Luften var glasklar, da jeg gik söndagstur i Umeå. Mens det regnede og bläste i den sydlige del af Skandinavien viste vejrguderne sig venligt stem mod nord.

På Gammlia, et charmerende museumsområdet lidt udenfor bycentrum, havde jeg anskaffet en fin pamflet, der kunne anbefale ikke mindre end tre byvandringer i - trods alt - overskuelige down town Umeå. Ruterne passede perfekt til en afslappet söndag, og til mit forehavende, at diagnosticere, om Umeå nu faktisk lever op til den ärefulde status som EU Capital of Culture 2014? Ikke mindre end fire svenske byer havde lagt billet ind på prisen, men nomineringen gik i 2009 til Umeå, som vandt over Lund i et tät kaplöb.

På min byvandring oplevede jeg en velbevaret bykerne på en temmelig stille eftermiddag - men der havde også väret hård rock på havnekajen lördag nat. Det kunne väre en god grund til doven söndagsstemning.

Udover et lille naturhistorisk museum og et ditto foto, faldt jeg ikke over offentlige tilbud, til en kulturinteresseret turist. Så det er altså ikke et rigt institutionelt kunst og kulturliv, juryen har ladet sig overbevise af. Det havde jeg da heller ikke forventet i en ung by med 100.000 indbyggere, beliggende i kanten af Västerbotten.

På et möde mandag, hvor jeg traf både den lokale stadsbibliotekar og kulturchefen benyttede jeg anledningen til at spörge om Umeå som kulturstad. Og her fik jeg gode forklaringer på, hvad der har overbevist juryen. Nordbotten - det nordiske, tvärgående med oprindelige befolkninger og gammel kultur var trukket frem som et väsentligt tema. Dertil kom samarbejdsformerne, det inkluderende og ko kreative, der spredte sig både til medborgere og til andre byer i området.

Umiddelbart var det ikke store markedsföringstiltag eller fysisk by-iscenesättelse, der skulle tage stikket hjem, da juryen aflagde besög. Der var derimod en charmerende blanding af hittepåsomhed, selvtillid og en passende dosis fräkhed. Det går også igen i den korte film, Umeå har ladet producere som del af salgsmaterialet.  Godt gået, synes jeg, og så der findes faktisk spektakuläre planer for udviklingen af kulturlivet mod nord.

Jeg gläder mig til at besöge byen i 2014, og se hvor langt visionerne er blevet virkeliggjorte.

Husets Teater i Köbenhavn spiller i öjeblikket stykket ‘SANDSYNLIGVIS’. Det er  en absurd thriller baseret på historien om efterretningsofficeren Frank Grevil. Dramatikeren Maj Rörbäk Damgaard har skrevet manuskriptet, og det er i sig selv absurd at tänke på, at det förste möde mellem dramatiker og inspirationskilde, ikke kunne finde sted idag, som det gjorde i 2005.

Maj Rörbäk Damgaard träf nemlig Fran Grevil på Frederiksberg Bibliotek, da han holdt et foredrag om sin historie. Han fortalte, om forlöbet, hvor han blev ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, da den  vestlige verden var i chok på grund af 9/11. I FE havde han til opgave at levere trusselsvurderinger, som skulle bruges af den danske regering. Han oplevede angiveligt et voksende pres fra højeste sted for at skrue op for troen på masseødelæggelsesvåben. Regeringens udlægning af truslen, stemte ikke overens med hans egen opfattelse af virkeligheden. Det er hans forklaring på, at han läkkede hemmeligstemplede trusselsvurderinger til pressen. Kort tid efter blev han anklaget og dömt for whistleblowing.

Foredraget provokerede Frederiksberg kommunalbestyrelse, som efterfölgende vedtog nye retningslinier, der forbyder kommunens biblioteker, “at lægge lokaler til offentlige arrangementer, der omfatter personer, som er dømt for en lovovertrædelse .”

Kommunens indgreb er en särdeles kritisabel afkortning af armslängden og kan betyde både knägtelse af ytringsfriheden og cencur på bibliotekerne.  Derfor er det også meget tankeväkkende at dette indgreb fik så lidt opmärksomhed tilbage i 2007, da det blev sanktioneret.

Måske det afspejler, at bibliotekernes egne frontkämpere idag er så stärkt optagede af at implementere samfundsnyttige aktiviteter i tät samarbejde med de kommunale opdragsgivere, så de slet ikke har mentalt overskud til at afsöge og bryde andre barrierer.

Jeg er bekymret for, at den meget omtalte cencur eller selvcencur indenfor kunst og kulturområdet generelt også sätter sine spor i bevidstheden og forståelsen af hvad et folkebibliotek er og skal väre. Folkebibliotekerne fortjener större mod, iderigdom og vilje til at skabe debat om tidens konventioner.

Mens bogforlagene kämper en bagudskuende overlevelseskamp åbner mange store avishuse (i DK og udlandet) nye  kommunikationskanaler, som betyder öget tilgängelighed til miljöet omkring litteraturen og styrket interesse for den litteräre produktion.

Aviserne appellerer til läsernes medskabelse, og interesserede aktörer inviteres med ind i den litteräre diskussion gennem eksponering af eksempelvis egne blogge og ved opfordringer til at kommentere, reagere og anvende sociale teknologier. Derved spredes både den litteräre diskussion og aviserne som kilder og platforme for samme.

Folkebibliotekerne er også i bevägelse. De er igang med at udvikle ny forståelse af  de roller bibliotekerne kan og skal tage for at leve et aktivt liv med litteraturen. www.litteratursiden.dk er ikke af ny dato, men fortsat et fremragende dansk eksempel på, hvordan et vidt forgrenet netvärk kan före ny värdi med sig, nu også i trykt form. Fremover vil vi se andre tätte samarbejder mellem biblioteker, litteräre miljöer, läsere og andre partnere, fordi det er en metode til at träkke mere saft og kraft og substans ind i bibliotekernes litteräre engagementer.  Og det er der brug for!

Samtidig er det nödvendigt at udnytte de muligheder, folkebibliotekernes finansieringsgrundlag giver for at eksperimentere med ikke kendte former. Vi skal gerne helt ud i kanterne.

I Malmö etablerede vi International Forfatterscene i 2009. Det var ikke trivielt, som det måske umiddelbart lyder. ’Scenen’ har kostet mange penge og personaleressourcer. Vi har haft god hjälp og stötte fra Kulturhuset i Stockholm og Köbenhavns Sorte Diamant, og mange tak for det! Med denne scenen gives adgang til autentiske möder og menneskelige fällesskaber på tvärs af geografisk og anden afstand. Ovenpå dette förste skridt skal vi nu videre ud i ubetrådt landskab og opdage, hvad der iövrigt findes eller kan skabes her – allerhelst i tät samspil med lokale läsere, forfattere, teknologer, iscenesättere, pädagoger, studerende, arbejdslöse, pensionärer, börn, forskere og andre der har lyst til at väre med.

Förste forfatterarrangement i 2010 bliver den 21. januar, hvor International Forfatterscene får besög af en fransk börne- og ungdomsforfatter. Sät kryds i kalenderen allerede idag. Tidligere forfatterarrangementer kan opleves på bibliotekets hjemmeside.  

Udviklingen kan fölges, eller man kan hente andre gode og hyperaktuelle tips ved at fölge . http://twitter.com/malmobibblan Det var her jeg blev opmärksom på en sevärdig porträt udsendelse fra svensk TV om årets litteräre nobelprismodtager 

“…we zigzag across centuries as if they were just settlements in a village…”

“Du skal läse Pico Iyer”, sagde Paul Holdengraben, da han generöst delte sine tanker og ideer om udviklingen af den litteräre og ideskabende scene, han gennem de senere år har manifesteret som en klog mödeplads på New Yorks toneangivende folkebibliotek på 5.th Avenue mellem 40.th og 42.th street

Optändt af Holdengrabens fede karma gik jeg sporenstregs fra vores samtale ned igennem et par af de velforsynede boghandlere, det amerikanske marked stadig kan bäre. Mellem det ene fristende tilbud efter det andet fandt jeg, hvad jeg sögte, ‘The global Soul’.

‘The Global Soul” er en bog, der reflekterer over nogle af de nye vilkår i menneskers liv, som er en del af globaliseringen. Statslöshed i den forstand, at du kan väre födt i Pakistan, en del af din barndom opvokset i England. Dit voksenliv indleder du i USA, men i övrigt lever du en stor del af dit liv i den särlige transitverden, afsondret fra den virkelige verden i lufthavne og på flyrejser over store sträkninger.

Dit liv udspiller sig med få timers mellemrum i mange forskellige tidsaldre, ” We wake up, orphaned, in West Hollywood and go to sleep, surrounded by our parents, in medieval Katamandu; we zigzag across centuries as if they were just settlements in a village ” skriver Iyer.

Nationalt tilhörsforhold og ‘hjem’ i kendt forstand har ingen mening i den globale själ, og hvad betyder det så for identitetsfölelsen at man ikke entydigt kan sige hvor man kommer fra, eller hvor man hörer til eller er på vej hen?

Pico Iyer personificerer selv den globale själ. Födt i England af indiske foräldre, opvokset i Californien og med mange transitstop verden over för han slog sig ned i Japan, hvor han pt er bosat.

I november havde den internationale forfatterscene på Malmö Stadsbibliotek besög af en anden global själ. Den pakistansk/britiske författer Nadeem Aslam som gav publikum en vidunderlig stilfärdig, tankeväkkende aften.

Nadeem skriver udover de nationale gränser, og fortalte i Malmö om karakteristiske sider af sin skrivepoces: “… about 20 pages into the writing of the book I forgot that Lara was Russian. I totally forgot that Marcus was an Englishman, or that David was American and Caza was an Orphan“.

Med reference til vilkårene for skabelsen af Pakistan udtrykte Nadeem sit ubehag ved tankerne om nationalstat og national identitet. Gennem mit arbejde forsöger jeg at forstå mennesker og forstå verden, sagde Nadeem - i min fri oversättelse.Han inspirerede en tilhörer til at introducere sig på fölgende måde:  ‘I was made in Pakistan and assembled in England and Sweden‘.I övrigt er 30% af malmöboerne födt udenfor Sverige. Det gör Malmö til et sted, hvor der er påträngende grunde til at forsöge at forstå de näre konsekvenser af globalisering. At lytte på mennesker med egne erfaringer er en god start.

Du kan höre hele denne og andre forfattersamtaler på stadsbibliotekets digitale ‘hörbar’ Et besög der kan varmt anbefales!

Fra diskussionen i Danmark kommer jeg i tanker om flere gruopväkkende eksempler på at kulturens toneangivende kvinder udsättes for hvad man kunne kalde en raffineret form for offentlig stening. Selv har jeg gennem de senere måneder oplevet noget lignende i Malmö. Det sätter tanker i gang.

Det skete da Elisabeth Möller Jensen, succesrig direktör for Kvinfo, gik i rette med Jörgen Leth på grund af hans holdning til sex med mindreårige kvinder i udviklingslande, og da Allis Helleland som direktör for Statens Museum for Kunst tillod sig at invitere eksperimentet i formidlingen af kunsten indenfor murene. Og vi fik en tur mere, da Pernille Schaltz, som ny leder for Hovedbiblioteket i Köbenhavn blev kvärnet gennem maskinen.

Jeg vil ikke tage stilling til indholdet i disse processer, men undrer mig over om kvindekönnet fortsat i sig selv provokerer en mandlig elite og genererer särlig hadske udfald? Jeg er i tvivl, synspunkter er meget velkomne!

Udvikling og innovation i den offentligt styrede kulturverden

Nogle af mine kloge venner beskäftiger sig med innovation indenfor kulturområdet og dets institutioner. Den ene er i gang med at beskrive og begrunde det fravär af kulturinnovation, han mener eksisterer. Den anden fordyber sig i diskursanalyser for at identificere vilkårene for  forandringsprocesser i kulturlivet.

Siden august har forandringsarbejdet på Malmö Stadsbibliotek väret genstand for en engageret, til tider brutal debat, og hele dette forlöb har givet mig ny erfaring og erkendelse, om vilkårene for udvikling i den offentlige sektor i bred almindelighed og indenfor kulturområdet i särdeleshed.

Kulturen bliver särligt, kärligt håndteret, fordi de mest brändende interessenter her er velformulerede, veletablerede og bredt respekterede. De har platform, status og er vant til at begå sig i medierne.

Indenfor biblioteksområdet er dette konkret belyst af phd stipendiat  Åse Hedemark, der har begået En diskursanalytisk studie av biblioteksdebatter i svenska medier. 1970–2006.

Åse skriver:

“The authors take up the greatest space in the debate and hold the position which is the most influential. They speak from the book discourse and it is those descriptions and definitions of the public library which predominate. A possible explanation for the success of the book discourse in the debate is that the players presenting it are important in respect of their generation and sex – those plying the discourse are mature, male authors….

… From the point of view of the book discourse it is established that the ideal librarian is a woman who is well informed about fiction. Her primary task consists of preserving and passing on the culture that libraries should oversee – printed fiction of high quality….

When librarians fit the role they are described as clever and sensible.

When librarians fail to fit the role or attempt to break away from it, as the

representative for the discourse on information mediation recommends, they are described by the authors as incompetent. Thus there is a relationship of power between authors and librarians which can be described as paternalistic.”

Verdenskampagne, som vil fremme uddannelse og läsning, fortsätter til 1. maj, og du kan hjälpe verdens undertrykte anafabeter ved at tilslutte dig dens grundlag.

Se mere her www.campaignforeducation.org/bigread

Det var en tilfädighed, men endda lidt pudsigt, at det netop var på Verdens Bogdag den 23. april, min mand hjembragte endnu et stykke legetöj fra det digitale overdrev. Nu, den seneste version af Sony’s e-bookreader, med nye fine brugerfaciliteter trods et let anströg af hjälpemiddel, i sammenligning med de minimalistisk designede, flade devices i mikroformater, som iövrigt appelerer.

Og sådan en e-bookreader er jo også et hjälpemiddel, desvärre ikke til dem, som har särligt hjälp behov, og her tänker jeg på verdens nästen 800 millioner undertrykte analfabeter, men til alle os andre ökonomisk og uddannelsesmässigt hyper priviligerede individer.

Umiddelbart og helt forkert associerer jeg ‘Verdens Bogdag’ med sådan et lettere bedaget velfärdsstatsopbyggeligt hattedamefänomen, men netop med tanke på verdens urimeligt ulige vilkår for adgang til böger og läsning er det jo en stupid indfaldsvinkel.

Verdensdäkkende initiativer til fremme af undervisning, läsning og adgang til vidensindhold er vigtigere end nogensinde, og lösningerne udvikles i globale netvärk. Dels i internationale non for profit netvärker som  world digital library, der er drevet frem under Unesco og med det amerikanske nationalbibliotek som primus motor for samarbejde med andre offentligt stöttede og dermed offentligt kontrollerede bidragydere.

Dels med private initiativer som den altdominerende spiller google, der unägtelig har revolutioneret vores informations og kommunikationsverden, men som også bringer stor lukkethed og mangel på offentlig kontrolmulighed med sig.

Globale digitale biblioteker giver indsigt og overblik til den rige del af verden og nyt håb for den fattige. Men intet kommer af sig selv. Derfor må vi give et bidrag hver isär og samtidig takke alle de engagerede og aktive verdensborgere, der argumenterer, presser på og bidrager med stor, uegennyttig indsats. Som det sker i den verdensomspändende kampagne om ret til undervisning og läsning.

Den nye svenske kulturudredning er ordrig. Men trods sine 3 tätbeskrevne bind på ialt nästen 900 sider, har den fravalgt at bruge plads på en definition af kulturbegrebet. ” Det går nog inte att bestämma vad kultur egentligen är, men vi kan säga att kultur i hög grad skapas genom kommunikation mellan människor. ” hedder det i fornyelsesprogrammets  afsnit 7.1.

Udredningen ligger i klar forlängelse af tidens kulturpolitiske trend, der orienterer sig mere mod civilsamfundet og borgeren som medskaber end mod udvikling og understöttelse af vilkårene for den professionelle kunst. Kulturen er redskabet til en öget demokratisering, og kulturen önskes yderligere integreret i nye politikområder, fra sektorpolitik til aspektpolitik, som det hedder.

For at styrke kulturområdets bidrag til samfundsudviklingen, generelt skal aspektpolitikken göres til en kulturpolitisk hovedstrategi Det indebärer et stärkere prioriteret samspil mellem kulturområdet og en lang räkke andre områder. Dels indenfor de allerede kendte felter som integration, uddannelse og erhverv, dels på nyere indsatsområder som miljö, sundhed og regional väkst.

Kombinationen af den meget brede forståelse af kultur og den fravärende begrebsdefinition rejser spörgsmålet om, der overhovedet findes noget, som ikke er kultur? Eftersom kultur jo også er religion, forsvar, sex, dress-code, udenrigspolitik - alles!

Kulturudredningen vil lade kulturen åbne til en ny tid, som indebärer en mere central positionering og integrering af kulturpolitikken med vägt på strategisk tänkning snarere end detaljeret og praktisk indretning.

Udredningen vil styrke det enkelte menneskes muligheder for at udnytte sine evner til skabelse og betoner i samme åndedrag behovet for ”att de mänskliga gemenskaperna präglas av tolerans och respekt för individens integritet samtidigt som de är öppna och inkluderar alla samhällets medlemmar.”

Gennem det 20 århundrede har kulturen med tiltagende styrke spillet en klar rolle som en udviklingsfaktor for det enkelte menneske, for fällesskaberne og for demokratiet. Sådan må det fortsat väre. Kulturen og dens aktörer må til stadighed reorientere sig imod samfundsudviklingen og udvikle sine kapaciteter og arbejdsmetoder, så de svarer til tidens nye udfordringer.

Det brede kulturbegreb giver store udfoldelsesmuligheder, men kan også betyde defokusering og tab af väsentligt arvegods, som f.eks. instiutionernes integritet og kunstens värdi i sig selv. Og så er vi bare kommet et skridt frem og to tilbage - for uden samfundsmässig signifikant prioritering af kunsten kommer vi til at mangle öjenåbnere, provokationer, fortolkninger, tröst, håb, humanitet, og så kan det stort väre det samme.

PS. Kulturudredningens autoriserede titel er: Betänkanda av kulturutredningen

Nationale og kommunale myndigheder har fået öje på bibliotekernes gode, geografiske spredning og höje besögstal, og bruger dette som begrundelse for at udvide bibliotekernes ressort. Bibliotekernes egenoplevede identitetskrise har formentlig medvirket til en umiddelbar, stor gästfrihed overfor inkluderingen af nye kategorier af servicetilbud. Så bliver vi da noget!

Derfor går borgere i mange kommuner nu på biblioteket for at klare en mangfoldighed af administrative anliggender fra anskaffelse af pas, sygesikringskort til flytteanmeldelser, ansögning om boligstøtte, opskrivning til daginstitutionsplads, modtagelse af regninger til refusion vedrörende fodpleje og tandpleje, køb af affaldsmærkater samt aflevering af kanylebokse og brugte batterier fra høreapparater. Alle eksempler fundet ved hurtige besög på forskellige bibliotekers hjemmesider, i dette tilfälde Esbjerg, Kolding og Århus.

I gamle dage, da jeg var nyuddannet bibliotekar, hentede borgerne ekstra rådgivning på biblioteket gennem uvildige advokater og socialrådgivere. Idag udföres den af kommunens egne embedsmänd i regi af bibliotekernes borgerservice. Der er altså ikke noget armslängdeprincip längere. Hvilken betydning har det for bibliotekets omdömme – på lidt längere sigt. Og hvor skal egentlig gränsen träkkes for inkludering af nye kommunale aktiviteter, hvis der altså skal väre en gränse?

At dömme efter hjemmesiden fra ’Styrelsen for Bibliotek og Medier’ er feltet borgerservice på bibliotekerne et prioriteret udviklingsområde, og der er nye tilskudsmidler allokeret fra Satspuljemidlerne til at eksperimentere med bibliotekernes borgerservice i särligt udsatte områder.

Det er da også snublende närliggende at optimere nytten af skattekroner ved at slå offentlige funktioner sammen – ikke mindst i tyndt befolkede områder. Men når rådhusets kvikskranke og socialforvaltningens forkontor eksporteres til store hovedbiblioteker i byernes centre, er der grund til at tänke efter, en gang til.

Den nye trend kalder på afklaring af folkebibliotekernes bestemmelse i det moderne samfund. I hvilken retning går näste naturlige ekspansionsskridt. Skal borgene f.eks. kunne aflevere  storskrald sammen med biblioteksmateriale eller hente hjälp til mediering af den seneste nabostrid fra det närpoliti, som kan udstationees på biblioteket?

Fänomenet er ikke bare dansk, men findes i lande med veludbyggede bibioteker.

I Sverige har staten i februar 2009 publiceret en 800 sider lang Kulturutredning, som tilsvarende präsenterer et mildt sagt bredt, favnende kulturbegreb. Allerede på side 10  konstaterer ‘utredningen’, at “det går nog inte att bestämma vad kultur egentligen är…” og den efterfölgende tekst når frem til at kulturen både kan og bör ses i en helsebringende sammenhäng og som betydningsfuld faktor i styrkelse af miljömässig bäredygtighed.

Man kan argumentere for at kultur vedrörer alt, men derved fratager man kulturbegrebet tyngde og retning. På samme måde med bibliotekerne. En oplagt risiko er, at fokus fra det, som faktisk behöver strategisk udvikling fortoner sig i altet.

Jeg synes godt om ordet ‘verdensborger’. Det signalerer bevidstheden om, at väre en del af noget större, som breder sig ud og ind over de nationale gränser. Verden er i Danmark eller Sverige, for den sags skyld, ligesom Sverige og Danmark er i verden.

Kunsten har altid interesseret sig for verden og kigget ud over det nationale. Kunsterne har rejst i verden og slået sig ned på nye steder for at hente inspiration på den anden side af baghaven.

I öjeblikket og til den 14. februar er der gästeforestilling på Teater CampX. Selv verdensborger, repräsentant fra Das Beckwerk, manden uden navn og identitet, performer sig sanseligt gennem talrige roller i ‘Det ny menneske‘ som i aller höjeste grad handler om mennesket i verden.

At väre verdensborger betyder at interessere sig for verden, interagere i den, tage sin del af ansvaret. Og alt mens vi över os i at väre og blive verdensborgere, bliver vi dygtigere til det.

Ikke bare dygtigere til at tale fremmede sprog, rejse i verden og få ny indsigt, men også dygtigere til at lytte, pröve at forstå, se verden i nyt lys, eksperimentere med egne nye roller i interkulturelle samspil.

Vi udvikler vores empati og sensitivitet overfor det fremmede og bliver derved, hver isär og som samfund, bedre til at give vores bidrag til et fällesskab, som räkker udover gamle nationale og kulturelt bestemte gränser.

Retorisk sensitivitet er en vigtig pointe i udviklingen af den interkulturelle kommunikation. Evnen til at sätte sig i modtagerens sted og kommunikere på en respektfuld, inkluderende og ligevärdig måde. Her har jeg et godt og et uheldigt dansk eksempel.

Det gode eksempel er den del af Kvinfos hjemmeside, som vedrörer det succesrige mentor netvärk, hvor danske kvinder stiller deres personlige og professionelle ressourcer til rådighed for kvinder med udenlandsk baggrund. Siden kan läses på 8 sprog, og jeg viste den til en kollega med persisk baggrund. Hun blev himmelfalden lykkelig over at kunne läse om dette livsbekräftende initiativ på sit eget modersmål, farsi.

Det uheldige eksempel, er egentlig i sig selv et rigtig godt tilbud til mennesker med anden sproglig baggrund end dansk, men et problematisk ordvalg efterlader et mindre godt förstehåndsindtryk. Jeg tänker her på portalen Finfo.dk, som er udviklet i et samarbejde mellem danske biblioteker. Portalen er en stor informationskilde om danske forhold på 10 fremmedsprog.

Min anke går på den valgte tiltaleform. Portalen erklärer, at den er  for etniske minoriteter i Danmark. Jeg präsenterede den for en ungarsk födt kollega. Hun syntes, som jeg, at initiativet i sig selv er godt, men at ordene ‘ etnisk minoritet’ kommer til at stå i vejen for budskabet. Det reducerer det hele menneske, og hun kunne og ville ikke kende sig selv i det begreb. Jeg er sikker på, at mange har det lige sådan.

Begrebet ‘etniske minoriteter’ har en klang af et dem og et os. Der må kunne erstattes af noget mere inkluderende, som reflekterer et mangfoldigt fällesskab.

Årsskifte er status tid. Det bedste, det største, det farligste, mest jammerlige …, året bød på. Man kan også gøre status over sproget. Sproget er kulturbærende, og kan fortælle meget om os og vores liv, gennem de ord som forsvandt og de nye, som blev bragt i tale.

’Burkini’ er mit absolutte favoritord fra 2008. Det er optaget på det svenske ’Språkrådets sammanstälning’ af nye ord i 2008. Det findes vist endnu ikke på dansk, men kan komme til sommer, når badedragter med lange ærmer og ben eksponeres på Bellevue eller måske mere sandsynligt på Ishøj Strand, hvor flere kvinder med slør og stor blufærdighed kan tænkes at blive badelystne.

I følge Dansk Sprognævn tæller fremkomsten af nye ord i 2008 derimod ord som leasingkarrusel, hjemmerøveri og fortællerslam

’Interkulturel’ var nyt input til mit aktive vokabularium i 08. Det er ikke et sprit nyt ord i de nordiske sprog, men det er dog et ord af nyere dato, som har fået stigende relevans ovenpå vores såkaldt ’mono-etniske’ periode. Forskere har studeret emnet i mere end 10 år. Både i Danmark og I Sverige findes professorer med interkulturalitet som forskningsfelt. I 2009 vil jeg arbejde videre med interkulturelt approach i flere perspektiver:

• I kultur- og kunstperspektivet, hvor forskellige kultur og kunstformer kan bringes til at inter-reagere, berige, forstærke, forstyrre hinanden.
• I multi-etniske perspektiver, hvor diversiteten i forståelse, fortolkning, erfaring og håb rummer kimen til noget nyt, fælles tredje, fjerde eller femte.
• I internationale sammenhænge, hvor fremmede prioriteringer og løsninger kan hjælpe blikket til at overskride de kendte horisonter.