Folkebibliotekerne har vundet overlevelseskampen. De danske biblioteker har udviklet et bäredygtigt idegrundlag for fremtiden. Derfor bör der nu väre overskud til at genantände folkebibliotekernes litteräre engagement – i en fremtidsversion, forstås.
Indenfor de senere uger har avisernes kultursider igen dokumenteret, at debatten om bibliotekskvalitet er evig aktuel. Ideen om en entydig universel kvalitetsnorm har for länge siden mistet mening som retningsgiver for folkebibliotekernes virksomhed. Ikke fordi alt er lige godt, men fordi et kulturelt eller kunsterisk udtryk må vurderes på sin egen prämis.
Kunsten i mere destilleret eller krävende form skal naturligvis have sin fremträdende plads, og den er måske blevet marginaliseret i biblioteksbevidsthed- og budgetter gennem de sidste årtiers overlevelseskamp.
Det er ikke tilsträkkeligt at indköbe bögerne og stille dem op på lange reolräkker. End ikke de smalle. Tiden kalder på eksperimenteren om en ny type biblioteksästetik. Den vedrörer bl.a. det litteräre möde mellem det fysiske og det virtuelle bibliotek, samt de medskabende deltagere.
Markant iscenesättelse af litteraturen er på vej. Forfatterprogrammer höjt på dagsordenen. De skal suppleres med muligheder for fordybelse og nye former for deltagelse. Der kan etableres formöder til litteräre arrangementer, skrivevärksteder, workshops og läsecirkler eller 24 timers poesiopläsning på talrige sprog. Der kan udvikles litteraturfestivaler – fysisk og digitalt, hvorved litteräre begivenheder over hele verden kan kobles sammen og åbne til en reel global, litterär scene. Folkebibliotekernes flagskib www.litteratursiden.dk kunne väre en god platform for en sådan international kobling.
Mulighederne er legio, de store biblioteker har ressourcer til at prioritere området.
Bibliotekerne har brug for penge, politisk prioritet og passioneret personale
Inspiration til prioritering af nytårsfortsætterne for 2010 hentede jeg på det stedlige folkebibliotek. Et forberedende besøg på en af landets mest benyttede portaler http://www.bibliotek.dk/ viste, at hovedbiblioteket i Frederiksværk rådede over et eksemplar af den bog, jeg søgte. Benny Andersens digtsamling fra 1971 - ‘Man burde, burde’. Dansk biblioteksvæsen, det er faktisk en klasse for sig, og titlen lyder af gefundenes fressen, just til mit formål.
Så afsted, om ikke til hest, så i hvert fald med privat transportmiddel de 12 km til Frederiksværk, for at nyde godt af fællesskabets faciliteter. Måske hedder det Halsnæs Bibliotek efter kommunesammenlægningen (?), under alle omstændigheder er det særdeles centralt beliggende, i rumlige lokaler, med mange bøger. Men hold da op, hvor er det alligevel et minde om forne tider, der møder en her. Undskyld, fagfæller i Halsnæs, men stemningen, æstetikken, fraværet af kreativ omhu i eksponeringen af samlinger. Var der nogen som sagde oplevelsessamfund? I hvert fald ikke den dag.
Digtsamlingen,viste det sig, var sat på magasin, og den venlige bibliotekar, som forsøgte at hente den frem, vendte tomhændet tilbage. Så meget for Bibliotek.dk og samspillet til det lokale folkebibliotek, i dette tilfælde.
Biblioteksbesøget endte alligevel godt. Den vagthavende bibliotekar oplyste mig om, at bogen også fandtes på filialen i Hundested. Efter 12 km den anden vej, og en sjælden stor konduite fra en lokal kollega, fik jeg bogen med mig, selvom jeg hverken kunne fremvise gyldigt sygesikringsbevis eller fast helårsadresse i Dannevang. God biblioteksservice, synes jeg. Og påkrævet, efter mange kilometer og flere timers investering fra min side. Det er måske noget vi, biblioteksledere, generelt skal tænke mere på.
Iøvrigt fortæller sådan en halvgammel biblioteksbog en lang historie. Den er indkøbt før edb systemernes tid, og derfor forsynet med ikke mindre end 48 små datostempler på registreringssedlen, monteret bagest i bogen. Her ser man, at bogen første gang blev lånt den 5. maj 1972 og sidste gang 14. januar 1993 - herefter er udlånene noteret elektronisk, og ikke umiddelbart aflæselige. Men bogen har da nok været udlånt mindst 100 gange. Det siger noget om folkebibliotekets berettigelse! Når ellers det funker.
For denne biblioteksoplevelse får mig også til at tænke på nødvendigheden af konstant udvikling og opdatering af både biblioteker og andre offentligt finansierede institutioner. Det er ikke rimeligt at ville nøjes med forældede versioner, af det velfærdssamfundets institutioner. Når det sker, finder mennesker, som har råd, egne veje gennem privat finansiering og alternative modeller, som det er sket f.eks. i sundhedsvæsenet og på skoleområdet. Fællesskabets goder risikerer at forfalde.
Derfor skal man heller ikke ensidigt begræde, at danske kommuner de senere år har nedlagt omkring 100 biblioteksfilialer. I modsætning til biblioteksfilialen i Hundested, som før kommunesammelægningen havde status af hovedbibliotek, var de fleste nedlagte lokalbiblioteker kendetegnet af total utilstrækkelighed. De bestod af gamle, små og dårligt vedligeholdte bogsamlinger, fravær af andre medier, små og få åbningstimer, håbløse lokaler, knaphed på kompetent personale. Det kan ingen bruge til noget.
Det er klogt at samle ressourcerne og skabe større biblioteker, der både fysisk og virtuelt har kraften til at berige samfundet med opdaterede, multimediale og kvalitative bibliotekstilbud. Bibliotekssystemer, der er store nok til både bredde og dybde. Kulturarv og hypernyt. Det forudsætter naturligvis, at de kommunale kroner fastholdes til biblioteksformål, og her gør kommunerne ikke altid, hvad de burde. Bibliotekerne og deres brugere behøver penge, politisk prioritet og passioneret personale!
Mens bogforlagene kämper en bagudskuende overlevelseskamp åbner mange store avishuse (i DK og udlandet) nye kommunikationskanaler, som betyder öget tilgängelighed til miljöet omkring litteraturen og styrket interesse for den litteräre produktion.
Aviserne appellerer til läsernes medskabelse, og interesserede aktörer inviteres med ind i den litteräre diskussion gennem eksponering af eksempelvis egne blogge og ved opfordringer til at kommentere, reagere og anvende sociale teknologier. Derved spredes både den litteräre diskussion og aviserne som kilder og platforme for samme.
Folkebibliotekerne er også i bevägelse. De er igang med at udvikle ny forståelse af de roller bibliotekerne kan og skal tage for at leve et aktivt liv med litteraturen. www.litteratursiden.dk er ikke af ny dato, men fortsat et fremragende dansk eksempel på, hvordan et vidt forgrenet netvärk kan före ny värdi med sig, nu også i trykt form. Fremover vil vi se andre tätte samarbejder mellem biblioteker, litteräre miljöer, läsere og andre partnere, fordi det er en metode til at träkke mere saft og kraft og substans ind i bibliotekernes litteräre engagementer. Og det er der brug for!
Samtidig er det nödvendigt at udnytte de muligheder, folkebibliotekernes finansieringsgrundlag giver for at eksperimentere med ikke kendte former. Vi skal gerne helt ud i kanterne.
I Malmö etablerede vi International Forfatterscene i 2009. Det var ikke trivielt, som det måske umiddelbart lyder. ’Scenen’ har kostet mange penge og personaleressourcer. Vi har haft god hjälp og stötte fra Kulturhuset i Stockholm og Köbenhavns Sorte Diamant, og mange tak for det! Med denne scenen gives adgang til autentiske möder og menneskelige fällesskaber på tvärs af geografisk og anden afstand. Ovenpå dette förste skridt skal vi nu videre ud i ubetrådt landskab og opdage, hvad der iövrigt findes eller kan skabes her – allerhelst i tät samspil med lokale läsere, forfattere, teknologer, iscenesättere, pädagoger, studerende, arbejdslöse, pensionärer, börn, forskere og andre der har lyst til at väre med.
Förste forfatterarrangement i 2010 bliver den 21. januar, hvor International Forfatterscene får besög af en fransk börne- og ungdomsforfatter. Sät kryds i kalenderen allerede idag. Tidligere forfatterarrangementer kan opleves på bibliotekets hjemmeside.
Udviklingen kan fölges, eller man kan hente andre gode og hyperaktuelle tips ved at fölge . http://twitter.com/malmobibblan Det var her jeg blev opmärksom på en sevärdig porträt udsendelse fra svensk TV om årets litteräre nobelprismodtager
“…we zigzag across centuries as if they were just settlements in a village…”
“Du skal läse Pico Iyer”, sagde Paul Holdengraben, da han generöst delte sine tanker og ideer om udviklingen af den litteräre og ideskabende scene, han gennem de senere år har manifesteret som en klog mödeplads på New Yorks toneangivende folkebibliotek på 5.th Avenue mellem 40.th og 42.th street
Optändt af Holdengrabens fede karma gik jeg sporenstregs fra vores samtale ned igennem et par af de velforsynede boghandlere, det amerikanske marked stadig kan bäre. Mellem det ene fristende tilbud efter det andet fandt jeg, hvad jeg sögte, ‘The global Soul’.
‘The Global Soul” er en bog, der reflekterer over nogle af de nye vilkår i menneskers liv, som er en del af globaliseringen. Statslöshed i den forstand, at du kan väre födt i Pakistan, en del af din barndom opvokset i England. Dit voksenliv indleder du i USA, men i övrigt lever du en stor del af dit liv i den särlige transitverden, afsondret fra den virkelige verden i lufthavne og på flyrejser over store sträkninger.
Dit liv udspiller sig med få timers mellemrum i mange forskellige tidsaldre, ” We wake up, orphaned, in West Hollywood and go to sleep, surrounded by our parents, in medieval Katamandu; we zigzag across centuries as if they were just settlements in a village ” skriver Iyer.
Nationalt tilhörsforhold og ‘hjem’ i kendt forstand har ingen mening i den globale själ, og hvad betyder det så for identitetsfölelsen at man ikke entydigt kan sige hvor man kommer fra, eller hvor man hörer til eller er på vej hen?
Pico Iyer personificerer selv den globale själ. Födt i England af indiske foräldre, opvokset i Californien og med mange transitstop verden over för han slog sig ned i Japan, hvor han pt er bosat.
I november havde den internationale forfatterscene på Malmö Stadsbibliotek besög af en anden global själ. Den pakistansk/britiske författer Nadeem Aslam som gav publikum en vidunderlig stilfärdig, tankeväkkende aften.
Nadeem skriver udover de nationale gränser, og fortalte i Malmö om karakteristiske sider af sin skrivepoces: “… about 20 pages into the writing of the book I forgot that Lara was Russian. I totally forgot that Marcus was an Englishman, or that David was American and Caza was an Orphan“.
Med reference til vilkårene for skabelsen af Pakistan udtrykte Nadeem sit ubehag ved tankerne om nationalstat og national identitet. Gennem mit arbejde forsöger jeg at forstå mennesker og forstå verden, sagde Nadeem - i min fri oversättelse.Han inspirerede en tilhörer til at introducere sig på fölgende måde: ‘I was made in Pakistan and assembled in England and Sweden‘.I övrigt er 30% af malmöboerne födt udenfor Sverige. Det gör Malmö til et sted, hvor der er påträngende grunde til at forsöge at forstå de näre konsekvenser af globalisering. At lytte på mennesker med egne erfaringer er en god start.
Fra diskussionen i Danmark kommer jeg i tanker om flere gruopväkkende eksempler på at kulturens toneangivende kvinder udsättes for hvad man kunne kalde en raffineret form for offentlig stening. Selv har jeg gennem de senere måneder oplevet noget lignende i Malmö. Det sätter tanker i gang.
Det skete da Elisabeth Möller Jensen, succesrig direktör for Kvinfo, gik i rette med Jörgen Leth på grund af hans holdning til sex med mindreårige kvinder i udviklingslande, og da Allis Helleland som direktör for Statens Museum for Kunst tillod sig at invitere eksperimentet i formidlingen af kunsten indenfor murene. Og vi fik en tur mere, da Pernille Schaltz, som ny leder for Hovedbiblioteket i Köbenhavn blev kvärnet gennem maskinen.
Jeg vil ikke tage stilling til indholdet i disse processer, men undrer mig over om kvindekönnet fortsat i sig selv provokerer en mandlig elite og genererer särlig hadske udfald? Jeg er i tvivl, synspunkter er meget velkomne!
Udvikling og innovation i den offentligt styrede kulturverden
Nogle af mine kloge venner beskäftiger sig med innovation indenfor kulturområdet og dets institutioner. Den ene er i gang med at beskrive og begrunde det fravär af kulturinnovation, han mener eksisterer. Den anden fordyber sig i diskursanalyser for at identificere vilkårene for forandringsprocesser i kulturlivet.
Siden august har forandringsarbejdet på Malmö Stadsbibliotek väret genstand for en engageret, til tider brutal debat, og hele dette forlöb har givet mig ny erfaring og erkendelse, om vilkårene for udvikling i den offentlige sektor i bred almindelighed og indenfor kulturområdet i särdeleshed.
Kulturen bliver särligt, kärligt håndteret, fordi de mest brändende interessenter her er velformulerede, veletablerede og bredt respekterede. De har platform, status og er vant til at begå sig i medierne.
“The authors take up the greatest space in the debate and hold the position which is the most influential. They speak from the book discourse and it is those descriptions and definitions of the public library which predominate. A possible explanation for the success of the book discourse in the debate is that the players presenting it are important in respect of their generation and sex – those plying the discourse are mature, male authors….
… From the point of view of the book discourse it is established that the ideal librarian is a woman who is well informed about fiction. Her primary task consists of preserving and passing on the culture that libraries should oversee – printed fiction of high quality….
When librarians fit the role they are described as clever and sensible.
When librarians fail to fit the role or attempt to break away from it, as the
representative for the discourse on information mediation recommends, they are described by the authors as incompetent. Thus there is a relationship of power between authors and librarians which can be described as paternalistic.”
En blog uden friske indlæg er meningsløs. Og min blog har desværre været kraftigt forsømt de seneste måneder. Tiden er et problem, som alle ved!
Sommeren har jeg brugt på at planlægge offentliggørelse af ny strategi for stadsbiblioteket i Malmø. Det skulle ske efter sommereferien i slut august. Forud er gået lang tids strategiarbejde, forankring, planlægning, risikoanalyse, kommunikationsforberedelse og så videre.
Men så sker der ind imellem ting, man præcis ikke har forudset, og forløbet får en ganske anden karakter, end forventet.
I Malmø er det blevet en meget stor sag, at biblioteket kasserer bøger. I alt forventes 60.000 bøger kasseret i 2009, og det er 20.000 flere i år end foregående år. At bøgerne sendes til papirgenbrug fremfor at blive tilbudt interesserede har skabt vrede og forundring hos mange.
At sende bøger til papirgenbrug er en praksis biblioteket har haft i mange år, og ikke en praksis, der har været genovervejet under mit 1½ årige lederskab. Men vi har nu taget proteststormen til efterretning og besluttet at kasserede bøger fremover stilles til rådighed, for de som kan finde ny anvendelse for dem.
Og så kan vi fortsætte debatten om den nye fireårige plan for bibliotekets udvikling. For det er enormt positivt, at biblioteksforandringer kan animere store og brede debatter. Sagen har dagligt været behandlet i ‘Sydsvenskan’, startende med en boulevard-presse agtig, sensationsskabende introduktion mandag den 10 august i avisens Malmø sektion. Siden har den skiftet karakter og fortsætter i kultursektionen. Så sent som i dag, søndag den 23. august med to nye bidrag.
Op til min sommerferie besøgte jeg New York Public Library. Mange biblioteksprofessionelle vil vide, at NYPLs hovedindgang flankeres af to marmorløver. Måske ved de også, at Paul Le Clerk, bibliotekets (CEO) for et par år siden rekrutterede kunsthistoriker, filosof og tidligere museumsinspektør Paul Holdengraben. Det var Holdengrabens opgave at bringe ny ilt til NY. Holdengraben siger selv, at han er ansat ‘to make the lions raw’.
Man kan diskutere, om det er løverne, som brøler når store, nødvendige folkebiblioteksforandringer rulles ud. Men opslutningen om folkebibliotekernes grundide er evident, tankefriheden, ytringsfriheden, den frie og lige adgang - kultur og viden til folket. Forandringsaversionen kan tolkes som frygt for at idegrundlaget krænkes. Det gør det ikke, og det skal det ikke!
Derimod er der flere nordiske eksempler, der tydeligt udpeger behovet for at bibliotekerne styrker kapaciteteten til at kommunikere forandringer og nye initiativer, iscenesætte medborgerdialoger og brugerdreven innovation samt har mod og lyst til at improvisere, når de planlagte processer løber ad helt andre veje, end dem man har forberedt sig på at betræde.
Der kan læses mere på bibliotekets hjemmeside herfra kan også efterårets nye store programdownloades.
Findes der gränser for, hvad den störste, offentligt finansierede multimedievirksomhed i Danmark vil genudsende? Det synes ikke at väre tilfäldet.
Lördag aften den 6. juni, dagen mellem Grundlovsdag og valgdag til EU parlamentet, har DRs dominerende TV kanal besluttet at genudsende et dokumentarisk morskabsteater ‘Klassefesten’ med socialdemokraternes formand og statsministerkandidat Helle Thorning Schmidt i hovedrollen.
I selskab med klassekammeraterne fra folkeskolen i Ishöj stiller Helle op til jovial dyst mod en anden kendis ifört skolefortid. Fra förste gang programmet blev sendt, kender dets seere navnet på vinderen og vil dermed kunne give et kvalificeret bud på den effekt programmet kan få på europaparlamentsvalget, den fölgende dag.
Vil Helles charme og folkelige forankring smitte positivt af på spidskandidat Dan eller vil hendes eventuelle sviende nederlag faktisk kunne give et tiltränkt löft til Jens Rohde. Han har nästen fortjent det som ringe kompensation for den betydelige udgift, han må have spenderet på mat pudder i denne valgkamp.
Svaret fölger mandag den 8. juni, når EU valgets stemmer tälles op. Indtil da kan man filosofere over begrebet ’spärretid’. Er det gået i glemmebogen? Har det mistet gyldighed? Eller gälder det kun til suveränt, nationale valg?
Herovre i Malmö kan man som EU medborger frit välge at afgive sin stemme på en svensk eller en dansk EU kandidat. Det skyldes ikke en särlig svensk generösitet; men borgerrettigheder sikret af den temmelig tidssvarende EU traktat.
Det danske riges grundlov derimod, klarer ikke flere genudsendelser. Om den kan man ikke stemme, hvis man som dansker bor og arbejder i Malmö. Den er forfattet i en tid hvor Gud, Konge og Fädreland udgjorde den höjeste mening, og hvor hele provinser kunne forsamles i langstrakt erfaringsudveksling, hvis en rigtig neger en gang havde forvildet sig gennem gaden.
En substantiel grundlovsändring siges at väre aldeles for kompleks til vor tid. Derfor gör vi med den, som med andre kompleksiteter. Vi reducerer og reducerer for at forstå, men risikerer forvränging. Og undskyld mig, men tidens politiske lederskab gearer lissom ikke sig selv til at tage den slags ansvarsfulde og tunge opgaver på sig. Tyvärr.
Måske der skulle tages helt ny metoder i brug til at processere en genfödsel af grundloven. Måske noget community baseret. Danskerne er vilde med Face Book, My Space, wikiies og andre socialteknologiske redskaber for videndeling. Hvad med at bringe dem i spil og tilrettelägge en virkelig demokratisk medskabende forandringsproces?
Det er et forsög värd, og kan måske före os frem til at gennemföre ändringer der sikrer ligestilling helt ind i Kongehuset for gravhunde såvel som prinsesser.
I en stort anlagt baggrundsartikel giver ’Söndagsberlingeren’ den 24. maj hädrende omtale til Tryg forsikring. Topchefen selv, Stine Bosse, höster velfortjent anerkendelse for sit personlige engagement i 4 unge ’etnere’, som gennem Tryg har fået en fast håndsräkning til at skifte ’fuck-det’- sporet ud med uddannelse og arbejde.Trygs projekt realiserer ideen om ’social corporate responsibility’, enkelt, konkret og tydeligt, og det efterlader håb om at andre med magt og indflydelse, inspireres til at anvende positionerne ligeså modigt og ansvarligt.”Der er nogen, som regner med mig, som har brug for mig…” siger Ibrahim Hamid om betydningen for ham i at deltage i Tryg projektet. Og nästen enslydende istemmer Tiam Mohabbart ”Der er nogen, der regner med mig. Der er nogen, der har brug for mig. Det give selvvärd og selvtillid.”
Inklusion, at väre en del af fällesskabet, at nogen regner med og og har brug for os. er nögleord til menneskelig värdighed. På hjerteskärende vis personificerer de hjemsendelsestruede irakiske asylansögere inklusionens modsätning. Det danske samfund har ikke bare ikke brug for asylansögerne. Deres blotte tilstedevärelse udgör en forhindring. De skal ekskluderes, om det så skal koste det officielle Danmark den sidste rest af anständighed.
Det får man i hvert fald indtryk af, når kirke- og integrations minister Birthe Rönn Hornbech om de irakiske asylansögeres ophold i Brorsons Kirke siger ”Jeg forstår ikke hvorfor de ikke söger ly i moskeen…For mig er det helt barokt, at der kommer muslimer, som tilhörer et folk, der forfölger kristne og söger i ly i den kristne kirke.” (Kristeligt Dagblad)
Sikke kynisk og hovent magtsprog at anvende overfor en gruppe magteslöse mennesker, der har sögt ly, netop det sidste sted, hvor der findes rudimenter af hellig ukränkelighed. I nogle kirker söger präster og menighedsråd at udvise konkret nästekärlighed, selvom den kommer på tvärs af den herskende samfundsorden.
Forestil dig lige, hvad der ville väret sket, hvis asylansögerne havde sögt tilflugt i moskeen. Ville ordensmagten have udvist samme uvilje overfor at tränge ind i moskeen som i kirken? Näppe. Ville Dansk Folkeparti med ligesindede have forstået at sätte gang i spinn, der sammenkäder moskeer, terrorisme og irakiske asylansögere? Slet ikke utänkeligt.
Og hvorfor skal iövrigt disse asylansögere drages til ansvar for, hvad andre muslimske agressorer gör eller måtte have gjort i andre dele af verden, til andre tider?
Jeg synes, det var mere passende, om vi allesammen satser på ägte nästekärlighed og husker på kloge Astrid Lindgren, som gennem Pippi lärte svenskernes börn, at ”den som är väldigt stark måste också vara väldigt snäll.” Det må også gälde i Danmark.
Livsstilsmagasiner, bogforlag og tv-programmer kender ingen nedre gränser for kvaliteten af indslag, så länge de har appel til et publikum af passende störrelse. Det har bl.a. betydet, at vi, kulturforbrugere, de senere år er blevet stopfodret med alverdens tiltagende indholdstomme bud på kunsten at skabe et lykkeligt, fredfyldt og harmonisk liv.
Selv stod jeg ultimativt af bölgen, da den nåede til böger og programmer, som ville inspirere til oprydning og rengöring i de små hjem.Jeg har intet at indvende mod ro og renlighed – på passende tider og steder - men selvom ryddelige hjem over velordnede kälderrum kan väre en udmärket start til at få styr på det personlige liv, egner emnet sig ikke som omdrejningspunkt for masseunderholdning.
Alligvel kan det inspirere til ny tänkning i andre dele af livet. Hvad med for en stund at droppe individualiteten og optagetheden af det personlige liv – så kan vi rydde op i arbejdslivet i stedet.
De fleste organisationer er optaget af udvikling. Gennem en lang flydende bevägelse skaber de mere for samme penge, ny kvalitet, bedre produkter, gladere brugere eller kunder og mulighed for at betyde noget for flere. Altsammen godt og nödvendigt. I mit lederliv har jeg konstateret at udvikling, for at få optimal effekt, skal gå hånd i hånd med afvikling.
Som leder har man ofte blikket rettet mod fremtids fjerne horisonter og man inspireres ved forestillingerne om det nye, der kan skabes. Det er sandt for dyden også både livsnödvendigt og spändende. Men det kan afvikling, som proces også väre, og i forhold til organisationens kapacitet er det fuldt så relevant at beskäftige sig med at kigge bagud og rydde op.
Ambitiöse udviklingsmål skal fölges op af ambitiöse afviklingsplaner. Det tager tid at afvikle, men det frigör også enorme mängder af ressourcer. Särligt hvis det ikke i längere tid er sket systematisk og gennemgribende, forstås.
At rydde op i organisationer handler om effektivisering af arbejdsgange og udrydning af foräldede metodikker, men oprydning har også en menneskelig side, som skal prioriteres. Uden passende menneskelig omtanke kan alene talen om at nedlägge små funktioner blive en sensibel affäre, hvor mennesker föler sig kasserede, utilsträkkelige eller uretfärdigt behandlet. Og det betyder mindre energi, faldende tillid og mere stress.
Faktisk lader det sig göre at gennemföre radikal afvikling inklusive stillingsnedläggelser, hvis det sker på et inkluderende, respektfuldt og anerkendende grundlag. Det handler om at tydeliggöre meningen med afviklingen og i processen at udvise og udtale respekt for historien og for det faktum, at arbejdsmetoder, der i dag synes irrationelle med stor sandsynlighed har väret kloge og nödvendige,i sin tid, da de blev taget i brug.
Begrebet ‘kreativ destruktion’ som henföres til Joseph Scumpeter, en af innovationstänkningens kontroversielle fädre er en fascinerende kobling, der får ny relevans i tider med krav til både innovation og ökonomisk mådehold.
Verdenskampagne, som vil fremme uddannelse og läsning, fortsätter til 1. maj, og du kan hjälpe verdens undertrykte anafabeter ved at tilslutte dig dens grundlag.
Det var en tilfädighed, men endda lidt pudsigt, at det netop var på Verdens Bogdag den 23. april, min mand hjembragte endnu et stykke legetöj fra det digitale overdrev. Nu, den seneste version af Sony’s e-bookreader, med nye fine brugerfaciliteter trods et let anströg af hjälpemiddel, i sammenligning med de minimalistisk designede, flade devices i mikroformater, som iövrigt appelerer.
Og sådan en e-bookreader er jo også et hjälpemiddel, desvärre ikke til dem, som har särligt hjälp behov, og her tänker jeg på verdens nästen 800 millioner undertrykte analfabeter, men til alle os andre ökonomisk og uddannelsesmässigt hyper priviligerede individer.
Umiddelbart og helt forkert associerer jeg ‘Verdens Bogdag’ med sådan et lettere bedaget velfärdsstatsopbyggeligt hattedamefänomen, men netop med tanke på verdens urimeligt ulige vilkår for adgang til böger og läsning er det jo en stupid indfaldsvinkel.
Verdensdäkkende initiativer til fremme af undervisning, läsning og adgang til vidensindhold er vigtigere end nogensinde, og lösningerne udvikles i globale netvärk. Dels i internationale non for profit netvärker som world digital library, der er drevet frem under Unesco og med det amerikanske nationalbibliotek som primus motor for samarbejde med andre offentligt stöttede og dermed offentligt kontrollerede bidragydere.
Dels med private initiativer som den altdominerende spiller google, der unägtelig har revolutioneret vores informations og kommunikationsverden, men som også bringer stor lukkethed og mangel på offentlig kontrolmulighed med sig.
Globale digitale biblioteker giver indsigt og overblik til den rige del af verden og nyt håb for den fattige. Men intet kommer af sig selv. Derfor må vi give et bidrag hver isär og samtidig takke alle de engagerede og aktive verdensborgere, der argumenterer, presser på og bidrager med stor, uegennyttig indsats. Som det sker i den verdensomspändende kampagne om ret til undervisning og läsning.
