Husets Teater i Köbenhavn spiller i öjeblikket stykket ‘SANDSYNLIGVIS’. Det er  en absurd thriller baseret på historien om efterretningsofficeren Frank Grevil. Dramatikeren Maj Rörbäk Damgaard har skrevet manuskriptet, og det er i sig selv absurd at tänke på, at det förste möde mellem dramatiker og inspirationskilde, ikke kunne finde sted idag, som det gjorde i 2005.

Maj Rörbäk Damgaard träf nemlig Fran Grevil på Frederiksberg Bibliotek, da han holdt et foredrag om sin historie. Han fortalte, om forlöbet, hvor han blev ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, da den  vestlige verden var i chok på grund af 9/11. I FE havde han til opgave at levere trusselsvurderinger, som skulle bruges af den danske regering. Han oplevede angiveligt et voksende pres fra højeste sted for at skrue op for troen på masseødelæggelsesvåben. Regeringens udlægning af truslen, stemte ikke overens med hans egen opfattelse af virkeligheden. Det er hans forklaring på, at han läkkede hemmeligstemplede trusselsvurderinger til pressen. Kort tid efter blev han anklaget og dömt for whistleblowing.

Foredraget provokerede Frederiksberg kommunalbestyrelse, som efterfölgende vedtog nye retningslinier, der forbyder kommunens biblioteker, “at lægge lokaler til offentlige arrangementer, der omfatter personer, som er dømt for en lovovertrædelse .”

Kommunens indgreb er en särdeles kritisabel afkortning af armslängden og kan betyde både knägtelse af ytringsfriheden og cencur på bibliotekerne.  Derfor er det også meget tankeväkkende at dette indgreb fik så lidt opmärksomhed tilbage i 2007, da det blev sanktioneret.

Måske det afspejler, at bibliotekernes egne frontkämpere idag er så stärkt optagede af at implementere samfundsnyttige aktiviteter i tät samarbejde med de kommunale opdragsgivere, så de slet ikke har mentalt overskud til at afsöge og bryde andre barrierer.

Jeg er bekymret for, at den meget omtalte cencur eller selvcencur indenfor kunst og kulturområdet generelt også sätter sine spor i bevidstheden og forståelsen af hvad et folkebibliotek er og skal väre. Folkebibliotekerne fortjener större mod, iderigdom og vilje til at skabe debat om tidens konventioner.

Jeg beklager, jeg har sagt det för, men det må bare ud en gang til. Danmark, hvad sker der for dig?

Dagen, hvor Information kan citere et medlem af det agtvärdige Folketing, for at »ingen ved sine fulde fem får barn med en muslimsk mand«.

Selvfölgelig taler vi endnu engang om et medlem af Dansk Folkeparti, ikke en af de prominente präster eller lyshårede topledere, men om en Kim Christiansen, der af tilsträkkelig mange mennesker anses for värdig til et säde i landets höjeste, folkevalgte forsamling. Man må grämmes.

Selvsamme 27. januar skriver Politiken om en EU rapport, der har undersögt minoriteters oplevelse af grov chikane, trusler eller overfald på grund af hudfarve, religion eller etnisk oprindelse. Og gät hvad? Danmark topper listen over grove hadeforbrydelser, og overgåes i EU kun af tjekkere og finnere. Hvad skal vi göre ved det?

I Sverige er det’Förintelsens minnesdag’ hele denne snestormsagtige januardag og aften. Mange kulturinstitutioner, skoler og biblioteker bruger anledningen til at ofrene for 2. verdenskrig og sätte menneskers rettigheder på dagsorden.

På Stadsbiblioteket i Malmö er der stort program for hele dagen arrangeret i samarbejde med andre kulturinstitutioner, offentlige virksomheder og private foreninger.

I Lund åbner Kulturen en udstilling om Anne Frank. Planen er, at 1500 elever i löbet af foråret skal se udstillingen og diskutere menneskerettigheder.

Netop omsorgsfuld oplysning, inddragelse, selvindsigt og diskussion om ordentlighed og humanitet er en af vejene frem til at få bremset den dehumanisering, som er rullet ind over DK de sidste år -  til skam og skade for mange mennesker.

Kultur- og kunstinstitutioner, biblioteker og andre frie mödesteder, skoler, universiteter og andre dannelsesmiljöer må tage opgaven på sig og träde i karakter som vogtere af humanitet og tolerance.

Og så savner jeg for övrigt så meget Natasja Saad,  der kunne sige det hele så stärkt og moderne, så Dansk Folkeparti ude på absurditetens overdrev annekterede et af hendes ordspil just efter hendes död. Uanständigheden er gränselös. Pas på du ikke bliver en del af den.

Bibliotekerne har brug for penge, politisk prioritet og passioneret personale

Inspiration til prioritering af nytårsfortsætterne for 2010 hentede jeg på det stedlige folkebibliotek. Et forberedende besøg på en af landets mest benyttede portaler  http://www.bibliotek.dk/ viste, at hovedbiblioteket i Frederiksværk rådede over et eksemplar af den bog, jeg søgte. Benny Andersens digtsamling fra 1971 - ‘Man burde, burde’. Dansk biblioteksvæsen, det er faktisk en klasse for sig, og titlen lyder af gefundenes fressen, just til mit formål.

Så afsted, om ikke til hest, så i hvert fald med privat transportmiddel de 12 km til Frederiksværk, for at  nyde godt af fællesskabets faciliteter. Måske hedder det Halsnæs Bibliotek efter kommunesammenlægningen (?), under alle omstændigheder er det særdeles centralt beliggende, i rumlige lokaler, med mange bøger. Men hold da op, hvor er det alligevel et minde om forne tider, der møder en her. Undskyld, fagfæller i Halsnæs, men stemningen, æstetikken, fraværet af kreativ omhu i eksponeringen af samlinger. Var der nogen som sagde oplevelsessamfund? I hvert fald ikke den dag. 

Digtsamlingen,viste det sig, var sat på magasin, og den venlige bibliotekar, som forsøgte at hente den frem, vendte tomhændet tilbage. Så meget for Bibliotek.dk og samspillet til det lokale folkebibliotek, i dette tilfælde.

Biblioteksbesøget endte alligevel godt. Den vagthavende bibliotekar oplyste mig om, at bogen også fandtes på filialen i Hundested. Efter 12 km den anden vej, og en sjælden stor konduite fra en lokal kollega, fik jeg bogen med mig, selvom jeg hverken kunne fremvise gyldigt sygesikringsbevis eller fast helårsadresse i Dannevang. God biblioteksservice, synes jeg. Og påkrævet, efter mange kilometer og flere timers investering fra min side. Det er måske noget vi, biblioteksledere, generelt skal tænke mere på.

Iøvrigt fortæller sådan en halvgammel biblioteksbog en lang historie. Den er indkøbt før edb systemernes tid, og derfor forsynet med ikke mindre end 48 små datostempler på registreringssedlen, monteret bagest i bogen. Her ser man, at bogen første gang blev lånt den 5. maj 1972 og sidste gang 14. januar 1993 - herefter er udlånene noteret elektronisk, og ikke umiddelbart aflæselige. Men bogen har da nok været udlånt mindst 100 gange. Det siger noget om folkebibliotekets berettigelse! Når ellers det funker.

For denne biblioteksoplevelse får mig også til at tænke på nødvendigheden af konstant udvikling og opdatering af både biblioteker og andre offentligt finansierede institutioner.  Det er ikke rimeligt at ville nøjes med forældede versioner, af det velfærdssamfundets institutioner. Når det sker, finder mennesker, som har råd, egne veje gennem privat finansiering og alternative modeller, som det er sket f.eks. i sundhedsvæsenet og på skoleområdet. Fællesskabets goder risikerer at forfalde.

Derfor skal man heller ikke ensidigt begræde, at danske kommuner de senere år har nedlagt omkring 100 biblioteksfilialer. I modsætning til biblioteksfilialen i Hundested, som før kommunesammelægningen havde status af hovedbibliotek, var de fleste nedlagte lokalbiblioteker kendetegnet af total utilstrækkelighed. De bestod af gamle, små og dårligt vedligeholdte bogsamlinger, fravær af andre medier, små og få åbningstimer, håbløse lokaler, knaphed på kompetent personale. Det kan ingen bruge til noget.

Det er klogt at samle ressourcerne og skabe større biblioteker, der både fysisk og virtuelt har kraften til at berige samfundet med opdaterede, multimediale og kvalitative bibliotekstilbud. Bibliotekssystemer, der er store nok til både bredde og dybde. Kulturarv og hypernyt. Det forudsætter naturligvis, at de kommunale kroner fastholdes til biblioteksformål, og her gør kommunerne ikke altid, hvad de burde. Bibliotekerne og deres brugere behøver penge, politisk prioritet og passioneret personale!

“…we zigzag across centuries as if they were just settlements in a village…”

“Du skal läse Pico Iyer”, sagde Paul Holdengraben, da han generöst delte sine tanker og ideer om udviklingen af den litteräre og ideskabende scene, han gennem de senere år har manifesteret som en klog mödeplads på New Yorks toneangivende folkebibliotek på 5.th Avenue mellem 40.th og 42.th street

Optändt af Holdengrabens fede karma gik jeg sporenstregs fra vores samtale ned igennem et par af de velforsynede boghandlere, det amerikanske marked stadig kan bäre. Mellem det ene fristende tilbud efter det andet fandt jeg, hvad jeg sögte, ‘The global Soul’.

‘The Global Soul” er en bog, der reflekterer over nogle af de nye vilkår i menneskers liv, som er en del af globaliseringen. Statslöshed i den forstand, at du kan väre födt i Pakistan, en del af din barndom opvokset i England. Dit voksenliv indleder du i USA, men i övrigt lever du en stor del af dit liv i den särlige transitverden, afsondret fra den virkelige verden i lufthavne og på flyrejser over store sträkninger.

Dit liv udspiller sig med få timers mellemrum i mange forskellige tidsaldre, ” We wake up, orphaned, in West Hollywood and go to sleep, surrounded by our parents, in medieval Katamandu; we zigzag across centuries as if they were just settlements in a village ” skriver Iyer.

Nationalt tilhörsforhold og ‘hjem’ i kendt forstand har ingen mening i den globale själ, og hvad betyder det så for identitetsfölelsen at man ikke entydigt kan sige hvor man kommer fra, eller hvor man hörer til eller er på vej hen?

Pico Iyer personificerer selv den globale själ. Födt i England af indiske foräldre, opvokset i Californien og med mange transitstop verden over för han slog sig ned i Japan, hvor han pt er bosat.

I november havde den internationale forfatterscene på Malmö Stadsbibliotek besög af en anden global själ. Den pakistansk/britiske författer Nadeem Aslam som gav publikum en vidunderlig stilfärdig, tankeväkkende aften.

Nadeem skriver udover de nationale gränser, og fortalte i Malmö om karakteristiske sider af sin skrivepoces: “… about 20 pages into the writing of the book I forgot that Lara was Russian. I totally forgot that Marcus was an Englishman, or that David was American and Caza was an Orphan“.

Med reference til vilkårene for skabelsen af Pakistan udtrykte Nadeem sit ubehag ved tankerne om nationalstat og national identitet. Gennem mit arbejde forsöger jeg at forstå mennesker og forstå verden, sagde Nadeem - i min fri oversättelse.Han inspirerede en tilhörer til at introducere sig på fölgende måde:  ‘I was made in Pakistan and assembled in England and Sweden‘.I övrigt er 30% af malmöboerne födt udenfor Sverige. Det gör Malmö til et sted, hvor der er påträngende grunde til at forsöge at forstå de näre konsekvenser af globalisering. At lytte på mennesker med egne erfaringer er en god start.

Du kan höre hele denne og andre forfattersamtaler på stadsbibliotekets digitale ‘hörbar’ Et besög der kan varmt anbefales!

Findes der gränser for, hvad den störste, offentligt finansierede multimedievirksomhed i Danmark vil genudsende? Det synes ikke at väre tilfäldet.

Lördag aften den 6. juni, dagen mellem Grundlovsdag  og valgdag til EU parlamentet, har DRs dominerende TV kanal besluttet at genudsende et dokumentarisk morskabsteater ‘Klassefesten’ med socialdemokraternes formand og statsministerkandidat Helle Thorning Schmidt i hovedrollen.

I selskab med klassekammeraterne fra folkeskolen i Ishöj stiller Helle op til jovial dyst mod en anden kendis ifört skolefortid. Fra förste gang programmet blev sendt, kender dets seere navnet på vinderen og vil dermed kunne give et kvalificeret bud på den effekt programmet kan få på europaparlamentsvalget, den fölgende dag.

Vil Helles charme og folkelige forankring smitte positivt af på spidskandidat Dan eller vil hendes eventuelle sviende nederlag faktisk kunne give et tiltränkt löft til Jens Rohde. Han har nästen fortjent det som ringe kompensation for den betydelige udgift, han må have spenderet på mat pudder i denne valgkamp.

Svaret fölger mandag den 8. juni,  når EU valgets stemmer tälles op. Indtil da kan man filosofere over begrebet ’spärretid’. Er det gået i glemmebogen? Har det mistet gyldighed? Eller gälder det kun til suveränt, nationale valg?

Herovre i Malmö kan man som EU medborger frit välge at afgive sin stemme på en svensk eller en dansk EU kandidat. Det skyldes ikke en särlig svensk generösitet; men borgerrettigheder sikret af den temmelig tidssvarende EU traktat.

Det danske riges grundlov derimod, klarer ikke flere genudsendelser. Om den kan man ikke stemme, hvis man som dansker bor og arbejder i Malmö. Den er forfattet i en tid hvor Gud, Konge og Fädreland udgjorde den höjeste mening, og hvor hele provinser kunne forsamles i langstrakt erfaringsudveksling, hvis en rigtig neger en gang havde forvildet sig gennem gaden.

En substantiel grundlovsändring siges at väre aldeles for kompleks til vor tid. Derfor gör vi med den, som med andre kompleksiteter. Vi reducerer og reducerer for at forstå, men risikerer forvränging. Og undskyld mig, men tidens politiske lederskab gearer lissom ikke sig selv til at tage den slags ansvarsfulde og tunge opgaver på sig. Tyvärr.

Måske der skulle tages helt ny metoder i brug til at processere en genfödsel af grundloven. Måske noget community baseret. Danskerne er vilde med Face Book, My Space, wikiies og andre socialteknologiske redskaber for videndeling. Hvad med at bringe dem i spil og tilrettelägge en virkelig demokratisk medskabende forandringsproces?

Det er et forsög värd, og kan måske före os frem til at gennemföre ändringer der sikrer ligestilling helt ind i Kongehuset for gravhunde såvel som prinsesser.

I en stort anlagt baggrundsartikel giver ’Söndagsberlingeren’ den 24. maj hädrende omtale til Tryg forsikring. Topchefen selv, Stine Bosse, höster velfortjent anerkendelse for sit personlige engagement i 4 unge ’etnere’, som gennem Tryg har fået en fast håndsräkning til at skifte ’fuck-det’- sporet ud med uddannelse og arbejde.Trygs projekt realiserer ideen om ’social corporate responsibility’, enkelt, konkret og tydeligt, og det efterlader håb om at andre med magt og indflydelse, inspireres til at anvende positionerne ligeså modigt og ansvarligt.”Der er nogen, som regner med mig, som har brug for mig…” siger Ibrahim Hamid om betydningen for ham i at deltage i Tryg projektet. Og nästen enslydende istemmer Tiam Mohabbart ”Der er nogen, der regner med mig. Der er nogen, der har brug for mig. Det give selvvärd og selvtillid.”

Inklusion, at väre en del af fällesskabet, at nogen regner med og og har brug for os. er nögleord til menneskelig värdighed. På hjerteskärende vis personificerer de hjemsendelsestruede irakiske asylansögere inklusionens modsätning. Det danske samfund har ikke bare ikke brug for asylansögerne. Deres blotte tilstedevärelse udgör en forhindring. De skal ekskluderes, om det så skal koste det officielle Danmark den sidste rest af anständighed.

Det får man i hvert fald indtryk af, når kirke- og integrations minister Birthe Rönn Hornbech om de irakiske asylansögeres ophold i Brorsons Kirke siger ”Jeg forstår ikke hvorfor de ikke söger ly i moskeen…For mig er det helt barokt, at der kommer muslimer, som tilhörer et folk, der forfölger kristne og söger i ly i den kristne kirke.” (Kristeligt Dagblad)

Sikke kynisk og hovent magtsprog at anvende overfor en gruppe magteslöse mennesker, der har sögt ly, netop det sidste sted, hvor der findes rudimenter af hellig ukränkelighed. I nogle kirker söger präster og menighedsråd at udvise konkret nästekärlighed, selvom den kommer på tvärs af den herskende samfundsorden.

Forestil dig lige, hvad der ville väret sket, hvis asylansögerne havde sögt tilflugt i moskeen. Ville ordensmagten have udvist samme uvilje overfor at tränge ind i moskeen som i kirken? Näppe. Ville Dansk Folkeparti med ligesindede have forstået at sätte gang i spinn, der sammenkäder moskeer, terrorisme og irakiske asylansögere? Slet ikke utänkeligt.

Og hvorfor skal iövrigt disse asylansögere drages til ansvar for,  hvad andre muslimske agressorer gör eller måtte have gjort i andre dele af verden, til andre tider?

Jeg synes, det var mere passende, om vi allesammen  satser på ägte nästekärlighed og husker på kloge Astrid Lindgren, som gennem Pippi lärte svenskernes börn, at ”den som är väldigt stark måste också vara väldigt snäll.”  Det må også gälde i Danmark.

Verdenskampagne, som vil fremme uddannelse og läsning, fortsätter til 1. maj, og du kan hjälpe verdens undertrykte anafabeter ved at tilslutte dig dens grundlag.

Se mere her www.campaignforeducation.org/bigread

Det var en tilfädighed, men endda lidt pudsigt, at det netop var på Verdens Bogdag den 23. april, min mand hjembragte endnu et stykke legetöj fra det digitale overdrev. Nu, den seneste version af Sony’s e-bookreader, med nye fine brugerfaciliteter trods et let anströg af hjälpemiddel, i sammenligning med de minimalistisk designede, flade devices i mikroformater, som iövrigt appelerer.

Og sådan en e-bookreader er jo også et hjälpemiddel, desvärre ikke til dem, som har särligt hjälp behov, og her tänker jeg på verdens nästen 800 millioner undertrykte analfabeter, men til alle os andre ökonomisk og uddannelsesmässigt hyper priviligerede individer.

Umiddelbart og helt forkert associerer jeg ‘Verdens Bogdag’ med sådan et lettere bedaget velfärdsstatsopbyggeligt hattedamefänomen, men netop med tanke på verdens urimeligt ulige vilkår for adgang til böger og läsning er det jo en stupid indfaldsvinkel.

Verdensdäkkende initiativer til fremme af undervisning, läsning og adgang til vidensindhold er vigtigere end nogensinde, og lösningerne udvikles i globale netvärk. Dels i internationale non for profit netvärker som  world digital library, der er drevet frem under Unesco og med det amerikanske nationalbibliotek som primus motor for samarbejde med andre offentligt stöttede og dermed offentligt kontrollerede bidragydere.

Dels med private initiativer som den altdominerende spiller google, der unägtelig har revolutioneret vores informations og kommunikationsverden, men som også bringer stor lukkethed og mangel på offentlig kontrolmulighed med sig.

Globale digitale biblioteker giver indsigt og overblik til den rige del af verden og nyt håb for den fattige. Men intet kommer af sig selv. Derfor må vi give et bidrag hver isär og samtidig takke alle de engagerede og aktive verdensborgere, der argumenterer, presser på og bidrager med stor, uegennyttig indsats. Som det sker i den verdensomspändende kampagne om ret til undervisning og läsning.

Mulighederne findes, bare tiden er knap. Der er altid böger, som venter på at blive läst, eller hele forfatterskaber, helst på originalsproget. Det giver den störste autenticitet!

Så er der teaterproduktionerne eller filmene, som fortjener tid. Here, there and everywhere. Der er udstillinger med appel på museer, i gallerier og kunsthaller. Der er klassiske koncerter, rock, hip hop eller popkoncerter, der er operaen og balletten.

Og så er der foromtalerne af det hele, og bagefter anmeldelserne side om side med alle baggrundsartiklerne om terrorhandlinger og bombninger, om sult og nöd og Danmark som krigsförende nation, de store klimaudfordringer, kommende topmöder, afgående topchefer og alt det andet läsevärdige avis eller tidsskriftstof, som hober sig op i stakke, på borde, på stole, i hjörner, när- eller fjernarkiver.

Så er der nogle blogge der skal checkes ud eller kommenteres på. Der er indköb som skal foretages på nettet eller i det andet virkelige liv, som udspiller sig i citycentre eller centre udenfor city, eller bare hos köbmanden nede på hjörnet.

Vi vil skabe os selv ligeså vel som vi selv vil skabe. Vi vil male billeder, udgive vores digte, läre at modellere, puste glas eller måske gå på glas? Vi vil udfordres, märke os selv og vores dödelighed. Vi vil coaches, vi vil i tranche, vi vil overskride kendte dimensioner. Vi vil holde os i god fysisk form, og psykisk, naturligvis, vi vil holde vägten lav og humöret höjt. Menneske, hvad vil du mer?

Jeg var minsandten lige ved at glemme jobbet. Det er ellers nok så vigtigt! Det skal väre personligt udfordrende, vellönnet (sådan da) og give mening. Så får det til gengäld broderparten af den vågne tid inklusive deltagelse i kurser, konferencer, uddannelsesforlöb, årsmöder, netvärkspleje, bestyrelsesarbejde, mentoring eller andre ‘ frivillige bidrag’ til den tredje sektor afstemt efter livssituation og temperament.

Familien og vennerne befinder sig i tilsvarende privilligerede valgsituationer - samtidig med at vi alle bärer på drömmen om tid sammen, masser af tid til närvär, passion og tätte fällesskaber, fälles oplevelser, meningsfulde samtaler, ro i själen og sug i mellemgulvet.

Det kan ikke undre, at en google sögning på ’stress’ giver 189 million hit på 0.33 sekunder!

Men hvad kan vi så stille op med disse tallöse drömme, ambitioner og muligheder? Hvordan bliver de et righoldigt kar, vi kan öse af i passende mängder fremfor anledningen til stress og pres og udbrändthed?

Det kunne handle om at tage ledelsesansvaret for eget liv, igen igen. At gennemföre nogle realitetsjusteringer og nogle kraftige bortprioriteringer. Noget er vigtigt, andet må vente. Man skulle nok tage sig selv lidt mindre alvorligt, nogle anbefaler hykleri i bevidste doseringer. Og så må man huske at tilgive sig selv, når man alligevel falder i, og kommer til at sige ja til mere end man burde. Kan man tilgive sig selv, kan man også tilgive de andre. Og lur mig, om ikke de står med det eksakt samme behov.

Årsskifte er status tid. Det bedste, det største, det farligste, mest jammerlige …, året bød på. Man kan også gøre status over sproget. Sproget er kulturbærende, og kan fortælle meget om os og vores liv, gennem de ord som forsvandt og de nye, som blev bragt i tale.

’Burkini’ er mit absolutte favoritord fra 2008. Det er optaget på det svenske ’Språkrådets sammanstälning’ af nye ord i 2008. Det findes vist endnu ikke på dansk, men kan komme til sommer, når badedragter med lange ærmer og ben eksponeres på Bellevue eller måske mere sandsynligt på Ishøj Strand, hvor flere kvinder med slør og stor blufærdighed kan tænkes at blive badelystne.

I følge Dansk Sprognævn tæller fremkomsten af nye ord i 2008 derimod ord som leasingkarrusel, hjemmerøveri og fortællerslam

’Interkulturel’ var nyt input til mit aktive vokabularium i 08. Det er ikke et sprit nyt ord i de nordiske sprog, men det er dog et ord af nyere dato, som har fået stigende relevans ovenpå vores såkaldt ’mono-etniske’ periode. Forskere har studeret emnet i mere end 10 år. Både i Danmark og I Sverige findes professorer med interkulturalitet som forskningsfelt. I 2009 vil jeg arbejde videre med interkulturelt approach i flere perspektiver:

• I kultur- og kunstperspektivet, hvor forskellige kultur og kunstformer kan bringes til at inter-reagere, berige, forstærke, forstyrre hinanden.
• I multi-etniske perspektiver, hvor diversiteten i forståelse, fortolkning, erfaring og håb rummer kimen til noget nyt, fælles tredje, fjerde eller femte.
• I internationale sammenhænge, hvor fremmede prioriteringer og løsninger kan hjælpe blikket til at overskride de kendte horisonter.  

Med glimt i öjet funderede et af mine inspirerende bekendtskaber over tanken om ’det lykkelige bibliotek’, hvordan mon det ville väre? Jeg tror han er kommet på ideen, efter at have läst en artikel om lykke i danske Information.

Under overskriften: ‘Hvad står dit lykkebarometer på idag’ kan man läse om lykkebegrebet, som ny arbejdslivsomständighed, der kan virke positivt på bundlinien.

“Et lykkeregnskab kan jo ikke bruges til andet end branding af virksomheden i forhold til at fastholde og rekruttere medarbejdere. Men jeg synes, det her indvarsler en helt ny type kontrolsamfund, for den her type evaluering er en måde at topstyre mennesker på…..” citeres professor, filiosof, Ole Fogh Kirkeby.

Forleden så jeg et andet eksempel, der tilsvarende kan medvirke til udvikling af en ny type kontrolsamfund.

Mit eksempel handler om et kommercielt produkt, hvor web 2.0 lösninger integreres i en fälles platform, og målrettes store virksomheder. Ideen er at virksomheden bygger sig eget lukkede system udfra de sociale teknologiers princip. Hermed kan alle ansatte fölge med i hinandens profiler, communities, friends osv. Systemet kan väre et godt boost til fornyet transparens, videndeling og effektive, digitale rutiner. Og det er også målsätningen.

Men det har en bekymrende bagside, når dine samlede digitale relationer eksponeres så radikalt. For hvilke communities må du deltage i, blot for at dokumentere din erhvervsmässige pligtfölelse? hvilke andre kan du også tillade dig at frekventere, og hvem er det, du slet ikke må lege med? Har du de rigtige venner, og hvem chattede du med, senest?

Jeg er da helt med på, at alle virksomheder kan spore ansattes adfärd i cyperspace, og det har jeg ingen problemer med, så länge udgangspunkt og spilleregler er velkendte og etisk anständige.

Men denne nye blotlägning af den enkeltes kontaktnet, interessefelt og digitale gören og laden väkker bekymring om selvcensur og selvjustits med fare for begränsning snarere end frisättelse.

Det bringer hverken lykke eller relevans i en netvärkstid, hvor de kreative og overraskende lösninger skabes, når man har mod til det anderledes, det gränseoverskridende og skäve.