften den 6. juni, dagen mellem Grundlovsdag og valgdag til EU parlamentet, har DRs dominerende TV kanal besluttet at genudsende et dokumentarisk morskabsteater ‘Klassefesten’ med socialdemokraternes formand og statsministerkandidat Helle Thorning Schmidt i hovedrollen.
I selskab med klassekammeraterne fra folkeskolen i Ishöj stiller Helle op til jovial dyst mod en anden kendis ifört skolefortid. Fra förste gang programmet blev sendt, kender dets seere navnet på vinderen og vil dermed kunne give et kvalificeret bud på den effekt programmet kan få på europaparlamentsvalget, den fölgende dag.
Vil Helles charme og folkelige forankring smitte positivt af på spidskandidat Dan eller vil hendes eventuelle sviende nederlag faktisk kunne give et tiltränkt löft til Jens Rohde. Han har nästen fortjent det som ringe kompensation for den betydelige udgift, han må have spenderet på mat pudder i denne valgkamp.
Svaret fölger mandag den 8. juni, når EU valgets stemmer tälles op. Indtil da kan man filosofere over begrebet ’spärretid’. Er det gået i glemmebogen? Har det mistet gyldighed? Eller gälder det kun til suveränt, nationale valg?
Herovre i Malmö kan man som EU medborger frit välge at afgive sin stemme på en svensk eller en dansk EU kandidat. Det skyldes ikke en särlig svensk generösitet; men borgerrettigheder sikret af den temmelig tidssvarende EU traktat.
Det danske riges grundlov derimod, klarer ikke flere genudsendelser. Om den kan man ikke stemme, hvis man som dansker bor og arbejder i Malmö. Den er forfattet i en tid hvor Gud, Konge og Fädreland udgjorde den höjeste mening, og hvor hele provinser kunne forsamles i langstrakt erfaringsudveksling, hvis en rigtig neger en gang havde forvildet sig gennem gaden.
En substantiel grundlovsändring siges at väre aldeles for kompleks til vor tid. Derfor gör vi med den, som med andre kompleksiteter. Vi reducerer og reducerer for at forstå, men risikerer forvränging. Og undskyld mig, men tidens politiske lederskab gearer lissom ikke sig selv til at tage den slags ansvarsfulde og tunge opgaver på sig. Tyvärr.
Måske der skulle tages helt ny metoder i brug til at processere en genfödsel af grundloven. Måske noget community baseret. Danskerne er vilde med Face Book, My Space, wikiies og andre socialteknologiske redskaber for videndeling. Hvad med at bringe dem i spil og tilrettelägge en virkelig demokratisk medskabende forandringsproces?
Det er et forsög värd, og kan måske före os frem til at gennemföre ändringer der sikrer ligestilling helt ind i Kongehuset for gravhunde såvel som prinsesser.
I en stort anlagt baggrundsartikel giver ’Söndagsberlingeren’ den 24. maj hädrende omtale til Tryg forsikring. Topchefen selv, Stine Bosse, höster velfortjent anerkendelse for sit personlige engagement i 4 unge ’etnere’, som gennem Tryg har fået en fast håndsräkning til at skifte ’fuck-det’- sporet ud med uddannelse og arbejde.Trygs projekt realiserer ideen om ’social corporate responsibility’, enkelt, konkret og tydeligt, og det efterlader håb om at andre med magt og indflydelse, inspireres til at anvende positionerne ligeså modigt og ansvarligt.”Der er nogen, som regner med mig, som har brug for mig…” siger Ibrahim Hamid om betydningen for ham i at deltage i Tryg projektet. Og nästen enslydende istemmer Tiam Mohabbart ”Der er nogen, der regner med mig. Der er nogen, der har brug for mig. Det give selvvärd og selvtillid.”
Inklusion, at väre en del af fällesskabet, at nogen regner med og og har brug for os. er nögleord til menneskelig värdighed. På hjerteskärende vis personificerer de hjemsendelsestruede irakiske asylansögere inklusionens modsätning. Det danske samfund har ikke bare ikke brug for asylansögerne. Deres blotte tilstedevärelse udgör en forhindring. De skal ekskluderes, om det så skal koste det officielle Danmark den sidste rest af anständighed.
Det får man i hvert fald indtryk af, når kirke- og integrations minister Birthe Rönn Hornbech om de irakiske asylansögeres ophold i Brorsons Kirke siger ”Jeg forstår ikke hvorfor de ikke söger ly i moskeen…For mig er det helt barokt, at der kommer muslimer, som tilhörer et folk, der forfölger kristne og söger i ly i den kristne kirke.” (Kristeligt Dagblad)
Sikke kynisk og hovent magtsprog at anvende overfor en gruppe magteslöse mennesker, der har sögt ly, netop det sidste sted, hvor der findes rudimenter af hellig ukränkelighed. I nogle kirker söger präster og menighedsråd at udvise konkret nästekärlighed, selvom den kommer på tvärs af den herskende samfundsorden.
Forestil dig lige, hvad der ville väret sket, hvis asylansögerne havde sögt tilflugt i moskeen. Ville ordensmagten have udvist samme uvilje overfor at tränge ind i moskeen som i kirken? Näppe. Ville Dansk Folkeparti med ligesindede have forstået at sätte gang i spinn, der sammenkäder moskeer, terrorisme og irakiske asylansögere? Slet ikke utänkeligt.
Og hvorfor skal iövrigt disse asylansögere drages til ansvar for, hvad andre muslimske agressorer gör eller måtte have gjort i andre dele af verden, til andre tider?
Jeg synes, det var mere passende, om vi allesammen satser på ägte nästekärlighed og husker på kloge Astrid Lindgren, som gennem Pippi lärte svenskernes börn, at ”den som är väldigt stark måste också vara väldigt snäll.” Det må også gälde i Danmark.
Livsstilsmagasiner, bogforlag og tv-programmer kender ingen nedre gränser for kvaliteten af indslag, så länge de har appel til et publikum af passende störrelse. Det har bl.a. betydet, at vi, kulturforbrugere, de senere år er blevet stopfodret med alverdens tiltagende indholdstomme bud på kunsten at skabe et lykkeligt, fredfyldt og harmonisk liv.
Selv stod jeg ultimativt af bölgen, da den nåede til böger og programmer, som ville inspirere til oprydning og rengöring i de små hjem.Jeg har intet at indvende mod ro og renlighed – på passende tider og steder - men selvom ryddelige hjem over velordnede kälderrum kan väre en udmärket start til at få styr på det personlige liv, egner emnet sig ikke som omdrejningspunkt for masseunderholdning.
Alligvel kan det inspirere til ny tänkning i andre dele af livet. Hvad med for en stund at droppe individualiteten og optagetheden af det personlige liv – så kan vi rydde op i arbejdslivet i stedet.
De fleste organisationer er optaget af udvikling. Gennem en lang flydende bevägelse skaber de mere for samme penge, ny kvalitet, bedre produkter, gladere brugere eller kunder og mulighed for at betyde noget for flere. Altsammen godt og nödvendigt. I mit lederliv har jeg konstateret at udvikling, for at få optimal effekt, skal gå hånd i hånd med afvikling.
Som leder har man ofte blikket rettet mod fremtids fjerne horisonter og man inspireres ved forestillingerne om det nye, der kan skabes. Det er sandt for dyden også både livsnödvendigt og spändende. Men det kan afvikling, som proces også väre, og i forhold til organisationens kapacitet er det fuldt så relevant at beskäftige sig med at kigge bagud og rydde op.
Ambitiöse udviklingsmål skal fölges op af ambitiöse afviklingsplaner. Det tager tid at afvikle, men det frigör også enorme mängder af ressourcer. Särligt hvis det ikke i längere tid er sket systematisk og gennemgribende, forstås.
At rydde op i organisationer handler om effektivisering af arbejdsgange og udrydning af foräldede metodikker, men oprydning har også en menneskelig side, som skal prioriteres. Uden passende menneskelig omtanke kan alene talen om at nedlägge små funktioner blive en sensibel affäre, hvor mennesker föler sig kasserede, utilsträkkelige eller uretfärdigt behandlet. Og det betyder mindre energi, faldende tillid og mere stress.
Faktisk lader det sig göre at gennemföre radikal afvikling inklusive stillingsnedläggelser, hvis det sker på et inkluderende, respektfuldt og anerkendende grundlag. Det handler om at tydeliggöre meningen med afviklingen og i processen at udvise og udtale respekt for historien og for det faktum, at arbejdsmetoder, der i dag synes irrationelle med stor sandsynlighed har väret kloge og nödvendige,i sin tid, da de blev taget i brug.
Begrebet ‘kreativ destruktion’ som henföres til Joseph Scumpeter, en af innovationstänkningens kontroversielle fädre er en fascinerende kobling, der får ny relevans i tider med krav til både innovation og ökonomisk mådehold.
Verdenskampagne, som vil fremme uddannelse og läsning, fortsätter til 1. maj, og du kan hjälpe verdens undertrykte anafabeter ved at tilslutte dig dens grundlag.
Det var en tilfädighed, men endda lidt pudsigt, at det netop var på Verdens Bogdag den 23. april, min mand hjembragte endnu et stykke legetöj fra det digitale overdrev. Nu, den seneste version af Sony’s e-bookreader, med nye fine brugerfaciliteter trods et let anströg af hjälpemiddel, i sammenligning med de minimalistisk designede, flade devices i mikroformater, som iövrigt appelerer.
Og sådan en e-bookreader er jo også et hjälpemiddel, desvärre ikke til dem, som har särligt hjälp behov, og her tänker jeg på verdens nästen 800 millioner undertrykte analfabeter, men til alle os andre ökonomisk og uddannelsesmässigt hyper priviligerede individer.
Umiddelbart og helt forkert associerer jeg ‘Verdens Bogdag’ med sådan et lettere bedaget velfärdsstatsopbyggeligt hattedamefänomen, men netop med tanke på verdens urimeligt ulige vilkår for adgang til böger og läsning er det jo en stupid indfaldsvinkel.
Verdensdäkkende initiativer til fremme af undervisning, läsning og adgang til vidensindhold er vigtigere end nogensinde, og lösningerne udvikles i globale netvärk. Dels i internationale non for profit netvärker som world digital library, der er drevet frem under Unesco og med det amerikanske nationalbibliotek som primus motor for samarbejde med andre offentligt stöttede og dermed offentligt kontrollerede bidragydere.
Dels med private initiativer som den altdominerende spiller google, der unägtelig har revolutioneret vores informations og kommunikationsverden, men som også bringer stor lukkethed og mangel på offentlig kontrolmulighed med sig.
Globale digitale biblioteker giver indsigt og overblik til den rige del af verden og nyt håb for den fattige. Men intet kommer af sig selv. Derfor må vi give et bidrag hver isär og samtidig takke alle de engagerede og aktive verdensborgere, der argumenterer, presser på og bidrager med stor, uegennyttig indsats. Som det sker i den verdensomspändende kampagne om ret til undervisning og läsning.
Den nye svenske kulturudredning er ordrig. Men trods sine 3 tätbeskrevne bind på ialt nästen 900 sider, har den fravalgt at bruge plads på en definition af kulturbegrebet. ” Det går nog inte att bestämma vad kultur egentligen är, men vi kan säga att kultur i hög grad skapas genom kommunikation mellan människor. ” hedder det i fornyelsesprogrammets afsnit 7.1.
Udredningen ligger i klar forlängelse af tidens kulturpolitiske trend, der orienterer sig mere mod civilsamfundet og borgeren som medskaber end mod udvikling og understöttelse af vilkårene for den professionelle kunst. Kulturen er redskabet til en öget demokratisering, og kulturen önskes yderligere integreret i nye politikområder, fra sektorpolitik til aspektpolitik, som det hedder.
For at styrke kulturområdets bidrag til samfundsudviklingen, generelt skal aspektpolitikken göres til en kulturpolitisk hovedstrategi Det indebärer et stärkere prioriteret samspil mellem kulturområdet og en lang räkke andre områder. Dels indenfor de allerede kendte felter som integration, uddannelse og erhverv, dels på nyere indsatsområder som miljö, sundhed og regional väkst.
Kombinationen af den meget brede forståelse af kultur og den fravärende begrebsdefinition rejser spörgsmålet om, der overhovedet findes noget, som ikke er kultur? Eftersom kultur jo også er religion, forsvar, sex, dress-code, udenrigspolitik - alles!
Kulturudredningen vil lade kulturen åbne til en ny tid, som indebärer en mere central positionering og integrering af kulturpolitikken med vägt på strategisk tänkning snarere end detaljeret og praktisk indretning.
Udredningen vil styrke det enkelte menneskes muligheder for at udnytte sine evner til skabelse og betoner i samme åndedrag behovet for ”att de mänskliga gemenskaperna präglas av tolerans och respekt för individens integritet samtidigt som de är öppna och inkluderar alla samhällets medlemmar.”
Gennem det 20 århundrede har kulturen med tiltagende styrke spillet en klar rolle som en udviklingsfaktor for det enkelte menneske, for fällesskaberne og for demokratiet. Sådan må det fortsat väre. Kulturen og dens aktörer må til stadighed reorientere sig imod samfundsudviklingen og udvikle sine kapaciteter og arbejdsmetoder, så de svarer til tidens nye udfordringer.
Det brede kulturbegreb giver store udfoldelsesmuligheder, men kan også betyde defokusering og tab af väsentligt arvegods, som f.eks. instiutionernes integritet og kunstens värdi i sig selv. Og så er vi bare kommet et skridt frem og to tilbage - for uden samfundsmässig signifikant prioritering af kunsten kommer vi til at mangle öjenåbnere, provokationer, fortolkninger, tröst, håb, humanitet, og så kan det stort väre det samme.
Nationale og kommunale myndigheder har fået öje på bibliotekernes gode, geografiske spredning og höje besögstal, og bruger dette som begrundelse for at udvide bibliotekernes ressort. Bibliotekernes egenoplevede identitetskrise har formentlig medvirket til en umiddelbar, stor gästfrihed overfor inkluderingen af nye kategorier af servicetilbud. Så bliver vi da noget!
Derfor går borgere i mange kommuner nu på biblioteket for at klare en mangfoldighed af administrative anliggender fra anskaffelse af pas, sygesikringskort til flytteanmeldelser, ansögning om boligstøtte, opskrivning til daginstitutionsplads, modtagelse af regninger til refusion vedrörende fodpleje og tandpleje, køb af affaldsmærkater samt aflevering af kanylebokse og brugte batterier fra høreapparater. Alle eksempler fundet ved hurtige besög på forskellige bibliotekers hjemmesider, i dette tilfälde Esbjerg, Kolding og Århus.
I gamle dage, da jeg var nyuddannet bibliotekar, hentede borgerne ekstra rådgivning på biblioteket gennem uvildige advokater og socialrådgivere. Idag udföres den af kommunens egne embedsmänd i regi af bibliotekernes borgerservice. Der er altså ikke noget armslängdeprincip längere. Hvilken betydning har det for bibliotekets omdömme – på lidt längere sigt. Og hvor skal egentlig gränsen träkkes for inkludering af nye kommunale aktiviteter, hvis der altså skal väre en gränse?
At dömme efter hjemmesiden fra ’Styrelsen for Bibliotek og Medier’ er feltet borgerservice på bibliotekerne et prioriteret udviklingsområde, og der er nye tilskudsmidler allokeret fra Satspuljemidlerne til at eksperimentere med bibliotekernes borgerservice i särligt udsatte områder.
Det er da også snublende närliggende at optimere nytten af skattekroner ved at slå offentlige funktioner sammen – ikke mindst i tyndt befolkede områder. Men når rådhusets kvikskranke og socialforvaltningens forkontor eksporteres til store hovedbiblioteker i byernes centre, er der grund til at tänke efter, en gang til.
Den nye trend kalder på afklaring af folkebibliotekernes bestemmelse i det moderne samfund. I hvilken retning går näste naturlige ekspansionsskridt. Skal borgene f.eks. kunne aflevere storskrald sammen med biblioteksmateriale eller hente hjälp til mediering af den seneste nabostrid fra det närpoliti, som kan udstationees på biblioteket?
Fänomenet er ikke bare dansk, men findes i lande med veludbyggede bibioteker.
I Sverige har staten i februar 2009 publiceret en 800 sider lang Kulturutredning, som tilsvarende präsenterer et mildt sagt bredt, favnende kulturbegreb. Allerede på side 10 konstaterer ‘utredningen’, at “det går nog inte att bestämma vad kultur egentligen är…” og den efterfölgende tekst når frem til at kulturen både kan og bör ses i en helsebringende sammenhäng og som betydningsfuld faktor i styrkelse af miljömässig bäredygtighed.
Man kan argumentere for at kultur vedrörer alt, men derved fratager man kulturbegrebet tyngde og retning. På samme måde med bibliotekerne. En oplagt risiko er, at fokus fra det, som faktisk behöver strategisk udvikling fortoner sig i altet.
Vi skaber virkeligheden gennem sproget. Det er en af grundene til, at jeg elsker ord.
Det har taget mig et godt stykke tid at blive fortrolig med begrebet ‘liminalitet’. Lidt af en kamp, hvis sandheden skal frem, men det har været sliddet værd. For tanken om den liminale organisation er berigende og meningsfuld, for en leder, som ønsker kreativ udvikling.
Jeg mødte ‘liminaliteten’ første gang i 2003 på Sommeruniversitet hos CBS. ‘Lederen som filosof’ hed kurset. Et navn, som sikkert i sig selv kunne holde mange på afstand.Det var et foredrag om loyalitet af filosoffen Ole Fogh Kirkeby, som havde inspireret mig til at afsætte en god, varm sommeruge til universitære øvelser. Og jeg må sige - selv her i tilbageblikket -at tiden og pengene var godt givet ud!
Jeg stod på det tidspunkt i en omfattende forandringsproces på min daværende arbejdsplads DBB og det var en gave, at blive introduceret til filosofien som udgangspunkt for at begribe sider af livet i moderne organisationer, som jeg ikke havde mødt andre steder. Her blev jeg gjort bekendt med ord, som beskrev realiteter, jeg ikke selv havde set. Den slags er bevidsthedsudvidende, og kan anbefales.
Liminalitet var nok det vigtigste ord jeg tog med mig fra sommeruniversitetet. Det er et ord, jeg stadig oplever som centralt i mit lederskab. Skal jeg forklare begrebet, som jeg selv forstår det, har det noget med forvandling at gøre. Liminaliteten sker, når forandringer i organisationer bliver så banebrydende og af en karakter, så de slår over i en egentlig forvandling.
Når man oplever, at organisationen grundlæggende er noget andet, end den var før. Her er altså tale om noget nærmest revolutionært. Det er ikke noget man kan skemalægge og datosætte. Man kan håbe det sker, man kan arbejde for at det sker, man kan ikke forhåndsdiskontere resulatet. Man opdager det først i tilbageblikket.
Som leder kan man arbejde med liminalitet, ikke som et managementredskab men som en grundindstilling, som en personlig ethos. Man kan anslå tonen for en mulig liminal organisation, f.eks. gennem den måde hvorpå man selv indgår i relationer og stimulerer anden relationsskabelse på . Det har også meget med tillid at gøre. Uden intakt tillid ingen liminal organisation!
Den liminale organisation ‘ har en stærk kollektiv karakter, der er bundet til et fremtrædende niveau af social praksis og kommunikativ erfaring…’ skriver Ole Fogh Kirkeby (se hvor nedenfor). For mig betyder det, at lederen selv gennem sin kommunikation, sit værdigrundlag, sin hele grundindstilling og gennem samspillet med fællesskabet kan bidrage til udviklingen af den liminale organisation.
‘Den liminale organisation …. henviser til en anarkisk tilstand, hvori kapaciteterne flyder, en tilstand af både opløsning og enorm koncentration, af lethed og en anden type målrettethed, der kan dækkes af ordet flow’ skriver Ole Fogh Kirkeby.
‘Den liminale leder’ har en stor indføling med organisationen. Lederen forstår at kombinere veludviklet sensitivitet med feeling for organisationens puls. Det handler omen evig vekselvirkning mellem at give slip og holde tilbage. At fornemme hvornår organisationen har brug for forstyrrelse, stimuli, frisættelse og hvornår den kalder på ro, retning, fokus, beskyttelse.
PS. citaterne kommer fra Ole Fogh Kirkebys bog: Organisationsfilosofi - en studie i liminalitet. Udgivet på forlaget Samfundslitteratur 2001
Jeg synes godt om ordet ‘verdensborger’. Det signalerer bevidstheden om, at väre en del af noget större, som breder sig ud og ind over de nationale gränser. Verden er i Danmark eller Sverige, for den sags skyld, ligesom Sverige og Danmark er i verden.
Kunsten har altid interesseret sig for verden og kigget ud over det nationale. Kunsterne har rejst i verden og slået sig ned på nye steder for at hente inspiration på den anden side af baghaven.
I öjeblikket og til den 14. februar er der gästeforestilling på Teater CampX. Selv verdensborger, repräsentant fra Das Beckwerk, manden uden navn og identitet, performer sig sanseligt gennem talrige roller i ‘Det ny menneske‘ som i aller höjeste grad handler om mennesket i verden.
At väre verdensborger betyder at interessere sig for verden, interagere i den, tage sin del af ansvaret. Og alt mens vi över os i at väre og blive verdensborgere, bliver vi dygtigere til det.
Ikke bare dygtigere til at tale fremmede sprog, rejse i verden og få ny indsigt, men også dygtigere til at lytte, pröve at forstå, se verden i nyt lys, eksperimentere med egne nye roller i interkulturelle samspil.
Vi udvikler vores empati og sensitivitet overfor det fremmede og bliver derved, hver isär og som samfund, bedre til at give vores bidrag til et fällesskab, som räkker udover gamle nationale og kulturelt bestemte gränser.
Retorisk sensitivitet er en vigtig pointe i udviklingen af den interkulturelle kommunikation. Evnen til at sätte sig i modtagerens sted og kommunikere på en respektfuld, inkluderende og ligevärdig måde. Her har jeg et godt og et uheldigt dansk eksempel.
Det gode eksempel er den del af Kvinfos hjemmeside, som vedrörer det succesrige mentor netvärk, hvor danske kvinder stiller deres personlige og professionelle ressourcer til rådighed for kvinder med udenlandsk baggrund. Siden kan läses på 8 sprog, og jeg viste den til en kollega med persisk baggrund. Hun blev himmelfalden lykkelig over at kunne läse om dette livsbekräftende initiativ på sit eget modersmål, farsi.
Det uheldige eksempel, er egentlig i sig selv et rigtig godt tilbud til mennesker med anden sproglig baggrund end dansk, men et problematisk ordvalg efterlader et mindre godt förstehåndsindtryk. Jeg tänker her på portalen Finfo.dk, som er udviklet i et samarbejde mellem danske biblioteker. Portalen er en stor informationskilde om danske forhold på 10 fremmedsprog.
Min anke går på den valgte tiltaleform. Portalen erklärer, at den er for etniske minoriteter i Danmark. Jeg präsenterede den for en ungarsk födt kollega. Hun syntes, som jeg, at initiativet i sig selv er godt, men at ordene ‘ etnisk minoritet’ kommer til at stå i vejen for budskabet. Det reducerer det hele menneske, og hun kunne og ville ikke kende sig selv i det begreb. Jeg er sikker på, at mange har det lige sådan.
Begrebet ‘etniske minoriteter’ har en klang af et dem og et os. Der må kunne erstattes af noget mere inkluderende, som reflekterer et mangfoldigt fällesskab.
Mulighederne findes, bare tiden er knap. Der er altid böger, som venter på at blive läst, eller hele forfatterskaber, helst på originalsproget. Det giver den störste autenticitet!
Så er der teaterproduktionerne eller filmene, som fortjener tid. Here, there and everywhere. Der er udstillinger med appel på museer, i gallerier og kunsthaller. Der er klassiske koncerter, rock, hip hop eller popkoncerter, der er operaen og balletten.
Og så er der foromtalerne af det hele, og bagefter anmeldelserne side om side med alle baggrundsartiklerne om terrorhandlinger og bombninger, om sult og nöd og Danmark som krigsförende nation, de store klimaudfordringer, kommende topmöder, afgående topchefer og alt det andet läsevärdige avis eller tidsskriftstof, som hober sig op i stakke, på borde, på stole, i hjörner, när- eller fjernarkiver.
Så er der nogle blogge der skal checkes ud eller kommenteres på. Der er indköb som skal foretages på nettet eller i det andet virkelige liv, som udspiller sig i citycentre eller centre udenfor city, eller bare hos köbmanden nede på hjörnet.
Vi vil skabe os selv ligeså vel som vi selv vil skabe. Vi vil male billeder, udgive vores digte, läre at modellere, puste glas eller måske gå på glas? Vi vil udfordres, märke os selv og vores dödelighed. Vi vil coaches, vi vil i tranche, vi vil overskride kendte dimensioner. Vi vil holde os i god fysisk form, og psykisk, naturligvis, vi vil holde vägten lav og humöret höjt. Menneske, hvad vil du mer?
Jeg var minsandten lige ved at glemme jobbet. Det er ellers nok så vigtigt! Det skal väre personligt udfordrende, vellönnet (sådan da) og give mening. Så får det til gengäld broderparten af den vågne tid inklusive deltagelse i kurser, konferencer, uddannelsesforlöb, årsmöder, netvärkspleje, bestyrelsesarbejde, mentoring eller andre ‘ frivillige bidrag’ til den tredje sektor afstemt efter livssituation og temperament.
Familien og vennerne befinder sig i tilsvarende privilligerede valgsituationer - samtidig med at vi alle bärer på drömmen om tid sammen, masser af tid til närvär, passion og tätte fällesskaber, fälles oplevelser, meningsfulde samtaler, ro i själen og sug i mellemgulvet.
Det kan ikke undre, at en google sögning på ’stress’ giver 189 million hit på 0.33 sekunder!
Men hvad kan vi så stille op med disse tallöse drömme, ambitioner og muligheder? Hvordan bliver de et righoldigt kar, vi kan öse af i passende mängder fremfor anledningen til stress og pres og udbrändthed?
Det kunne handle om at tage ledelsesansvaret for eget liv, igen igen. At gennemföre nogle realitetsjusteringer og nogle kraftige bortprioriteringer. Noget er vigtigt, andet må vente. Man skulle nok tage sig selv lidt mindre alvorligt, nogle anbefaler hykleri i bevidste doseringer. Og så må man huske at tilgive sig selv, når man alligevel falder i, og kommer til at sige ja til mere end man burde. Kan man tilgive sig selv, kan man også tilgive de andre. Og lur mig, om ikke de står med det eksakt samme behov.
Årsskifte er status tid. Det bedste, det største, det farligste, mest jammerlige …, året bød på. Man kan også gøre status over sproget. Sproget er kulturbærende, og kan fortælle meget om os og vores liv, gennem de ord som forsvandt og de nye, som blev bragt i tale.
’Burkini’ er mit absolutte favoritord fra 2008. Det er optaget på det svenske ’Språkrådets sammanstälning’ af nye ord i 2008. Det findes vist endnu ikke på dansk, men kan komme til sommer, når badedragter med lange ærmer og ben eksponeres på Bellevue eller måske mere sandsynligt på Ishøj Strand, hvor flere kvinder med slør og stor blufærdighed kan tænkes at blive badelystne.
I følge Dansk Sprognævn tæller fremkomsten af nye ord i 2008 derimod ord som leasingkarrusel, hjemmerøveri og fortællerslam
’Interkulturel’ var nyt input til mit aktive vokabularium i 08. Det er ikke et sprit nyt ord i de nordiske sprog, men det er dog et ord af nyere dato, som har fået stigende relevans ovenpå vores såkaldt ’mono-etniske’ periode. Forskere har studeret emnet i mere end 10 år. Både i Danmark og I Sverige findes professorer med interkulturalitet som forskningsfelt. I 2009 vil jeg arbejde videre med interkulturelt approach i flere perspektiver:
I kultur- og kunstperspektivet, hvor forskellige kultur og kunstformer kan bringes til at inter-reagere, berige, forstærke, forstyrre hinanden.
I multi-etniske perspektiver, hvor diversiteten i forståelse, fortolkning, erfaring og håb rummer kimen til noget nyt, fælles tredje, fjerde eller femte.
I internationale sammenhænge, hvor fremmede prioriteringer og løsninger kan hjælpe blikket til at overskride de kendte horisonter.
