Snegle kan flyve
”Noget for noget” havde Statsministeren sagt, men i dette tilfælde var det svært at forestille sig, hvordan der nogensinde kunne betales tilbage. De ville jo aldrig blive nettoydere. En ærgerlig tanke, faktisk, for et lille land, hvor skattetrykket gjorde ondt helt ind i hævekortet og hvor den enkelte medborgers personlige forbrugsentusiasme slet ingen grænse kendte.
De kostede samfundet både penge og tid, og da tid i sig selv kunne opgøres i penge, måtte man næsten se dem som udløsere af dobbelte omkostninger. Selv var de ikke forbrugere i nævneværdigt omfang. De havde ingen penge at købe ind for, og de havde kun begrænsede muligheder for at komme ud på gader og stræder, i butikker og storcentre og blande sig med normaliteterne.
Med deres alt for tykke og forvrængende brilleglas, deres motoriserede kørestole, gestikulerende tegnsprog, uartikulerede lyde, spasmer eller åndssvage ansigtsudtryk var de nærmest lidt malplacerede i mainstream – samfundet. Deres fremtræden var slet ikke komfortabel.
Man så dem da heller ikke så tit derude, blandt de normale. Selvfølgelig kunne man støde på et begavet kørestolsbarn i en folkeskole og på en lille begynder-autist i børnehaven. Og man kunne se dem forsamlet og spændt fast, kiggende ud af ruderne med deres særprægede grimasser og evige morgenhår fra handicapbusserne på motorvejene, når de blev fragtet fra hjem til institution og tilbage igen. Men de blev meget sjældent – om nogensinde – inviteret til at være med i mere fri og frivillig udfoldelse.
Det skortede som sådan ikke på medvilje hos mange igangsættere. I hvert fald ikke på det bevidste plan. Man tænkte bare ikke på dem. De var der ikke, indenfor synsfeltet. Deres eksistens blev fortrængt til fordel for talrige andre krav og forventninger, ambitioner og ideer. Der var ligesom ikke plads til marginalerne. Det skulle være meget mere spektakulært, skulle det. Og derudover gerne resultere i større selvbetjening og mere volumen, i højere udlånstal, besøgstal, seertal og tilsvarende præstationstal, der kunne legitimere den næste, offentlige kulturbevilling.
Det handlede også om prestige. Man kunne næppe i dette præstationsorienterede samfund forestille sig noget mere uprestigiøst end arbejdet for og samværet med mennesker, der aldrig ville kunne præstere i overensstemmelse med de gældende værdier for personlig succes, men som måske hvis man inviterede dem indenfor ville karte hvileløst rundt og savle på møblerne eller på selveste kulturformidlerne og sige underlige lyde og have behov for en ren ble i en alt for sen alder. Sikken et besvær og til hvilken nytte?
Så var det både langt sjovere, mere betydningsfuldt og nyttigere at arbejde med moderne teknologier. At afsøge teknologiernes muligheder for den fremtidige biblioteksbruger, at eksperimentere med nye formidable netværksløsninger, der kunne gøre det nemt og hurtigt for pc-brugeren med et par veltilrettede muse-klik at dykke ned i nationens samlede kulturarv eller bevæge sig ud og øse af globaliseringens digitale kilder.
Initiativer overfor børn og unge havde såmænd også prioritet i den nationale og i lokale kulturpolitikker. Gennem kulturel udfoldelse kunne børn udvikle deres sociale kompetencer. De kunne få støtte og inspiration til at skabe fælles referencerammer, at opleve sig selv som en meningsfuld del af en større sammenhæng og udvikle fornemmelse for egen identitet. De kunne også bare få lov til betingelsesløst at deltage i sjove, tankevækkende, provokerende, fællesskabsunderstøttende kulturoplevelser, der kunne gøre dem godt som små mennesker og tilgå som en del af deres erfaringsgrundlag. Herved kunne man hjælpe dem til at udvikle de gode, personlige kvalifikationer, de sociale kompetencer, som var i høj kurs i alle samfundets kringelkroge.
Når de marginaliserede grupper var store nok, kunne man godt få øje på dem. Faktisk var det svært at ignorere børn med anden etnisk baggrund end dansk. Prisen for at lade dem ude var simpelthen for høj og gevinsten ved at inddrage dem og give dem muligheder for selv at finde sig til rette i multikulturen tilsvarende lovende. De bar på et grænseløst potentiale, og som kulturinstitutioner gennemførte især bibliotekerne omfattende og meget vellykkede kampagner, der på fornem vis var med til at fremme inklusionen.
Men der var stadig nogen som ikke blev inviteret indenfor. Nemlig de, som i antal var så få og i personlighed eller fysik så uhyggeligt afvigende, at kulturlivet næppe kunne tillade sig at satse ressourcer på dem. De vægtede ikke i statistikkerne. De havde ingen rolle at spille blandt de prioriterede nøgletal.
Men det kunne være anderledes. Og faktisk begyndte en ny fortælling at folde sig ud fra den dag, hvor nogen fik en ide om handicappede børn på bibliotekerne, og gav ideen liv i et fint bibliotekssamarbejde. ”Lad os tro på at snegle kan flyve”, sagde de, ”lad os lave et helt eventyrligt bibliotek, hvor vi henter sneglene indenfor, hvor vi indretter os efter dem og hvor vi tilbyder dem at være med i varme og tætte kulturoplevelser.” Sneglene og deres familier takkede ja til invitationerne. De kørte gerne mange kilometer gennem landet for at nå et af de eventyrlige biblioteker, som ved denne lejlighed åbenbarede sig i Gladsaxe, Horsens og Silkeborg.
De lod os få indblik i deres forskellige, rørende særpræg. De havde familierne med. Sunde og raske søskende og taknemmelige forældre, der ved denne lejlighed oplevede den sjældne glæde, at blive inviteret med sit handicappede barn til et lokalt kulturtilbud, væk fra kendte institutionelle rammer. Her kunne der savles og råbes, soves og grines, her kunne man være helt sig selv, uden at nogen følte sig forstyrrede derved.
Og sneglebørnene betalte generøst arrangørerne tilbage med deres uforbeholdne begejstring. De tog imod og levede med - spontant, ærligt og intenst. De spillede trommer med indfølt musikalitet. De forvandlede sig til de yndigste prinsesser, de lyttede til historier, de klappede, de hujede, de morede sig, de oplevede socialt samvær og fællesskab. De fløj, næsten, og de blev frie et øjeblik, eller flere.
Vi havde såmænd næsten glemt ”Det Eventyrlige Bibliotek”. Det var forsvundet i hverdagens centrifuge, forladt til fordel for andre prioriteringer, der syntes helt umulige at komme udenom. Men så skete der noget usædvanligt. Vi blev ringet op, og fik at vide, at Ungdomsringens Kulturpris 2004 skulle gå til Danmarks Blindebibliotek for initiativet til ”Det Eventyrlige Bibliotek.”
Det kan nok være at denne gode nyhed fik minderne om de flyvende snegle på vingerne. Og med afsæt i Ungdomsringens Kulturpris 2004 forpligter Danmarks Blindebibliotek sig med glæde til at give ”Det Eventyrlige Bibliotek” nyt liv. Måske i cyperspace – måske i reality. Og med denne pris har vi fået en kærkommen anledning til at invitere nye snegle indenfor, så de ikke, som en anden lille pige med svolvstikkerne så fatalt skal holdes evigt ude af fællesskabet.
”Noget for noget” havde Statsministeren sagt, men i dette tilfælde var det svært at forestille sig, hvordan der nogensinde kunne betales tilbage. De ville jo aldrig blive nettoydere. En ærgerlig tanke, faktisk, for et lille land, hvor skattetrykket gjorde ondt helt ind i hævekortet og hvor den enkelte medborgers personlige forbrugsentusiasme slet ingen grænse kendte.
De kostede samfundet både penge og tid, og da tid i sig selv kunne opgøres i penge, måtte man næsten se dem som udløsere af dobbelte omkostninger. Selv var de ikke forbrugere i nævneværdigt omfang. De havde ingen penge at købe ind for, og de havde kun begrænsede muligheder for at komme ud på gader og stræder, i butikker og storcentre og blande sig med normaliteterne.
Med deres alt for tykke og forvrængende brilleglas, deres motoriserede kørestole, gestikulerende tegnsprog, uartikulerede lyde, spasmer eller åndssvage ansigtsudtryk var de nærmest lidt malplacerede i mainstream – samfundet. Deres fremtræden var slet ikke komfortabel.
Man så dem da heller ikke så tit derude, blandt de normale. Selvfølgelig kunne man støde på et begavet kørestolsbarn i en folkeskole og på en lille begynder-autist i børnehaven. Og man kunne se dem forsamlet og spændt fast, kiggende ud af ruderne med deres særprægede grimasser og evige morgenhår fra handicapbusserne på motorvejene, når de blev fragtet fra hjem til institution og tilbage igen. Men de blev meget sjældent – om nogensinde – inviteret til at være med i mere fri og frivillig udfoldelse.
Det skortede som sådan ikke på medvilje hos mange igangsættere. I hvert fald ikke på det bevidste plan. Man tænkte bare ikke på dem. De var der ikke, indenfor synsfeltet. Deres eksistens blev fortrængt til fordel for talrige andre krav og forventninger, ambitioner og ideer. Der var ligesom ikke plads til marginalerne. Det skulle være meget mere spektakulært, skulle det. Og derudover gerne resultere i større selvbetjening og mere volumen, i højere udlånstal, besøgstal, seertal og tilsvarende præstationstal, der kunne legitimere den næste, offentlige kulturbevilling.
Det handlede også om prestige. Man kunne næppe i dette præstationsorienterede samfund forestille sig noget mere uprestigiøst end arbejdet for og samværet med mennesker, der aldrig ville kunne præstere i overensstemmelse med de gældende værdier for personlig succes, men som måske hvis man inviterede dem indenfor ville karte hvileløst rundt og savle på møblerne eller på selveste kulturformidlerne og sige underlige lyde og have behov for en ren ble i en alt for sen alder. Sikken et besvær og til hvilken nytte?
Så var det både langt sjovere, mere betydningsfuldt og nyttigere at arbejde med moderne teknologier. At afsøge teknologiernes muligheder for den fremtidige biblioteksbruger, at eksperimentere med nye formidable netværksløsninger, der kunne gøre det nemt og hurtigt for pc-brugeren med et par veltilrettede muse-klik at dykke ned i nationens samlede kulturarv eller bevæge sig ud og øse af globaliseringens digitale kilder.
Initiativer overfor børn og unge havde såmænd også prioritet i den nationale og i lokale kulturpolitikker. Gennem kulturel udfoldelse kunne børn udvikle deres sociale kompetencer. De kunne få støtte og inspiration til at skabe fælles referencerammer, at opleve sig selv som en meningsfuld del af en større sammenhæng og udvikle fornemmelse for egen identitet. De kunne også bare få lov til betingelsesløst at deltage i sjove, tankevækkende, provokerende, fællesskabsunderstøttende kulturoplevelser, der kunne gøre dem godt som små mennesker og tilgå som en del af deres erfaringsgrundlag. Herved kunne man hjælpe dem til at udvikle de gode, personlige kvalifikationer, de sociale kompetencer, som var i høj kurs i alle samfundets kringelkroge.
Når de marginaliserede grupper var store nok, kunne man godt få øje på dem. Faktisk var det svært at ignorere børn med anden etnisk baggrund end dansk. Prisen for at lade dem ude var simpelthen for høj og gevinsten ved at inddrage dem og give dem muligheder for selv at finde sig til rette i multikulturen tilsvarende lovende. De bar på et grænseløst potentiale, og som kulturinstitutioner gennemførte især bibliotekerne omfattende og meget vellykkede kampagner, der på fornem vis var med til at fremme inklusionen.
Men der var stadig nogen som ikke blev inviteret indenfor. Nemlig de, som i antal var så få og i personlighed eller fysik så uhyggeligt afvigende, at kulturlivet næppe kunne tillade sig at satse ressourcer på dem. De vægtede ikke i statistikkerne. De havde ingen rolle at spille blandt de prioriterede nøgletal.
Men det kunne være anderledes. Og faktisk begyndte en ny fortælling at folde sig ud fra den dag, hvor nogen fik en ide om handicappede børn på bibliotekerne, og gav ideen liv i et fint bibliotekssamarbejde. ”Lad os tro på at snegle kan flyve”, sagde de, ”lad os lave et helt eventyrligt bibliotek, hvor vi henter sneglene indenfor, hvor vi indretter os efter dem og hvor vi tilbyder dem at være med i varme og tætte kulturoplevelser.” Sneglene og deres familier takkede ja til invitationerne. De kørte gerne mange kilometer gennem landet for at nå et af de eventyrlige biblioteker, som ved denne lejlighed åbenbarede sig i Gladsaxe, Horsens og Silkeborg.
De lod os få indblik i deres forskellige, rørende særpræg. De havde familierne med. Sunde og raske søskende og taknemmelige forældre, der ved denne lejlighed oplevede den sjældne glæde, at blive inviteret med sit handicappede barn til et lokalt kulturtilbud, væk fra kendte institutionelle rammer. Her kunne der savles og råbes, soves og grines, her kunne man være helt sig selv, uden at nogen følte sig forstyrrede derved.
Og sneglebørnene betalte generøst arrangørerne tilbage med deres uforbeholdne begejstring. De tog imod og levede med - spontant, ærligt og intenst. De spillede trommer med indfølt musikalitet. De forvandlede sig til de yndigste prinsesser, de lyttede til historier, de klappede, de hujede, de morede sig, de oplevede socialt samvær og fællesskab. De fløj, næsten, og de blev frie et øjeblik, eller flere.
Vi havde såmænd næsten glemt ”Det Eventyrlige Bibliotek”. Det var forsvundet i hverdagens centrifuge, forladt til fordel for andre prioriteringer, der syntes helt umulige at komme udenom. Men så skete der noget usædvanligt. Vi blev ringet op, og fik at vide, at Ungdomsringens Kulturpris 2004 skulle gå til Danmarks Blindebibliotek for initiativet til ”Det Eventyrlige Bibliotek.”
Det kan nok være at denne gode nyhed fik minderne om de flyvende snegle på vingerne. Og med afsæt i Ungdomsringens Kulturpris 2004 forpligter Danmarks Blindebibliotek sig med glæde til at give ”Det Eventyrlige Bibliotek” nyt liv. Måske i cyperspace – måske i reality. Og med denne pris har vi fået en kærkommen anledning til at invitere nye snegle indenfor, så de ikke, som en anden lille pige med svolvstikkerne så fatalt skal holdes evigt ude af fællesskabet.