Indenfor de senere uger har avisernes kultursider igen dokumenteret, at debatten om bibliotekskvalitet er evig aktuel. Ideen om en entydig universel kvalitetsnorm har for länge siden mistet mening som retningsgiver for folkebibliotekernes virksomhed. Ikke fordi alt er lige godt, men fordi et kulturelt eller kunsterisk udtryk må vurderes på sin egen prämis.

Kunsten i mere destilleret eller krävende form skal naturligvis have sin fremträdende plads, og den er måske blevet marginaliseret i biblioteksbevidsthed- og budgetter gennem de sidste årtiers overlevelseskamp.

Det er ikke tilsträkkeligt at indköbe bögerne og stille dem op på lange reolräkker. End ikke de smalle. Tiden kalder på eksperimenteren om en ny type biblioteksästetik. Den vedrörer bl.a. det litteräre möde mellem det fysiske og det virtuelle bibliotek, samt de medskabende deltagere.

Markant iscenesättelse af litteraturen er på vej. Forfatterprogrammer höjt på dagsordenen. De skal suppleres med muligheder for fordybelse og nye former for deltagelse. Der kan etableres formöder til litteräre arrangementer, skrivevärksteder, workshops og läsecirkler eller 24 timers poesiopläsning på talrige sprog. Der kan udvikles litteraturfestivaler – fysisk og digitalt, hvorved litteräre begivenheder over hele verden kan kobles sammen og åbne til  en reel global, litterär scene. Folkebibliotekernes flagskib www.litteratursiden.dk kunne väre en god platform for en sådan international kobling.

Mulighederne er legio, de store biblioteker har ressourcer til at prioritere området.

Bibliotekerne har brug for penge, politisk prioritet og passioneret personale

Inspiration til prioritering af nytårsfortsætterne for 2010 hentede jeg på det stedlige folkebibliotek. Et forberedende besøg på en af landets mest benyttede portaler  http://www.bibliotek.dk/ viste, at hovedbiblioteket i Frederiksværk rådede over et eksemplar af den bog, jeg søgte. Benny Andersens digtsamling fra 1971 - ‘Man burde, burde’. Dansk biblioteksvæsen, det er faktisk en klasse for sig, og titlen lyder af gefundenes fressen, just til mit formål.

Så afsted, om ikke til hest, så i hvert fald med privat transportmiddel de 12 km til Frederiksværk, for at  nyde godt af fællesskabets faciliteter. Måske hedder det Halsnæs Bibliotek efter kommunesammenlægningen (?), under alle omstændigheder er det særdeles centralt beliggende, i rumlige lokaler, med mange bøger. Men hold da op, hvor er det alligevel et minde om forne tider, der møder en her. Undskyld, fagfæller i Halsnæs, men stemningen, æstetikken, fraværet af kreativ omhu i eksponeringen af samlinger. Var der nogen som sagde oplevelsessamfund? I hvert fald ikke den dag. 

Digtsamlingen,viste det sig, var sat på magasin, og den venlige bibliotekar, som forsøgte at hente den frem, vendte tomhændet tilbage. Så meget for Bibliotek.dk og samspillet til det lokale folkebibliotek, i dette tilfælde.

Biblioteksbesøget endte alligevel godt. Den vagthavende bibliotekar oplyste mig om, at bogen også fandtes på filialen i Hundested. Efter 12 km den anden vej, og en sjælden stor konduite fra en lokal kollega, fik jeg bogen med mig, selvom jeg hverken kunne fremvise gyldigt sygesikringsbevis eller fast helårsadresse i Dannevang. God biblioteksservice, synes jeg. Og påkrævet, efter mange kilometer og flere timers investering fra min side. Det er måske noget vi, biblioteksledere, generelt skal tænke mere på.

Iøvrigt fortæller sådan en halvgammel biblioteksbog en lang historie. Den er indkøbt før edb systemernes tid, og derfor forsynet med ikke mindre end 48 små datostempler på registreringssedlen, monteret bagest i bogen. Her ser man, at bogen første gang blev lånt den 5. maj 1972 og sidste gang 14. januar 1993 - herefter er udlånene noteret elektronisk, og ikke umiddelbart aflæselige. Men bogen har da nok været udlånt mindst 100 gange. Det siger noget om folkebibliotekets berettigelse! Når ellers det funker.

For denne biblioteksoplevelse får mig også til at tænke på nødvendigheden af konstant udvikling og opdatering af både biblioteker og andre offentligt finansierede institutioner.  Det er ikke rimeligt at ville nøjes med forældede versioner, af det velfærdssamfundets institutioner. Når det sker, finder mennesker, som har råd, egne veje gennem privat finansiering og alternative modeller, som det er sket f.eks. i sundhedsvæsenet og på skoleområdet. Fællesskabets goder risikerer at forfalde.

Derfor skal man heller ikke ensidigt begræde, at danske kommuner de senere år har nedlagt omkring 100 biblioteksfilialer. I modsætning til biblioteksfilialen i Hundested, som før kommunesammelægningen havde status af hovedbibliotek, var de fleste nedlagte lokalbiblioteker kendetegnet af total utilstrækkelighed. De bestod af gamle, små og dårligt vedligeholdte bogsamlinger, fravær af andre medier, små og få åbningstimer, håbløse lokaler, knaphed på kompetent personale. Det kan ingen bruge til noget.

Det er klogt at samle ressourcerne og skabe større biblioteker, der både fysisk og virtuelt har kraften til at berige samfundet med opdaterede, multimediale og kvalitative bibliotekstilbud. Bibliotekssystemer, der er store nok til både bredde og dybde. Kulturarv og hypernyt. Det forudsætter naturligvis, at de kommunale kroner fastholdes til biblioteksformål, og her gør kommunerne ikke altid, hvad de burde. Bibliotekerne og deres brugere behøver penge, politisk prioritet og passioneret personale!

“…we zigzag across centuries as if they were just settlements in a village…”

“Du skal läse Pico Iyer”, sagde Paul Holdengraben, da han generöst delte sine tanker og ideer om udviklingen af den litteräre og ideskabende scene, han gennem de senere år har manifesteret som en klog mödeplads på New Yorks toneangivende folkebibliotek på 5.th Avenue mellem 40.th og 42.th street

Optändt af Holdengrabens fede karma gik jeg sporenstregs fra vores samtale ned igennem et par af de velforsynede boghandlere, det amerikanske marked stadig kan bäre. Mellem det ene fristende tilbud efter det andet fandt jeg, hvad jeg sögte, ‘The global Soul’.

‘The Global Soul” er en bog, der reflekterer over nogle af de nye vilkår i menneskers liv, som er en del af globaliseringen. Statslöshed i den forstand, at du kan väre födt i Pakistan, en del af din barndom opvokset i England. Dit voksenliv indleder du i USA, men i övrigt lever du en stor del af dit liv i den särlige transitverden, afsondret fra den virkelige verden i lufthavne og på flyrejser over store sträkninger.

Dit liv udspiller sig med få timers mellemrum i mange forskellige tidsaldre, ” We wake up, orphaned, in West Hollywood and go to sleep, surrounded by our parents, in medieval Katamandu; we zigzag across centuries as if they were just settlements in a village ” skriver Iyer.

Nationalt tilhörsforhold og ‘hjem’ i kendt forstand har ingen mening i den globale själ, og hvad betyder det så for identitetsfölelsen at man ikke entydigt kan sige hvor man kommer fra, eller hvor man hörer til eller er på vej hen?

Pico Iyer personificerer selv den globale själ. Födt i England af indiske foräldre, opvokset i Californien og med mange transitstop verden over för han slog sig ned i Japan, hvor han pt er bosat.

I november havde den internationale forfatterscene på Malmö Stadsbibliotek besög af en anden global själ. Den pakistansk/britiske författer Nadeem Aslam som gav publikum en vidunderlig stilfärdig, tankeväkkende aften.

Nadeem skriver udover de nationale gränser, og fortalte i Malmö om karakteristiske sider af sin skrivepoces: “… about 20 pages into the writing of the book I forgot that Lara was Russian. I totally forgot that Marcus was an Englishman, or that David was American and Caza was an Orphan“.

Med reference til vilkårene for skabelsen af Pakistan udtrykte Nadeem sit ubehag ved tankerne om nationalstat og national identitet. Gennem mit arbejde forsöger jeg at forstå mennesker og forstå verden, sagde Nadeem - i min fri oversättelse.Han inspirerede en tilhörer til at introducere sig på fölgende måde:  ‘I was made in Pakistan and assembled in England and Sweden‘.I övrigt er 30% af malmöboerne födt udenfor Sverige. Det gör Malmö til et sted, hvor der er påträngende grunde til at forsöge at forstå de näre konsekvenser af globalisering. At lytte på mennesker med egne erfaringer er en god start.

Du kan höre hele denne og andre forfattersamtaler på stadsbibliotekets digitale ‘hörbar’ Et besög der kan varmt anbefales!

Fra diskussionen i Danmark kommer jeg i tanker om flere gruopväkkende eksempler på at kulturens toneangivende kvinder udsättes for hvad man kunne kalde en raffineret form for offentlig stening. Selv har jeg gennem de senere måneder oplevet noget lignende i Malmö. Det sätter tanker i gang.

Det skete da Elisabeth Möller Jensen, succesrig direktör for Kvinfo, gik i rette med Jörgen Leth på grund af hans holdning til sex med mindreårige kvinder i udviklingslande, og da Allis Helleland som direktör for Statens Museum for Kunst tillod sig at invitere eksperimentet i formidlingen af kunsten indenfor murene. Og vi fik en tur mere, da Pernille Schaltz, som ny leder for Hovedbiblioteket i Köbenhavn blev kvärnet gennem maskinen.

Jeg vil ikke tage stilling til indholdet i disse processer, men undrer mig over om kvindekönnet fortsat i sig selv provokerer en mandlig elite og genererer särlig hadske udfald? Jeg er i tvivl, synspunkter er meget velkomne!

Udvikling og innovation i den offentligt styrede kulturverden

Nogle af mine kloge venner beskäftiger sig med innovation indenfor kulturområdet og dets institutioner. Den ene er i gang med at beskrive og begrunde det fravär af kulturinnovation, han mener eksisterer. Den anden fordyber sig i diskursanalyser for at identificere vilkårene for  forandringsprocesser i kulturlivet.

Siden august har forandringsarbejdet på Malmö Stadsbibliotek väret genstand for en engageret, til tider brutal debat, og hele dette forlöb har givet mig ny erfaring og erkendelse, om vilkårene for udvikling i den offentlige sektor i bred almindelighed og indenfor kulturområdet i särdeleshed.

Kulturen bliver särligt, kärligt håndteret, fordi de mest brändende interessenter her er velformulerede, veletablerede og bredt respekterede. De har platform, status og er vant til at begå sig i medierne.

Indenfor biblioteksområdet er dette konkret belyst af phd stipendiat  Åse Hedemark, der har begået En diskursanalytisk studie av biblioteksdebatter i svenska medier. 1970–2006.

Åse skriver:

“The authors take up the greatest space in the debate and hold the position which is the most influential. They speak from the book discourse and it is those descriptions and definitions of the public library which predominate. A possible explanation for the success of the book discourse in the debate is that the players presenting it are important in respect of their generation and sex – those plying the discourse are mature, male authors….

… From the point of view of the book discourse it is established that the ideal librarian is a woman who is well informed about fiction. Her primary task consists of preserving and passing on the culture that libraries should oversee – printed fiction of high quality….

When librarians fit the role they are described as clever and sensible.

When librarians fail to fit the role or attempt to break away from it, as the

representative for the discourse on information mediation recommends, they are described by the authors as incompetent. Thus there is a relationship of power between authors and librarians which can be described as paternalistic.”

En blog uden friske indlæg er meningsløs. Og min blog har desværre været kraftigt forsømt de seneste måneder. Tiden er et problem, som alle ved!

Sommeren har jeg brugt på at planlægge offentliggørelse af ny strategi for stadsbiblioteket i Malmø. Det skulle ske efter sommereferien i slut august. Forud er gået lang tids strategiarbejde, forankring, planlægning, risikoanalyse, kommunikationsforberedelse og så videre.

Men så sker der ind imellem ting, man præcis ikke har forudset, og forløbet får en ganske anden karakter, end forventet.

I Malmø er det blevet en meget stor sag, at biblioteket kasserer bøger. I alt forventes 60.000 bøger kasseret i 2009, og det er 20.000 flere i år end foregående år. At bøgerne sendes til papirgenbrug fremfor at blive tilbudt interesserede har skabt vrede og forundring hos mange.

At sende bøger til papirgenbrug er en praksis biblioteket har haft i mange år, og ikke en praksis, der har været genovervejet under mit 1½ årige lederskab. Men vi har nu taget proteststormen til efterretning og besluttet at kasserede bøger fremover stilles til rådighed, for de som kan finde ny anvendelse for dem.

Og så kan vi fortsætte debatten om den nye fireårige plan for bibliotekets udvikling. For det er enormt positivt, at biblioteksforandringer kan animere store og brede debatter. Sagen har dagligt været behandlet i ‘Sydsvenskan’, startende med en boulevard-presse agtig, sensationsskabende introduktion mandag den 10 august i avisens Malmø sektion. Siden har den skiftet karakter og fortsætter i kultursektionen. Så sent som i dag, søndag den 23. august med to nye bidrag.

Op til min sommerferie besøgte jeg New York Public Library. Mange biblioteksprofessionelle vil vide, at NYPLs hovedindgang flankeres af to marmorløver. Måske ved de også, at Paul Le Clerk, bibliotekets (CEO) for et par år siden rekrutterede kunsthistoriker, filosof og tidligere museumsinspektør Paul Holdengraben. Det var Holdengrabens opgave at bringe ny ilt til NY. Holdengraben siger selv, at han er ansat ‘to make the lions raw’.

Man kan diskutere, om det er løverne, som brøler når store, nødvendige folkebiblioteksforandringer rulles ud. Men opslutningen om folkebibliotekernes grundide er evident, tankefriheden, ytringsfriheden, den frie og lige adgang - kultur og viden til folket. Forandringsaversionen kan tolkes som frygt for at idegrundlaget krænkes. Det gør det ikke, og det skal det ikke!

Derimod er der flere nordiske eksempler, der tydeligt udpeger behovet for at bibliotekerne styrker kapaciteteten til at kommunikere forandringer og nye initiativer, iscenesætte medborgerdialoger og brugerdreven innovation samt har mod og lyst til at improvisere, når de planlagte processer løber ad helt andre veje, end dem man har forberedt sig på at betræde.

Der kan læses mere på bibliotekets hjemmeside herfra kan også efterårets nye store programdownloades.

Verdenskampagne, som vil fremme uddannelse og läsning, fortsätter til 1. maj, og du kan hjälpe verdens undertrykte anafabeter ved at tilslutte dig dens grundlag.

Se mere her www.campaignforeducation.org/bigread

Det var en tilfädighed, men endda lidt pudsigt, at det netop var på Verdens Bogdag den 23. april, min mand hjembragte endnu et stykke legetöj fra det digitale overdrev. Nu, den seneste version af Sony’s e-bookreader, med nye fine brugerfaciliteter trods et let anströg af hjälpemiddel, i sammenligning med de minimalistisk designede, flade devices i mikroformater, som iövrigt appelerer.

Og sådan en e-bookreader er jo også et hjälpemiddel, desvärre ikke til dem, som har särligt hjälp behov, og her tänker jeg på verdens nästen 800 millioner undertrykte analfabeter, men til alle os andre ökonomisk og uddannelsesmässigt hyper priviligerede individer.

Umiddelbart og helt forkert associerer jeg ‘Verdens Bogdag’ med sådan et lettere bedaget velfärdsstatsopbyggeligt hattedamefänomen, men netop med tanke på verdens urimeligt ulige vilkår for adgang til böger og läsning er det jo en stupid indfaldsvinkel.

Verdensdäkkende initiativer til fremme af undervisning, läsning og adgang til vidensindhold er vigtigere end nogensinde, og lösningerne udvikles i globale netvärk. Dels i internationale non for profit netvärker som  world digital library, der er drevet frem under Unesco og med det amerikanske nationalbibliotek som primus motor for samarbejde med andre offentligt stöttede og dermed offentligt kontrollerede bidragydere.

Dels med private initiativer som den altdominerende spiller google, der unägtelig har revolutioneret vores informations og kommunikationsverden, men som også bringer stor lukkethed og mangel på offentlig kontrolmulighed med sig.

Globale digitale biblioteker giver indsigt og overblik til den rige del af verden og nyt håb for den fattige. Men intet kommer af sig selv. Derfor må vi give et bidrag hver isär og samtidig takke alle de engagerede og aktive verdensborgere, der argumenterer, presser på og bidrager med stor, uegennyttig indsats. Som det sker i den verdensomspändende kampagne om ret til undervisning og läsning.

Nationale og kommunale myndigheder har fået öje på bibliotekernes gode, geografiske spredning og höje besögstal, og bruger dette som begrundelse for at udvide bibliotekernes ressort. Bibliotekernes egenoplevede identitetskrise har formentlig medvirket til en umiddelbar, stor gästfrihed overfor inkluderingen af nye kategorier af servicetilbud. Så bliver vi da noget!

Derfor går borgere i mange kommuner nu på biblioteket for at klare en mangfoldighed af administrative anliggender fra anskaffelse af pas, sygesikringskort til flytteanmeldelser, ansögning om boligstøtte, opskrivning til daginstitutionsplads, modtagelse af regninger til refusion vedrörende fodpleje og tandpleje, køb af affaldsmærkater samt aflevering af kanylebokse og brugte batterier fra høreapparater. Alle eksempler fundet ved hurtige besög på forskellige bibliotekers hjemmesider, i dette tilfälde Esbjerg, Kolding og Århus.

I gamle dage, da jeg var nyuddannet bibliotekar, hentede borgerne ekstra rådgivning på biblioteket gennem uvildige advokater og socialrådgivere. Idag udföres den af kommunens egne embedsmänd i regi af bibliotekernes borgerservice. Der er altså ikke noget armslängdeprincip längere. Hvilken betydning har det for bibliotekets omdömme – på lidt längere sigt. Og hvor skal egentlig gränsen träkkes for inkludering af nye kommunale aktiviteter, hvis der altså skal väre en gränse?

At dömme efter hjemmesiden fra ’Styrelsen for Bibliotek og Medier’ er feltet borgerservice på bibliotekerne et prioriteret udviklingsområde, og der er nye tilskudsmidler allokeret fra Satspuljemidlerne til at eksperimentere med bibliotekernes borgerservice i särligt udsatte områder.

Det er da også snublende närliggende at optimere nytten af skattekroner ved at slå offentlige funktioner sammen – ikke mindst i tyndt befolkede områder. Men når rådhusets kvikskranke og socialforvaltningens forkontor eksporteres til store hovedbiblioteker i byernes centre, er der grund til at tänke efter, en gang til.

Den nye trend kalder på afklaring af folkebibliotekernes bestemmelse i det moderne samfund. I hvilken retning går näste naturlige ekspansionsskridt. Skal borgene f.eks. kunne aflevere  storskrald sammen med biblioteksmateriale eller hente hjälp til mediering af den seneste nabostrid fra det närpoliti, som kan udstationees på biblioteket?

Fänomenet er ikke bare dansk, men findes i lande med veludbyggede bibioteker.

I Sverige har staten i februar 2009 publiceret en 800 sider lang Kulturutredning, som tilsvarende präsenterer et mildt sagt bredt, favnende kulturbegreb. Allerede på side 10  konstaterer ‘utredningen’, at “det går nog inte att bestämma vad kultur egentligen är…” og den efterfölgende tekst når frem til at kulturen både kan og bör ses i en helsebringende sammenhäng og som betydningsfuld faktor i styrkelse af miljömässig bäredygtighed.

Man kan argumentere for at kultur vedrörer alt, men derved fratager man kulturbegrebet tyngde og retning. På samme måde med bibliotekerne. En oplagt risiko er, at fokus fra det, som faktisk behöver strategisk udvikling fortoner sig i altet.

Jeg synes godt om ordet ‘verdensborger’. Det signalerer bevidstheden om, at väre en del af noget större, som breder sig ud og ind over de nationale gränser. Verden er i Danmark eller Sverige, for den sags skyld, ligesom Sverige og Danmark er i verden.

Kunsten har altid interesseret sig for verden og kigget ud over det nationale. Kunsterne har rejst i verden og slået sig ned på nye steder for at hente inspiration på den anden side af baghaven.

I öjeblikket og til den 14. februar er der gästeforestilling på Teater CampX. Selv verdensborger, repräsentant fra Das Beckwerk, manden uden navn og identitet, performer sig sanseligt gennem talrige roller i ‘Det ny menneske‘ som i aller höjeste grad handler om mennesket i verden.

At väre verdensborger betyder at interessere sig for verden, interagere i den, tage sin del af ansvaret. Og alt mens vi över os i at väre og blive verdensborgere, bliver vi dygtigere til det.

Ikke bare dygtigere til at tale fremmede sprog, rejse i verden og få ny indsigt, men også dygtigere til at lytte, pröve at forstå, se verden i nyt lys, eksperimentere med egne nye roller i interkulturelle samspil.

Vi udvikler vores empati og sensitivitet overfor det fremmede og bliver derved, hver isär og som samfund, bedre til at give vores bidrag til et fällesskab, som räkker udover gamle nationale og kulturelt bestemte gränser.

Retorisk sensitivitet er en vigtig pointe i udviklingen af den interkulturelle kommunikation. Evnen til at sätte sig i modtagerens sted og kommunikere på en respektfuld, inkluderende og ligevärdig måde. Her har jeg et godt og et uheldigt dansk eksempel.

Det gode eksempel er den del af Kvinfos hjemmeside, som vedrörer det succesrige mentor netvärk, hvor danske kvinder stiller deres personlige og professionelle ressourcer til rådighed for kvinder med udenlandsk baggrund. Siden kan läses på 8 sprog, og jeg viste den til en kollega med persisk baggrund. Hun blev himmelfalden lykkelig over at kunne läse om dette livsbekräftende initiativ på sit eget modersmål, farsi.

Det uheldige eksempel, er egentlig i sig selv et rigtig godt tilbud til mennesker med anden sproglig baggrund end dansk, men et problematisk ordvalg efterlader et mindre godt förstehåndsindtryk. Jeg tänker her på portalen Finfo.dk, som er udviklet i et samarbejde mellem danske biblioteker. Portalen er en stor informationskilde om danske forhold på 10 fremmedsprog.

Min anke går på den valgte tiltaleform. Portalen erklärer, at den er  for etniske minoriteter i Danmark. Jeg präsenterede den for en ungarsk födt kollega. Hun syntes, som jeg, at initiativet i sig selv er godt, men at ordene ‘ etnisk minoritet’ kommer til at stå i vejen for budskabet. Det reducerer det hele menneske, og hun kunne og ville ikke kende sig selv i det begreb. Jeg er sikker på, at mange har det lige sådan.

Begrebet ‘etniske minoriteter’ har en klang af et dem og et os. Der må kunne erstattes af noget mere inkluderende, som reflekterer et mangfoldigt fällesskab.

Bliver man et bedre menneske af at läse skönlitteratur? Selvfölgelig gör man ikke det, skulle jeg lige til at sige, men det er nok et lovligt rapt og for overfladisk statement. Og hvis man nu faktisk bliver god - til andet end at läse - ved at plöje sig gennem den ene roman efter den anden, så kan vi lisså godt få det godhedsfremmende med i bunken af overbevisende argumenter for bibliotekernes og bögernes kraft!

Af samme grund cyklede jeg forleden til ‘Tredie rummet’, hvor Malmös förende oplysningsforbund havde sat scenen for debat og inviteret en spändende finsk forfatter og professor i nordisk litteratur ved Helsingfors Universitet, Merete Mazzarella, til at foredrage over emnet.

Mazzarella viste sig at väre et interessant bekendtskab, selvom hun vägrede sig ved at give et egentlig svar på aftenens spörgsmål. Og heldigvis for det.

Hun fremhävede litteraturen som en kilde til at hente indsigt i menneskers liv og derved styrke evnen til at indleve sig i andre.

Hun talte om, at litteraturen kan give läserne en ny oplevelse af noget kendt og tilbyde et perspektivbytte, som åbner for nye udsigter, og dermed indsigter.

Hun bifaldt Proust’s ide om, at litteraturen er gratis som medfölelse, i den forstand, at vi kan få lov til at fölge andre i lyst og nöd uden at investere os selv. Litteraturen er den ‘rene’ indlevelse, som konfronterer sine läsere med det faktum, at vi måske slet ikke er så rene, som vi tror. Og bliver man så et bedre menneske af det?

Svaret kräver större filosofiske refleksioner, og dertil kan hentes näring hos den amerikanske, toneangivende filosof, Martha Nussbaum som Mazzarella også henviste til.

Lidt efterfölgende surfen på nettet giver blod på tanden og adgang til ny viden om Martha Nussbaum og hendes arbejde.

I foråret 2008 besögte Nussbaum Sverige, og i den anledning kvitterede Dagens Nyheter med et porträt af hende.

Af interviewet fremgår, at Nussbaum interesserer sig for det gode menneske gennem litteraturen. I porträttet hedder det, eksempelvis:

‘Genom att studera litteraturen, framför allt de klassiska tragedierna men också Dickens och Henry James, har hon försökt få svar på frågan vad som konstituerar det mänskligt goda. En människa som lämnar utrymme för tillfälligheterna riskerar alltid att lida förluster och hamna i värdekonflikter, till skillnad från den som håller sig till rigida regelsystem. Litteraturen belyser denna tvåsidighet i tillvaron. Den inser att människan alltid är behövande, och att lyckan är osäker och att det goda är ömtåligt och hotat.’

Det gode er altså skröbeligt og truet, i fölge Nussbaum. Det er svärt at väre uenig, og alle kan opliste utallige eksempler - fra det private og offentlige liv.

Det gode er noget, vi skal göre os umage for at holde fast i og udvikle, igen og igen. Og det kan vi hente inspiration til gennem läsning. Så i den forstand gör litterarturen os til bedre mennesker - og verden til en bedre verden. Forudsat, at vi läser den betydningsfulde - den gode litteratur - kvalitetslitteraturen som har noget på hjerte, men det er en ganske anden historie..

Man kan også starte med Nussbaums mursten af en filosofisk undersögelse, den hedder : The fragility of goodness

Folkebibliotekerne kan hente mere inspiration, metodik og tänkemåder i kunstens verden

Der er en imponerende udvikling i gang på verdens förende folkebiblioteker. Bare se til Singapore, Seattle eller Salt Lake City, og oplev hvordan der sker markante ting. Og vi i Norden kan bestemt väre med - se bare til Hjörring eller Halmstad.

De overdådige biblioteksbyggerier til trods, virker det fortsat som om, folkebibliotekernes rodfästning i folkeoplysnings- og uddannelsestraditioner, nogle gange står i vejen for et nödvendigt, radikalt brud med de dele af biblioteksidentiteten, der afspejler sig i den grundläggende selvforståelse, fysiske fremträden og formidling.

Der er brug for at spränge forståelsen af bibliotek som den artige, formidlende viden og kulturinstitution og eksperimentere mere gränseoverskridende for at finde ud af, hvad et bibliotek også er og kan väre - i det postmoderne, hyperkomplekse, multikulturelle samfund.

Det er spändende at studere verdens nye biblioteksbyggerier, men hvis man önsker sig egentlig biblioteksinnovation - også i den fysiske fremträden og den formidlingsmässige selvforståelse,  har verdens moderne teatre, kunstmuseer og andre kulturinstitutioner for slet ikke at tale om de mennesker, der befolker dem, nok så meget ekstra värdi at bidrage med.

Af samme grund er jeg särdeles taknemmelig for mit tillidshverv som bestyrelsesformand for det eksperimenterende köbenhavnerteater -  CampX,  selvom CampX har vist sig at väre en temmelig tidskrävende fritidsinteresse.

Gevinsten er, bl.a. at jeg får lukket öjnene vidt op for gören og laden i (avantgarde) kunsten, hvor jeg bare må sige Nööööj, hvor er det vildt spändende … CampX’ nu afgåede direktör Mette Hvid Davidsen har henledt min opmärksomhed på Volksbühne i Berlin og Museumsquartier Wien. Disse tips gives hermed videre.

Det giver også näring til min tänkning - f.eks. omkring bibliotekets ästetik, når man som jeg er en del af en ledelsesgruppe, der repräsenterer mange dele af kunst og kulturlivet i Malmö.

Det medförer nemlig en löbende samtale rundt om kunsten og kulturen - og om dens rolle og muligheder som kreativ kraft i en multikulturel, segregeret storstad, der også gerne skulle kunne befordre en ägte fölelse af Det store Vi.

Jeg har i flere sammenhänge refereret til forsker i strategi og forretningsudvikling på Århus Universitet, Professor Anders Dreier, som anbefaler, at man kigger andre steder hen, end man plejer, hvis man vil hente inspiration til innovation.

I dag kigger mange biblioteksmennesker på andre bibliotekers rammer og de kigger digitalt. Det er der meget sund fornuft i, men det er ligeså vigtigt at arbejde strategisk med ästetikken og iscenesättelsen, hvis man vil udvikle den näste generation af fysiske biblioteker som unikke, identitetsskabende  mödesteder i den virkelige verden.

Et af de bedste eksempler på dette er nok et andet amerikanerbibliotek - Cerritos Public Library, der har vundet international opmärksomhed som ‘The Experience Library‘. Det er vist en rejse värd! Men indtil rejsen er på plads kan man läse lidt om det eksperimenterende bibliotek i DBs bog om biblioteksbyggerier, udgivet i 2008. Bogen er redigeret af Hellen Niegaard, Jens Lauridsen og Knud Schulz og hedder: Biblioteksrummet Inspiration til bygning og indretning.