Malmö viser biblioteksvejen!

Nedenstående indläg er skrevet til den igangvärende biblioteksdebat om folkebibliotekernes raison d’etre, og har väret bragt i Politiken den 9. januar 2008.

For 10 år siden åbnede Malmø Kommune en drøm af et bibliotek. Et af de smukkeste i Norden. Det besøges af et stigende antal brugere. I 2007 omkring 1 million. Og så mange mennesker tager ikke fejl, selvom hovedparten af dem er svenskere. De kommer på biblioteket med talrige etniske udgangspunkter, i store mængder, fordi der er noget at komme efter.Først og fremmest et spektakulært hus. Et af Nordens smukkeste biblioteker, tegnet af Henning Larsen, der byder byens borgere indenfor med et signal om, at alene det bedste er godt nok til jer, som rammen om en så væsentlig kulturel aktivitet, som biblioteksvirksomheden.

Dernæst naturligvis indholdet: en omfattende samling af multimedial karakter. Masser af bøger – også de ældre, dertil musik, film, spil, lyd, netopkobling og andre platforme, der er elementære, kære Johannes Riis, på biblioteket i 2008.

Mødelokaler, store som små, cafe, udstillinger, oplæsninger og andre aktiviteter. Så siddepladser, hvilepladser, udsigtspladser, arbejdspladser, studiepladser i store mængder, med udsigt over parken eller søen, alle sammen trækker de i den grad brugere indenfor. Atmosfæren oser af liv, håb, lyst og fordybelse, hvilket faktisk forekommer stærkt tilfredsstillende.

Og udlånet af bøger? Selvfølgelig låner de bøger, men altså ikke så mange som tidligere, dengang i de gode gamle dage, for 25 år siden, hvor det var ganske småt med alternative tilbud. Og det faldende bogudlån kalder vedvarende på overvejelser om bøgernes placering i biblioteket. Alt andet ville være uforsvarlig efterladenhed.

Derfor forstår jeg fuldt ud den nye chef for Københavns Hovedbibliotek, Pernille Schaltz, der på forunderlig vis, med velafprøvede synspunkter har formået at rydde forsiden på Politiken flere dage i træk. Jeg forstår også, at Københavns Hovedbibliotek med sin fysiske fremtræden, i gamle butikslokaler, ikke som byrum kan have stor appel.

Mon ikke man kommer her mere af nød end af lyst? Fordi man altså er studerende og med djævelens vold og magt skal have fat i den eller hin konkrete udgivelse. Er færre bøger og flere bestsellere svaret på den vigende brugerinteresse, eller er det måske snarere et nutidigt hovedbibliotek? Det har de københavnske politikere diskuteret ligeså længe, som bogudlånet er faldet, og diskussionen er stadig uhyggeligt uforløst.

Til TV Avisen den 6. januar, udtalte Pernille Schaltz, ‘at det ikke er populistisk at give folk, hvad de vil have’. Jeg er uenig! At lade efterspørgslen styre er da i høj grad populisme, og det kan der såmænd også være gode grunde til at kaste sig ud i, først og fremmest bestræbelsen på at nå et publikum – men det skal ske med måde og stor varsomhed, forstås.

Det er indlysende, at bibliotekets rammer, design, atmosfære og tilbud skal have appel til mennesker i vores tid, hvor andre tilbud om underholdning, information, læring og oplevelse står i kø for at squeeeze sig ind gennem de snævreste sprækker af ledig tid. Biblioteket er i en udpræget konkurrencesiuation og må svare igen i et moderne sprog, men det er fortsat essentielt, at kunne forstå og forklare meningen med satsningerne for offentlige midler, og et bibliotek med primært fokus på den bølge af mainstream, der i forvejen skyller ind fra boghandlere og forlagsportaler, hvad er lissom meningen med det? Der kan udvikles mere begavede versioner af biblioteket 2010.

Og husk, når biblioteket kun var bøger for 100 år siden, var det fordi, der kun fandtes bøger dengang, ikke fordi fortidens bibliotekspioneer havde stirret sig blinde på bøger, som den eneste mulige kilde til oplevelse, uddannelse eller kulturel aktivitet. Biblioteket skal på indholdssiden være både fremtid, nutid og kulturarv - fordi det herved tjener som inspirator, fortolker, historiefortæller og ’-forankrer’. Det skal være multimedialt - fordi det herved afspejler samfundets konkrete teknologiske udviklingstrin og de formidlingsmæssige muligheder.

stedet for mere mainstream og færre bøger burde København kæmpe for et nyt, potent hovedbibliotek, med penge til relevant indhold i passende mængder. Så skal der såmænd nok vise sig en glorværdig fremtid både for biblioteket og dets brugere. Og er der yderligere overskud, vil det være en god ide, at prioritere kræfterne til en samling af færre, større biblioteksfilialer på bekostning af de mange, nedslidte, uindbydende, små biblioteker, som på ingen måde tager sine brugere alvorligt, men hvis eksistens alligevel, for meget nylig, blev bekræftet af de københavnske politikere.