Luften var glasklar, da jeg gik söndagstur i Umeå. Mens det regnede og bläste i den sydlige del af Skandinavien viste vejrguderne sig venligt stem mod nord.

På Gammlia, et charmerende museumsområdet lidt udenfor bycentrum, havde jeg anskaffet en fin pamflet, der kunne anbefale ikke mindre end tre byvandringer i - trods alt - overskuelige down town Umeå. Ruterne passede perfekt til en afslappet söndag, og til mit forehavende, at diagnosticere, om Umeå nu faktisk lever op til den ärefulde status som EU Capital of Culture 2014? Ikke mindre end fire svenske byer havde lagt billet ind på prisen, men nomineringen gik i 2009 til Umeå, som vandt over Lund i et tät kaplöb.

På min byvandring oplevede jeg en velbevaret bykerne på en temmelig stille eftermiddag - men der havde også väret hård rock på havnekajen lördag nat. Det kunne väre en god grund til doven söndagsstemning.

Udover et lille naturhistorisk museum og et ditto foto, faldt jeg ikke over offentlige tilbud, til en kulturinteresseret turist. Så det er altså ikke et rigt institutionelt kunst og kulturliv, juryen har ladet sig overbevise af. Det havde jeg da heller ikke forventet i en ung by med 100.000 indbyggere, beliggende i kanten af Västerbotten.

På et möde mandag, hvor jeg traf både den lokale stadsbibliotekar og kulturchefen benyttede jeg anledningen til at spörge om Umeå som kulturstad. Og her fik jeg gode forklaringer på, hvad der har overbevist juryen. Nordbotten - det nordiske, tvärgående med oprindelige befolkninger og gammel kultur var trukket frem som et väsentligt tema. Dertil kom samarbejdsformerne, det inkluderende og ko kreative, der spredte sig både til medborgere og til andre byer i området.

Umiddelbart var det ikke store markedsföringstiltag eller fysisk by-iscenesättelse, der skulle tage stikket hjem, da juryen aflagde besög. Der var derimod en charmerende blanding af hittepåsomhed, selvtillid og en passende dosis fräkhed. Det går også igen i den korte film, Umeå har ladet producere som del af salgsmaterialet.  Godt gået, synes jeg, og så der findes faktisk spektakuläre planer for udviklingen af kulturlivet mod nord.

Jeg gläder mig til at besöge byen i 2014, og se hvor langt visionerne er blevet virkeliggjorte.

En blog uden friske indlæg er meningsløs. Og min blog har desværre været kraftigt forsømt de seneste måneder. Tiden er et problem, som alle ved!

Sommeren har jeg brugt på at planlægge offentliggørelse af ny strategi for stadsbiblioteket i Malmø. Det skulle ske efter sommereferien i slut august. Forud er gået lang tids strategiarbejde, forankring, planlægning, risikoanalyse, kommunikationsforberedelse og så videre.

Men så sker der ind imellem ting, man præcis ikke har forudset, og forløbet får en ganske anden karakter, end forventet.

I Malmø er det blevet en meget stor sag, at biblioteket kasserer bøger. I alt forventes 60.000 bøger kasseret i 2009, og det er 20.000 flere i år end foregående år. At bøgerne sendes til papirgenbrug fremfor at blive tilbudt interesserede har skabt vrede og forundring hos mange.

At sende bøger til papirgenbrug er en praksis biblioteket har haft i mange år, og ikke en praksis, der har været genovervejet under mit 1½ årige lederskab. Men vi har nu taget proteststormen til efterretning og besluttet at kasserede bøger fremover stilles til rådighed, for de som kan finde ny anvendelse for dem.

Og så kan vi fortsætte debatten om den nye fireårige plan for bibliotekets udvikling. For det er enormt positivt, at biblioteksforandringer kan animere store og brede debatter. Sagen har dagligt været behandlet i ‘Sydsvenskan’, startende med en boulevard-presse agtig, sensationsskabende introduktion mandag den 10 august i avisens Malmø sektion. Siden har den skiftet karakter og fortsætter i kultursektionen. Så sent som i dag, søndag den 23. august med to nye bidrag.

Op til min sommerferie besøgte jeg New York Public Library. Mange biblioteksprofessionelle vil vide, at NYPLs hovedindgang flankeres af to marmorløver. Måske ved de også, at Paul Le Clerk, bibliotekets (CEO) for et par år siden rekrutterede kunsthistoriker, filosof og tidligere museumsinspektør Paul Holdengraben. Det var Holdengrabens opgave at bringe ny ilt til NY. Holdengraben siger selv, at han er ansat ‘to make the lions raw’.

Man kan diskutere, om det er løverne, som brøler når store, nødvendige folkebiblioteksforandringer rulles ud. Men opslutningen om folkebibliotekernes grundide er evident, tankefriheden, ytringsfriheden, den frie og lige adgang - kultur og viden til folket. Forandringsaversionen kan tolkes som frygt for at idegrundlaget krænkes. Det gør det ikke, og det skal det ikke!

Derimod er der flere nordiske eksempler, der tydeligt udpeger behovet for at bibliotekerne styrker kapaciteteten til at kommunikere forandringer og nye initiativer, iscenesætte medborgerdialoger og brugerdreven innovation samt har mod og lyst til at improvisere, når de planlagte processer løber ad helt andre veje, end dem man har forberedt sig på at betræde.

Der kan læses mere på bibliotekets hjemmeside herfra kan også efterårets nye store programdownloades.

Den nye svenske kulturudredning er ordrig. Men trods sine 3 tätbeskrevne bind på ialt nästen 900 sider, har den fravalgt at bruge plads på en definition af kulturbegrebet. ” Det går nog inte att bestämma vad kultur egentligen är, men vi kan säga att kultur i hög grad skapas genom kommunikation mellan människor. ” hedder det i fornyelsesprogrammets  afsnit 7.1.

Udredningen ligger i klar forlängelse af tidens kulturpolitiske trend, der orienterer sig mere mod civilsamfundet og borgeren som medskaber end mod udvikling og understöttelse af vilkårene for den professionelle kunst. Kulturen er redskabet til en öget demokratisering, og kulturen önskes yderligere integreret i nye politikområder, fra sektorpolitik til aspektpolitik, som det hedder.

For at styrke kulturområdets bidrag til samfundsudviklingen, generelt skal aspektpolitikken göres til en kulturpolitisk hovedstrategi Det indebärer et stärkere prioriteret samspil mellem kulturområdet og en lang räkke andre områder. Dels indenfor de allerede kendte felter som integration, uddannelse og erhverv, dels på nyere indsatsområder som miljö, sundhed og regional väkst.

Kombinationen af den meget brede forståelse af kultur og den fravärende begrebsdefinition rejser spörgsmålet om, der overhovedet findes noget, som ikke er kultur? Eftersom kultur jo også er religion, forsvar, sex, dress-code, udenrigspolitik - alles!

Kulturudredningen vil lade kulturen åbne til en ny tid, som indebärer en mere central positionering og integrering af kulturpolitikken med vägt på strategisk tänkning snarere end detaljeret og praktisk indretning.

Udredningen vil styrke det enkelte menneskes muligheder for at udnytte sine evner til skabelse og betoner i samme åndedrag behovet for ”att de mänskliga gemenskaperna präglas av tolerans och respekt för individens integritet samtidigt som de är öppna och inkluderar alla samhällets medlemmar.”

Gennem det 20 århundrede har kulturen med tiltagende styrke spillet en klar rolle som en udviklingsfaktor for det enkelte menneske, for fällesskaberne og for demokratiet. Sådan må det fortsat väre. Kulturen og dens aktörer må til stadighed reorientere sig imod samfundsudviklingen og udvikle sine kapaciteter og arbejdsmetoder, så de svarer til tidens nye udfordringer.

Det brede kulturbegreb giver store udfoldelsesmuligheder, men kan også betyde defokusering og tab af väsentligt arvegods, som f.eks. instiutionernes integritet og kunstens värdi i sig selv. Og så er vi bare kommet et skridt frem og to tilbage - for uden samfundsmässig signifikant prioritering af kunsten kommer vi til at mangle öjenåbnere, provokationer, fortolkninger, tröst, håb, humanitet, og så kan det stort väre det samme.

PS. Kulturudredningens autoriserede titel er: Betänkanda av kulturutredningen

Fra en dansk synsvinkel er det tankevækkende, når de svenske aviser ruller sig ud, fordi et svensk firma er begyndt at sælge mad og vin på nettet. Nyheden handler om, at det i Sverige nu er blevet muligt at købe begge dele i een og samme forretningsgang - på nettet, altså.

I den fysiske virkelighed sælges vin og alkohol fortsat kun i de statsdrevne systembolag. Ordningen holder alkoholforbruget i ave og medvirker til at sikre en høj middellevealder i Sverige. Lissom i Norge for øvrigt.

Tro nu ikke, at jeg argumenterer for at importere den svenske reguleringsmani til DK, mit ærinde er et ganske andet.

Jeg tænker på hvordan de mange alkoholrelaterede sygdomme og den lavere danske middellevealder næres gennem hustandsomdelte ugereklamer, der med let hånd drysses over det ganske land fra danske afdelinger af Super Best, Føtex, Coop med flere. De firefarvede tryksager hober sig op i hjemlige postkasser, og skaber herfra bølger af alkoholrige tilbud, som det er svært at sige nej til.

Man kunne fristes til at tro det, men der er ikke videnskabeligt belæg for at hævde, at det høje danske alkoholindtag er årsagen til den agressive danske politik overfor fremmede, som vi med skam og forundring har bevidnet i en årrække.

Agressionen gælder fremmede som opholder sig i Danmark - tålt eller utålt, og den gælder fremmede i Europa og på helt andre breddegradder, for den sags skyld. Ingen skal føle sig i sikkerhed for den danske offensiv. Beklageligvis.

Oppositionen (som i stort omfang inkluderer borgerligt orienterede humanister, der har svært ved at se sig selv som en del af den førte politik) har været fuldstændig handlingslammet. Sat skakmat af en usædvanlig udvikling, hvor regering med støtteparti har haft held til at erobre dagsorden og folketingsflertal og været kynisk nok til at føre snæver blokpolitik i en lang årrække, selv på områder af essentiel betydning for landet.

Hvor finder vi så håber i al den elendighed? Håbet finder vi i kunsten. Jeg gør, i hvert fald, i særdeleshed hos nogle af de danske forfattere som gør en meget stor og behjertet indsats for at forstå, fortolke og perspektivere vores samtid - og dens konsekvenser. Jeg tænker på Carsten Jensen, Naja Marie Aidt og Suzanne Brøgger, som vi er stor tak skyldig.

Uden dem manglede vi vedholdende, modige, generøse og begavede samtidsstemmer, der kan give os andre vinkler, nye tolkninger og som ved at skære dybt igennem med raveknivene, kaster forklarelsens lys over gruen, så det står skræmmende tydeligt for os, hvad det er for et samfund, vi er en del af.

I den forgangne uge har de danske aviser offentliggjort de seneste tal for turisme. Der er ingen grund til at undre sig over, at tallene peger nedad. De får reklamefolk til at foreslå, at Danmark skal arbejde på at ændre sit brand.

Jeg kunne ikke være mere enig, men vil gerne pege på, at ændring af brand er uløseligt forbundet med ændring af den overordnede danske politik, menneskesynet og selvforståelsen.

Og man kunne jo håbe på, at også landets magthavere får lyst til forandringer, når de stadis mere overbevisende ser deres politik spejlet i det negative brand Danmark efterhånden har udviklet. Senest så jeg det selv udtrykt i Dagens Nyheder den 10. august, hvor en leder retorisk spurgte, om Danmark ligger i Europa?

Det er efterhånden en del år siden, Kulturministeriet opfordrede sine institutioner til at indlede eller intensivere samarbejdet med erhvervslivet, herunder at styrke ressourcetilförslen gennem sponsoraftaler. Diskussionen for og imod sponsorering har ikke stor kraft längere, fordi kulturinstitutionerne har kvalificeret sig som potentielle modtager af sponsormidler. 

Såvidt jeg kan se fra mit vindue til Regementsgatan i Malmö, findes der ikke en tilsvarende accept af eller tradition for sponsorering i Sverige. For så havde en overskrift som ‘Bibliotekschef kan tänka sig sponsring av hamburgerkedja’ näppe kunnet rydde forsiden på den gode avis, Sydsvenskan.

Aviser skal sälges. Derfor har de ansat redaktioner, som kan tilspidse synspunkter. Det er deres bestemmelse. Jeg har ikke selv foreslået MacDonalds som bibliotekets sponsor, men på avisens spörgsmål har jeg svaret, at for mig vil det ikke väre noget problem at lade MacDonalds deltage i finansieringen af biblioteksvirksomheden. Men der er selvfölgelig mange mellemregninger mellem en sådan hypotetisk forestilling og den konkrete virkelighed.

Sponsorering af kulturinstitutioner skal ske på et fuldt oplyst og bevidst grundlag. Forudsätningen for at give sig i kast med sponsorskaber eller andre former for samarbejde med private virksomheder vil väre, institutionens krystalklare idemässige grundlag. Der må ikke väre tvivl om vision og mission, og sponsorer må end ikke drömme om at kunne köbe sig til indflydelse. Hverken på det store plan eller i detaljen.

En anden forudsätning er en afklaret holdning til hvilke sponsorer den pågäldende kulturinstitution kan väre i selskab med. Sponsorens image,  ja, hele ‘vären’ smitter af. Derfor kan en kulturinstitution alene indgå sponsoraftaler med virksomheder, der har et värdigrundlag, som harmonerer med institutionens eget, eller i hvert fald ikke konflikter med det. Og her kan der selvfölgelig blive en diskussion om MacDonalds egnethed.

Kultursponsorater, fundraising og andet tilsvarende har som formål at öge en kulturinstitutions ökonomiske råderum. Hvis det kan lade sig göre indenfor rammerne af ovenstående kriterier, er det vel ikke noget problem, at virksomheder önsker at bidrage til et fälles gode?

Tvärtimod. Jeg  vil tilslutte mig de mange indsigtsfulde ord omkring sponsering af kulturinstitutioner, som dagbladet Information for nylig bragte i et interview med Carsten Orth, direktör for Statens Museum for Kunst, som indenfor det sidste halve år har indsamlet 33 millioner kroner i sponsormidler til indköb af kunst på museet.

Om kultursponsorering siger Carsten Orth: ‘Der er ikke nogen som bestemmer over mig’. Jeg kunne ikke selv have sagt det bedre! 

Vandet drager. Vi vil alle väre ved vandet, se vandet, gå på vandet kan vi jo ikke, men väre i det - som en fisk, det burde alle tvinge sig selv til. Vi er jo til en stor del af vand, jeg tror, det er en väsentlig grund til, at vand som element föles så herligt.  Og husk, hvis du vil väre vinterbader, er det en rigtig god ide, at begynde tilvänningen her.

For mange år siden stod jeg og kiggede ned på udendörsbadet ved Gorky Park i Moskva. Dampen löftede sig over vandet som en stor varm, våd sky. Det havde sin naturlige forklaring. I luften var der hård frost, men vandet i badet var varmt, og må have väret stärkt tilträkkende for de mange russere, der på lang afstand lignede knappenålshoveder, med de sorte badehätter trukket godt ned om örene.

Helt anderledes var det i Leningrad, hvor de vedholdende vinterbadere måtte hakke hul på Neva flodens is, för de kunne dyppe sig i vandet en frysende kold og krystalklar februarmorgen for foden af Peter Paul fästningen. Meget smukt, faktisk!

Måske har man også gjort tilsvarende i de nordiske lande, men for 120 år siden var der nye krav og man begyndte at anlägge fine anstalter til formålet.

Stockholms förste ‘kallbadhus’ blev taget i brug i 1884, og blev fra den tidlige begyndelse en attraktion, som fandt vej til tidens postkort og kunne bruges i markedsföringen af byen.

Malmö indviede sit kallbadhus i 1898. I 1930′erne blev det moderne med nögenbadning, og det betöd at man på Ribersborg Kallbad opbyggede skillevägge, som kunne sikre at kvinder henholdsvis mänd kunne bade uforstyrret af det modsatte kön.

Sådan er det stadigväk, heldigvis da. Og stemningen er unik på de gamle badeanstalter, hvad enten vi taler Charlottenlund ved Köbenhavn, Ribersborg ved Malmö eller Stockhoms Kallbad.

Man kan sige, at tiden har stået stille på disse nordiske, träkonstruktioner, bygget på päle i vandet. Men måske er det mere däkkende at tale om ren og skär tidlöshed. Det evigt gyldige. At det til alle tider er og vil väre en herlig kombination af frihedsskabelse og fällesskab at få lov til at dele nogle uforpligtede timer i selskab med könsfäller.

Og det särlige er jo, at det ikke her drejer sig om selskabet i venners lag, men om det uudtalte fälles vi kan have med kvinder over hele verden, fordi vi, som udgangspunkt, har könnet, og en historie og nogle livsvilkår og relationer til det modsatte kön eller til andre dele af verden til fälles. Her trives en särlig form for umiddelbar gensidig forståelse, accept og tolerance, hvor andre sider af livet er sat ud af kraft.

Gud ved om noget tilsvarende gälder inde hos mändene på den anden side af skilleväggen? Jeg tvivler; men vil selvfölgelig gerne modsiges, fra en der virkelig ved noget om sagen. Men så heldig er jeg nok ikke her på bloggen, hvor kommentatorerne ikke ligefrem står i kö

Velkommen på bloggen. Der er lidt lavvande i bidragene pt.  Tiden er knap og jeg er anderswo engagiert. Også i blog henseende, faktisk.

På Malmö Stadsbibliotek har vi indledt et strategiudviklingsforlöb, og vi afpröver i den sammenhäng bloggens styrke og svagheder. Hvis du vil kigge med og kommentere på vores strategiske overvejelser i det svenske, er du meget velkommen på http://www.darlinglibrary.se/

Konferencen hed ‘Sælg biblioteket’; men det budskab som blev den lysende røde tråd, og gik markant igennem indlæg på indlæg , handlede om bibliotekshistorier og biblioteks sprog. Hvad er det, vi vil fortælle - os selv og vore brugere? Hvad er det dybest set, vi har gang i? Og hvilke ord, hvilke ‘berättelser’ skal vi drive ud over ramperne?

Det var både inspirerende og meget imponerende, at arbejdsgruppen bagved de legendariske Halmstadkonferencen nu for 17. gang lykkedes med at gennemføre 2 dage, der gav deltagerne flere nye synsvinkler og mange tanker med tilbage.

Faktisk var der flere højdepunkter - og nu taler jeg ikke om det udendørs saltvandsbad i forlængelse af Tylosand Spa - jeg er såmænd inde i den store konferencesal sammen med alle de andre tilhørere for at finde ud af, hvem han er, ham den norske Ingebrigt Steen Jensen, reklamemand, samfundsdebattør og nøglefigur bagved fodboldholdet Stabæks fremgang.

Ikke at jeg kender hverken Stabæk eller fodboldholdet, men noget må han jo kunne, eftersom han lægger ud med en key note, som iøvrigt leveres bemærkelsesværdigt afslappet, overskudsagtig og aldeles power point forladt.

Kanske det ikke er rocket science, men jeg lader mig alligevel hjertens gerne overbevise om rigtigheden i Ingebrigts strategiske tanker, når han argumeneterer for, at folkebibliotekerne har alle muligheder for at skabe eventyr, og at tiden kalder på de eventyr, vi kan skabe.

Og så skal vi, siger Ingebright, lære af den succes, som verdens bedste virksomheder soler sig i. Det kan vi gøre ved at arbejde med nogle af de fælles træk, som kendetegner stjernerne, i følge Ingebrigt og Harvard University .

1. De bygger stærke kulturer, indefra - og inviterer brugerne til at være med
2. De fortæller gode historier - og har anerkendende fokus på brugerne
3. De er idelogisk meget tydelige - de ved, hvorfor de er her, og de ved, hvor de vil hen
4. De tør tænke stort

På Stadsbiblioteket i Malmø er vi igang med en ny strategiproces og i den proces kan vi i allerhøjeste grad bruge inspirationen fra Ingebright. Men vi kan mere end det. Vi kan lade os inspirere af kollegerne fra Norbottens Län og gøre nogle af deres tanker til vore, når vi (som de) ubetvivleligt skal opproiritere vores kommunikation til verden udenfor ‘Slottet og Lysets Kalender’.

Sammen med organisationskonsulent Eva Stenmark præsenterede Länsbibliotekar fra Norbottens Län, Detlef Barkanowits et stort fælles markedsføringsprojekt, som er blevet virkeliggjort i et samarbejde mellem 12 biblioteker, langt mod nord. Gennem en fælles stram bibliotekslayout, fælles logo, et flot formuleret biblioteksmanifest og en kampagne med fiffige biblioteksudsagn tegnes et tydeligt og vedkommende billede af biblioteket. Projektet hedder Maracas og virker overbevisende, i aller højeste grad!

På anden dagen satte Eppo van Nispen fra Delft i Holland liv i kludene med et oplæg, som var på en og samme tid meget teknologi-reflekteret og fyldt med historier og agitation for historiefortællinger. Selv har han ambitioner om at udvikle  biblioteket til verdens mest moderne, hvilket fik mig til at overveje, om moderne, er det  vi allerhelst vil være?

‘Google er bedre, hurtigere og rigere end bibliotekerne, så lad for alt i verden være med at forsøge at bekæmpe den tjeneste. Samarbejde, det er vejen frem,’ ivrede van Nispen, og blev lettere fortørnet over forsamlingens ringe kendskab til Googles vision.

Det er vel heller ikke helt godt, at en forsamling af ledende biblioteksfolk fra Norden mangler knivskarpt kendskab til strategi og vision hos een af sine potentielt absolut største trusler?

Omstændigheden fik mig til at tænke på om vi, biblioteksmennesker i almindelighed tager de strategiske udfordringer tilstrækkeligt alvorligt? Om vores selvtillid er så tilpas stor, at vi indser, at biblioteksudviklingen står og falder med vores talenter og vores ambitionsniveau? Vi skal være kanongode, hvis vi skal finde os selv på det vindende hold i en verden, hvor konkurrencen og alternativerne er slående.

Van Nispen talte om ‘global reach, local touch’, jeg kunne ikke være mere enig i perspektivet. Hvis vi holder det for øje og tør tænke i de mesterskaber, som Ingebright indledte med at opfordre os til, så kommer vi også til at opleve euforien og meningsfuldheden ved at være del af et ubetinget eftertragtet, fælles gode. Og det er i grunden ikke så galt…

Apropos diskussionen om folkebibliotekernes rolle i forhold til böger og läsning har svensk fjernsyn netop bragt et klip fra en kampagne om läsning rettet mod fädre med kort uddannelse. Klippet er fra Malmö Stadsbibliotek og indholdet taler for sig selv. Kig selv med et klik. 

Det var måske ikke just präcist den konkrete aften, min forlygte var blevet stjålet. Men den svenske betjent, som höjst uheldigt närmede sig det eksakt samme gadekryds som jeg, viste at håndtere sagen med passende kulange. Han rullede sideruden ned og foreholdt mig den problematiske omständighed, at jeg ikke bare manglede en cykellygte, men også körte på fortovet.

‘Det er’, forklarede jeg på mit bedste svensk, ‘fordi nogen har fjernet cykellygten fra mit styr, og fordi jeg slet ikke kan finde ud af, hvornår man må köre på fortovet i Malmö.’ ‘Det må du aldrig’, sagde han, og jeg undskyldte mange gange for mine dumheder, og takkede for vejledningen. Så sagde han: ‘hej då’ og det gjorde jeg også, hvorved sagen var bragt ud af verden.

Der er så mange eksempler på at tolerancen og den sunde dömmekraft lever i det svenske hverdagssamfund, og det er dybt behageligt, og inspirerer en opkört dansker til lige at vende skråen en ekstra gang og selv udvise en anelse generösitet .

Man kan besträbe sig på at väre generös og inkluderende som enkeltperson, og med endnu större effekt som samfund. I Malmö har ‘Kommunestyret’ besluttet, at kommunen blandt flere andre besträbelser skal arbejde med realisering af begrebet ‘vidgat deltagende’.

Det er for mig et godt eksempel på en anderledes og mere ligevärdig tilgang til livet i det multikulturelle samfund. Når man siger integration udpeger man i hvert fald implicit problemet. Der er nogen, som er udenfor de skal integreres, koste hvad det vil.

‘Vidgat deltagende’ har en anden klang. Det handler om at lukke op og at göre det på prämisser, som er respektfulde og ligevärdige. Det handler om at 2 og 2 giver 5, at vi tilsammen får mere, end vi havde för.

Det implicette budskab er her, at inklusionen bör rettes mod alle, som er udenfor mainstream. Og at det er os i manistream, som dybest set sidder på magten og mulighederne, og derfor er det os som har nöglen, os som skal stramme balderne for at tilrettelägge virksomheden, så den appellerer til mennesker med andre udgangspunkter end det gennemsnitlige.

‘Vidgat deltagende’ handler ikke bare om dem med sort hår og mörke öjne, men tillige om folk med funktionsnedsättelser eller andre befolkningsgrupper, som pt. er udelukket for deltagelse, fordi vi ikke har fundet ud af, hvordan vi kan väre med til at berede vejen for dem. Det er demokratisk og det er ordentligt. Og det förer en ordentlighed med sig i samfundet, generelt. Hvor mon der foregår noget tilsvarende i Danmark?