Den sparsomme tid jeg pt kan bruge på ‘fri läsning’, skal absolut ikke anvendes på krimier, spändingsböger eller deckara, som man sägar på svenska. Faktisk har den genre aldrig rigtig talt til mig. Jeg har ikke brug for åndlös spänding for at fastholde koncentration. Jeg foreträkker en anden form for åndlig föde at tykke på og filosofere over. Litteratur som lever i kraft af et präcist, velvalgt, gerne nyskabende sprog og som tilbyder litteräre figurer, der rummer mere end facade og handlekraft.

Da jeg i 2010 deltog i Den Litteräre Institustions genoplivelsesmöde på Hald Hovedgård, aflagde Svend Åge Madsen besög med et tankeväkkende foredrag om bestsellerismen. Foredraget, som siden er bragt flere gange i Danmarks Radio, går tät på tidens krimigenre, der med Sven Åge Madsens ord muligvis ‘former os ud fra sine budskaber om det onde, en ondskab som beskives ud fra nogle fuldständig urealistiske, menneskelige omständigheder’.

Ovenpå Utöya og andre konkrete onde, tragiske händelser er det svärt at skille fantasi og virkelighed, men det kan väre interessant, som Svend Åge Madsen gör det, at tänke over hvorvidt ‘genren selv er med til at manifestere en primitiv retfärdighedssans.’

Ofte taler vi om, at skönlitteraturen gör os til bedre mennesker i den forstand, at vi gennem litteraturen lärer mere om sider af livet, som vi ellers aldrig ville väre kommet i kontakt med. At vi styrker vores empati og kendskab til verden. Men hvad gör skönlitteraturens kyniske realisme ved os? Öger den vores tolerance for afstumpet adfärd? Gör den os til passive forbipasserende, som slår blikket ned, når vi konfronteres med livsens ondskab?

Som bekendt findes i Sverige en lang ‘deckar tradition’, i nyere tid udviklet af  Sjöwahl og Wahlöö og med talrige store navne på listen af arvtagere . Derfor er det heller ikke så underligt, at der netop i Sverige findes et veletableret ‘Deckarakademi’ og at akademiet på sit möde den 19. november uddelte en pris til noget så usädvanligt som en 860 sider lang fordybelse i krimgenren.

Bogen med titlen: Snuten i Skymningslandet ,er skrevet af  Michael Tapper, filmanmelder på Sydsvenskan. Det er en af de böger jeg vil kigge mere i, når jeg har det fulde overblik over alle de firkantede papir, som pt står i vejen for mere tid til fri läsning. Og så håber jeg, at Snuten i Skymningslandet faktisk beskäftiger sig med de her sväre spörgsmål om spändingslitterarturens indflydelse på vores liv.

Gøteborgs velholdte parker indböd til en smuk sensommerpromenade da jeg tog timeout fra Bokmessens leben og høje puls. De gulnende trækroner varslede efterår, men denne sidste weekend i  september var vejret mildt, og himlen åben og lysende. Her fik tankerne frit løb, og i kæden af usorterede associationer dukkede den også op,  berettelsen om Saabs storhed og fald, som er et lærerigt og skræmmende eksempel, måske endda typisk for sin tid.Berettelsen om den tilsyneladende uovervindelige virksomhed, som gennem årtier nød folkets kærlighed og opbakning, tjente som fælles national stolthed og forbillede, der skabte arbejdspladser og sikrede valutaindtjening; men som, ak og ve,  sandsynligvis ender med at skrive sig ud af historien fordi evnen manglede til at erkende behovet for nytænkning, innovation og radikal handlekraft, i rette tid.

Flere af de etablerede politiske partier har træk, der minder om Saabs historie, for ikke at tale om kultur- og biblioteksområdet, som tränger til innovation og radikal udvikling,hvis vi skal undgå, at gentage Saabs historie.

Derfor er det så inspirerende at se på de kultursteder og miljöer, hvor lysten, evnen, modet, handlekraften til at virke i en aktuel og fremtidig samfundskontekst fylder det meste. De steder, som bobler af vitalitet, stor kvalitet og modet til at pröve nyt. Dem der skal hjälpe os med at styre uden om Saabs skäbne.

Hvem det er jeg tänker på…. tjahh der er sikkert flere, men mit umiddelbart bedste bud er Louisiana i Danmark eller Kvinfo. Begge eksempler, der tänker ud af boksen og skaber ny värdi på et kvalitativt stärkt grundlag. Dyrk deres hjemmesider og lad dig inspirere. Og send gerne flere forslag - også fra Sverige

Halsnäs avis’ byder på en helt särlig läseoplevelse, der er forbeholdt livet ‘på landet’, som min köbenhavnerfamilie kaldte det, når de skulle besöge os i barndommens sommerhus. Af samme grund talte vi om dem, som krukkede. Det ändrer ikke på, at jeg elskede deres besög. For jeg var facineret og nysgerrig på den storbytänkning og lösslupne adfärd, de bragte med sig.Halsnäs Avisen bringer mig tilbage til virkeligheden i provinsen, med en helsides annonce under overskriften STÄRKE TILBUD - til dig i dit fritidshus. Og så fölger de ellers billederne i en lind ström af hardware, som kan bringe sommerhusidyllen endnu et skridt videre. Nu står påskedagene lige der og venter på at blive fyldt ud. Og det er da oplagt med en forårsrengöring af trähuset inclusive spuling ude og inde. Just nu kan man köbe en kvalitets höjtryksrenser til rigtig god pris.Bagefter kunne man lägge sådan nogle herregårdssten, rundt om hele huset. De vejer bare 155 kg pr m2 - og så har de endda tromlede kanter.  Tilbudet på stolper og planker og GORI fjernbelägning til at smöre udover trävärket -  er ganske magelöst, men hvis man er mere til flagstang med vippebeslag kan den köbes i hvid. Så skal den bare direkte i jorden.Til de der har brug for större udfordringer vil jeg nok anbefale en elektrisk kädesav, derfra er det bare fantasien, der sätter gränser. Måske, den störste udfordring består i bare at holde fri. At dase, at lave ingenting. Man kan også sätte sig i stilheden udenfor og höre grässet gro, eller gå en tur måske og se på vandet og se på teksten i en bog eller i en anden avis end den fra Halsnäs. Jeg håber naboen gör det samme, jeg orker ikke hvis han tager sin kädesav frem.

Egentlig underligt, at visioner og ambitioner på kulturområdet afföder mere og hedere debat end nedskäringer og stilstand. Det har man erfaret i Helsingör, hvor et  kulturelt udbygningsprojekt i verdensklasse har mödt meget modstand og kostet den siddende borgmester posten ved seneste kommunalvalg. I oktober 2010 åbnede store dele af projektet - kulturhus og bibliotek i gamle forladte og istandsatte värftsbygninger - näste etape handler om at flytte Helsingörs berömte Söfartsmuseum fra Kronborg til nyt domicil i värftsområdet bygget i en gammel tördok. Godt tänkt og temmelig unikt! Siden kommer färdigörelsen af hele udendörs området, der skal fölge et attraktivt landskabsplanprojekt.Der er også höje ambitioner for rumkunst bestilt og - i et vist omfang -  produceret til  kulturvärft-byområdet og sätter Kronborg i nyt perspektiv og tilförer värdi på et niveau, der på mange måder kan matche Unescos verdens kulturarvs niveau. Der skal ellers ikke så lidt til! Hele projektet er også ökonomisk krävende - belöber sig til en samlet sum på 1.3 mia - som finansieres med store tilskud fra bl.a Realdania. De projektansvarlige  i Helsingör Kommune er kommet på lidt af en kommunikationsopgave, fordi kommunen på grund af store ökonomiske vanskeligheder, må reducere budgetter over hele linien, samtidig med at Kulturprojektet videreföres omend i delvis dämpet takt. Der er for mig ingen tvivl om at Helsingör, med dette projekt, kommer på kortet som appellerende og modig kulturby, der har turdet tänke stort og  skabe rammerne for, at noget fantastisk kan ske. Resten er op til menneskene. Först og fremmest aktörer og ansatte i og omkring kulturområdet. De står nu med uanede muligheder for at skabe unikke resultater og udvikle helt nye bud på kulturens rolle som drivkraft i samfundsudviklingen. De skal mobilisere radikal ud-af-boxen-tänkning, innovationskraft og gränselös samarbejdsevne for at lykkes.  Jeg sender alle gode önsker til Helsingör med håbet om, at de vil og kan. 

Kulturkonservatisme kan have mange former. Fra den humanistiske, höjborgerlige, ordentlighed til aldeles uacceptable versioner. Desvärre synes jeg, der er flere eksempler på sidstnävnte i den kulturpolitiske top i Danmark. Netop nu.

Da Per Stig Möller, med slet skjult modvilje, accepterede posten som Kulturminister, var det danske kunst- og kulturliv ved at gå op i limningen ved tanken om Per Stig Möllers format og handlekraft. Der var ingen ende på forhåbningerne. Desvärre er forhåbningerne blevet gjort til skamme af  de seneste dybt problematiske kulturministerielle aftryk.

Jeg takker - og sikkert mange med mig - tilfäldet, fordi det netop blev Det Kongelige Bibliotek, der blev udsat for maximalt pres for at aflyse et arrangement i Dronningesalen. Et arrangement, som iövrigt var lovligt og i overenstemmelse med den daglige praksis, Det Kongelige Bibliotek har formuleret for sit virke.

Jeg har ingen sympati, overhovedet, med Hizb ut tarir, men jeg föler mig helt forbundet med og forpligtet af de grundläggende frihedsrettigheder, som offentlige biblioteker hviler på. Det handler om retten til frit at forsamle sig, og ytringsfriheden. Derfor gläder det mig, at Det Kongelige Biblioteks ledelse havde mod og hjerte til at stå fast på det principielle grundlag.

Det er tvivlsomt, om et  folkebibliotek, kunne have gjort det samme. Närheden til det politiske system - in casu kommunalbestyrelsen - har en stor betydning. Og tidligere, lignende sager underbygger min tvivl.

Tänk, at en höjborgerlig og dannet kulturminister vil indtage et sådant opportunitisk synspunkt. Underligt at Per Stig Möllers integritet viger for en intolerant og ekskluderende tidsånd. Og ak og ve. Tendensen fortsätter. Den nyeaftale mellem Staten og DR bestemmer,  at DRs engagement ikke längere skal väre i kulturarven i bred almindelighed, men specifikt i den kristne kulturarv. Jeg tror meget mere på den svenske model, som forpligter offentlige mediehuse til at spejle hele befolkningen i al dens dyrebare, diversitet.

Fra en höjtuddannet kulturminister, der oveniköbet har en fortid som udenrigsminister, burde man kunne forvente en noget mere moderne og interkulturelt approach end det vi er vidner til.

Det er småfrustrerende at bo og arbejde i Sverige og se hvordan Danmarks og danskeres rygte miskrediteres af en fuldt, forståelig afstandtagen til den danske politik , fra svenske medier af enhver politisk observans. F.eks. den liberale Sydsvenskan.

Fra en boghandler i Buenos Aires.  Thomas Angermann henledte min opmärksom på dette spektakuläre samspil mellem teater og böger. TAK

Det er bare at lyfte blikket og se de rigtige steder hen. Så bliver man positivt overväldet af den iderigdom og sögen efter alternative udtryksformer, roller og virkemidler, der präger mange professionelle kultur- og kunstinstitutioner i dag. Bare tag en tur ind på Dramatens hjemmeside , og se hvordan den traditionelle teatervirksomhed suppleres og perspektiveres med virksomheden ’Dramaten&’, som iscenesätter möder mellem publikum og store forfattere.P.O. og Siri Hustvedt for at nävne et par stykker.Selv Mario Vargas Llosa, årets Nobelpristager i litteratur er på Dramatens plakat i december. På alle måder storslået, men også tankeväkkende, at sådan et arrangement finder sted på nationalscenen og ikke i regi af Stockholm Stadsbibliotek. Hvorfor mon, og hvad betyder det for bibliotekernes omdömme, når andre tager over på de områder, hvor bibliotekerne burde väre först, og störst og toneangivende?Og tro nu ikke, at Dramaten kun er til sikre publikumsmagneter. Man våger sig ud i mere eksperimenterende samarbejder. For tiden fylder en stor satsning med Bonniers Konsthal. Nemlig gruppeudstillingen Scenväxlingar, som ’förenar stjärnor från den internationella konsthimlen med Sveriges mest välkända scenpersonligheter.… Här visas verk av konstnärer som arbetar i gränslandet mellan performance, teater, film, skulptur och installation’.Tiden er präget af konvergens og gränseoverskridende virksomhed. For slutbrugeren, besögeren, medborgeren er det formentlig lige gyldigt, hvem der står bag, når bare det rette tilbud findes. Til gengäld er det en tanke värd, for institutionerne, herunder bibliotekerne, hvad denne sammensmeltning betyder for vores identitet. Findes den unikke identitet om 10 år? Eller findes den ikke, og hvordan skal vi forholde os til det? Det har vi brug for at tänke over og diskutere, tror jeg.Tilbage til den gränseoverskridende tendens mellem kultur og kunstinstitutioner. Der er talrige gode eksempler. Lad mig nävne 3:

• Betty Nansen teatret i Köbenhavn, som de senere år har haft stor succes med projeket C:ntact, der initierer  ’kunstneriske projekter for unge med forskellige kulturelle og sociale baggrunde og  ’skaber levende møder imellem mennesker med den personlige fortælling som udgangspunkt’.
• Malmö Konsthal http://www.konsthall.malmo.se/o.o.i.s/79 , som inspireret af Sjöwall & Whalöö’s Polis, polis, potatismos i sommeren 2010 indböd 15 konstnärer till et utställningsprojekt, hvor fiktion og virkelighed mödtes på forskellige steder i Malmö, som spiller en central rolle i bogen. Og selvom vi var meget glade for det, er det i denne sammenhäng mindre relevant, at Konsthallen med stor generösitet inviterede Stadsbiblioteket o.a. til samarbejde om projektet. Hvilket resulterede i en velbesögt forfatteraften på  stadsbibliotekets forfatterscene.
• Kunstmuseet Louisiana, gennemförte i sommeren 2010  et brag af en litteraturfestival, hvor tusinder af besögende valfartede til for at opleve samspillet mellem diverse kunstformer. Mon ikke det er noget, som skal väre en tilbagevendende begivenhed i Nordsjälland. Publikumsinteressen er i hvert fald til stede.

Mens kunst og kulturverdenen udfolder sig med passion og ambition er debatten om de store folkebiblioteker isär i Sverige stadig präget af höjlydte interessenters önsker  om fastholde ’det kendte’. Angiveligt begrundet i frygten for, at ’det nye’ vil forfladige, forstyrre og forhindre läsning og fordybelse. Men sådan behöver det ikke at väre!Der tegnes et skrämmebillede, som skaber skepsis og mistänksomhed udenfor bibliotekerne og influerer på stemningen, og dermed handlemulighederne indenfor. Vi, som har ansvaret for at före bibliotekernes ide sikkert ind i en fremtid der med sit präg af informationsoverload, hastig kommunikationsteknologi, krav om, flexible og mobile lösninger, konkurrence på tid, mening og kvalitet grundliggende adskiller sig fra fortiden. Vi må stå som garanter for, at der faktisk findes metoder, der sikrer udviklingsmuligheder, ikke mindst på kulturformidlingsområdet.På Stadsbiblioteket i Malmö er vi lykkeligvis godt igang. Det er utrolig bekräftende at se, hvordan brugerne strömmer til, og hvordan vi selv får erfaringer, som gör os stadig dygtigere og modigere. Når vi laver noget godt, gerne lidt overraskende og inspirerende, og sörger for at få det ordentligt markedsfört, skaber det nye kontakter til interessante potentielle partnere, som vil etablere samarbejde.Det er en positiv spiral, der öger fälles kapacitet og handlerum. Vi er inde i spändende processer, der for os kan väre med til at afklare, hvad fremtidens bibliotek også kan väre. Så vi med en mindre omskrivning af Magritts berömte ord kan sige: Vraiment, ceci est une biblioteque!

Google vet var du finns og vad du tycker om!

20.000 sögninger via Google hvert sekund! Og som Google ekspert og journalist Andreas Ekström skriver i dagens Sydsvenskan har ingen som Google adgang til viden om,  hvad vi mennesker er bange for, hvad vi er interesserede i at köbe eller sälge , hvem vi vil stemme på til valget, eller til melodi grandprix, om vi overvejer at flytte eller skifte job, eller, eller eller…. You name it… for som Ekström pointerer  ”Google vet, med verkställlande direktören Eric Schmidts ord : var du finns og vad du tycker om!” Det er rystende tankeväkkende.De sociale medier alle deres forträffeligheder til trods, forrykker den kendte orden. De demokratiserer viden, hvilket er fantastisk; men de giver også grobund for etablering af nye, uigennemskuelige magtstrukturer, som vi kun i dag aner potentielle konturer og konsekvenser af.Også i forhold til de kendte kultur- og kunskabsinstitutioner er de sociale mediers udfordringer, ikke sådan lige til at tage at föle på. De er ubegribeligt store. Men det er som om, vi stadig ikke helt har fattet, hvad det er for en transformation, der er i gang omkring os.  Vi fortsätter, stort set, indenfor kendt tänkning. Godt nok reformerer og forbedrer vi, her og der, men tiden kalder, tror jeg, på helt anderledes radikal iderigdom, intellektuel spändstighed og eksperimenterende kraft. Det handler om nye paradigmer, nye identiteter, nyt sprog og det handler om tempo og timing.På Kunsthallen Brandts i Odense har man netop åbnet en stor eksperimenterende udstilling af den yngre vildt alsidige og talentrige kunstner, Kasper Bonnén. Weekendavisen giver en grundig omtale, og refererer fra udstillingskataloget, hvor Kasper Bonnén skriver, ”Googles åbning af verden og forsög med nye värkformer rummer et sandt paradigmeskift, som museerne er nödt til at forholde sig til.” Bonnéns udstilling er tilsyneladende et forsög på at tale ind i den nye tid, han ser og sanser. Jeg skal til Brandts, det kan kun gå for langsomt.

Luften var glasklar, da jeg gik söndagstur i Umeå. Mens det regnede og bläste i den sydlige del af Skandinavien viste vejrguderne sig venligt stem mod nord.

På Gammlia, et charmerende museumsområdet lidt udenfor bycentrum, havde jeg anskaffet en fin pamflet, der kunne anbefale ikke mindre end tre byvandringer i - trods alt - overskuelige down town Umeå. Ruterne passede perfekt til en afslappet söndag, og til mit forehavende, at diagnosticere, om Umeå nu faktisk lever op til den ärefulde status som EU Capital of Culture 2014? Ikke mindre end fire svenske byer havde lagt billet ind på prisen, men nomineringen gik i 2009 til Umeå, som vandt over Lund i et tät kaplöb.

På min byvandring oplevede jeg en velbevaret bykerne på en temmelig stille eftermiddag - men der havde også väret hård rock på havnekajen lördag nat. Det kunne väre en god grund til doven söndagsstemning.

Udover et lille naturhistorisk museum og et ditto foto, faldt jeg ikke over offentlige tilbud, til en kulturinteresseret turist. Så det er altså ikke et rigt institutionelt kunst og kulturliv, juryen har ladet sig overbevise af. Det havde jeg da heller ikke forventet i en ung by med 100.000 indbyggere, beliggende i kanten af Västerbotten.

På et möde mandag, hvor jeg traf både den lokale stadsbibliotekar og kulturchefen benyttede jeg anledningen til at spörge om Umeå som kulturstad. Og her fik jeg gode forklaringer på, hvad der har overbevist juryen. Nordbotten - det nordiske, tvärgående med oprindelige befolkninger og gammel kultur var trukket frem som et väsentligt tema. Dertil kom samarbejdsformerne, det inkluderende og ko kreative, der spredte sig både til medborgere og til andre byer i området.

Umiddelbart var det ikke store markedsföringstiltag eller fysisk by-iscenesättelse, der skulle tage stikket hjem, da juryen aflagde besög. Der var derimod en charmerende blanding af hittepåsomhed, selvtillid og en passende dosis fräkhed. Det går også igen i den korte film, Umeå har ladet producere som del af salgsmaterialet.  Godt gået, synes jeg, og så der findes faktisk spektakuläre planer for udviklingen af kulturlivet mod nord.

Jeg gläder mig til at besöge byen i 2014, og se hvor langt visionerne er blevet virkeliggjorte.

Husets Teater i Köbenhavn spiller i öjeblikket stykket ‘SANDSYNLIGVIS’. Det er  en absurd thriller baseret på historien om efterretningsofficeren Frank Grevil. Dramatikeren Maj Rörbäk Damgaard har skrevet manuskriptet, og det er i sig selv absurd at tänke på, at det förste möde mellem dramatiker og inspirationskilde, ikke kunne finde sted idag, som det gjorde i 2005.

Maj Rörbäk Damgaard träf nemlig Fran Grevil på Frederiksberg Bibliotek, da han holdt et foredrag om sin historie. Han fortalte, om forlöbet, hvor han blev ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, da den  vestlige verden var i chok på grund af 9/11. I FE havde han til opgave at levere trusselsvurderinger, som skulle bruges af den danske regering. Han oplevede angiveligt et voksende pres fra højeste sted for at skrue op for troen på masseødelæggelsesvåben. Regeringens udlægning af truslen, stemte ikke overens med hans egen opfattelse af virkeligheden. Det er hans forklaring på, at han läkkede hemmeligstemplede trusselsvurderinger til pressen. Kort tid efter blev han anklaget og dömt for whistleblowing.

Foredraget provokerede Frederiksberg kommunalbestyrelse, som efterfölgende vedtog nye retningslinier, der forbyder kommunens biblioteker, “at lægge lokaler til offentlige arrangementer, der omfatter personer, som er dømt for en lovovertrædelse .”

Kommunens indgreb er en särdeles kritisabel afkortning af armslängden og kan betyde både knägtelse af ytringsfriheden og cencur på bibliotekerne.  Derfor er det også meget tankeväkkende at dette indgreb fik så lidt opmärksomhed tilbage i 2007, da det blev sanktioneret.

Måske det afspejler, at bibliotekernes egne frontkämpere idag er så stärkt optagede af at implementere samfundsnyttige aktiviteter i tät samarbejde med de kommunale opdragsgivere, så de slet ikke har mentalt overskud til at afsöge og bryde andre barrierer.

Jeg er bekymret for, at den meget omtalte cencur eller selvcencur indenfor kunst og kulturområdet generelt også sätter sine spor i bevidstheden og forståelsen af hvad et folkebibliotek er og skal väre. Folkebibliotekerne fortjener större mod, iderigdom og vilje til at skabe debat om tidens konventioner.