Den nye svenske kulturudredning er ordrig. Men trods sine 3 tätbeskrevne bind på ialt nästen 900 sider, har den fravalgt at bruge plads på en definition af kulturbegrebet. ” Det går nog inte att bestämma vad kultur egentligen är, men vi kan säga att kultur i hög grad skapas genom kommunikation mellan människor. ” hedder det i fornyelsesprogrammets afsnit 7.1.
Udredningen ligger i klar forlängelse af tidens kulturpolitiske trend, der orienterer sig mere mod civilsamfundet og borgeren som medskaber end mod udvikling og understöttelse af vilkårene for den professionelle kunst. Kulturen er redskabet til en öget demokratisering, og kulturen önskes yderligere integreret i nye politikområder, fra sektorpolitik til aspektpolitik, som det hedder.
For at styrke kulturområdets bidrag til samfundsudviklingen, generelt skal aspektpolitikken göres til en kulturpolitisk hovedstrategi Det indebärer et stärkere prioriteret samspil mellem kulturområdet og en lang räkke andre områder. Dels indenfor de allerede kendte felter som integration, uddannelse og erhverv, dels på nyere indsatsområder som miljö, sundhed og regional väkst.
Kombinationen af den meget brede forståelse af kultur og den fravärende begrebsdefinition rejser spörgsmålet om, der overhovedet findes noget, som ikke er kultur? Eftersom kultur jo også er religion, forsvar, sex, dress-code, udenrigspolitik - alles!
Kulturudredningen vil lade kulturen åbne til en ny tid, som indebärer en mere central positionering og integrering af kulturpolitikken med vägt på strategisk tänkning snarere end detaljeret og praktisk indretning.
Udredningen vil styrke det enkelte menneskes muligheder for at udnytte sine evner til skabelse og betoner i samme åndedrag behovet for ”att de mänskliga gemenskaperna präglas av tolerans och respekt för individens integritet samtidigt som de är öppna och inkluderar alla samhällets medlemmar.”
Gennem det 20 århundrede har kulturen med tiltagende styrke spillet en klar rolle som en udviklingsfaktor for det enkelte menneske, for fällesskaberne og for demokratiet. Sådan må det fortsat väre. Kulturen og dens aktörer må til stadighed reorientere sig imod samfundsudviklingen og udvikle sine kapaciteter og arbejdsmetoder, så de svarer til tidens nye udfordringer.
Det brede kulturbegreb giver store udfoldelsesmuligheder, men kan også betyde defokusering og tab af väsentligt arvegods, som f.eks. instiutionernes integritet og kunstens värdi i sig selv. Og så er vi bare kommet et skridt frem og to tilbage - for uden samfundsmässig signifikant prioritering af kunsten kommer vi til at mangle öjenåbnere, provokationer, fortolkninger, tröst, håb, humanitet, og så kan det stort väre det samme.
Nationale og kommunale myndigheder har fået öje på bibliotekernes gode, geografiske spredning og höje besögstal, og bruger dette som begrundelse for at udvide bibliotekernes ressort. Bibliotekernes egenoplevede identitetskrise har formentlig medvirket til en umiddelbar, stor gästfrihed overfor inkluderingen af nye kategorier af servicetilbud. Så bliver vi da noget!
Derfor går borgere i mange kommuner nu på biblioteket for at klare en mangfoldighed af administrative anliggender fra anskaffelse af pas, sygesikringskort til flytteanmeldelser, ansögning om boligstøtte, opskrivning til daginstitutionsplads, modtagelse af regninger til refusion vedrörende fodpleje og tandpleje, køb af affaldsmærkater samt aflevering af kanylebokse og brugte batterier fra høreapparater. Alle eksempler fundet ved hurtige besög på forskellige bibliotekers hjemmesider, i dette tilfälde Esbjerg, Kolding og Århus.
I gamle dage, da jeg var nyuddannet bibliotekar, hentede borgerne ekstra rådgivning på biblioteket gennem uvildige advokater og socialrådgivere. Idag udföres den af kommunens egne embedsmänd i regi af bibliotekernes borgerservice. Der er altså ikke noget armslängdeprincip längere. Hvilken betydning har det for bibliotekets omdömme – på lidt längere sigt. Og hvor skal egentlig gränsen träkkes for inkludering af nye kommunale aktiviteter, hvis der altså skal väre en gränse?
At dömme efter hjemmesiden fra ’Styrelsen for Bibliotek og Medier’ er feltet borgerservice på bibliotekerne et prioriteret udviklingsområde, og der er nye tilskudsmidler allokeret fra Satspuljemidlerne til at eksperimentere med bibliotekernes borgerservice i särligt udsatte områder.
Det er da også snublende närliggende at optimere nytten af skattekroner ved at slå offentlige funktioner sammen – ikke mindst i tyndt befolkede områder. Men når rådhusets kvikskranke og socialforvaltningens forkontor eksporteres til store hovedbiblioteker i byernes centre, er der grund til at tänke efter, en gang til.
Den nye trend kalder på afklaring af folkebibliotekernes bestemmelse i det moderne samfund. I hvilken retning går näste naturlige ekspansionsskridt. Skal borgene f.eks. kunne aflevere storskrald sammen med biblioteksmateriale eller hente hjälp til mediering af den seneste nabostrid fra det närpoliti, som kan udstationees på biblioteket?
Fänomenet er ikke bare dansk, men findes i lande med veludbyggede bibioteker.
I Sverige har staten i februar 2009 publiceret en 800 sider lang Kulturutredning, som tilsvarende präsenterer et mildt sagt bredt, favnende kulturbegreb. Allerede på side 10 konstaterer ‘utredningen’, at “det går nog inte att bestämma vad kultur egentligen är…” og den efterfölgende tekst når frem til at kulturen både kan og bör ses i en helsebringende sammenhäng og som betydningsfuld faktor i styrkelse af miljömässig bäredygtighed.
Man kan argumentere for at kultur vedrörer alt, men derved fratager man kulturbegrebet tyngde og retning. På samme måde med bibliotekerne. En oplagt risiko er, at fokus fra det, som faktisk behöver strategisk udvikling fortoner sig i altet.
Vi skaber virkeligheden gennem sproget. Det er en af grundene til, at jeg elsker ord.
Det har taget mig et godt stykke tid at blive fortrolig med begrebet ‘liminalitet’. Lidt af en kamp, hvis sandheden skal frem, men det har været sliddet værd. For tanken om den liminale organisation er berigende og meningsfuld, for en leder, som ønsker kreativ udvikling.
Jeg mødte ‘liminaliteten’ første gang i 2003 på Sommeruniversitet hos CBS. ‘Lederen som filosof’ hed kurset. Et navn, som sikkert i sig selv kunne holde mange på afstand.Det var et foredrag om loyalitet af filosoffen Ole Fogh Kirkeby, som havde inspireret mig til at afsætte en god, varm sommeruge til universitære øvelser. Og jeg må sige - selv her i tilbageblikket -at tiden og pengene var godt givet ud!
Jeg stod på det tidspunkt i en omfattende forandringsproces på min daværende arbejdsplads DBB og det var en gave, at blive introduceret til filosofien som udgangspunkt for at begribe sider af livet i moderne organisationer, som jeg ikke havde mødt andre steder. Her blev jeg gjort bekendt med ord, som beskrev realiteter, jeg ikke selv havde set. Den slags er bevidsthedsudvidende, og kan anbefales.
Liminalitet var nok det vigtigste ord jeg tog med mig fra sommeruniversitetet. Det er et ord, jeg stadig oplever som centralt i mit lederskab. Skal jeg forklare begrebet, som jeg selv forstår det, har det noget med forvandling at gøre. Liminaliteten sker, når forandringer i organisationer bliver så banebrydende og af en karakter, så de slår over i en egentlig forvandling.
Når man oplever, at organisationen grundlæggende er noget andet, end den var før. Her er altså tale om noget nærmest revolutionært. Det er ikke noget man kan skemalægge og datosætte. Man kan håbe det sker, man kan arbejde for at det sker, man kan ikke forhåndsdiskontere resulatet. Man opdager det først i tilbageblikket.
Som leder kan man arbejde med liminalitet, ikke som et managementredskab men som en grundindstilling, som en personlig ethos. Man kan anslå tonen for en mulig liminal organisation, f.eks. gennem den måde hvorpå man selv indgår i relationer og stimulerer anden relationsskabelse på . Det har også meget med tillid at gøre. Uden intakt tillid ingen liminal organisation!
Den liminale organisation ‘ har en stærk kollektiv karakter, der er bundet til et fremtrædende niveau af social praksis og kommunikativ erfaring…’ skriver Ole Fogh Kirkeby (se hvor nedenfor). For mig betyder det, at lederen selv gennem sin kommunikation, sit værdigrundlag, sin hele grundindstilling og gennem samspillet med fællesskabet kan bidrage til udviklingen af den liminale organisation.
‘Den liminale organisation …. henviser til en anarkisk tilstand, hvori kapaciteterne flyder, en tilstand af både opløsning og enorm koncentration, af lethed og en anden type målrettethed, der kan dækkes af ordet flow’ skriver Ole Fogh Kirkeby.
‘Den liminale leder’ har en stor indføling med organisationen. Lederen forstår at kombinere veludviklet sensitivitet med feeling for organisationens puls. Det handler omen evig vekselvirkning mellem at give slip og holde tilbage. At fornemme hvornår organisationen har brug for forstyrrelse, stimuli, frisættelse og hvornår den kalder på ro, retning, fokus, beskyttelse.
PS. citaterne kommer fra Ole Fogh Kirkebys bog: Organisationsfilosofi - en studie i liminalitet. Udgivet på forlaget Samfundslitteratur 2001
Jeg synes godt om ordet ‘verdensborger’. Det signalerer bevidstheden om, at väre en del af noget större, som breder sig ud og ind over de nationale gränser. Verden er i Danmark eller Sverige, for den sags skyld, ligesom Sverige og Danmark er i verden.
Kunsten har altid interesseret sig for verden og kigget ud over det nationale. Kunsterne har rejst i verden og slået sig ned på nye steder for at hente inspiration på den anden side af baghaven.
I öjeblikket og til den 14. februar er der gästeforestilling på Teater CampX. Selv verdensborger, repräsentant fra Das Beckwerk, manden uden navn og identitet, performer sig sanseligt gennem talrige roller i ‘Det ny menneske‘ som i aller höjeste grad handler om mennesket i verden.
At väre verdensborger betyder at interessere sig for verden, interagere i den, tage sin del af ansvaret. Og alt mens vi över os i at väre og blive verdensborgere, bliver vi dygtigere til det.
Ikke bare dygtigere til at tale fremmede sprog, rejse i verden og få ny indsigt, men også dygtigere til at lytte, pröve at forstå, se verden i nyt lys, eksperimentere med egne nye roller i interkulturelle samspil.
Vi udvikler vores empati og sensitivitet overfor det fremmede og bliver derved, hver isär og som samfund, bedre til at give vores bidrag til et fällesskab, som räkker udover gamle nationale og kulturelt bestemte gränser.
Retorisk sensitivitet er en vigtig pointe i udviklingen af den interkulturelle kommunikation. Evnen til at sätte sig i modtagerens sted og kommunikere på en respektfuld, inkluderende og ligevärdig måde. Her har jeg et godt og et uheldigt dansk eksempel.
Det gode eksempel er den del af Kvinfos hjemmeside, som vedrörer det succesrige mentor netvärk, hvor danske kvinder stiller deres personlige og professionelle ressourcer til rådighed for kvinder med udenlandsk baggrund. Siden kan läses på 8 sprog, og jeg viste den til en kollega med persisk baggrund. Hun blev himmelfalden lykkelig over at kunne läse om dette livsbekräftende initiativ på sit eget modersmål, farsi.
Det uheldige eksempel, er egentlig i sig selv et rigtig godt tilbud til mennesker med anden sproglig baggrund end dansk, men et problematisk ordvalg efterlader et mindre godt förstehåndsindtryk. Jeg tänker her på portalen Finfo.dk, som er udviklet i et samarbejde mellem danske biblioteker. Portalen er en stor informationskilde om danske forhold på 10 fremmedsprog.
Min anke går på den valgte tiltaleform. Portalen erklärer, at den er for etniske minoriteter i Danmark. Jeg präsenterede den for en ungarsk födt kollega. Hun syntes, som jeg, at initiativet i sig selv er godt, men at ordene ‘ etnisk minoritet’ kommer til at stå i vejen for budskabet. Det reducerer det hele menneske, og hun kunne og ville ikke kende sig selv i det begreb. Jeg er sikker på, at mange har det lige sådan.
Begrebet ‘etniske minoriteter’ har en klang af et dem og et os. Der må kunne erstattes af noget mere inkluderende, som reflekterer et mangfoldigt fällesskab.
Mulighederne findes, bare tiden er knap. Der er altid böger, som venter på at blive läst, eller hele forfatterskaber, helst på originalsproget. Det giver den störste autenticitet!
Så er der teaterproduktionerne eller filmene, som fortjener tid. Here, there and everywhere. Der er udstillinger med appel på museer, i gallerier og kunsthaller. Der er klassiske koncerter, rock, hip hop eller popkoncerter, der er operaen og balletten.
Og så er der foromtalerne af det hele, og bagefter anmeldelserne side om side med alle baggrundsartiklerne om terrorhandlinger og bombninger, om sult og nöd og Danmark som krigsförende nation, de store klimaudfordringer, kommende topmöder, afgående topchefer og alt det andet läsevärdige avis eller tidsskriftstof, som hober sig op i stakke, på borde, på stole, i hjörner, när- eller fjernarkiver.
Så er der nogle blogge der skal checkes ud eller kommenteres på. Der er indköb som skal foretages på nettet eller i det andet virkelige liv, som udspiller sig i citycentre eller centre udenfor city, eller bare hos köbmanden nede på hjörnet.
Vi vil skabe os selv ligeså vel som vi selv vil skabe. Vi vil male billeder, udgive vores digte, läre at modellere, puste glas eller måske gå på glas? Vi vil udfordres, märke os selv og vores dödelighed. Vi vil coaches, vi vil i tranche, vi vil overskride kendte dimensioner. Vi vil holde os i god fysisk form, og psykisk, naturligvis, vi vil holde vägten lav og humöret höjt. Menneske, hvad vil du mer?
Jeg var minsandten lige ved at glemme jobbet. Det er ellers nok så vigtigt! Det skal väre personligt udfordrende, vellönnet (sådan da) og give mening. Så får det til gengäld broderparten af den vågne tid inklusive deltagelse i kurser, konferencer, uddannelsesforlöb, årsmöder, netvärkspleje, bestyrelsesarbejde, mentoring eller andre ‘ frivillige bidrag’ til den tredje sektor afstemt efter livssituation og temperament.
Familien og vennerne befinder sig i tilsvarende privilligerede valgsituationer - samtidig med at vi alle bärer på drömmen om tid sammen, masser af tid til närvär, passion og tätte fällesskaber, fälles oplevelser, meningsfulde samtaler, ro i själen og sug i mellemgulvet.
Det kan ikke undre, at en google sögning på ’stress’ giver 189 million hit på 0.33 sekunder!
Men hvad kan vi så stille op med disse tallöse drömme, ambitioner og muligheder? Hvordan bliver de et righoldigt kar, vi kan öse af i passende mängder fremfor anledningen til stress og pres og udbrändthed?
Det kunne handle om at tage ledelsesansvaret for eget liv, igen igen. At gennemföre nogle realitetsjusteringer og nogle kraftige bortprioriteringer. Noget er vigtigt, andet må vente. Man skulle nok tage sig selv lidt mindre alvorligt, nogle anbefaler hykleri i bevidste doseringer. Og så må man huske at tilgive sig selv, når man alligevel falder i, og kommer til at sige ja til mere end man burde. Kan man tilgive sig selv, kan man også tilgive de andre. Og lur mig, om ikke de står med det eksakt samme behov.
Årsskifte er status tid. Det bedste, det største, det farligste, mest jammerlige …, året bød på. Man kan også gøre status over sproget. Sproget er kulturbærende, og kan fortælle meget om os og vores liv, gennem de ord som forsvandt og de nye, som blev bragt i tale.
’Burkini’ er mit absolutte favoritord fra 2008. Det er optaget på det svenske ’Språkrådets sammanstälning’ af nye ord i 2008. Det findes vist endnu ikke på dansk, men kan komme til sommer, når badedragter med lange ærmer og ben eksponeres på Bellevue eller måske mere sandsynligt på Ishøj Strand, hvor flere kvinder med slør og stor blufærdighed kan tænkes at blive badelystne.
I følge Dansk Sprognævn tæller fremkomsten af nye ord i 2008 derimod ord som leasingkarrusel, hjemmerøveri og fortællerslam
’Interkulturel’ var nyt input til mit aktive vokabularium i 08. Det er ikke et sprit nyt ord i de nordiske sprog, men det er dog et ord af nyere dato, som har fået stigende relevans ovenpå vores såkaldt ’mono-etniske’ periode. Forskere har studeret emnet i mere end 10 år. Både i Danmark og I Sverige findes professorer med interkulturalitet som forskningsfelt. I 2009 vil jeg arbejde videre med interkulturelt approach i flere perspektiver:
I kultur- og kunstperspektivet, hvor forskellige kultur og kunstformer kan bringes til at inter-reagere, berige, forstærke, forstyrre hinanden.
I multi-etniske perspektiver, hvor diversiteten i forståelse, fortolkning, erfaring og håb rummer kimen til noget nyt, fælles tredje, fjerde eller femte.
I internationale sammenhænge, hvor fremmede prioriteringer og løsninger kan hjælpe blikket til at overskride de kendte horisonter.
Bliver man et bedre menneske af at läse skönlitteratur? Selvfölgelig gör man ikke det, skulle jeg lige til at sige, men det er nok et lovligt rapt og for overfladisk statement. Og hvis man nu faktisk bliver god - til andet end at läse - ved at plöje sig gennem den ene roman efter den anden, så kan vi lisså godt få det godhedsfremmende med i bunken af overbevisende argumenter for bibliotekernes og bögernes kraft!
Af samme grund cyklede jeg forleden til ‘Tredie rummet’, hvor Malmös förende oplysningsforbund havde sat scenen for debat og inviteret en spändende finsk forfatter og professor i nordisk litteratur ved Helsingfors Universitet, Merete Mazzarella, til at foredrage over emnet.
Mazzarella viste sig at väre et interessant bekendtskab, selvom hun vägrede sig ved at give et egentlig svar på aftenens spörgsmål. Og heldigvis for det.
Hun fremhävede litteraturen som en kilde til at hente indsigt i menneskers liv og derved styrke evnen til at indleve sig i andre.
Hun talte om, at litteraturen kan give läserne en ny oplevelse af noget kendt og tilbyde et perspektivbytte, som åbner for nye udsigter, og dermed indsigter.
Hun bifaldt Proust’s ide om, at litteraturen er gratis som medfölelse, i den forstand, at vi kan få lov til at fölge andre i lyst og nöd uden at investere os selv. Litteraturen er den ‘rene’ indlevelse, som konfronterer sine läsere med det faktum, at vi måske slet ikke er så rene, som vi tror. Og bliver man så et bedre menneske af det?
Svaret kräver större filosofiske refleksioner, og dertil kan hentes näring hos den amerikanske, toneangivende filosof, Martha Nussbaum som Mazzarella også henviste til.
Lidt efterfölgende surfen på nettet giver blod på tanden og adgang til ny viden om Martha Nussbaum og hendes arbejde.
I foråret 2008 besögte Nussbaum Sverige, og i den anledning kvitterede Dagens Nyheter med et porträt af hende.
Af interviewet fremgår, at Nussbaum interesserer sig for det gode menneske gennem litteraturen. I porträttet hedder det, eksempelvis:
‘Genom att studera litteraturen, framför allt de klassiska tragedierna men också Dickens och Henry James, har hon försökt få svar på frågan vad som konstituerar det mänskligt goda. En människa som lämnar utrymme för tillfälligheterna riskerar alltid att lida förluster och hamna i värdekonflikter, till skillnad från den som håller sig till rigida regelsystem. Litteraturen belyser denna tvåsidighet i tillvaron. Den inser att människan alltid är behövande, och att lyckan är osäker och att det goda är ömtåligt och hotat.’
Det gode er altså skröbeligt og truet, i fölge Nussbaum. Det er svärt at väre uenig, og alle kan opliste utallige eksempler - fra det private og offentlige liv.
Det gode er noget, vi skal göre os umage for at holde fast i og udvikle, igen og igen. Og det kan vi hente inspiration til gennem läsning. Så i den forstand gör litterarturen os til bedre mennesker - og verden til en bedre verden. Forudsat, at vi läser den betydningsfulde - den gode litteratur - kvalitetslitteraturen som har noget på hjerte, men det er en ganske anden historie..
Man kan også starte med Nussbaums mursten af en filosofisk undersögelse, den hedder : The fragility of goodness
Med glimt i öjet funderede et af mine inspirerende bekendtskaber over tanken om ’det lykkelige bibliotek’, hvordan mon det ville väre? Jeg tror han er kommet på ideen, efter at have läst en artikel om lykke i danske Information.
Under overskriften: ‘Hvad står dit lykkebarometer på idag’ kan man läse om lykkebegrebet, som ny arbejdslivsomständighed, der kan virke positivt på bundlinien.
“Et lykkeregnskab kan jo ikke bruges til andet end branding af virksomheden i forhold til at fastholde og rekruttere medarbejdere. Men jeg synes, det her indvarsler en helt ny type kontrolsamfund, for den her type evaluering er en måde at topstyre mennesker på…..” citeres professor, filiosof, Ole Fogh Kirkeby.
Forleden så jeg et andet eksempel, der tilsvarende kan medvirke til udvikling af en ny type kontrolsamfund.
Mit eksempel handler om et kommercielt produkt, hvor web 2.0 lösninger integreres i en fälles platform, og målrettes store virksomheder. Ideen er at virksomheden bygger sig eget lukkede system udfra de sociale teknologiers princip. Hermed kan alle ansatte fölge med i hinandens profiler, communities, friends osv. Systemet kan väre et godt boost til fornyet transparens, videndeling og effektive, digitale rutiner. Og det er også målsätningen.
Men det har en bekymrende bagside, når dine samlede digitale relationer eksponeres så radikalt. For hvilke communities må du deltage i, blot for at dokumentere din erhvervsmässige pligtfölelse? hvilke andre kan du også tillade dig at frekventere, og hvem er det, du slet ikke må lege med? Har du de rigtige venner, og hvem chattede du med, senest?
Jeg er da helt med på, at alle virksomheder kan spore ansattes adfärd i cyperspace, og det har jeg ingen problemer med, så länge udgangspunkt og spilleregler er velkendte og etisk anständige.
Men denne nye blotlägning af den enkeltes kontaktnet, interessefelt og digitale gören og laden väkker bekymring om selvcensur og selvjustits med fare for begränsning snarere end frisättelse.
Det bringer hverken lykke eller relevans i en netvärkstid, hvor de kreative og overraskende lösninger skabes, når man har mod til det anderledes, det gränseoverskridende og skäve.
Folkebibliotekerne kan hente mere inspiration, metodik og tänkemåder i kunstens verden
Der er en imponerende udvikling i gang på verdens förende folkebiblioteker. Bare se til Singapore, Seattle eller Salt Lake City, og oplev hvordan der sker markante ting. Og vi i Norden kan bestemt väre med - se bare til Hjörring eller Halmstad.
De overdådige biblioteksbyggerier til trods, virker det fortsat som om, folkebibliotekernes rodfästning i folkeoplysnings- og uddannelsestraditioner, nogle gange står i vejen for et nödvendigt, radikalt brud med de dele af biblioteksidentiteten, der afspejler sig i den grundläggende selvforståelse, fysiske fremträden og formidling.
Der er brug for at spränge forståelsen af bibliotek som den artige, formidlende viden og kulturinstitution og eksperimentere mere gränseoverskridende for at finde ud af, hvad et bibliotek også er og kan väre - i det postmoderne, hyperkomplekse, multikulturelle samfund.
Det er spändende at studere verdens nye biblioteksbyggerier, men hvis man önsker sig egentlig biblioteksinnovation - også i den fysiske fremträden og den formidlingsmässige selvforståelse, har verdens moderne teatre, kunstmuseer og andre kulturinstitutioner for slet ikke at tale om de mennesker, der befolker dem, nok så meget ekstra värdi at bidrage med.
Af samme grund er jeg särdeles taknemmelig for mit tillidshverv som bestyrelsesformand for det eksperimenterende köbenhavnerteater - CampX, selvom CampX har vist sig at väre en temmelig tidskrävende fritidsinteresse.
Gevinsten er, bl.a. at jeg får lukket öjnene vidt op for gören og laden i (avantgarde) kunsten, hvor jeg bare må sige Nööööj, hvor er det vildt spändende … CampX’ nu afgåede direktör Mette Hvid Davidsen har henledt min opmärksomhed på Volksbühne i Berlin og Museumsquartier Wien. Disse tips gives hermed videre.
Det giver også näring til min tänkning - f.eks. omkring bibliotekets ästetik, når man som jeg er en del af en ledelsesgruppe, der repräsenterer mange dele af kunst og kulturlivet i Malmö.
Det medförer nemlig en löbende samtale rundt om kunsten og kulturen - og om dens rolle og muligheder som kreativ kraft i en multikulturel, segregeret storstad, der også gerne skulle kunne befordre en ägte fölelse af Det store Vi.
Jeg har i flere sammenhänge refereret til forsker i strategi og forretningsudvikling på Århus Universitet, Professor Anders Dreier, som anbefaler, at man kigger andre steder hen, end man plejer, hvis man vil hente inspiration til innovation.
I dag kigger mange biblioteksmennesker på andre bibliotekers rammer og de kigger digitalt. Det er der meget sund fornuft i, men det er ligeså vigtigt at arbejde strategisk med ästetikken og iscenesättelsen, hvis man vil udvikle den näste generation af fysiske biblioteker som unikke, identitetsskabende mödesteder i den virkelige verden.
Et af de bedste eksempler på dette er nok et andet amerikanerbibliotek - Cerritos Public Library, der har vundet international opmärksomhed som ‘The Experience Library‘. Det er vist en rejse värd! Men indtil rejsen er på plads kan man läse lidt om det eksperimenterende bibliotek i DBs bog om biblioteksbyggerier, udgivet i 2008. Bogen er redigeret af Hellen Niegaard, Jens Lauridsen og Knud Schulz og hedder: Biblioteksrummet Inspiration til bygning og indretning.
Skarp konkurrence om publikums tid og opmärksomhed er et naturligt og sundt vilkår for kunst og kulturlivet. Som publikum har vi mulighed for at välge mellem et stort udbud af forestillinger. Check selv efter via Köbenhavns Teaters fälles portal. Det er et godt sted at starte. Her kan du finde vejen til ambitiöse, eksperimenterende, underholdende, udfordrende og sikkert også ligegyldige og måske endda uacceptabelt ringe teateroplevelser. Nej, det tror jeg nu ikke.
I den kommende säson kan vi blive noget med musikken både i den gamle koncertsal på Rosenörns Alle (lidt endnu) - og i DRs bygningsmestervärk af Jean Nouvel, som vil tilföre kulturlivet nye, storslåede rammer for oplevelser. Herligt - modigt og stort tänkt af Chr. Nissen og co.
Måske vil dette nye hus ligefrem få os til at tilgive den stadige ström af ligegyldige (gen)udsendelser, der fortsat siver ud fra DR Byen angiveligt på grund af dårlig ökonomi?
I säson 08/09 skal vi nå et par gange omkring Det nye Skuespilhus og Operaen. Nej, Operaen den fravälger vi altså, i år, i hvert fald hjemme hos mig. Og det er vi tilsyneladende ikke alene om.
Aviserne fortäller, at operaens billetsalg har väret for nedadgående. Jeg og min bedre halvdel har besluttet at veksle opera abbonnementet med en säson ved balletten. Orker ikke flere opsätninger fra Kasper Holtens koncept, ikke lige nu, måske igen senere…
Ärgerligt er det selvfölgelig at jeg kun få gange får oplevet operahuset i den kommende säson, men godt bliver det at slippe for de tunge CO2 skyer og trafikpropperne, som er en uomgängelig fölgesvend ved et operabesög i Köbenhavn - både för og efter.
Samtidig står Malmö Opera meget stärkt. Höstede smukke anmelderroser på begge sider af sundet i sidste säson, og åbner denne säson den 20. september med en urpremiere ‘Death and the Maiden‘ skrevet specielt til Malmö af Jonas Forssell.
Selv gläder jeg mig särligt til säsonåbning med Malmö Symfoniorkester. Det er förste gang, jeg skal höre orkestret, som lägger ud med Martinsson, Lutoslawski og Mahler. Det er ikke komponister, jeg er specielt fortrolig med, for at sige det mildt, så der venter kanske overraskelser forude.
I et kulturregionalt perspektiv må det väre interessant, at Malmö Symfoniorkester forventes at flytte til nye lokaler i et stort anlagt koncerthus, som åbner ved havnen i Malmö i 2012, siger planen. Man må håbe, at orkestret kan leve op til den kärlighedserkläring fra byen, som sådan et ambitiöst projekt må väre udtryk for.
Kunsten og kulturen lever, så der er vel ingen grund til bekymring? Egentlig ikke, lige bortset fra fraväret af unge og manglen på tid, som er en stor udfordring, for os äldre. Hvordan skaffer vi os tid også til fordybelse og eftetanke i det rige udbud. Og så har jeg helt forbigået de nonverbale og stille kunstoplevelser, som er at finde på plakaterne i Lousiana og på Arken, i kommende filmpremierer, bogudgivelser, osv.
I sommer publicerede SFI - Det Nationale Forskningscenter for Velfärd rapporten Den kulturelle altäder Rapporten har to hovedbudskaber. For det förste, at den danske kultur i perioden fra 1964 - 2004 er blevet demokratiseret, mange flere tager del. For det andet, at en mindre gruppe af befolkningen kan karakteriseres som altädende kulturforbrugere. Det er den gruppe, der tidligere kunne betragtes som en kulturel elite, men som idag måske kaldes ‘den kreative klasse’?
De altädende er også de aldrende. De unge er i höj grad fravärende i det etablerede kulturliv. En kendsgerning, de fleste kultur- og kunstudbydere allerede forsöger at arbejde med. Fremtidens publikum skal sikres, så kunsten og kulturen får mulighed for at leve, berige, beväge og besvärre.
Kulturinstitutionerne har en megastor udfordring med at ramme et mangfoldigt sammensat publikum. Og der skal ikke rammes ved siden af mange gange för publikum udebliver og välger fra. Det kräver virkelig begavet ledelse, med mod og evne til at stimulere de kreative talenter til at overskride egne gränser. Findes det i kulturlivet, ja og nej. Det må jeg nok lige tänke närmere over.
