Gøteborgs velholdte parker indböd til en smuk sensommerpromenade da jeg tog timeout fra Bokmessens leben og høje puls. De gulnende trækroner varslede efterår, men denne sidste weekend iseptember var vejret mildt, og himlen åben og lysende. Her fik tankerne frit løb, og i kæden af usorterede associationer dukkede den også op,berettelsen om Saabs storhed og fald, som er et lærerigt og skræmmende eksempel, måske endda typisk for sin tid.Berettelsen om den tilsyneladende uovervindelige virksomhed, som gennem årtier nød folkets kærlighed og opbakning, tjente som fælles national stolthed og forbillede, der skabte arbejdspladser og sikrede valutaindtjening; men som, ak og ve,sandsynligvis ender med at skrive sig ud af historien fordi evnen manglede til at erkende behovet for nytænkning, innovation og radikal handlekraft, i rette tid.
Flere af de etablerede politiske partier har træk, der minder om Saabs historie, for ikke at tale om kultur- og biblioteksområdet, som tränger til innovation og radikal udvikling,hvis vi skal undgå, at gentage Saabs historie.
Derfor er det så inspirerende at se på de kultursteder og miljöer, hvor lysten, evnen, modet, handlekraften til at virke i en aktuel og fremtidig samfundskontekst fylder det meste. De steder, som bobler af vitalitet, stor kvalitet og modet til at pröve nyt. Dem der skal hjälpe os med at styre uden om Saabs skäbne.
Hvem det er jeg tänker på…. tjahh der er sikkert flere, men mit umiddelbart bedste bud er Louisiana i Danmark eller Kvinfo. Begge eksempler, der tänker ud af boksen og skaber ny värdi på et kvalitativt stärkt grundlag. Dyrk deres hjemmesider og lad dig inspirere. Og send gerne flere forslag - også fra Sverige
‘Sweden is a wonderful place. I would like to live here… in this library, actually….‘ og når man så faktisk selv arbejder på präcis dette herlige bibliotek, er det klart man bliver beväget af det hengivne udsagn. Ordene blev udtalt af den vietnamesisk/canadiske forfatter Kim Thuy, da hun besögte Stadsbibliotekets Internationale Forfatterscene.Hun havde andre observationer, som bevägede. Bl.a. berettede hun om sit förste möde med Canada, da hun efter nogen tid som bådflygtning blev flöjet til Montreal i en snavset og ildelugtende tilstand. Og fölte sig uläkker; men alligevel - som sine medflygtninge - blev modtaget af fremmödte canadiere med kärlighed, varme og fysisk omfavnelse. Hun havde aldrig prövet noget lignende, så hun var himmelfalden; men også lykkelig for at blive mödt med en sådan betingelseslös åbenhed og omsorg. Det förste möde med et nyt land er helt afgörende og sidder i kroppen og mindet resten af livet, kunne man forstå på Kim Thuy.Lördagskronikken i Sydsvenskan ‘Dansk debatt snart svensk?’ fik mig til at tänke på Kim Thuy. Kronikken er forfattet af den kloge chefredaktör Heidi Avellan og indeholder lange citater fra to danske forskere, isär den ene Jens Jonathan Steen, direktör for tänketanken Centrum Venstre Akademiet siger ting, som vi må lägge os på sinde - både som mennesker og som biblioteker. Jeg citeter ’ Vi skal ikke forme fremtiden med et reaktionärt snäversynet og navlebeskuende blik på hvad Danmark var for 50 år siden. Men samtidig kan vi heller ikke forme fremtiden ud fra en vision om et identitetslöst kosmopolitisk og relativistisk verdenssyn hvor alt er lige godt’ og videre ….’ Vi har brug for at skabe nye folkelige sammenslutninger, hvor vi står sammen på tvärs af kultur og religion og ikke sammen på grund af kultur og religion ’.Vi diskuterer ofte bibliotekers og andre offentlige kulturinstitutioners rolle i det moderne samfund. Visse steder er der en tendens til at bibliotekerne beväger sig over i en mere servicebetonet selvforståelse, hvor identiteten kommer til at handle om at väre samfundets tjener fra et top down perspektiv. Det ses f.eks. i fusioner af bibliotek- og borgerservice; men også visse steder med nyttige initiativer til fremme af den såkaldte integration uden at sätte f.eks. den herskende retorik omkring mennesker af andet national eller etnisk ophav sättes til debat.Jeg synes bibliotekerne skal träde mere kreativt i karakter og blive dagordenssättende udfra det oprindelige idegrundlag - om frihed og lighed og demokrati . Fra dette udgangspunkt kan man reflektere og diskutere hvordan bibliotekerne konkret kan medvirke til at skabe möder og sammenhänge og gensidig forståelse på tvärs af kultur og religion. Biblioteker kan åbne döre og introducere en tallös diversitet af perspektiver. Det vil jeg foreslå på min egen arbejdsplads.Og så vil jeg gläde mig til i morgen, söndag hvor Stadsbibliotekets Internationale Forfatterscene åbner for endnu en samtale det kendte og det fremmede. Amos Oz er hovedpersonen. Jeg gläder mig! Kan du ikke komme selv er du velkommen på livesending på söndag (29/5) klockan 19.00. http://bit.ly/gqGl7Y eller på Stadsbibliotekets Hörbar, forever after.
Jeg er vild med Apples produkter, og jeg er ikke alene om det. Da jeg tog min förste I-pod i anvendelse var det med stor modvilje overfor den superprotektionistiske policy Apple anvender. Man låser sine produkter og lägger hindringer i vejen for det frie dataflow, som ellers er den digitale teknologis uovertrufne pointe. En ting er principper, en anden produkternes overlegenhed på brugerfunktionalitet og design. De har fået mig og millioner af andre til at overgive sig.Med introduktionen af Ipad tager Apple endnu et skridt ind i et lukket og låst miljö. Udgivere som vil anvende Ipad formatet skal underordne sig Apples vilkår, som findes i App store review guidelines. Her bekendtgöres:
It can get complicated, but we have decided to not allow certain kinds of content in the App Store…
We have over 250,000 apps in the App Store. We don’t need any more … If your app doesn’t do something useful or provide some form of lasting entertainment, it may not be accepted.
We view Apps different than books or songs, which we do not curate. If you want to criticize a religion, write a book. If you want to describe sex, write a book or a song, or create a medical app.
We will reject Apps for any content or behavior that we believe is over the line. What line, you ask? Well, as a Supreme Court Justice once said, “I’ll know it when I see it”. And we think that you will also know it when you cross it.
Apple ejer rettighederne så Apple sätter dagsordenen. Det er liberal logik. Men herved introducerer Apple også et nyt grundlag for cencur, som er i dyb modstrid med traditionerne for demokratisk kultur og kulturelt demokrati. Specielt i Norden hylder den offentlige kulturpolitik i almindelighed og den danske bibliotekslov i särdeleshed ganske andre frihedsprincipper.I bibliotekslovens formålsparagraf fastslås det, at de medier bibliotekerne giver adgang til udvälges på baggrund af kvalitet, alsidighed og akualitet, hvorimod religiöse, moralske eller politiske synspunkter ikke må lägges til grund for valg eller fravalg.Jeg vil foreslå de nordiske biblioteksorganisationer, at sätte Icensur på dagsordenen på den kommende kongres i den internationale biblioteksorganisation IFLA. Det kan väre med til at styrke den generelle bevidsthed om de grundläggende frihedsidealer, som offentlig biblioteksvirksomhed bör hvile på - world wide. Måske lykkes det ikke at få Apple til at ändre värdigrund, men så kan det väre med til at nuancere billedet af de store vidensmonopolers uhyggelige nye magt, og initiere kreativ modmagt.
Det er bare at lyfte blikket og se de rigtige steder hen. Så bliver man positivt overväldet af den iderigdom og sögen efter alternative udtryksformer, roller og virkemidler, der präger mange professionelle kultur- og kunstinstitutioner i dag. Bare tag en tur ind på Dramatens hjemmeside , og se hvordan den traditionelle teatervirksomhed suppleres og perspektiveres med virksomheden ’Dramaten&’, som iscenesätter möder mellem publikum og store forfattere.P.O. og Siri Hustvedt for at nävne et par stykker.Selv Mario Vargas Llosa, årets Nobelpristager i litteratur er på Dramatens plakat i december. På alle måder storslået, men også tankeväkkende, at sådan et arrangement finder sted på nationalscenen og ikke i regi af Stockholm Stadsbibliotek. Hvorfor mon, og hvad betyder det for bibliotekernes omdömme, når andre tager over på de områder, hvor bibliotekerne burde väre först, og störst og toneangivende?Og tro nu ikke, at Dramaten kun er til sikre publikumsmagneter. Man våger sig ud i mere eksperimenterende samarbejder. For tiden fylder en stor satsning med Bonniers Konsthal. Nemlig gruppeudstillingen Scenväxlingar, som ’förenar stjärnor från den internationella konsthimlen med Sveriges mest välkända scenpersonligheter.… Här visas verk av konstnärer som arbetar i gränslandet mellan performance, teater, film, skulptur och installation’.Tiden er präget af konvergens og gränseoverskridende virksomhed. For slutbrugeren, besögeren, medborgeren er det formentlig lige gyldigt, hvem der står bag, når bare det rette tilbud findes. Til gengäld er det en tanke värd, for institutionerne, herunder bibliotekerne, hvad denne sammensmeltning betyder for vores identitet. Findes den unikke identitet om 10 år? Eller findes den ikke, og hvordan skal vi forholde os til det? Det har vi brug for at tänke over og diskutere, tror jeg.Tilbage til den gränseoverskridende tendens mellem kultur og kunstinstitutioner. Der er talrige gode eksempler. Lad mig nävne 3:
Betty Nansen teatret i Köbenhavn, som de senere år har haft stor succes med projeket C:ntact, der initierer ’kunstneriske projekter for unge med forskellige kulturelle og sociale baggrunde og ’skaber levende møder imellem mennesker med den personlige fortælling som udgangspunkt’.
Malmö Konsthal http://www.konsthall.malmo.se/o.o.i.s/79 , som inspireret af Sjöwall & Whalöö’s Polis, polis, potatismos i sommeren 2010 indböd 15 konstnärer till et utställningsprojekt, hvor fiktion og virkelighed mödtes på forskellige steder i Malmö, som spiller en central rolle i bogen. Og selvom vi var meget glade for det, er det i denne sammenhäng mindre relevant, at Konsthallen med stor generösitet inviterede Stadsbiblioteket o.a. til samarbejde om projektet. Hvilket resulterede i en velbesögt forfatteraften på stadsbibliotekets forfatterscene.
Kunstmuseet Louisiana, gennemförte i sommeren 2010 et brag af en litteraturfestival, hvor tusinder af besögende valfartede til for at opleve samspillet mellem diverse kunstformer. Mon ikke det er noget, som skal väre en tilbagevendende begivenhed i Nordsjälland. Publikumsinteressen er i hvert fald til stede.
Mens kunst og kulturverdenen udfolder sig med passion og ambition er debatten om de store folkebiblioteker isär i Sverige stadig präget af höjlydte interessenters önsker om fastholde ’det kendte’. Angiveligt begrundet i frygten for, at ’det nye’ vil forfladige, forstyrre og forhindre läsning og fordybelse. Men sådan behöver det ikke at väre!Der tegnes et skrämmebillede, som skaber skepsis og mistänksomhed udenfor bibliotekerne og influerer på stemningen, og dermed handlemulighederne indenfor. Vi, som har ansvaret for at före bibliotekernes ide sikkert ind i en fremtid der med sit präg af informationsoverload, hastig kommunikationsteknologi, krav om, flexible og mobile lösninger, konkurrence på tid, mening og kvalitet grundliggende adskiller sig fra fortiden. Vi må stå som garanter for, at der faktisk findes metoder, der sikrer udviklingsmuligheder, ikke mindst på kulturformidlingsområdet.På Stadsbiblioteket i Malmö er vi lykkeligvis godt igang. Det er utrolig bekräftende at se, hvordan brugerne strömmer til, og hvordan vi selv får erfaringer, som gör os stadig dygtigere og modigere. Når vi laver noget godt, gerne lidt overraskende og inspirerende, og sörger for at få det ordentligt markedsfört, skaber det nye kontakter til interessante potentielle partnere, som vil etablere samarbejde.Det er en positiv spiral, der öger fälles kapacitet og handlerum. Vi er inde i spändende processer, der for os kan väre med til at afklare, hvad fremtidens bibliotek også kan väre. Så vi med en mindre omskrivning af Magritts berömte ord kan sige: Vraiment, ceci est une biblioteque!
Den danske velfärdsmodel er under omlägning. Nogle ville måske kalde det afvikling. Selv ser jeg det mere som en svär, men sine steder også nödvendig proces, der skal sikre velfärdssamfundets bäredygtighed i en ökonomisk presset tid. I mit billede er forskellene mellem det danske og svenske velfärdssamfund, som modeller, marginal. Der er lidt mere brugerbetaling i Sverige og lidt höjere skattetryk i Danmark – men grundtankerne er temmelig ens.
Derfor kan jeg også forestille mig, at de dybe aftryk, den aktuelle ökonomiske situation sätter på mange biblioteker i Danmark i disse år, også vil kunne finde vej til Sverige.
Selvom det er trist, er det forventeligt at kulturområdet får pålagt sin del af besparelserne, når budgetterne skal hänge sammen. Men det er faktisk lidt rystende at se, hvor dybt der faktisk skäres i nogle danske kommuner, i disse måneder.
For et par år siden handlede det om kommunalreformen, der förte til nedläggelser af bogbusser og lukning af mere end 100 biblioteksfilialer. Ideen var at erstatte de meget små lokale biblioteksfilialer med större og mere velaflagte, centrale lösninger. Der er näppe sat penge af til formålet. Det sörgerlige resultat af kommunernes seneste budgetforhandlinger, tyder ikke på det.
F.eks. har Ballerup Kommune slagtet store, velfungerende biblioteksfilialer i tät befolkede områder, og er dermed fulgt lige i hälene på Kongens Lyngby, en tidligere stolt og eksperimenterende bibliotekskommune, nu undskyld mig, mere end almindelig gennemsnitlig.
Århus, som med succes har markedsfört sig på de störste, spektakuläre kulturinitiativer lancerer nu måske nordeuropas störste nedskäring på kultur- herunder biblioteksbudgettet. Og i Köbenhavn fortsätter nedturen. Her har den nye overborgmester beskrevet Hovedbiblioteket i Köbenhavn som et smukt bibliotek. Det lover ikke godt for kulturen i hovedstaden.
Hilleröd lukker filialer, stopper søndagsåbent og overlader 56 lånere, som hidtil har fået bøger og lydbøger bragt hjem til…? Tjahh, det må de så selv ligge og rode med. Hvidovre lukker 2 filialer. Pendulet svinger samme vej for borgerne i Köge, og jeg kunne blive ved.
Men jeg blir helt miströstig af den rundbarbering og tänker på, hvordan det ville väre gået, om nu billedet af folkebibliotekernes mission og vision havde stået mere lysende klart og overbevisende? Og jeg tänker med en vis ironi på den seneste eufemisme såkaldt ’åbent bibliotek’, der tilbyder generöse åbningstimer uden personale. Kommunen stiller med lokaler til bibliotekslignende formål, hvorefter borgere med solidt overlevelsesinstinkt og eget nöglekort kan opholde sig i eget selskab. Jeg tänker ventesal.
Vi må indstille os på strukturändringer på biblioteksområdet af ökonomiske og faglige grunde. Men vi skal ikke opgive håbet og kamplysten, der skal sikre den glorvärdige biblioteksrennäsaince, fremtiden har brug for.
Näste vigtige skridt kunne väre formuleringen af et tydeligt, moderne idegrundlag. Vi skal forhindre en udvanding af profilen. Det indebärer en mere klar afgränsing af hvilke opgaver og aktiviteter, der i fremtiden hörer til bibliotek, hvor udviklingsressourcerne isär skal prioriteres og hvilke der kan väre fornuftige lokale, men ikke nödvendigvis biblioteksrelevante foranstaltninger.
Det har provokeret mange mennesker, at Malmö Stadsbiblioteks strategi opererer med forskellige biblioteksrum, f.eks. det klassiske bibliotek, läringsrummet, det rekreative rum og markedspladsen. Isär ordet markedsplads har givet kritikere associationer til kommercialisering og forfladigelse. Men markedsplads i biblioteksindretning er mere end 30 år gammelt, og stammer fra en tid med vitale teoretiske biblioteksinnovationer i nyindretningen at store tyske biblioteker.
Det er et fåtal af mennesker, som ikke kan få öje på skönheden i Asplunds klassiskebiblioteksrum, der i snart 100 år har väret en unik ramme om Stockholms Hovedbibliotek. Ligesom Asplunds bibliotek har andre af det forrige århundredes (man kan også sige årtusindes) prioriterede biblioteksbyggerier haft en lang, betydningsfuld levetid – både fordi de er udfört med stor bygningsmässig kvalitet og respekt for det indhold de skulle rumme. Derfor har de i generationer fungeret formidabelt, som det de var skabt til: rammen om generöse bogsamlinger, og det stille möde mellem det enkelte menneske og de store böger.
Med årene er der opståes en disharmoni mellem de fine, gamle biblioteksbygninger og nutidens biblioteksaktiviteter. Rummene kan fortsat anvendes som klassiske läsesale, og det blir de i New York, Köbenhavn og Wien, for at nävne et par af de eksempler, jeg selv kender godt, men der er store forhindringer forbundet med at få dem til at fungere som tidssvarende ramme om moderne biblioteker – og deres mennesker. Derfor bygger man også til og nyt i stor stil.
Mens der er noget sakralt bogtempel over historiens prestigiöse biblioteksbyggerier, er det byens mennesker, som spiller hovedrollen i moderne ikon-biblioteksbygninger og i helt almindelige, entusiastiske folkebiblioteker. Teknologien betyder, at de fysiske medier träkkes tilbage på biblioteksscenerne, mens der göres plads for formidling af materiale, litteräre begivenheder, möder, debatter, läring, leg og kreative värksteder – for mennesker i alle aldre, som har brug for indsigt og inspiration. Og hvem har ikke det?
På bog og biblioteksmessen i Göteborg organiserede det svenske BIS et seminar med titlen ’The Daring Library’. Med strategien fra Malmö Stadsbibliotek (’The Darling Library in the World’), som eksempel på, hvad man ikke skal göre, var to repräsentanter fra svensk kulturelite inviteret på scenen for at gennemföre en tilsyneladende uforberedtfolkebiblioteksrefleksion.
Den äldre forfatter og den yngre journalist – som begge siges at have mange interessante synspunkter i bred almindelig, var tynde i bibliotekskortene. De nåede hurtigt til enighed om, at netop Asplunds klassiske rotunde var deres fälles sindbillede på yndlingsbiblioteket. Mange böger i de tyste sale!
Som kulturelle hoveder bekymrede de sig ingenlunde om de revolutioner på informations, kommunikations og teknologiområdet, der er sket siden 1920’erne, da Asplunds byggeri blev opfört. Ligeledes så de bort fra ändringer i anvendelse af biblioteker og i sammensätningen af bibliotekernes brugerskare (for slet ikke at tale om ikke brugerne), der i mange år har stimuleret forsög på biblioteksnytänkning.
At Malmös strategi diskuteres heftigt i Sverige, er kendt stof. Men for mig var det faktisk en nyhed, at formuleringen om biblioteket som markedsplads påkalder sig kritik, fra udenforstående debattörer, fordi de herved associerer til bibliotek som kommercialiseret oplevelsespark.
Egentlig underligt, at veluddannede mennesker, der bidrager med stor passion i biblioteksdebatten og dermed skaber sig indflydelse, ikke föler en forpligtelse til at sätte sig ind i nogle af de väsentligste begreber, der konstituerer moderne biblioteksudvikling.
F.eks. begrebet ’markedsplads’, der har mere end 30 år på bagen i biblioteksregi. Min gamle ven og biblioteksforsker Pierre Evald skrev om bibliotek som markedsplads allerede i forrige århundrede, at det er en del af et bibliotekskoncept, udviklet i Tyskland, hvor ’der synes at være gode betingelser for et filosofisk/teoretisk innovationsarbejde omkring den fysiske indretning af biblioteksrummet’.
Og videre:
’Modellen med det tredelte bibliotek baserer sig på to teser. For det første den tese, at en efterspørgselsstyret opstilling i et særligt område af de populære titler vil optimere bibliotekets materialecirkulation. For det andet den tese, at lånerne i deres biblioteksbenyttelse også er drevet af en såkaldt ‘dritte Interesse’ mod det uventede og ikke-rationelle, der bedst imødekommes ved en nedbrydning af bibliotekets traditionelle system for ordning og opstilling af materialet.
For at imødekomme denne uspecificerede tredie interesse udskilles de mest efterspurgte og aktuelle materialer af den alfabetiske og systematiske opstilling for istedet at blive exponeret i et særligt område - et marked, et torv - hvor de tæt ved indgangen præsenteres for brugerne på lave og indbydende bogøer eller udstillingsmøbler i ‘Interessenkreise’. Modellen arbejder bevidst med at afinstitutionalisere det visuelle biblioteksmiljø for istedet at nærme sig hverdagsrummets mere afslappede stil og møbleringsform.’
Ovennävnte koncept var allerede inspirationskilde i Malmö, da det nye hovedbibliotek blev indrettet i slut 90erne, og det er fortsat noget vi har med i en ny strategi. I sin omtale fremhäver Pierre Evald i særlig grad byen Örnskjöldsvik for en biblioteksindretning, der påkalder sig opmærksomhed med sin gennemførte plan for samspil mellem indretning, arbejdsorganisering og materialeexponering. Så er vi tilbage i midt 90’erne. Men det er sikkert stadig en rejse värd. Måske BIS skulle arrangere sin näste refleksion i Norbotten – jeg stiller meget gerne op som deltager, hvis jeg skulle blive inviteret.
’Convergens’ var et af de ord jeg hörte mange gange på den store IFLA konference, som netop er afsluttet i Göteborg. Convergens i denne sammenhäng henviser til den sammensmeltning af fysiske rum og digitale platforme, som verdens toneangivende biblioteker for tiden eksperimenterer med. Rummene klädes så at sige i digitale installationer, og virkeliggör intentionen om biblioteksrummet som et medie i sig selv.I förste omgang er mange af forsögene rettet til börnene. De udfordres f.eks. med digitale spil, fordi spil både er oplevelse, berettelse, socialt samvär og läring. Og det er ofte typer af spil, hvor man, som deltager, skal väre fysisk aktiv for at väre med i. Et rigtigt godt alternativ til stillesiddende timer foran skärmen! Den läring bibliotekstrendsätterne henter her, vil senere kunne overföres til voksenområdet. Som digitale indfödte kaster börnene sig med videbegärlighed og undersögelsestrang og i det nye, og kommer til at fungere som aktive partnere i innovationsforlöb, der på längere sigt også kan komme voksne til gode.’Delagtighed’ er et andet aktuelt biblioteks-buzzword, som ikke er til at komme udenom. Måske det bedste eksempel, jeg stödte på ved denne lejlighed, blev präsenteret allerede på IFLA Satelitte meeting, i Malmö og Skåne forud for ’Big-IFLA’. Her viste projektleder Maija Saraste et fremsynet wiki-projekt, hvor befolkningen i en middelstor finsk by engageret bidrager med billeder og tekster til opbygning af en fälles base, der bugner med indhold om byen, husene, menneskene og regionen og deres historie. Det lokale bibliotek har initieret projektet efter devisen ’sammen kan vi skabe mere’. Jeg drömmer om et lignende projekt på svensk hjemmebane. Vi har Kulturarv Malmö, som er et forträffeligt udgangspunkt (http://www.hamewiki.fi/wiki/Etusivu)
Amerikanske biblioteker på ökonomisk nedtur. Hvis man ikke vidste det i forvejen, kunne man efter IFLA mödet konkludere, at der verden rundt tages mange nyskabende biblioteksinitiativer, som har til formål at afsöge og afpröve bibliotekerne fremtidige roller. Det gjorde også indtryk, at höre om de store, stolte amerikanske folkebiblioteker som er virkelig hårdt ramt af den ökonomiske krise. Ambitiöse biblioteksledere er tvunget til at skäre ned på vitale dele af virksomheden. F.eks. har man i Washington måttet nedlägge mere end hver fjerde bibliotekarstilling, og skåret drastisk i åbningstimerne, selvom enhver ved, at färre åbningstimer umiddelbart betyder ringere adgang! Den slags reduktioner tyr man kun til, når der ikke er andre muligheder. Den eneste opmuntring er, at de amerikanske bibliotekarer har en meget lang tradition for entreprenörskab, hvilket også indebärer forsög på fortsat udvikling i ökonomisk meget sväre tider, og skal man tro den nyudnävnte direktör for Washington City Library ser han situationen som en spändende udfordring. I hans position er der heller ikke så meget andet at göre.
Kina med stormskridt. Fra den anden side af jordkloden er de ufatteligt befolknigsrige lande igang med banebrydende bibliotekstransformationer. Det er väkstökonomierne, som også på biblioteksområdet positionerer sig fra fattige udviklingslande til ökonomisk velaflagt og kulturelt trendsättende, på verdensplan. På biblioteksområdet er Kina nok det fremmeste eksempel. Selvom biblioteksvirksomheden i Asien ikke drives udfra de samme demokratiske grundvilkår, vi kender i Europa, er der masser af energi og kraft i de millionstore byer, som satser på biblioteksudvikling, og bruger biblioteker som aktiv drivkraft på hele uddannelses- og kulturområdet. Shenzen, med 30 millioner indbyggere er stärkt på vej. Borgerne tilbydes diverse faciliteter i et nyt megastort folkebibliotek, tegnet af den japanske arkitekt Arata Isozaki. Biblioteket er bygget sammen med koncerthal og kulturcenter. (http://www.szlib.gov.cn/english/about.jsp?pid=7) Her findes 2.500 läsepladser, mere end 4 millioner böger, store og veludviklede digitale services og 8.000 daglige besögende. Sociale medier er endnu ikke en del af biblioteksvirksomheden i Kina. Men det kan jo ikke forhindres i al evighed. Under alle omständigheder er Shenzen og andre kinesiske folkebiblioteker uden tvivl en rejse värd.
Husets Teater i Köbenhavn spiller i öjeblikket stykket ‘SANDSYNLIGVIS’. Det er en absurd thriller baseret på historien om efterretningsofficeren Frank Grevil. Dramatikeren Maj Rörbäk Damgaard har skrevet manuskriptet, og det er i sig selv absurd at tänke på, at det förste möde mellem dramatiker og inspirationskilde, ikke kunne finde sted idag, som det gjorde i 2005.
Maj Rörbäk Damgaard träf nemlig Fran Grevil på Frederiksberg Bibliotek, da han holdt et foredrag om sin historie. Han fortalte, om forlöbet, hvor han blev ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, da den vestlige verden var i chok på grund af 9/11. I FE havde han til opgave at levere trusselsvurderinger, som skulle bruges af den danske regering. Han oplevede angiveligt et voksende pres fra højeste sted for at skrue op for troen på masseødelæggelsesvåben. Regeringens udlægning af truslen, stemte ikke overens med hans egen opfattelse af virkeligheden. Det er hans forklaring på, at han läkkede hemmeligstemplede trusselsvurderinger til pressen. Kort tid efter blev han anklaget og dömt for whistleblowing.
Foredraget provokerede Frederiksberg kommunalbestyrelse, som efterfölgende vedtog nye retningslinier, der forbyder kommunens biblioteker, “at lægge lokaler til offentlige arrangementer, der omfatter personer, som er dømt for en lovovertrædelse .”
Kommunens indgreb er en särdeles kritisabel afkortning af armslängden og kan betyde både knägtelse af ytringsfriheden og cencur på bibliotekerne. Derfor er det også meget tankeväkkende at dette indgreb fik så lidt opmärksomhed tilbage i 2007, da det blev sanktioneret.
Måske det afspejler, at bibliotekernes egne frontkämpere idag er så stärkt optagede af at implementere samfundsnyttige aktiviteter i tät samarbejde med de kommunale opdragsgivere, så de slet ikke har mentalt overskud til at afsöge og bryde andre barrierer.
Jeg er bekymret for, at den meget omtalte cencur eller selvcencur indenfor kunst og kulturområdet generelt også sätter sine spor i bevidstheden og forståelsen af hvad et folkebibliotek er og skal väre. Folkebibliotekerne fortjener större mod, iderigdom og vilje til at skabe debat om tidens konventioner.
Folkebibliotekerne har vundet overlevelseskampen. De danske biblioteker har udviklet et bäredygtigt idegrundlag for fremtiden. Derfor bör der nu väre overskud til at genantände folkebibliotekernes litteräre engagement – i en fremtidsversion, forstås.
Indenfor de senere uger har avisernes kultursider igen dokumenteret, at debatten om bibliotekskvalitet er evig aktuel. Ideen om en entydig universel kvalitetsnorm har for länge siden mistet mening som retningsgiver for folkebibliotekernes virksomhed. Ikke fordi alt er lige godt, men fordi et kulturelt eller kunsterisk udtryk må vurderes på sin egen prämis.
Kunsten i mere destilleret eller krävende form skal naturligvis have sin fremträdende plads, og den er måske blevet marginaliseret i biblioteksbevidsthed- og budgetter gennem de sidste årtiers overlevelseskamp.
Det er ikke tilsträkkeligt at indköbe bögerne og stille dem op på lange reolräkker. End ikke de smalle. Tiden kalder på eksperimenteren om en ny type biblioteksästetik. Den vedrörer bl.a. det litteräre möde mellem det fysiske og det virtuelle bibliotek, samt de medskabende deltagere.
Markant iscenesättelse af litteraturen er på vej. Forfatterprogrammer höjt på dagsordenen. De skal suppleres med muligheder for fordybelse og nye former for deltagelse. Der kan etableres formöder til litteräre arrangementer, skrivevärksteder, workshops og läsecirkler eller 24 timers poesiopläsning på talrige sprog. Der kan udvikles litteraturfestivaler – fysisk og digitalt, hvorved litteräre begivenheder over hele verden kan kobles sammen og åbne til en reel global, litterär scene. Folkebibliotekernes flagskib www.litteratursiden.dk kunne väre en god platform for en sådan international kobling.
Mulighederne er legio, de store biblioteker har ressourcer til at prioritere området.
Bibliotekerne har brug for penge, politisk prioritet og passioneret personale
Inspiration til prioritering af nytårsfortsætterne for 2010 hentede jeg på det stedlige folkebibliotek. Et forberedende besøg på en af landets mest benyttede portaler http://www.bibliotek.dk/ viste, at hovedbiblioteket i Frederiksværk rådede over et eksemplar af den bog, jeg søgte. Benny Andersens digtsamling fra 1971 - ‘Man burde, burde’. Dansk biblioteksvæsen, det er faktisk en klasse for sig, og titlen lyder af gefundenes fressen, just til mit formål.
Så afsted, om ikke til hest, så i hvert fald med privat transportmiddel de 12 km til Frederiksværk, for at nyde godt af fællesskabets faciliteter. Måske hedder det Halsnæs Bibliotek efter kommunesammenlægningen (?), under alle omstændigheder er det særdeles centralt beliggende, i rumlige lokaler, med mange bøger. Men hold da op, hvor er det alligevel et minde om forne tider, der møder en her. Undskyld, fagfæller i Halsnæs, men stemningen, æstetikken, fraværet af kreativ omhu i eksponeringen af samlinger. Var der nogen som sagde oplevelsessamfund? I hvert fald ikke den dag.
Digtsamlingen,viste det sig, var sat på magasin, og den venlige bibliotekar, som forsøgte at hente den frem, vendte tomhændet tilbage. Så meget for Bibliotek.dk og samspillet til det lokale folkebibliotek, i dette tilfælde.
Biblioteksbesøget endte alligevel godt. Den vagthavende bibliotekar oplyste mig om, at bogen også fandtes på filialen i Hundested. Efter 12 km den anden vej, og en sjælden stor konduite fra en lokal kollega, fik jeg bogen med mig, selvom jeg hverken kunne fremvise gyldigt sygesikringsbevis eller fast helårsadresse i Dannevang. God biblioteksservice, synes jeg. Og påkrævet, efter mange kilometer og flere timers investering fra min side. Det er måske noget vi, biblioteksledere, generelt skal tænke mere på.
Iøvrigt fortæller sådan en halvgammel biblioteksbog en lang historie. Den er indkøbt før edb systemernes tid, og derfor forsynet med ikke mindre end 48 små datostempler på registreringssedlen, monteret bagest i bogen. Her ser man, at bogen første gang blev lånt den 5. maj 1972 og sidste gang 14. januar 1993 - herefter er udlånene noteret elektronisk, og ikke umiddelbart aflæselige. Men bogen har da nok været udlånt mindst 100 gange. Det siger noget om folkebibliotekets berettigelse! Når ellers det funker.
For denne biblioteksoplevelse får mig også til at tænke på nødvendigheden af konstant udvikling og opdatering af både biblioteker og andre offentligt finansierede institutioner. Det er ikke rimeligt at ville nøjes med forældede versioner, af det velfærdssamfundets institutioner. Når det sker, finder mennesker, som har råd, egne veje gennem privat finansiering og alternative modeller, som det er sket f.eks. i sundhedsvæsenet og på skoleområdet. Fællesskabets goder risikerer at forfalde.
Derfor skal man heller ikke ensidigt begræde, at danske kommuner de senere år har nedlagt omkring 100 biblioteksfilialer. I modsætning til biblioteksfilialen i Hundested, som før kommunesammelægningen havde status af hovedbibliotek, var de fleste nedlagte lokalbiblioteker kendetegnet af total utilstrækkelighed. De bestod af gamle, små og dårligt vedligeholdte bogsamlinger, fravær af andre medier, små og få åbningstimer, håbløse lokaler, knaphed på kompetent personale. Det kan ingen bruge til noget.
Det er klogt at samle ressourcerne og skabe større biblioteker, der både fysisk og virtuelt har kraften til at berige samfundet med opdaterede, multimediale og kvalitative bibliotekstilbud. Bibliotekssystemer, der er store nok til både bredde og dybde. Kulturarv og hypernyt. Det forudsætter naturligvis, at de kommunale kroner fastholdes til biblioteksformål, og her gør kommunerne ikke altid, hvad de burde. Bibliotekerne og deres brugere behøver penge, politisk prioritet og passioneret personale!
