‘Sweden is a wonderful place. I would like to live here… in this library, actually….‘ og når man så faktisk selv arbejder på präcis dette herlige bibliotek, er det klart man bliver beväget af det hengivne udsagn. Ordene blev udtalt af den vietnamesisk/canadiske forfatter Kim Thuy, da hun besögte Stadsbibliotekets Internationale Forfatterscene.Hun havde andre observationer, som bevägede. Bl.a. berettede hun om sit förste möde med Canada, da hun efter nogen tid som bådflygtning blev flöjet til Montreal i en snavset og ildelugtende tilstand. Og fölte sig uläkker; men alligevel - som sine medflygtninge - blev modtaget af fremmödte canadiere med kärlighed, varme og fysisk omfavnelse. Hun havde aldrig prövet noget lignende, så hun var himmelfalden; men også lykkelig for at blive mödt med en sådan betingelseslös åbenhed og omsorg. Det förste möde med et nyt land er helt afgörende og sidder i kroppen og mindet resten af livet, kunne man forstå på Kim Thuy.Lördagskronikken i  Sydsvenskan ‘Dansk debatt snart svensk?’ fik mig til at tänke på Kim Thuy. Kronikken er forfattet af den kloge chefredaktör Heidi Avellan og indeholder lange citater fra to danske forskere, isär den ene Jens Jonathan Steen, direktör for tänketanken Centrum Venstre Akademiet siger ting, som vi må lägge os på sinde - både som mennesker og som biblioteker. Jeg citeter ’ Vi skal ikke forme fremtiden med et reaktionärt snäversynet og navlebeskuende  blik på hvad Danmark var for 50 år siden. Men samtidig kan vi heller ikke forme fremtiden ud fra en vision om et identitetslöst kosmopolitisk og relativistisk verdenssyn hvor alt er lige godt’ og videre ….’ Vi har brug for at skabe nye folkelige sammenslutninger, hvor vi står sammen på tvärs af kultur og religion og ikke sammen på grund af kultur og religion ’.Vi diskuterer ofte bibliotekers og andre offentlige kulturinstitutioners rolle i det moderne samfund. Visse steder er der en tendens til at bibliotekerne beväger sig over i en mere servicebetonet selvforståelse, hvor identiteten kommer til at handle om at väre samfundets tjener fra et top down perspektiv. Det ses f.eks. i fusioner af bibliotek- og borgerservice; men også visse steder med nyttige initiativer til fremme af den såkaldte integration uden  at sätte f.eks. den herskende retorik omkring mennesker af andet national eller etnisk ophav sättes til debat.Jeg synes bibliotekerne skal träde mere kreativt i karakter og blive dagordenssättende udfra det oprindelige idegrundlag - om frihed og lighed og demokrati . Fra dette udgangspunkt kan man  reflektere og diskutere hvordan bibliotekerne konkret kan medvirke til at skabe möder og sammenhänge og gensidig forståelse på tvärs af kultur og religion. Biblioteker kan åbne döre og introducere en tallös diversitet af perspektiver. Det vil jeg foreslå på min egen arbejdsplads.Og så vil jeg gläde mig til i morgen, söndag hvor Stadsbibliotekets Internationale Forfatterscene åbner for endnu en samtale det kendte og det fremmede.  Amos Oz er hovedpersonen. Jeg gläder mig! Kan du ikke komme selv er du velkommen på livesending på söndag (29/5)  klockan 19.00. http://bit.ly/gqGl7Y eller på Stadsbibliotekets Hörbar, forever after.

Det er bare at lyfte blikket og se de rigtige steder hen. Så bliver man positivt overväldet af den iderigdom og sögen efter alternative udtryksformer, roller og virkemidler, der präger mange professionelle kultur- og kunstinstitutioner i dag. Bare tag en tur ind på Dramatens hjemmeside , og se hvordan den traditionelle teatervirksomhed suppleres og perspektiveres med virksomheden ’Dramaten&’, som iscenesätter möder mellem publikum og store forfattere.P.O. og Siri Hustvedt for at nävne et par stykker.Selv Mario Vargas Llosa, årets Nobelpristager i litteratur er på Dramatens plakat i december. På alle måder storslået, men også tankeväkkende, at sådan et arrangement finder sted på nationalscenen og ikke i regi af Stockholm Stadsbibliotek. Hvorfor mon, og hvad betyder det for bibliotekernes omdömme, når andre tager over på de områder, hvor bibliotekerne burde väre först, og störst og toneangivende?Og tro nu ikke, at Dramaten kun er til sikre publikumsmagneter. Man våger sig ud i mere eksperimenterende samarbejder. For tiden fylder en stor satsning med Bonniers Konsthal. Nemlig gruppeudstillingen Scenväxlingar, som ’förenar stjärnor från den internationella konsthimlen med Sveriges mest välkända scenpersonligheter.… Här visas verk av konstnärer som arbetar i gränslandet mellan performance, teater, film, skulptur och installation’.Tiden er präget af konvergens og gränseoverskridende virksomhed. For slutbrugeren, besögeren, medborgeren er det formentlig lige gyldigt, hvem der står bag, når bare det rette tilbud findes. Til gengäld er det en tanke värd, for institutionerne, herunder bibliotekerne, hvad denne sammensmeltning betyder for vores identitet. Findes den unikke identitet om 10 år? Eller findes den ikke, og hvordan skal vi forholde os til det? Det har vi brug for at tänke over og diskutere, tror jeg.Tilbage til den gränseoverskridende tendens mellem kultur og kunstinstitutioner. Der er talrige gode eksempler. Lad mig nävne 3:

• Betty Nansen teatret i Köbenhavn, som de senere år har haft stor succes med projeket C:ntact, der initierer  ’kunstneriske projekter for unge med forskellige kulturelle og sociale baggrunde og  ’skaber levende møder imellem mennesker med den personlige fortælling som udgangspunkt’.
• Malmö Konsthal http://www.konsthall.malmo.se/o.o.i.s/79 , som inspireret af Sjöwall & Whalöö’s Polis, polis, potatismos i sommeren 2010 indböd 15 konstnärer till et utställningsprojekt, hvor fiktion og virkelighed mödtes på forskellige steder i Malmö, som spiller en central rolle i bogen. Og selvom vi var meget glade for det, er det i denne sammenhäng mindre relevant, at Konsthallen med stor generösitet inviterede Stadsbiblioteket o.a. til samarbejde om projektet. Hvilket resulterede i en velbesögt forfatteraften på  stadsbibliotekets forfatterscene.
• Kunstmuseet Louisiana, gennemförte i sommeren 2010  et brag af en litteraturfestival, hvor tusinder af besögende valfartede til for at opleve samspillet mellem diverse kunstformer. Mon ikke det er noget, som skal väre en tilbagevendende begivenhed i Nordsjälland. Publikumsinteressen er i hvert fald til stede.

Mens kunst og kulturverdenen udfolder sig med passion og ambition er debatten om de store folkebiblioteker isär i Sverige stadig präget af höjlydte interessenters önsker  om fastholde ’det kendte’. Angiveligt begrundet i frygten for, at ’det nye’ vil forfladige, forstyrre og forhindre läsning og fordybelse. Men sådan behöver det ikke at väre!Der tegnes et skrämmebillede, som skaber skepsis og mistänksomhed udenfor bibliotekerne og influerer på stemningen, og dermed handlemulighederne indenfor. Vi, som har ansvaret for at före bibliotekernes ide sikkert ind i en fremtid der med sit präg af informationsoverload, hastig kommunikationsteknologi, krav om, flexible og mobile lösninger, konkurrence på tid, mening og kvalitet grundliggende adskiller sig fra fortiden. Vi må stå som garanter for, at der faktisk findes metoder, der sikrer udviklingsmuligheder, ikke mindst på kulturformidlingsområdet.På Stadsbiblioteket i Malmö er vi lykkeligvis godt igang. Det er utrolig bekräftende at se, hvordan brugerne strömmer til, og hvordan vi selv får erfaringer, som gör os stadig dygtigere og modigere. Når vi laver noget godt, gerne lidt overraskende og inspirerende, og sörger for at få det ordentligt markedsfört, skaber det nye kontakter til interessante potentielle partnere, som vil etablere samarbejde.Det er en positiv spiral, der öger fälles kapacitet og handlerum. Vi er inde i spändende processer, der for os kan väre med til at afklare, hvad fremtidens bibliotek også kan väre. Så vi med en mindre omskrivning af Magritts berömte ord kan sige: Vraiment, ceci est une biblioteque!

Nedenstående indläg er skrevet til den igangvärende biblioteksdebat om folkebibliotekernes raison d’etre, og har väret bragt i Politiken den 9. januar 2008.

For 10 år siden åbnede Malmø Kommune en drøm af et bibliotek. Et af de smukkeste i Norden. Det besøges af et stigende antal brugere. I 2007 omkring 1 million. Og så mange mennesker tager ikke fejl, selvom hovedparten af dem er svenskere. De kommer på biblioteket med talrige etniske udgangspunkter, i store mængder, fordi der er noget at komme efter.Først og fremmest et spektakulært hus. Et af Nordens smukkeste biblioteker, tegnet af Henning Larsen, der byder byens borgere indenfor med et signal om, at alene det bedste er godt nok til jer, som rammen om en så væsentlig kulturel aktivitet, som biblioteksvirksomheden.

Dernæst naturligvis indholdet: en omfattende samling af multimedial karakter. Masser af bøger – også de ældre, dertil musik, film, spil, lyd, netopkobling og andre platforme, der er elementære, kære Johannes Riis, på biblioteket i 2008.

Mødelokaler, store som små, cafe, udstillinger, oplæsninger og andre aktiviteter. Så siddepladser, hvilepladser, udsigtspladser, arbejdspladser, studiepladser i store mængder, med udsigt over parken eller søen, alle sammen trækker de i den grad brugere indenfor. Atmosfæren oser af liv, håb, lyst og fordybelse, hvilket faktisk forekommer stærkt tilfredsstillende.

Og udlånet af bøger? Selvfølgelig låner de bøger, men altså ikke så mange som tidligere, dengang i de gode gamle dage, for 25 år siden, hvor det var ganske småt med alternative tilbud. Og det faldende bogudlån kalder vedvarende på overvejelser om bøgernes placering i biblioteket. Alt andet ville være uforsvarlig efterladenhed.

Derfor forstår jeg fuldt ud den nye chef for Københavns Hovedbibliotek, Pernille Schaltz, der på forunderlig vis, med velafprøvede synspunkter har formået at rydde forsiden på Politiken flere dage i træk. Jeg forstår også, at Københavns Hovedbibliotek med sin fysiske fremtræden, i gamle butikslokaler, ikke som byrum kan have stor appel.

Mon ikke man kommer her mere af nød end af lyst? Fordi man altså er studerende og med djævelens vold og magt skal have fat i den eller hin konkrete udgivelse. Er færre bøger og flere bestsellere svaret på den vigende brugerinteresse, eller er det måske snarere et nutidigt hovedbibliotek? Det har de københavnske politikere diskuteret ligeså længe, som bogudlånet er faldet, og diskussionen er stadig uhyggeligt uforløst.

Til TV Avisen den 6. januar, udtalte Pernille Schaltz, ‘at det ikke er populistisk at give folk, hvad de vil have’. Jeg er uenig! At lade efterspørgslen styre er da i høj grad populisme, og det kan der såmænd også være gode grunde til at kaste sig ud i, først og fremmest bestræbelsen på at nå et publikum – men det skal ske med måde og stor varsomhed, forstås.

Det er indlysende, at bibliotekets rammer, design, atmosfære og tilbud skal have appel til mennesker i vores tid, hvor andre tilbud om underholdning, information, læring og oplevelse står i kø for at squeeeze sig ind gennem de snævreste sprækker af ledig tid. Biblioteket er i en udpræget konkurrencesiuation og må svare igen i et moderne sprog, men det er fortsat essentielt, at kunne forstå og forklare meningen med satsningerne for offentlige midler, og et bibliotek med primært fokus på den bølge af mainstream, der i forvejen skyller ind fra boghandlere og forlagsportaler, hvad er lissom meningen med det? Der kan udvikles mere begavede versioner af biblioteket 2010.

Og husk, når biblioteket kun var bøger for 100 år siden, var det fordi, der kun fandtes bøger dengang, ikke fordi fortidens bibliotekspioneer havde stirret sig blinde på bøger, som den eneste mulige kilde til oplevelse, uddannelse eller kulturel aktivitet. Biblioteket skal på indholdssiden være både fremtid, nutid og kulturarv - fordi det herved tjener som inspirator, fortolker, historiefortæller og ’-forankrer’. Det skal være multimedialt - fordi det herved afspejler samfundets konkrete teknologiske udviklingstrin og de formidlingsmæssige muligheder.

stedet for mere mainstream og færre bøger burde København kæmpe for et nyt, potent hovedbibliotek, med penge til relevant indhold i passende mængder. Så skal der såmænd nok vise sig en glorværdig fremtid både for biblioteket og dets brugere. Og er der yderligere overskud, vil det være en god ide, at prioritere kræfterne til en samling af færre, større biblioteksfilialer på bekostning af de mange, nedslidte, uindbydende, små biblioteker, som på ingen måde tager sine brugere alvorligt, men hvis eksistens alligevel, for meget nylig, blev bekræftet af de københavnske politikere.