På Gammlia, et charmerende museumsområdet lidt udenfor bycentrum, havde jeg anskaffet en fin pamflet, der kunne anbefale ikke mindre end tre byvandringer i - trods alt - overskuelige down town Umeå. Ruterne passede perfekt til en afslappet söndag, og til mit forehavende, at diagnosticere, om Umeå nu faktisk lever op til den ärefulde status som EU Capital of Culture 2014? Ikke mindre end fire svenske byer havde lagt billet ind på prisen, men nomineringen gik i 2009 til Umeå, som vandt over Lund i et tät kaplöb.

På min byvandring oplevede jeg en velbevaret bykerne på en temmelig stille eftermiddag - men der havde også väret hård rock på havnekajen lördag nat. Det kunne väre en god grund til doven söndagsstemning.

Udover et lille naturhistorisk museum og et ditto foto, faldt jeg ikke over offentlige tilbud, til en kulturinteresseret turist. Så det er altså ikke et rigt institutionelt kunst og kulturliv, juryen har ladet sig overbevise af. Det havde jeg da heller ikke forventet i en ung by med 100.000 indbyggere, beliggende i kanten af Västerbotten.

På et möde mandag, hvor jeg traf både den lokale stadsbibliotekar og kulturchefen benyttede jeg anledningen til at spörge om Umeå som kulturstad. Og her fik jeg gode forklaringer på, hvad der har overbevist juryen. Nordbotten - det nordiske, tvärgående med oprindelige befolkninger og gammel kultur var trukket frem som et väsentligt tema. Dertil kom samarbejdsformerne, det inkluderende og ko kreative, der spredte sig både til medborgere og til andre byer i området.

Umiddelbart var det ikke store markedsföringstiltag eller fysisk by-iscenesättelse, der skulle tage stikket hjem, da juryen aflagde besög. Der var derimod en charmerende blanding af hittepåsomhed, selvtillid og en passende dosis fräkhed. Det går også igen i den korte film, Umeå har ladet producere som del af salgsmaterialet.  Godt gået, synes jeg, og så der findes faktisk spektakuläre planer for udviklingen af kulturlivet mod nord.

Jeg gläder mig til at besöge byen i 2014, og se hvor langt visionerne er blevet virkeliggjorte.

Maj Rörbäk Damgaard träf nemlig Fran Grevil på Frederiksberg Bibliotek, da han holdt et foredrag om sin historie. Han fortalte, om forlöbet, hvor han blev ansat i Forsvarets Efterretningstjeneste, da den  vestlige verden var i chok på grund af 9/11. I FE havde han til opgave at levere trusselsvurderinger, som skulle bruges af den danske regering. Han oplevede angiveligt et voksende pres fra højeste sted for at skrue op for troen på masseødelæggelsesvåben. Regeringens udlægning af truslen, stemte ikke overens med hans egen opfattelse af virkeligheden. Det er hans forklaring på, at han läkkede hemmeligstemplede trusselsvurderinger til pressen. Kort tid efter blev han anklaget og dömt for whistleblowing.

Foredraget provokerede Frederiksberg kommunalbestyrelse, som efterfölgende vedtog nye retningslinier, der forbyder kommunens biblioteker, “at lægge lokaler til offentlige arrangementer, der omfatter personer, som er dømt for en lovovertrædelse .”

Kommunens indgreb er en särdeles kritisabel afkortning af armslängden og kan betyde både knägtelse af ytringsfriheden og cencur på bibliotekerne.  Derfor er det også meget tankeväkkende at dette indgreb fik så lidt opmärksomhed tilbage i 2007, da det blev sanktioneret.

Måske det afspejler, at bibliotekernes egne frontkämpere idag er så stärkt optagede af at implementere samfundsnyttige aktiviteter i tät samarbejde med de kommunale opdragsgivere, så de slet ikke har mentalt overskud til at afsöge og bryde andre barrierer.

Jeg er bekymret for, at den meget omtalte cencur eller selvcencur indenfor kunst og kulturområdet generelt også sätter sine spor i bevidstheden og forståelsen af hvad et folkebibliotek er og skal väre. Folkebibliotekerne fortjener större mod, iderigdom og vilje til at skabe debat om tidens konventioner.

Det har sneet hele dagen. Konturene af forsigtige, blåhvide flager forsvinder, når de ender på snedäkket grund. Lander de derimod på de ganglinier, det er lykkedes at skrabe fri for sne og is, oplöses de umiddelbart på den farvelöse cement.

Det tör, så småt, men meterologerne har varslet flere frostklare kuldegrader, längere henne på ugen. Vinteren har bidt sig fast, siger de.  Hvad er så den dårlige nyhed, kun man spörge? Men skal jeg väre ärlig, har jeg ingen just indenfor räkkevidde.

Er jeg mon jubeloptimist, eller bare rigtig god til ‘compartmentalising’? Det skal stå ubesvaret her, men jeg kan godt anbefale compartmentalising som metode til at undgå overväldende stress, og i stedet opnå en tilstand, der giver momentan ro til fokusering og fordybelse.

Det er länge siden, jeg mödte tankemåden förste gang, på et lederkursus med det pretentiöse navn Executive Training Program. Det var dyrt og dejligt! Her underviste bl.a. menneskekloge Erik Kjär, pensioneret erhvervspsykolog. Han satte kombinationen af 0-fejlsbesträbelser og selvhöjtidelighed i perspektiv ved at tale om den rendyrkede samvittighedsfulde leder, der i pressede situationer risikerer at skabe samfuttighedsvildrede både hos sig selv og i omgivelserne.

‘Compartmentalising’ indebärer et bevidst valg om at fokusere på en bestemt opgave her og nu og de kommende timer eller dage, mens andre opgaver, bryderier, udfordringer i alle dele af livet sättes på hold. Det kräver lidt övelse. Mänd siges at väre bedre til det end kvinder, hvilket harmonerer fint med påstanden om hankönnets beskedne talent for multi-tasking.

Det hjälper også med dybe vejrträkninger, meditationsövelser, en rask promenade. Ilt til hjernen og hjertet. Det koster ingenting, udover lidt planlägning - og hvis frosten holder länge nok kan jeg snart spadsere törskoet hele vejen til Köbenhavn - hvad er der så at väre ked af?

Dagen, hvor Information kan citere et medlem af det agtvärdige Folketing, for at »ingen ved sine fulde fem får barn med en muslimsk mand«.

Selvfölgelig taler vi endnu engang om et medlem af Dansk Folkeparti, ikke en af de prominente präster eller lyshårede topledere, men om en Kim Christiansen, der af tilsträkkelig mange mennesker anses for värdig til et säde i landets höjeste, folkevalgte forsamling. Man må grämmes.

Selvsamme 27. januar skriver Politiken om en EU rapport, der har undersögt minoriteters oplevelse af grov chikane, trusler eller overfald på grund af hudfarve, religion eller etnisk oprindelse. Og gät hvad? Danmark topper listen over grove hadeforbrydelser, og overgåes i EU kun af tjekkere og finnere. Hvad skal vi göre ved det?

I Sverige er det’Förintelsens minnesdag’ hele denne snestormsagtige januardag og aften. Mange kulturinstitutioner, skoler og biblioteker bruger anledningen til at ofrene for 2. verdenskrig og sätte menneskers rettigheder på dagsorden.

På Stadsbiblioteket i Malmö er der stort program for hele dagen arrangeret i samarbejde med andre kulturinstitutioner, offentlige virksomheder og private foreninger.

I Lund åbner Kulturen en udstilling om Anne Frank. Planen er, at 1500 elever i löbet af foråret skal se udstillingen og diskutere menneskerettigheder.

Netop omsorgsfuld oplysning, inddragelse, selvindsigt og diskussion om ordentlighed og humanitet er en af vejene frem til at få bremset den dehumanisering, som er rullet ind over DK de sidste år -  til skam og skade for mange mennesker.

Kultur- og kunstinstitutioner, biblioteker og andre frie mödesteder, skoler, universiteter og andre dannelsesmiljöer må tage opgaven på sig og träde i karakter som vogtere af humanitet og tolerance.

Og så savner jeg for övrigt så meget Natasja Saad,  der kunne sige det hele så stärkt og moderne, så Dansk Folkeparti ude på absurditetens overdrev annekterede et af hendes ordspil just efter hendes död. Uanständigheden er gränselös. Pas på du ikke bliver en del af den.

Indenfor de senere uger har avisernes kultursider igen dokumenteret, at debatten om bibliotekskvalitet er evig aktuel. Ideen om en entydig universel kvalitetsnorm har for länge siden mistet mening som retningsgiver for folkebibliotekernes virksomhed. Ikke fordi alt er lige godt, men fordi et kulturelt eller kunsterisk udtryk må vurderes på sin egen prämis.

Kunsten i mere destilleret eller krävende form skal naturligvis have sin fremträdende plads, og den er måske blevet marginaliseret i biblioteksbevidsthed- og budgetter gennem de sidste årtiers overlevelseskamp.

Det er ikke tilsträkkeligt at indköbe bögerne og stille dem op på lange reolräkker. End ikke de smalle. Tiden kalder på eksperimenteren om en ny type biblioteksästetik. Den vedrörer bl.a. det litteräre möde mellem det fysiske og det virtuelle bibliotek, samt de medskabende deltagere.

Markant iscenesättelse af litteraturen er på vej. Forfatterprogrammer höjt på dagsordenen. De skal suppleres med muligheder for fordybelse og nye former for deltagelse. Der kan etableres formöder til litteräre arrangementer, skrivevärksteder, workshops og läsecirkler eller 24 timers poesiopläsning på talrige sprog. Der kan udvikles litteraturfestivaler – fysisk og digitalt, hvorved litteräre begivenheder over hele verden kan kobles sammen og åbne til  en reel global, litterär scene. Folkebibliotekernes flagskib www.litteratursiden.dk kunne väre en god platform for en sådan international kobling.

Mulighederne er legio, de store biblioteker har ressourcer til at prioritere området.

Inspiration til prioritering af nytårsfortsætterne for 2010 hentede jeg på det stedlige folkebibliotek. Et forberedende besøg på en af landets mest benyttede portaler  http://www.bibliotek.dk/ viste, at hovedbiblioteket i Frederiksværk rådede over et eksemplar af den bog, jeg søgte. Benny Andersens digtsamling fra 1971 - ‘Man burde, burde’. Dansk biblioteksvæsen, det er faktisk en klasse for sig, og titlen lyder af gefundenes fressen, just til mit formål.

Så afsted, om ikke til hest, så i hvert fald med privat transportmiddel de 12 km til Frederiksværk, for at  nyde godt af fællesskabets faciliteter. Måske hedder det Halsnæs Bibliotek efter kommunesammenlægningen (?), under alle omstændigheder er det særdeles centralt beliggende, i rumlige lokaler, med mange bøger. Men hold da op, hvor er det alligevel et minde om forne tider, der møder en her. Undskyld, fagfæller i Halsnæs, men stemningen, æstetikken, fraværet af kreativ omhu i eksponeringen af samlinger. Var der nogen som sagde oplevelsessamfund? I hvert fald ikke den dag. 

Digtsamlingen,viste det sig, var sat på magasin, og den venlige bibliotekar, som forsøgte at hente den frem, vendte tomhændet tilbage. Så meget for Bibliotek.dk og samspillet til det lokale folkebibliotek, i dette tilfælde.

Biblioteksbesøget endte alligevel godt. Den vagthavende bibliotekar oplyste mig om, at bogen også fandtes på filialen i Hundested. Efter 12 km den anden vej, og en sjælden stor konduite fra en lokal kollega, fik jeg bogen med mig, selvom jeg hverken kunne fremvise gyldigt sygesikringsbevis eller fast helårsadresse i Dannevang. God biblioteksservice, synes jeg. Og påkrævet, efter mange kilometer og flere timers investering fra min side. Det er måske noget vi, biblioteksledere, generelt skal tænke mere på.

Iøvrigt fortæller sådan en halvgammel biblioteksbog en lang historie. Den er indkøbt før edb systemernes tid, og derfor forsynet med ikke mindre end 48 små datostempler på registreringssedlen, monteret bagest i bogen. Her ser man, at bogen første gang blev lånt den 5. maj 1972 og sidste gang 14. januar 1993 - herefter er udlånene noteret elektronisk, og ikke umiddelbart aflæselige. Men bogen har da nok været udlånt mindst 100 gange. Det siger noget om folkebibliotekets berettigelse! Når ellers det funker.

For denne biblioteksoplevelse får mig også til at tænke på nødvendigheden af konstant udvikling og opdatering af både biblioteker og andre offentligt finansierede institutioner.  Det er ikke rimeligt at ville nøjes med forældede versioner, af det velfærdssamfundets institutioner. Når det sker, finder mennesker, som har råd, egne veje gennem privat finansiering og alternative modeller, som det er sket f.eks. i sundhedsvæsenet og på skoleområdet. Fællesskabets goder risikerer at forfalde.

Derfor skal man heller ikke ensidigt begræde, at danske kommuner de senere år har nedlagt omkring 100 biblioteksfilialer. I modsætning til biblioteksfilialen i Hundested, som før kommunesammelægningen havde status af hovedbibliotek, var de fleste nedlagte lokalbiblioteker kendetegnet af total utilstrækkelighed. De bestod af gamle, små og dårligt vedligeholdte bogsamlinger, fravær af andre medier, små og få åbningstimer, håbløse lokaler, knaphed på kompetent personale. Det kan ingen bruge til noget.

Det er klogt at samle ressourcerne og skabe større biblioteker, der både fysisk og virtuelt har kraften til at berige samfundet med opdaterede, multimediale og kvalitative bibliotekstilbud. Bibliotekssystemer, der er store nok til både bredde og dybde. Kulturarv og hypernyt. Det forudsætter naturligvis, at de kommunale kroner fastholdes til biblioteksformål, og her gør kommunerne ikke altid, hvad de burde. Bibliotekerne og deres brugere behøver penge, politisk prioritet og passioneret personale!

Aviserne appellerer til läsernes medskabelse, og interesserede aktörer inviteres med ind i den litteräre diskussion gennem eksponering af eksempelvis egne blogge og ved opfordringer til at kommentere, reagere og anvende sociale teknologier. Derved spredes både den litteräre diskussion og aviserne som kilder og platforme for samme.

Folkebibliotekerne er også i bevägelse. De er igang med at udvikle ny forståelse af  de roller bibliotekerne kan og skal tage for at leve et aktivt liv med litteraturen. www.litteratursiden.dk er ikke af ny dato, men fortsat et fremragende dansk eksempel på, hvordan et vidt forgrenet netvärk kan före ny värdi med sig, nu også i trykt form. Fremover vil vi se andre tätte samarbejder mellem biblioteker, litteräre miljöer, läsere og andre partnere, fordi det er en metode til at träkke mere saft og kraft og substans ind i bibliotekernes litteräre engagementer.  Og det er der brug for!

Samtidig er det nödvendigt at udnytte de muligheder, folkebibliotekernes finansieringsgrundlag giver for at eksperimentere med ikke kendte former. Vi skal gerne helt ud i kanterne.

I Malmö etablerede vi International Forfatterscene i 2009. Det var ikke trivielt, som det måske umiddelbart lyder. ’Scenen’ har kostet mange penge og personaleressourcer. Vi har haft god hjälp og stötte fra Kulturhuset i Stockholm og Köbenhavns Sorte Diamant, og mange tak for det! Med denne scenen gives adgang til autentiske möder og menneskelige fällesskaber på tvärs af geografisk og anden afstand. Ovenpå dette förste skridt skal vi nu videre ud i ubetrådt landskab og opdage, hvad der iövrigt findes eller kan skabes her – allerhelst i tät samspil med lokale läsere, forfattere, teknologer, iscenesättere, pädagoger, studerende, arbejdslöse, pensionärer, börn, forskere og andre der har lyst til at väre med.

Förste forfatterarrangement i 2010 bliver den 21. januar, hvor International Forfatterscene får besög af en fransk börne- og ungdomsforfatter. Sät kryds i kalenderen allerede idag. Tidligere forfatterarrangementer kan opleves på bibliotekets hjemmeside.  

Udviklingen kan fölges, eller man kan hente andre gode og hyperaktuelle tips ved at fölge . http://twitter.com/malmobibblan Det var her jeg blev opmärksom på en sevärdig porträt udsendelse fra svensk TV om årets litteräre nobelprismodtager 

“Du skal läse Pico Iyer”, sagde Paul Holdengraben, da han generöst delte sine tanker og ideer om udviklingen af den litteräre og ideskabende scene, han gennem de senere år har manifesteret som en klog mödeplads på New Yorks toneangivende folkebibliotek på 5.th Avenue mellem 40.th og 42.th street

Optändt af Holdengrabens fede karma gik jeg sporenstregs fra vores samtale ned igennem et par af de velforsynede boghandlere, det amerikanske marked stadig kan bäre. Mellem det ene fristende tilbud efter det andet fandt jeg, hvad jeg sögte, ‘The global Soul’.

‘The Global Soul” er en bog, der reflekterer over nogle af de nye vilkår i menneskers liv, som er en del af globaliseringen. Statslöshed i den forstand, at du kan väre födt i Pakistan, en del af din barndom opvokset i England. Dit voksenliv indleder du i USA, men i övrigt lever du en stor del af dit liv i den särlige transitverden, afsondret fra den virkelige verden i lufthavne og på flyrejser over store sträkninger.

Dit liv udspiller sig med få timers mellemrum i mange forskellige tidsaldre, ” We wake up, orphaned, in West Hollywood and go to sleep, surrounded by our parents, in medieval Katamandu; we zigzag across centuries as if they were just settlements in a village ” skriver Iyer.

Nationalt tilhörsforhold og ‘hjem’ i kendt forstand har ingen mening i den globale själ, og hvad betyder det så for identitetsfölelsen at man ikke entydigt kan sige hvor man kommer fra, eller hvor man hörer til eller er på vej hen?

Pico Iyer personificerer selv den globale själ. Födt i England af indiske foräldre, opvokset i Californien og med mange transitstop verden over för han slog sig ned i Japan, hvor han pt er bosat.

I november havde den internationale forfatterscene på Malmö Stadsbibliotek besög af en anden global själ. Den pakistansk/britiske författer Nadeem Aslam som gav publikum en vidunderlig stilfärdig, tankeväkkende aften.

Nadeem skriver udover de nationale gränser, og fortalte i Malmö om karakteristiske sider af sin skrivepoces: “… about 20 pages into the writing of the book I forgot that Lara was Russian. I totally forgot that Marcus was an Englishman, or that David was American and Caza was an Orphan“.

Med reference til vilkårene for skabelsen af Pakistan udtrykte Nadeem sit ubehag ved tankerne om nationalstat og national identitet. Gennem mit arbejde forsöger jeg at forstå mennesker og forstå verden, sagde Nadeem - i min fri oversättelse.Han inspirerede en tilhörer til at introducere sig på fölgende måde:  ‘I was made in Pakistan and assembled in England and Sweden‘.I övrigt er 30% af malmöboerne födt udenfor Sverige. Det gör Malmö til et sted, hvor der er påträngende grunde til at forsöge at forstå de näre konsekvenser af globalisering. At lytte på mennesker med egne erfaringer er en god start.

Du kan höre hele denne og andre forfattersamtaler på stadsbibliotekets digitale ‘hörbar’ Et besög der kan varmt anbefales!

Det skete da Elisabeth Möller Jensen, succesrig direktör for Kvinfo, gik i rette med Jörgen Leth på grund af hans holdning til sex med mindreårige kvinder i udviklingslande, og da Allis Helleland som direktör for Statens Museum for Kunst tillod sig at invitere eksperimentet i formidlingen af kunsten indenfor murene. Og vi fik en tur mere, da Pernille Schaltz, som ny leder for Hovedbiblioteket i Köbenhavn blev kvärnet gennem maskinen.

Jeg vil ikke tage stilling til indholdet i disse processer, men undrer mig over om kvindekönnet fortsat i sig selv provokerer en mandlig elite og genererer särlig hadske udfald? Jeg er i tvivl, synspunkter er meget velkomne!

Udvikling og innovation i den offentligt styrede kulturverden

Nogle af mine kloge venner beskäftiger sig med innovation indenfor kulturområdet og dets institutioner. Den ene er i gang med at beskrive og begrunde det fravär af kulturinnovation, han mener eksisterer. Den anden fordyber sig i diskursanalyser for at identificere vilkårene for  forandringsprocesser i kulturlivet.

Siden august har forandringsarbejdet på Malmö Stadsbibliotek väret genstand for en engageret, til tider brutal debat, og hele dette forlöb har givet mig ny erfaring og erkendelse, om vilkårene for udvikling i den offentlige sektor i bred almindelighed og indenfor kulturområdet i särdeleshed.

Kulturen bliver särligt, kärligt håndteret, fordi de mest brändende interessenter her er velformulerede, veletablerede og bredt respekterede. De har platform, status og er vant til at begå sig i medierne.

Indenfor biblioteksområdet er dette konkret belyst af phd stipendiat  Åse Hedemark, der har begået En diskursanalytisk studie av biblioteksdebatter i svenska medier. 1970–2006.

Åse skriver:

“The authors take up the greatest space in the debate and hold the position which is the most influential. They speak from the book discourse and it is those descriptions and definitions of the public library which predominate. A possible explanation for the success of the book discourse in the debate is that the players presenting it are important in respect of their generation and sex – those plying the discourse are mature, male authors….

… From the point of view of the book discourse it is established that the ideal librarian is a woman who is well informed about fiction. Her primary task consists of preserving and passing on the culture that libraries should oversee – printed fiction of high quality….

When librarians fit the role they are described as clever and sensible.

When librarians fail to fit the role or attempt to break away from it, as the

representative for the discourse on information mediation recommends, they are described by the authors as incompetent. Thus there is a relationship of power between authors and librarians which can be described as paternalistic.”

Sommeren har jeg brugt på at planlægge offentliggørelse af ny strategi for stadsbiblioteket i Malmø. Det skulle ske efter sommereferien i slut august. Forud er gået lang tids strategiarbejde, forankring, planlægning, risikoanalyse, kommunikationsforberedelse og så videre.

Men så sker der ind imellem ting, man præcis ikke har forudset, og forløbet får en ganske anden karakter, end forventet.

I Malmø er det blevet en meget stor sag, at biblioteket kasserer bøger. I alt forventes 60.000 bøger kasseret i 2009, og det er 20.000 flere i år end foregående år. At bøgerne sendes til papirgenbrug fremfor at blive tilbudt interesserede har skabt vrede og forundring hos mange.

At sende bøger til papirgenbrug er en praksis biblioteket har haft i mange år, og ikke en praksis, der har været genovervejet under mit 1½ årige lederskab. Men vi har nu taget proteststormen til efterretning og besluttet at kasserede bøger fremover stilles til rådighed, for de som kan finde ny anvendelse for dem.

Og så kan vi fortsætte debatten om den nye fireårige plan for bibliotekets udvikling. For det er enormt positivt, at biblioteksforandringer kan animere store og brede debatter. Sagen har dagligt været behandlet i ‘Sydsvenskan’, startende med en boulevard-presse agtig, sensationsskabende introduktion mandag den 10 august i avisens Malmø sektion. Siden har den skiftet karakter og fortsætter i kultursektionen. Så sent som i dag, søndag den 23. august med to nye bidrag.

Op til min sommerferie besøgte jeg New York Public Library. Mange biblioteksprofessionelle vil vide, at NYPLs hovedindgang flankeres af to marmorløver. Måske ved de også, at Paul Le Clerk, bibliotekets (CEO) for et par år siden rekrutterede kunsthistoriker, filosof og tidligere museumsinspektør Paul Holdengraben. Det var Holdengrabens opgave at bringe ny ilt til NY. Holdengraben siger selv, at han er ansat ‘to make the lions raw’.

Man kan diskutere, om det er løverne, som brøler når store, nødvendige folkebiblioteksforandringer rulles ud. Men opslutningen om folkebibliotekernes grundide er evident, tankefriheden, ytringsfriheden, den frie og lige adgang - kultur og viden til folket. Forandringsaversionen kan tolkes som frygt for at idegrundlaget krænkes. Det gør det ikke, og det skal det ikke!

Derimod er der flere nordiske eksempler, der tydeligt udpeger behovet for at bibliotekerne styrker kapaciteteten til at kommunikere forandringer og nye initiativer, iscenesætte medborgerdialoger og brugerdreven innovation samt har mod og lyst til at improvisere, når de planlagte processer løber ad helt andre veje, end dem man har forberedt sig på at betræde.

Der kan læses mere på bibliotekets hjemmeside herfra kan også efterårets nye store programdownloades.