Mulighederne findes, bare tiden er knap. Der er altid böger, som venter på at blive läst, eller hele forfatterskaber, helst på originalsproget. Det giver den störste autenticitet!
Så er der teaterproduktionerne eller filmene, som fortjener tid. Here, there and everywhere. Der er udstillinger med appel på museer, i gallerier og kunsthaller. Der er klassiske koncerter, rock, hip hop eller popkoncerter, der er operaen og balletten.
Og så er der foromtalerne af det hele, og bagefter anmeldelserne side om side med alle baggrundsartiklerne om terrorhandlinger og bombninger, om sult og nöd og Danmark som krigsförende nation, de store klimaudfordringer, kommende topmöder, afgående topchefer og alt det andet läsevärdige avis eller tidsskriftstof, som hober sig op i stakke, på borde, på stole, i hjörner, när- eller fjernarkiver.
Så er der nogle blogge der skal checkes ud eller kommenteres på. Der er indköb som skal foretages på nettet eller i det andet virkelige liv, som udspiller sig i citycentre eller centre udenfor city, eller bare hos köbmanden nede på hjörnet.
Vi vil skabe os selv ligeså vel som vi selv vil skabe. Vi vil male billeder, udgive vores digte, läre at modellere, puste glas eller måske gå på glas? Vi vil udfordres, märke os selv og vores dödelighed. Vi vil coaches, vi vil i tranche, vi vil overskride kendte dimensioner. Vi vil holde os i god fysisk form, og psykisk, naturligvis, vi vil holde vägten lav og humöret höjt. Menneske, hvad vil du mer?
Jeg var minsandten lige ved at glemme jobbet. Det er ellers nok så vigtigt! Det skal väre personligt udfordrende, vellönnet (sådan da) og give mening. Så får det til gengäld broderparten af den vågne tid inklusive deltagelse i kurser, konferencer, uddannelsesforlöb, årsmöder, netvärkspleje, bestyrelsesarbejde, mentoring eller andre ‘ frivillige bidrag’ til den tredje sektor afstemt efter livssituation og temperament.
Familien og vennerne befinder sig i tilsvarende privilligerede valgsituationer - samtidig med at vi alle bärer på drömmen om tid sammen, masser af tid til närvär, passion og tätte fällesskaber, fälles oplevelser, meningsfulde samtaler, ro i själen og sug i mellemgulvet.
Det kan ikke undre, at en google sögning på ’stress’ giver 189 million hit på 0.33 sekunder!
Men hvad kan vi så stille op med disse tallöse drömme, ambitioner og muligheder? Hvordan bliver de et righoldigt kar, vi kan öse af i passende mängder fremfor anledningen til stress og pres og udbrändthed?
Det kunne handle om at tage ledelsesansvaret for eget liv, igen igen. At gennemföre nogle realitetsjusteringer og nogle kraftige bortprioriteringer. Noget er vigtigt, andet må vente. Man skulle nok tage sig selv lidt mindre alvorligt, nogle anbefaler hykleri i bevidste doseringer. Og så må man huske at tilgive sig selv, når man alligevel falder i, og kommer til at sige ja til mere end man burde. Kan man tilgive sig selv, kan man også tilgive de andre. Og lur mig, om ikke de står med det eksakt samme behov.
Årsskifte er status tid. Det bedste, det største, det farligste, mest jammerlige …, året bød på. Man kan også gøre status over sproget. Sproget er kulturbærende, og kan fortælle meget om os og vores liv, gennem de ord som forsvandt og de nye, som blev bragt i tale.
’Burkini’ er mit absolutte favoritord fra 2008. Det er optaget på det svenske ’Språkrådets sammanstälning’ af nye ord i 2008. Det findes vist endnu ikke på dansk, men kan komme til sommer, når badedragter med lange ærmer og ben eksponeres på Bellevue eller måske mere sandsynligt på Ishøj Strand, hvor flere kvinder med slør og stor blufærdighed kan tænkes at blive badelystne.
I følge Dansk Sprognævn tæller fremkomsten af nye ord i 2008 derimod ord som leasingkarrusel, hjemmerøveri og fortællerslam
’Interkulturel’ var nyt input til mit aktive vokabularium i 08. Det er ikke et sprit nyt ord i de nordiske sprog, men det er dog et ord af nyere dato, som har fået stigende relevans ovenpå vores såkaldt ’mono-etniske’ periode. Forskere har studeret emnet i mere end 10 år. Både i Danmark og I Sverige findes professorer med interkulturalitet som forskningsfelt. I 2009 vil jeg arbejde videre med interkulturelt approach i flere perspektiver:
I kultur- og kunstperspektivet, hvor forskellige kultur og kunstformer kan bringes til at inter-reagere, berige, forstærke, forstyrre hinanden.
I multi-etniske perspektiver, hvor diversiteten i forståelse, fortolkning, erfaring og håb rummer kimen til noget nyt, fælles tredje, fjerde eller femte.
I internationale sammenhænge, hvor fremmede prioriteringer og løsninger kan hjælpe blikket til at overskride de kendte horisonter.
Bliver man et bedre menneske af at läse skönlitteratur? Selvfölgelig gör man ikke det, skulle jeg lige til at sige, men det er nok et lovligt rapt og for overfladisk statement. Og hvis man nu faktisk bliver god - til andet end at läse - ved at plöje sig gennem den ene roman efter den anden, så kan vi lisså godt få det godhedsfremmende med i bunken af overbevisende argumenter for bibliotekernes og bögernes kraft!
Af samme grund cyklede jeg forleden til ‘Tredie rummet’, hvor Malmös förende oplysningsforbund havde sat scenen for debat og inviteret en spändende finsk forfatter og professor i nordisk litteratur ved Helsingfors Universitet, Merete Mazzarella, til at foredrage over emnet.
Mazzarella viste sig at väre et interessant bekendtskab, selvom hun vägrede sig ved at give et egentlig svar på aftenens spörgsmål. Og heldigvis for det.
Hun fremhävede litteraturen som en kilde til at hente indsigt i menneskers liv og derved styrke evnen til at indleve sig i andre.
Hun talte om, at litteraturen kan give läserne en ny oplevelse af noget kendt og tilbyde et perspektivbytte, som åbner for nye udsigter, og dermed indsigter.
Hun bifaldt Proust’s ide om, at litteraturen er gratis som medfölelse, i den forstand, at vi kan få lov til at fölge andre i lyst og nöd uden at investere os selv. Litteraturen er den ‘rene’ indlevelse, som konfronterer sine läsere med det faktum, at vi måske slet ikke er så rene, som vi tror. Og bliver man så et bedre menneske af det?
Svaret kräver större filosofiske refleksioner, og dertil kan hentes näring hos den amerikanske, toneangivende filosof, Martha Nussbaum som Mazzarella også henviste til.
Lidt efterfölgende surfen på nettet giver blod på tanden og adgang til ny viden om Martha Nussbaum og hendes arbejde.
I foråret 2008 besögte Nussbaum Sverige, og i den anledning kvitterede Dagens Nyheter med et porträt af hende.
Af interviewet fremgår, at Nussbaum interesserer sig for det gode menneske gennem litteraturen. I porträttet hedder det, eksempelvis:
‘Genom att studera litteraturen, framför allt de klassiska tragedierna men också Dickens och Henry James, har hon försökt få svar på frågan vad som konstituerar det mänskligt goda. En människa som lämnar utrymme för tillfälligheterna riskerar alltid att lida förluster och hamna i värdekonflikter, till skillnad från den som håller sig till rigida regelsystem. Litteraturen belyser denna tvåsidighet i tillvaron. Den inser att människan alltid är behövande, och att lyckan är osäker och att det goda är ömtåligt och hotat.’
Det gode er altså skröbeligt og truet, i fölge Nussbaum. Det er svärt at väre uenig, og alle kan opliste utallige eksempler - fra det private og offentlige liv.
Det gode er noget, vi skal göre os umage for at holde fast i og udvikle, igen og igen. Og det kan vi hente inspiration til gennem läsning. Så i den forstand gör litterarturen os til bedre mennesker - og verden til en bedre verden. Forudsat, at vi läser den betydningsfulde - den gode litteratur - kvalitetslitteraturen som har noget på hjerte, men det er en ganske anden historie..
Man kan også starte med Nussbaums mursten af en filosofisk undersögelse, den hedder : The fragility of goodness
Med glimt i öjet funderede et af mine inspirerende bekendtskaber over tanken om ’det lykkelige bibliotek’, hvordan mon det ville väre? Jeg tror han er kommet på ideen, efter at have läst en artikel om lykke i danske Information.
Under overskriften: ‘Hvad står dit lykkebarometer på idag’ kan man läse om lykkebegrebet, som ny arbejdslivsomständighed, der kan virke positivt på bundlinien.
“Et lykkeregnskab kan jo ikke bruges til andet end branding af virksomheden i forhold til at fastholde og rekruttere medarbejdere. Men jeg synes, det her indvarsler en helt ny type kontrolsamfund, for den her type evaluering er en måde at topstyre mennesker på…..” citeres professor, filiosof, Ole Fogh Kirkeby.
Forleden så jeg et andet eksempel, der tilsvarende kan medvirke til udvikling af en ny type kontrolsamfund.
Mit eksempel handler om et kommercielt produkt, hvor web 2.0 lösninger integreres i en fälles platform, og målrettes store virksomheder. Ideen er at virksomheden bygger sig eget lukkede system udfra de sociale teknologiers princip. Hermed kan alle ansatte fölge med i hinandens profiler, communities, friends osv. Systemet kan väre et godt boost til fornyet transparens, videndeling og effektive, digitale rutiner. Og det er også målsätningen.
Men det har en bekymrende bagside, når dine samlede digitale relationer eksponeres så radikalt. For hvilke communities må du deltage i, blot for at dokumentere din erhvervsmässige pligtfölelse? hvilke andre kan du også tillade dig at frekventere, og hvem er det, du slet ikke må lege med? Har du de rigtige venner, og hvem chattede du med, senest?
Jeg er da helt med på, at alle virksomheder kan spore ansattes adfärd i cyperspace, og det har jeg ingen problemer med, så länge udgangspunkt og spilleregler er velkendte og etisk anständige.
Men denne nye blotlägning af den enkeltes kontaktnet, interessefelt og digitale gören og laden väkker bekymring om selvcensur og selvjustits med fare for begränsning snarere end frisättelse.
Det bringer hverken lykke eller relevans i en netvärkstid, hvor de kreative og overraskende lösninger skabes, når man har mod til det anderledes, det gränseoverskridende og skäve.
Folkebibliotekerne kan hente mere inspiration, metodik og tänkemåder i kunstens verden
Der er en imponerende udvikling i gang på verdens förende folkebiblioteker. Bare se til Singapore, Seattle eller Salt Lake City, og oplev hvordan der sker markante ting. Og vi i Norden kan bestemt väre med - se bare til Hjörring eller Halmstad.
De overdådige biblioteksbyggerier til trods, virker det fortsat som om, folkebibliotekernes rodfästning i folkeoplysnings- og uddannelsestraditioner, nogle gange står i vejen for et nödvendigt, radikalt brud med de dele af biblioteksidentiteten, der afspejler sig i den grundläggende selvforståelse, fysiske fremträden og formidling.
Der er brug for at spränge forståelsen af bibliotek som den artige, formidlende viden og kulturinstitution og eksperimentere mere gränseoverskridende for at finde ud af, hvad et bibliotek også er og kan väre - i det postmoderne, hyperkomplekse, multikulturelle samfund.
Det er spändende at studere verdens nye biblioteksbyggerier, men hvis man önsker sig egentlig biblioteksinnovation - også i den fysiske fremträden og den formidlingsmässige selvforståelse, har verdens moderne teatre, kunstmuseer og andre kulturinstitutioner for slet ikke at tale om de mennesker, der befolker dem, nok så meget ekstra värdi at bidrage med.
Af samme grund er jeg särdeles taknemmelig for mit tillidshverv som bestyrelsesformand for det eksperimenterende köbenhavnerteater - CampX, selvom CampX har vist sig at väre en temmelig tidskrävende fritidsinteresse.
Gevinsten er, bl.a. at jeg får lukket öjnene vidt op for gören og laden i (avantgarde) kunsten, hvor jeg bare må sige Nööööj, hvor er det vildt spändende … CampX’ nu afgåede direktör Mette Hvid Davidsen har henledt min opmärksomhed på Volksbühne i Berlin og Museumsquartier Wien. Disse tips gives hermed videre.
Det giver også näring til min tänkning - f.eks. omkring bibliotekets ästetik, når man som jeg er en del af en ledelsesgruppe, der repräsenterer mange dele af kunst og kulturlivet i Malmö.
Det medförer nemlig en löbende samtale rundt om kunsten og kulturen - og om dens rolle og muligheder som kreativ kraft i en multikulturel, segregeret storstad, der også gerne skulle kunne befordre en ägte fölelse af Det store Vi.
Jeg har i flere sammenhänge refereret til forsker i strategi og forretningsudvikling på Århus Universitet, Professor Anders Dreier, som anbefaler, at man kigger andre steder hen, end man plejer, hvis man vil hente inspiration til innovation.
I dag kigger mange biblioteksmennesker på andre bibliotekers rammer og de kigger digitalt. Det er der meget sund fornuft i, men det er ligeså vigtigt at arbejde strategisk med ästetikken og iscenesättelsen, hvis man vil udvikle den näste generation af fysiske biblioteker som unikke, identitetsskabende mödesteder i den virkelige verden.
Et af de bedste eksempler på dette er nok et andet amerikanerbibliotek - Cerritos Public Library, der har vundet international opmärksomhed som ‘The Experience Library‘. Det er vist en rejse värd! Men indtil rejsen er på plads kan man läse lidt om det eksperimenterende bibliotek i DBs bog om biblioteksbyggerier, udgivet i 2008. Bogen er redigeret af Hellen Niegaard, Jens Lauridsen og Knud Schulz og hedder: Biblioteksrummet Inspiration til bygning og indretning.
Skarp konkurrence om publikums tid og opmärksomhed er et naturligt og sundt vilkår for kunst og kulturlivet. Som publikum har vi mulighed for at välge mellem et stort udbud af forestillinger. Check selv efter via Köbenhavns Teaters fälles portal. Det er et godt sted at starte. Her kan du finde vejen til ambitiöse, eksperimenterende, underholdende, udfordrende og sikkert også ligegyldige og måske endda uacceptabelt ringe teateroplevelser. Nej, det tror jeg nu ikke.
I den kommende säson kan vi blive noget med musikken både i den gamle koncertsal på Rosenörns Alle (lidt endnu) - og i DRs bygningsmestervärk af Jean Nouvel, som vil tilföre kulturlivet nye, storslåede rammer for oplevelser. Herligt - modigt og stort tänkt af Chr. Nissen og co.
Måske vil dette nye hus ligefrem få os til at tilgive den stadige ström af ligegyldige (gen)udsendelser, der fortsat siver ud fra DR Byen angiveligt på grund af dårlig ökonomi?
I säson 08/09 skal vi nå et par gange omkring Det nye Skuespilhus og Operaen. Nej, Operaen den fravälger vi altså, i år, i hvert fald hjemme hos mig. Og det er vi tilsyneladende ikke alene om.
Aviserne fortäller, at operaens billetsalg har väret for nedadgående. Jeg og min bedre halvdel har besluttet at veksle opera abbonnementet med en säson ved balletten. Orker ikke flere opsätninger fra Kasper Holtens koncept, ikke lige nu, måske igen senere…
Ärgerligt er det selvfölgelig at jeg kun få gange får oplevet operahuset i den kommende säson, men godt bliver det at slippe for de tunge CO2 skyer og trafikpropperne, som er en uomgängelig fölgesvend ved et operabesög i Köbenhavn - både för og efter.
Samtidig står Malmö Opera meget stärkt. Höstede smukke anmelderroser på begge sider af sundet i sidste säson, og åbner denne säson den 20. september med en urpremiere ‘Death and the Maiden‘ skrevet specielt til Malmö af Jonas Forssell.
Selv gläder jeg mig särligt til säsonåbning med Malmö Symfoniorkester. Det er förste gang, jeg skal höre orkestret, som lägger ud med Martinsson, Lutoslawski og Mahler. Det er ikke komponister, jeg er specielt fortrolig med, for at sige det mildt, så der venter kanske overraskelser forude.
I et kulturregionalt perspektiv må det väre interessant, at Malmö Symfoniorkester forventes at flytte til nye lokaler i et stort anlagt koncerthus, som åbner ved havnen i Malmö i 2012, siger planen. Man må håbe, at orkestret kan leve op til den kärlighedserkläring fra byen, som sådan et ambitiöst projekt må väre udtryk for.
Kunsten og kulturen lever, så der er vel ingen grund til bekymring? Egentlig ikke, lige bortset fra fraväret af unge og manglen på tid, som er en stor udfordring, for os äldre. Hvordan skaffer vi os tid også til fordybelse og eftetanke i det rige udbud. Og så har jeg helt forbigået de nonverbale og stille kunstoplevelser, som er at finde på plakaterne i Lousiana og på Arken, i kommende filmpremierer, bogudgivelser, osv.
I sommer publicerede SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfärd rapporten Den kulturelle altäder Rapporten har to hovedbudskaber. For det förste, at den danske kultur i perioden fra 1964 - 2004 er blevet demokratiseret, mange flere tager del. For det andet, at en mindre gruppe af befolkningen kan karakteriseres som altädende kulturforbrugere. Det er den gruppe, der tidligere kunne betragtes som en kulturel elite, men som idag måske kaldes ‘den kreative klasse’?
De altädende er også de aldrende. De unge er i höj grad fravärende i det etablerede kulturliv. En kendsgerning, de fleste kultur- og kunstudbydere allerede forsöger at arbejde med. Fremtidens publikum skal sikres, så kunsten og kulturen får mulighed for at leve, berige, beväge og besvärre.
Kulturinstitutionerne har en megastor udfordring med at ramme et mangfoldigt sammensat publikum. Og der skal ikke rammes ved siden af mange gange för publikum udebliver og välger fra. Det kräver virkelig begavet ledelse, med mod og evne til at stimulere de kreative talenter til at overskride egne gränser. Findes det i kulturlivet, ja og nej. Det må jeg nok lige tänke närmere over.
Kanske jeg gifter mig med den fremmeste fundraiser knyttet til Borneo Organgutan Survival Foundation, eller med en veltränet langdistancelöber fra Malawi. Så kan jeg blive beslägtet med mennesker, der bor langt väk fra Norden i et af verdens mange lande, jeg endnu ikke har besögt. Og de kunne rejse hertil og föle globaliseringens vingesus og läre nyt. I hvert fald så länge jeg bor i Malmö!
Var jeg ikke allerede godt gift, ville jeg helt sikkert skaje ud og göre brug af min menneskeret til at träffe et fuldtständigt upassende valg. Jeg ville gå til kanten af den personlige frihed, for at finde ud af, om eller hvor den stopper.
Det er en god tanke at vide, at man således har magten over eget liv. I den anledning går mine taknemmelige tanker til det svenske folk respektive beslutningstagerne i EU.
Mens jeg bliver nedtrykt over den uforlöste, politiske suppedas i DK hvor statsministeren modsiges af sine egne jurister mens flygtninge- og indvandrerministeren siges at väre på vej mod et egentlig lovbrud.
Måske er det ikke så forunderligt, at en borgerlig regering förer sort politik, selvom anslaget mod den personlige frihed burde få et liberalt parti på ganske andre tanker.
Og i hvert fald er det helt uforståeligt at socialdemokratiet mangler mål og mandshjerte til at udvikle et substantielt alternativ.
Der er ellers masser af inspiration at hente rundt omkring i verden. Og uden iövrigt at tage stilling til Barack Obamas präsidentielle kvalifikationer (jeg ville hellere have haft en rutineret kvinde) kunne man eksempelvis lade sig inspirere af hans tankemåde, som den kom til udtryk i den berömmede tale han holdt i Berlin den 24. juli 2008.
Henvendt til Europas politiske ledere opfordrede han til fälles handling for at oplöse konflikter og spänding. Den danske politik - såvel indenrigs som udenrigs - står närmest for det modsatte. Fortsat på beklagelig fälles kurs med Bush - administrationen, som den er.
‘The walls between the countries with the most and those with the least cannot stand. The walls between races and tribes, natives and immigrants, Christian and Muslim and Jew cannot stand.’
Very good point, indeed, vil jeg sige. Og krydse fingre for, at nogle toneangivende danske politikere vil väre enige, og have styrke nok til at handle derefter.
Fra en dansk synsvinkel er det tankevækkende, når de svenske aviser ruller sig ud, fordi et svensk firma er begyndt at sælge mad og vin på nettet. Nyheden handler om, at det i Sverige nu er blevet muligt at købe begge dele i een og samme forretningsgang - på nettet, altså.
I den fysiske virkelighed sælges vin og alkohol fortsat kun i de statsdrevne systembolag. Ordningen holder alkoholforbruget i ave og medvirker til at sikre en høj middellevealder i Sverige. Lissom i Norge for øvrigt.
Tro nu ikke, at jeg argumenterer for at importere den svenske reguleringsmani til DK, mit ærinde er et ganske andet.
Jeg tænker på hvordan de mange alkoholrelaterede sygdomme og den lavere danske middellevealder næres gennem hustandsomdelte ugereklamer, der med let hånd drysses over det ganske land fra danske afdelinger af Super Best, Føtex, Coop med flere. De firefarvede tryksager hober sig op i hjemlige postkasser, og skaber herfra bølger af alkoholrige tilbud, som det er svært at sige nej til.
Man kunne fristes til at tro det, men der er ikke videnskabeligt belæg for at hævde, at det høje danske alkoholindtag er årsagen til den agressive danske politik overfor fremmede, som vi med skam og forundring har bevidnet i en årrække.
Agressionen gælder fremmede som opholder sig i Danmark - tålt eller utålt, og den gælder fremmede i Europa og på helt andre breddegradder, for den sags skyld. Ingen skal føle sig i sikkerhed for den danske offensiv. Beklageligvis.
Oppositionen (som i stort omfang inkluderer borgerligt orienterede humanister, der har svært ved at se sig selv som en del af den førte politik) har været fuldstændig handlingslammet. Sat skakmat af en usædvanlig udvikling, hvor regering med støtteparti har haft held til at erobre dagsorden og folketingsflertal og været kynisk nok til at føre snæver blokpolitik i en lang årrække, selv på områder af essentiel betydning for landet.
Hvor finder vi så håber i al den elendighed? Håbet finder vi i kunsten. Jeg gør, i hvert fald, i særdeleshed hos nogle af de danske forfattere som gør en meget stor og behjertet indsats for at forstå, fortolke og perspektivere vores samtid - og dens konsekvenser. Jeg tænker på Carsten Jensen, Naja Marie Aidt og Suzanne Brøgger, som vi er stor tak skyldig.
Uden dem manglede vi vedholdende, modige, generøse og begavede samtidsstemmer, der kan give os andre vinkler, nye tolkninger og som ved at skære dybt igennem med raveknivene, kaster forklarelsens lys over gruen, så det står skræmmende tydeligt for os, hvad det er for et samfund, vi er en del af.
I den forgangne uge har de danske aviser offentliggjort de seneste tal for turisme. Der er ingen grund til at undre sig over, at tallene peger nedad. De får reklamefolk til at foreslå, at Danmark skal arbejde på at ændre sit brand.
Jeg kunne ikke være mere enig, men vil gerne pege på, at ændring af brand er uløseligt forbundet med ændring af den overordnede danske politik, menneskesynet og selvforståelsen.
Og man kunne jo håbe på, at også landets magthavere får lyst til forandringer, når de stadis mere overbevisende ser deres politik spejlet i det negative brand Danmark efterhånden har udviklet. Senest så jeg det selv udtrykt i Dagens Nyheder den 10. august, hvor en leder retorisk spurgte, om Danmark ligger i Europa?
Nede i Hundested Havn er sejlertrafikken intens. Som på en perlerække glider lystbådene ind for at finde kajpladser for natten. Næste morgen lægger de fra igen og sætter kursen mod nye eventyr.
De har en ting til fælles: Farmand ved roret. Stolt står den danske sømand, mens mor og børn fløjter rundt og tager sig af alle praktikaliteterne. Helt som i dansk kulturvirksomhed, hvor det fremfor alt er far, der styrer, leder og fordeler.
Jeg ved godt at traditionelle ligestillingsdikussioner er vildt usexede, og flere af mine emanciperede veninder hævder hårdnakket, at der ikke længere findes rimelige grunde til at beskæftige sig med emnet. Men jeg er ked af at sige det. De tager bare så meget fejl!
Forleden henledte Dagbladet Børsen sine læseres opmærksomhed på nyere, publicerede tal om ligestilling i topledelsen af de største, danske kulturinstitutioner. Og heraf fremgår det med stor tydelighed, at det faktisk går ufattelig dårligt.
I kulturministerens ligestillingsredegørelse ser tallene umiddelbart tilforladelige ud. Her kan man nemlig læse, at der i 2007 var ansat ialt 103 ledende personer i de højeste lønrammer 37 - 42 indenfor kulturministeriets område. Heraf var 20 kvinder. Det vil altså sige 20% ud af 100 mulige, og det er i grunden ikke så galt, eller?
Jo, det er helt skudt i hovedet. Især når man går lidt ned i tallene. Af dem kan man nemlig udlede, at de 22 største, statsejede kulturinstitutioner kun i 2 tilfælde har en kvinde i spidsen. Nemlig Kulturministeriets Departement og Designskolen i Kolding.
Bortset fra Designskolen i Kolding er de seneste 2 års ledige toplederposter indenfor ministerområdet beklædt med mænd.
Det gælder Danmarks Biblioteksskole, Danmarks Blindebibliotek, Det Danske Filminstitut, Det Kongelige Musikkonservatorium, Det Kongelige Teater, Det Jyske Musikkonservatorium, Kunstakademiets Billedkunstskole, Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst. Hvad er det mon lige, der sker?
Jeg er sikker på at Kulturministeriet meget gerne ser kvinder på de tunge poster. Men selv i de tilfælde, hvor departement og Kulturminister træffer valgene uden opslag, falder de ud til fordel for mændene.Tænk bare på bestyrelsesformændene for Det Kongelige Teater og Filminstituttet eller tænk på Kunstrådet. Mand, mand, mand. Det kan man faktisk gøre noget ved, hvis man vil!
De gør det bedre i vores nordiske broderlande. Både Norge og Sverige har været gode til at motivere og inspirere til en større kønsdiversitet blandt lederne i toppen.
I Sverige kan jeg slet ikke undgå at bemærke, hvordan kvindelige topchefer f.eks. i medieverden og indenfor det svenske forsvar er dagsordenssættende. Det er lige før man tænker matriarkat. Og det vil sikkert få mangen en dansker til at gyse.
Alligevel synes jeg vi mere aktivt skal lade os inspirere af de nordiske venner, og styrke mulighederne for flere kvinder bag roret gennem en bredere rekruttering på hele det nordiske arbejdsmarked. Mænd er jo aldeles udmærkede gaster!
Og så er der vanen tro mere viden at hente om emnet i Ugebrevet A4 .
Skal vaflen fyldes med jordbæris eller chokolade? Flødeskum, syltetøj,… være med eller uden flødebolle? Hvis med, taler vi så kokos eller ej?
Sommerferietiden er slet ikke fri for at stille krav til beslutningskraften, men det føles alligevel anderledes. Gider man gå i vandet, eller er det bedre at blæse bananer i sofaen, mens tankerne tager på himmelferie, all on their own? Skal vi købe fjæsing eller spætter på havnen? Ta’r vi vin til maden eller bare vand? Den er nu ikke svær.
Den 7. juli skrev Ugebrevet A4 fra LO, at vi ikke kan finde ud af at slippe arbejdet i ferien. Det må vi så se at få lært, for vi bliver bedre mennesker af at holde fri og at være fri. Når vi mærker skuldrene lægge sig fladt nedad ryggen og lungespidserne fyldes af luft, mens vi skuer ud over horisonten. Når vi lader roen sænke sig. Kommer helt ned i gear og så en tak til.
Det tror jeg på. Og hvis der så absolut skal ske noget, er der altid talrige muligheder lige om hjørnet. Det handler bare om at åbne øjnene.
Selv har jeg netop nået ny erkendelse på den stedlige genbrugsstation. Her i hjemmet er det ellers herren i huset, som tager de tilbagevendende ture ned med overskydende pap, gamle madrasser, flasker, aviser, you name it…
Men idag tog jeg med og gæt, hvad jeg oplevede? Det berømte tredje sted. ‘ The Great Good Place’ som ‘urban sociologen’ Ray Oldenburg har benævnt tidens nye offentlige mødepladser, der kan danne rammen om mødet mellem mennesker, om skabelsen af nye fællesskaber.
Normalt er det cafeer, boghandlere, biblioteker, kulturhuse og lignende kultursteder, der refereres til som muligt ‘Great Good Place’, men sådan et sted er genbrugsstationen i Hundested altså også.
Her er en særlig stemning af landsbyens gadekær kombineret med en passende foretagsomhed. Her er fri og lige adgang. Kom som du er - med og uden trækkrog.
Her er masser af containererfaring at lære af og sparre med. Og der er tilmed mulighed for at få en kasseret bog eller urtepotteskjuler med hjem.
Kom ikke og sig at de offentlige affaldsfordelingssteder er uden kultur. De er kultur. De ved slet ikke, hvad de går glip af, alle de slyngler som dumper deres personlige affald i grøftekanter eller andre irrelevante steder. Shame on them!
