Farvel og tak
Den 13. december 2007 holdt vi maniFESTation på DBB. Vi ville markere afslutningen på 10 års udviklingsarbejde, og selv ville jeg benytte anledningen til at takke af ovenpå 10 fantastiske år. Det gjorde jeg med den tale, som følger nedenfor:
Farvel og tak til DBB
Elsebeth Tank - 13. december 2007
For 10 år siden deltog jeg som nyudnævnt direktør i min forgængers afskedsreception. Det var mit første virkelige møde med Danmarks Blindebibliotek. Her hilste jeg på ét af medlemmerne fra den stedlige brugerkomite, som bød mig velkommen med en formaning om, at han sandelig håbede, jeg var forberedt på at skulle tage plads i en brændende, varm stol.
Jeg kunne ikke afkode, om udsagnet var sagt med et forsonligt glimt i øjet, for hans ene øje var af glas og det andet så medtaget af grøn stær, at det umuligt kunne glimte. Derfor var oplevelsen måske snarere en retvisende introduktion til en del af den ledelsesopgave, jeg havde påtaget mig.
Jeg havde ikke på forhånd begrebet, at det var en helt ny verden, jeg havde sat kursen imod, og at den velorganiserede, gruppe af blinde og svagtseende på en vis måde kunne opleves som medlemmer af et parallelsamfund, der opererede med en klar skelnen mellem et ’dem’ og et ’os’. Mellem de blinde og de seende. Jeg havde aldrig før tænkt på mig selv som et medlem af et samfund af seende. Men oplevelsen understøtter teorien om, at du i høj grad bliver det menneske, din omverden gør dig til.
Så selvom jeg allerede for 10 år siden var en erfaren kvinde skulle jeg lære meget og fundamentalt nyt. Jeg skulle lære, at det ikke var pinligt, når jeg i stedet for ‘farvel’ til den blinde telefonpasser, hørte mig selv sige ‘vi ses’, og at det var i orden at prioritere æstetik, selvom vi arbejdede for folk med nedsat syn.Jeg skulle også finde ud af, at det nemt lod sig gøre at etablere en følelse af samhørighed gennem fælles oplevelser. Det konstaterede jeg første gang, da jeg havde fået proppet førnævnte brugerkomitemedlem i selskab med daværende formand for Dansk Blindesamfund, hver monteret med sin dampende våde førerhund, ind i min lille gamle bulede bil, og vi satte af fra 100 års jubilæumsfest på Refnæsskolen i Kalundborg med kurs mod hovedstaden.
Ruderne duggede i kabinen, lige så drivende våde indenfor som udenfor, hvor regnen silede ned i vintermørket, og jeg tørrede og tørrede med det ene ærme for at skabe et lille kighul, men det var temmelig meget op ad bakke, og da jeg sagde til mine passager at jeg ikke kunne se en hånd for mig, svarede de med indlysende selverkendelse, at de næppe ku’ være til stor hjælp. Og stemningen blev mere løssluppen, mens vi tilbagelagde kilometer efter kilometer ad sorte våde veje.
Siden har jeg rejst mange timer i statens tjeneste og mødt beundringsværdige mennesker fra store dele af verden. De tætte internationale relationer har bestemt været én af de mange attraktive sider ved det skønne job og den herlige arbejdsplads, som jeg nu forlader. Også selvom jeg langt fra har tilbagelagt distancer, der kan måle sig med min amerikanske kollega, Generalsekretær for DAISY konsortiet, hvis rejsevante førerhund Nesbitt’ i foråret 2007 blev tildelt Delta Airlines’: Frequent Flyer of the Year – AWARD.
Den retfærdige kamp
Skønt DBB er en offentlig ejet virksomhed under Kulturministeriet, føles det på samme tid som en organisation med rødder, der kan føres i en lige linie flere hundrede år tilbage til datidens Frankrig, hvor den blinde, lysende begavelse Louis Braille skabte sin egen revolution gennem opfindelse af punktskriften. Og man får med jævne mellemrum indtryk af, at den franske revolutionsgejst lever i bedste velgående hos nogle af vores brugere, især hvis vi handler på en måde, de ikke er enige i. Så bliver der ikke sparet på revolutionskrudtet, skulle jeg hilse at sige.
DBB er ikke bare en produktion og et bibliotek, men også en kampplads. Her udspilles en passioneret politisk kamp om lige behandling og lige vilkår. Og i erkendelse af den reelt store afstand mellem brugerorganisationernes legitime forventning om fri og lige adgang til al publiceret information og virkelighedens begrænsede adgang, hvor under 10 % af tidens publicerede værker kan tilbydes, må man sige, at der fortsat er meget at kæmpe for.
I kraft af det store brugerengagement lades vi aldrig i tvivl om vores eksistensberettigelse. Og helt modsat den vigende interesse fra brugerside, som udfordrer folkebibliotekerne i disse år, kan DBB notere sig en stadig større tilstrømning af handicappede i alle aldre. Væksten i antallet af brugere er en følge af den digitale omstilling, som vi startede i 2000 og afslutter i december dette år, hvor vi producerer og udsender de allersidste tidsskrifter på kassettebånd.
Fremtiden er digital, og brugerne elsker det nye DBB. De lovpriser de digitale tilbud, som har fjernet alle ventelister og tilbagekaldelsesprocedurer. I stedet for båndsalat og rod i rækkefølgen kan alle berettigede, landet over få tilsendt årets hotteste bestsellere, bogmessens nominerede prismodtagere eller komplicerede fagbøger med detaljeret struktur, efter eget valg. Det giver overblik og navigationsmuligheder. Og det sker med dags varsel, hvis også P&T overholder deres del af aftalen.
Den digitale lydkvalitet er god, og indbyder til at lytte med, selvom hørelsen ikke er, hvad den har været. Yndlingsbøgerne beholdes så længe brugeren gider, og destrueres efter endt brug. I bogstaveligste forstand leverer vi et tilbud i verdensklasse. Og det påskønnes aktivt af tilfredse brugere i telefonsamtaler, ved donationer til særproduktioner, med chokolade og kager, for slet ikke at tale om de pengebeløb, der via ispindekassen omsættes til medarbejderforfriskninger, når solen står højest på himlen.
Brugerne kan ikke klare sig uden DBB, men det omvendte gør sig også gældende. Derfor er det ikke bare en glæde, men en strategisk nødvendighed, at der kommer flere brugere til. Jo flere brugere, jo større bæredygtighed i DBBs organisation. Der skal nemlig både dyrt isenkram med tilhørende licenser og en hel del sofistikerede menneskelige kapaciteter til for at drive og videreudvikle tilbudene. Og prisen på de enkelte produkter bliver for høj, hvis de skal leveres til et meget snævert publikum, hvilket også ville være helt uforsvarligt i betragtning både af FNs nye Rettighedskonvention og den om sig gribende interesse fra flere grupper af handicappede.
Jeg er tit blevet spurgt, hvordan vi har skaffet finansieringen til den store omstilling. Svaret er at pengene er tilvejebragt af fire kanaler. For det første gennem vores forgængeres store mådehold og blik for fremtidens behov, som har gjort det muligt at finansiere en meget stor del af omstillingen med opsparede midler fra 90erne. For det andet har vi haft held – og dygtighed - til at skaffe indtægter på kommercielle markedsvilkår, først og fremmest gennem salg af konverteringsydelser til udlandet. For det tredje har der været solid ministeriel og politisk opbakning til omstillingsprocesserne, hvilket er blevet udmøntet i ekstraordinære millioner fra SATS og UMTS pulje midlerne, og endelig har vi selv skaffet supplerende fondsmidler først og fremmest fra VELUX, Augustinus, SCKK og faktisk så sent som i går viste det sig fra Bikubenfonden, som meddelte os en generøs donation på 419.000 til konvertering af punktnoder. Vi takker for hver en krone!
Tilbage i januar 2005 tog DBB et tigerspring, da vi i forbindelse med lanceringen af den nationale portal E17 reelt kunne åbne virksomheden for nye målgrupper. Og det er meget opløftende at se, hvordan en stadig større mangfoldighed af brugere inkluderes som en ligeværdig del af den læsende befolkning.
(I øjeblikket turnerer DAISY konsulenter fra DBB rundt på landets folkebiblioteker sammen med vores såkaldte ’digitale læringsmiljø’. Det er et veludstyret møbel, udviklet som et tilbud til bibliotekerne, om at gøre bibliotekspersonalet fortrolige med de digitale nyskabelser og sammen med os, benytte anledningen til at forsøge at nå bredere ud.
De seneste uger har det digitale læringsmiljø været opstillet på Odense Centralbibliotek, og få dage senere modtog DBB en stor kuvert med 55 udfyldte indmeldelsesblanketter. Afsenderen var en fynsk efterskole for ordblinde. Og det er uhyre ansporende at få så konkret, positiv feedback på resultaterne af et langt, og indimellem usikkert udviklingsforløb.)
Men den voksende tilslutning stiller selvfølgelig også krav om levering af relevant biblioteksmateriale til nye grupper. For vi må jo erkende, at der ikke er fuldstændig overlap i ønskerne til læsning fra aldrende, svagtseende damer og håbefulde, ordblinde drenge.
Alligevel skal man være noget af en skeptiker for at bevare pessimismen. Tusindvis af mennesker i alderen fra 10 til 100 år er gået digitalt. I 2006 bestilte de i gennemsnit 61 digitale lydbøger, hver. Vi melder cirka 500 nye brugere ind om måneden. Den 16. november blev der slået rekord, da det lykkedes at registrere 90 nye brugere på en dag. Så var de også godt møre i tastefingrene, Linda, Lene og Lena, da de forlod DBB, sidst på eftermiddagen.
Farvel til industrisamfundet
For 10 år siden var DBB en gammeldags produktionsvirksomhed. I dag lukker vi, rituelt, de tunge porte til industrisamfundet bag os. Så blir her stille på den moderne måde. Potente servere brummer i air conditionerede, lokaler på etagerne over os. Vi er ikke så mange tilbage, der kan huske den konstante rytme i huset, når Heidelberg’en var sat over til store trykke opgaver, eller de bulder og brag, som fulgte i kølvandet på ekspeditionens dengang 6-27 ansatte, når de håndterede tonsvis af kassettebånd i plastikbokse. Det skete lige her, i det som vi i dagens anledning har omdøbt transitzonen for at understrege, at vi nu pakker sammen og bevæger os fra dette sted til et nyt.
Turen hertil har ikke været en dans på roser, men det har været en vildt spændende opdagelsesrejse, hvor deltagerne jævnligt har været ude på kanten af nye horisonter, både mentalt, reelt og virtuelt. Vi har været sjældent privilegerede, i og med at netop vi har befundet os her, præcis på det tidspunkt, hvor tiden var moden til transformationer, som har forvandlet vores organisation, vores produkter, vores relationer til brugerne og verden samt ikke mindst, os selv.
Ovenpå den type af kollektive kraftanstrengelser, som vi har forsøgt os med, får en organisation og dens medlemmer et næsten inderligt forhold til hinanden. Der opstår en loyalitet, en tillid og et rum for tilgivelse, som er sjældent værdifuld.
Det er moderne at tale om kærlighed på arbejdspladsen. Måske det er at forfladige kærlighedsbegrebet? Men jeg vil alligevel tilstå, at DBB og DBBs ansatte – nuværende som tidligere - er kommet til at stå mit hjerte meget nær. Og jeg føler en stor taknemmelighed overfor hver og en, for den åbenbare ansvarsfølelse, det engagement og den vedholdenhed, som er lagt for dagen.
Ikke mindst den gamle kerne i DBBs chefgruppe Inge, Susanne og Thomas, som har været med mig hele vejen, har efter min opfattelse været et forbilledligt eksempel på, hvordan man kan bedrive god og resultat skabende ledelse ved en fælles forståelse af værdigrundlag og retning og gennem en uforlignelig gensidig loyalitet. Det har været til stor glæde og inspiration af arbejde sammen med jer.
Derfor falder det mig overhovedet ikke let at sige farvel. Det er snarere en personlig overvindelse, som jeg har valgt, fordi alting har sin tid og fordi jeg har lyst til at udforske nye horisonter. Så meget desto mere er det en trøst at tænke på alle jer superdygtige DBBere. Jeg behøver aldeles ikke at bekymre mig om, hvordan det skal gå. Jeg kan nøjes med at glæde mig til at se, hvad I nu finder på.
Tak til samarbejdspartnere
Dengang vi startede sammen, var vi nok lidt indadvendte, men vi fandt hurtigt ud af, at vejen til visionen om ’fri og lige adgang til viden’ gik gennem samarbejde og partnerskaber. Siden har en fornuftig og åben dialog med talrige mennesker og organisationer hjulpet os på vej. Det vil føre for langt at nævne alle her, så derfor vil jeg begrænse mig til at takke få af de eksterne samarbejdspartnere, som efter min opfattelse har spillet afgørende, positive roller i DBBs udviklingsproces.
- Jeg tænker på Forlæggerforeningen, Forfatterforeningerne og Kulturministeriets Ophavsretskontor, som har været med til at skabe grundlaget for vores digitale produktion og distribution.
- På Forlaget Gyldendal, som i kraft af en generøs og interesseret topledelse har tjent som rollemodel for mange af de aftaler, vi senere har indgået med andre forlag om levering af elektroniske filer.
- På Post Danmark som har været med til at skabe win win situationer bl.a. omkring vores hundrede tusindvis af CD udsendelser.
- På ledelsen af Roskilde Bibliotek, som var det første store bibliotek, der lod sig byde op til dans og var med til at lægge de nye spor til samarbejde mellem folkebibliotekerne og DBB.
- På konsulenterne fra Dansk Blindesamfund, som har løftet og båret i en årelang tålmodig og pædagogisk indsats derhjemme i brugernes stuer, når kassettebåndspillerne skulle vie pladsen for nye, angstprovokerende digitale monstre.
- Jeg tænker også på Danske Handicaporganisationer og på Centeret for Ligebehandling af Handicappede. Tak alle sammen for imødekommenhed, opbakning og vilje til konstruktive løsninger.
- Jeg vil også gerne takke organisationsrepræsentanterne fra Dansk Blindesamfund, Foreningen af Danske Døvblinde, Ordblindeforeningen og andre organisationer, som har sæde i Brugerkomiteen og i ad hoc grupper og udvalg.
Jeg kan ikke tænke på jer uden samtidig at tænke på Benny Andersens ord om kvinder, når han siger, det er besværligt med, men helt umuligt uden. Vel er det enklere at gennemføre udviklingsprocesser uden forstyrrelser. Det fører bare ikke til de bedste resultater. Så selvom jeres med- og modspil kan være sindssygt irriterende, og selvom jeg kan være en utålmodig sjæl, har samspillet først og fremmest været berigende og opmærksomhedsvækkende på en relevant måde.
Og i de heldigvis få tilfælde hvor en tsunami varsel har været under opsejling, har en superprofessionel kaptajn ved roret været det, der skulle til for at bringe os tilbage i smult vande. Gennem talrige møder har jeg beundret og søgt at aflure Ole Vig hans stilfærdige men effektfulde ageren i møde2, og på den baggrund tillader jeg mig at anbefale, at der også til fremtidige formandskandidater til komiteen, så vidt muligt, udover 4 års medlemskab af Folketingets Præsidium, stilles krav om mindst 7 års relevant ministererfaring.
I dag fejrer vi 10 års udviklingsarbejde. Bagsiden af udvikling hedder afvikling. Afvikling skaber balance, og hindrer at man slæber forældet gods med ind i fremtiden. På DBB har vi haft stort fokus på afviklingsprocesserne, og efter min oplevelse kan vi være godt tilfredse både med processer og resultater.
I dag markerer vi en afslutning med en DBB udgivelse. Det er en udgivelse som i stil og tone, ligner vores tidligere småtryk. Vi er ikke til de store, ordrige værker, i hvert fald ikke med os selv som forfattere. Vi er snarere til det rigt illustrerede, som jeg vil kalde: ’lidt men godt af stort og småt’.
Dagens pamflet hedder: ’Historien som vi husker den’ Den er skrevet af fire medarbejdere fra Ekspeditionen, som på falderebet, meget modigt, tog imod opfordringen til at springe ud som forfattere og bidrage med personlig indsigt og erfaring om DBBs analoge historie. Det er Lone, som nu er gået på efterløn, Jan, Heidi og Krystina, mens Katrine og Anette har stået bi med fødselshjælp, redaktion, illustrationer og layout.
Tak alle 6 for en fin, lille sag. Den bevidner, på sin egen enkle og ligefremme måde et langt, væsentligt kapitel i fortællingen om DBB, og jeg er sikker på, den vil have betydning, både nu og her, og på lidt længere sigt, når ingen mere selv har oplevet den japanske halvø, sækkelinen og bageriet.
Og I, kære gæster, som gerne vil vide mere, er velkomne til at tage et eksemplar med hjem. Men gå endelig ikke endnu. Vi har stadig nogle festlige timer foran os.
Jeg vil slutte med at sige TAK alle sammen, fordi I har taget jer tiden til at være med i eftermiddag, og deltage i skabelsen af en unik maniFESTation. Tak for de mange smukke ord, der er formuleret til DBBs ansatte og til mig selv. De er gået direkte til hjertet, hvor de nu er lagret sammen med tonerne fra madrigaler og rap. Tak til Ole Vig for en sikker men også følsom ledelse af begivenheden. Tak for de fine gaver, I har medbragt. Tak for opmærksomheden og tak fordi I bliver, lidt endnu.
Den 13. december 2007 holdt vi maniFESTation på DBB. Vi ville markere afslutningen på 10 års udviklingsarbejde, og selv ville jeg benytte anledningen til at takke af ovenpå 10 fantastiske år. Det gjorde jeg med den tale, som følger nedenfor:
Farvel og tak til DBB
Elsebeth Tank - 13. december 2007
For 10 år siden deltog jeg som nyudnævnt direktør i min forgængers afskedsreception. Det var mit første virkelige møde med Danmarks Blindebibliotek. Her hilste jeg på ét af medlemmerne fra den stedlige brugerkomite, som bød mig velkommen med en formaning om, at han sandelig håbede, jeg var forberedt på at skulle tage plads i en brændende, varm stol.
Jeg kunne ikke afkode, om udsagnet var sagt med et forsonligt glimt i øjet, for hans ene øje var af glas og det andet så medtaget af grøn stær, at det umuligt kunne glimte. Derfor var oplevelsen måske snarere en retvisende introduktion til en del af den ledelsesopgave, jeg havde påtaget mig.
Jeg havde ikke på forhånd begrebet, at det var en helt ny verden, jeg havde sat kursen imod, og at den velorganiserede, gruppe af blinde og svagtseende på en vis måde kunne opleves som medlemmer af et parallelsamfund, der opererede med en klar skelnen mellem et ’dem’ og et ’os’. Mellem de blinde og de seende. Jeg havde aldrig før tænkt på mig selv som et medlem af et samfund af seende. Men oplevelsen understøtter teorien om, at du i høj grad bliver det menneske, din omverden gør dig til.
Så selvom jeg allerede for 10 år siden var en erfaren kvinde skulle jeg lære meget og fundamentalt nyt. Jeg skulle lære, at det ikke var pinligt, når jeg i stedet for ‘farvel’ til den blinde telefonpasser, hørte mig selv sige ‘vi ses’, og at det var i orden at prioritere æstetik, selvom vi arbejdede for folk med nedsat syn.Jeg skulle også finde ud af, at det nemt lod sig gøre at etablere en følelse af samhørighed gennem fælles oplevelser. Det konstaterede jeg første gang, da jeg havde fået proppet førnævnte brugerkomitemedlem i selskab med daværende formand for Dansk Blindesamfund, hver monteret med sin dampende våde førerhund, ind i min lille gamle bulede bil, og vi satte af fra 100 års jubilæumsfest på Refnæsskolen i Kalundborg med kurs mod hovedstaden.
Ruderne duggede i kabinen, lige så drivende våde indenfor som udenfor, hvor regnen silede ned i vintermørket, og jeg tørrede og tørrede med det ene ærme for at skabe et lille kighul, men det var temmelig meget op ad bakke, og da jeg sagde til mine passager at jeg ikke kunne se en hånd for mig, svarede de med indlysende selverkendelse, at de næppe ku’ være til stor hjælp. Og stemningen blev mere løssluppen, mens vi tilbagelagde kilometer efter kilometer ad sorte våde veje.
Siden har jeg rejst mange timer i statens tjeneste og mødt beundringsværdige mennesker fra store dele af verden. De tætte internationale relationer har bestemt været én af de mange attraktive sider ved det skønne job og den herlige arbejdsplads, som jeg nu forlader. Også selvom jeg langt fra har tilbagelagt distancer, der kan måle sig med min amerikanske kollega, Generalsekretær for DAISY konsortiet, hvis rejsevante førerhund Nesbitt’ i foråret 2007 blev tildelt Delta Airlines’: Frequent Flyer of the Year – AWARD.
Den retfærdige kamp
Skønt DBB er en offentlig ejet virksomhed under Kulturministeriet, føles det på samme tid som en organisation med rødder, der kan føres i en lige linie flere hundrede år tilbage til datidens Frankrig, hvor den blinde, lysende begavelse Louis Braille skabte sin egen revolution gennem opfindelse af punktskriften. Og man får med jævne mellemrum indtryk af, at den franske revolutionsgejst lever i bedste velgående hos nogle af vores brugere, især hvis vi handler på en måde, de ikke er enige i. Så bliver der ikke sparet på revolutionskrudtet, skulle jeg hilse at sige.
DBB er ikke bare en produktion og et bibliotek, men også en kampplads. Her udspilles en passioneret politisk kamp om lige behandling og lige vilkår. Og i erkendelse af den reelt store afstand mellem brugerorganisationernes legitime forventning om fri og lige adgang til al publiceret information og virkelighedens begrænsede adgang, hvor under 10 % af tidens publicerede værker kan tilbydes, må man sige, at der fortsat er meget at kæmpe for.
I kraft af det store brugerengagement lades vi aldrig i tvivl om vores eksistensberettigelse. Og helt modsat den vigende interesse fra brugerside, som udfordrer folkebibliotekerne i disse år, kan DBB notere sig en stadig større tilstrømning af handicappede i alle aldre. Væksten i antallet af brugere er en følge af den digitale omstilling, som vi startede i 2000 og afslutter i december dette år, hvor vi producerer og udsender de allersidste tidsskrifter på kassettebånd.
Fremtiden er digital, og brugerne elsker det nye DBB. De lovpriser de digitale tilbud, som har fjernet alle ventelister og tilbagekaldelsesprocedurer. I stedet for båndsalat og rod i rækkefølgen kan alle berettigede, landet over få tilsendt årets hotteste bestsellere, bogmessens nominerede prismodtagere eller komplicerede fagbøger med detaljeret struktur, efter eget valg. Det giver overblik og navigationsmuligheder. Og det sker med dags varsel, hvis også P&T overholder deres del af aftalen.
Den digitale lydkvalitet er god, og indbyder til at lytte med, selvom hørelsen ikke er, hvad den har været. Yndlingsbøgerne beholdes så længe brugeren gider, og destrueres efter endt brug. I bogstaveligste forstand leverer vi et tilbud i verdensklasse. Og det påskønnes aktivt af tilfredse brugere i telefonsamtaler, ved donationer til særproduktioner, med chokolade og kager, for slet ikke at tale om de pengebeløb, der via ispindekassen omsættes til medarbejderforfriskninger, når solen står højest på himlen.
Brugerne kan ikke klare sig uden DBB, men det omvendte gør sig også gældende. Derfor er det ikke bare en glæde, men en strategisk nødvendighed, at der kommer flere brugere til. Jo flere brugere, jo større bæredygtighed i DBBs organisation. Der skal nemlig både dyrt isenkram med tilhørende licenser og en hel del sofistikerede menneskelige kapaciteter til for at drive og videreudvikle tilbudene. Og prisen på de enkelte produkter bliver for høj, hvis de skal leveres til et meget snævert publikum, hvilket også ville være helt uforsvarligt i betragtning både af FNs nye Rettighedskonvention og den om sig gribende interesse fra flere grupper af handicappede.
Jeg er tit blevet spurgt, hvordan vi har skaffet finansieringen til den store omstilling. Svaret er at pengene er tilvejebragt af fire kanaler. For det første gennem vores forgængeres store mådehold og blik for fremtidens behov, som har gjort det muligt at finansiere en meget stor del af omstillingen med opsparede midler fra 90erne. For det andet har vi haft held – og dygtighed - til at skaffe indtægter på kommercielle markedsvilkår, først og fremmest gennem salg af konverteringsydelser til udlandet. For det tredje har der været solid ministeriel og politisk opbakning til omstillingsprocesserne, hvilket er blevet udmøntet i ekstraordinære millioner fra SATS og UMTS pulje midlerne, og endelig har vi selv skaffet supplerende fondsmidler først og fremmest fra VELUX, Augustinus, SCKK og faktisk så sent som i går viste det sig fra Bikubenfonden, som meddelte os en generøs donation på 419.000 til konvertering af punktnoder. Vi takker for hver en krone!
Tilbage i januar 2005 tog DBB et tigerspring, da vi i forbindelse med lanceringen af den nationale portal E17 reelt kunne åbne virksomheden for nye målgrupper. Og det er meget opløftende at se, hvordan en stadig større mangfoldighed af brugere inkluderes som en ligeværdig del af den læsende befolkning.
(I øjeblikket turnerer DAISY konsulenter fra DBB rundt på landets folkebiblioteker sammen med vores såkaldte ’digitale læringsmiljø’. Det er et veludstyret møbel, udviklet som et tilbud til bibliotekerne, om at gøre bibliotekspersonalet fortrolige med de digitale nyskabelser og sammen med os, benytte anledningen til at forsøge at nå bredere ud.
De seneste uger har det digitale læringsmiljø været opstillet på Odense Centralbibliotek, og få dage senere modtog DBB en stor kuvert med 55 udfyldte indmeldelsesblanketter. Afsenderen var en fynsk efterskole for ordblinde. Og det er uhyre ansporende at få så konkret, positiv feedback på resultaterne af et langt, og indimellem usikkert udviklingsforløb.)
Men den voksende tilslutning stiller selvfølgelig også krav om levering af relevant biblioteksmateriale til nye grupper. For vi må jo erkende, at der ikke er fuldstændig overlap i ønskerne til læsning fra aldrende, svagtseende damer og håbefulde, ordblinde drenge.
Alligevel skal man være noget af en skeptiker for at bevare pessimismen. Tusindvis af mennesker i alderen fra 10 til 100 år er gået digitalt. I 2006 bestilte de i gennemsnit 61 digitale lydbøger, hver. Vi melder cirka 500 nye brugere ind om måneden. Den 16. november blev der slået rekord, da det lykkedes at registrere 90 nye brugere på en dag. Så var de også godt møre i tastefingrene, Linda, Lene og Lena, da de forlod DBB, sidst på eftermiddagen.
Farvel til industrisamfundet
For 10 år siden var DBB en gammeldags produktionsvirksomhed. I dag lukker vi, rituelt, de tunge porte til industrisamfundet bag os. Så blir her stille på den moderne måde. Potente servere brummer i air conditionerede, lokaler på etagerne over os. Vi er ikke så mange tilbage, der kan huske den konstante rytme i huset, når Heidelberg’en var sat over til store trykke opgaver, eller de bulder og brag, som fulgte i kølvandet på ekspeditionens dengang 6-27 ansatte, når de håndterede tonsvis af kassettebånd i plastikbokse. Det skete lige her, i det som vi i dagens anledning har omdøbt transitzonen for at understrege, at vi nu pakker sammen og bevæger os fra dette sted til et nyt.
Turen hertil har ikke været en dans på roser, men det har været en vildt spændende opdagelsesrejse, hvor deltagerne jævnligt har været ude på kanten af nye horisonter, både mentalt, reelt og virtuelt. Vi har været sjældent privilegerede, i og med at netop vi har befundet os her, præcis på det tidspunkt, hvor tiden var moden til transformationer, som har forvandlet vores organisation, vores produkter, vores relationer til brugerne og verden samt ikke mindst, os selv.
Ovenpå den type af kollektive kraftanstrengelser, som vi har forsøgt os med, får en organisation og dens medlemmer et næsten inderligt forhold til hinanden. Der opstår en loyalitet, en tillid og et rum for tilgivelse, som er sjældent værdifuld.
Det er moderne at tale om kærlighed på arbejdspladsen. Måske det er at forfladige kærlighedsbegrebet? Men jeg vil alligevel tilstå, at DBB og DBBs ansatte – nuværende som tidligere - er kommet til at stå mit hjerte meget nær. Og jeg føler en stor taknemmelighed overfor hver og en, for den åbenbare ansvarsfølelse, det engagement og den vedholdenhed, som er lagt for dagen.
Ikke mindst den gamle kerne i DBBs chefgruppe Inge, Susanne og Thomas, som har været med mig hele vejen, har efter min opfattelse været et forbilledligt eksempel på, hvordan man kan bedrive god og resultat skabende ledelse ved en fælles forståelse af værdigrundlag og retning og gennem en uforlignelig gensidig loyalitet. Det har været til stor glæde og inspiration af arbejde sammen med jer.
Derfor falder det mig overhovedet ikke let at sige farvel. Det er snarere en personlig overvindelse, som jeg har valgt, fordi alting har sin tid og fordi jeg har lyst til at udforske nye horisonter. Så meget desto mere er det en trøst at tænke på alle jer superdygtige DBBere. Jeg behøver aldeles ikke at bekymre mig om, hvordan det skal gå. Jeg kan nøjes med at glæde mig til at se, hvad I nu finder på.
Tak til samarbejdspartnere
Dengang vi startede sammen, var vi nok lidt indadvendte, men vi fandt hurtigt ud af, at vejen til visionen om ’fri og lige adgang til viden’ gik gennem samarbejde og partnerskaber. Siden har en fornuftig og åben dialog med talrige mennesker og organisationer hjulpet os på vej. Det vil føre for langt at nævne alle her, så derfor vil jeg begrænse mig til at takke få af de eksterne samarbejdspartnere, som efter min opfattelse har spillet afgørende, positive roller i DBBs udviklingsproces.
- Jeg tænker på Forlæggerforeningen, Forfatterforeningerne og Kulturministeriets Ophavsretskontor, som har været med til at skabe grundlaget for vores digitale produktion og distribution.
- På Forlaget Gyldendal, som i kraft af en generøs og interesseret topledelse har tjent som rollemodel for mange af de aftaler, vi senere har indgået med andre forlag om levering af elektroniske filer.
- På Post Danmark som har været med til at skabe win win situationer bl.a. omkring vores hundrede tusindvis af CD udsendelser.
- På ledelsen af Roskilde Bibliotek, som var det første store bibliotek, der lod sig byde op til dans og var med til at lægge de nye spor til samarbejde mellem folkebibliotekerne og DBB.
- På konsulenterne fra Dansk Blindesamfund, som har løftet og båret i en årelang tålmodig og pædagogisk indsats derhjemme i brugernes stuer, når kassettebåndspillerne skulle vie pladsen for nye, angstprovokerende digitale monstre.
- Jeg tænker også på Danske Handicaporganisationer og på Centeret for Ligebehandling af Handicappede. Tak alle sammen for imødekommenhed, opbakning og vilje til konstruktive løsninger.
- Jeg vil også gerne takke organisationsrepræsentanterne fra Dansk Blindesamfund, Foreningen af Danske Døvblinde, Ordblindeforeningen og andre organisationer, som har sæde i Brugerkomiteen og i ad hoc grupper og udvalg.
Jeg kan ikke tænke på jer uden samtidig at tænke på Benny Andersens ord om kvinder, når han siger, det er besværligt med, men helt umuligt uden. Vel er det enklere at gennemføre udviklingsprocesser uden forstyrrelser. Det fører bare ikke til de bedste resultater. Så selvom jeres med- og modspil kan være sindssygt irriterende, og selvom jeg kan være en utålmodig sjæl, har samspillet først og fremmest været berigende og opmærksomhedsvækkende på en relevant måde.
Og i de heldigvis få tilfælde hvor en tsunami varsel har været under opsejling, har en superprofessionel kaptajn ved roret været det, der skulle til for at bringe os tilbage i smult vande. Gennem talrige møder har jeg beundret og søgt at aflure Ole Vig hans stilfærdige men effektfulde ageren i møde2, og på den baggrund tillader jeg mig at anbefale, at der også til fremtidige formandskandidater til komiteen, så vidt muligt, udover 4 års medlemskab af Folketingets Præsidium, stilles krav om mindst 7 års relevant ministererfaring.
I dag fejrer vi 10 års udviklingsarbejde. Bagsiden af udvikling hedder afvikling. Afvikling skaber balance, og hindrer at man slæber forældet gods med ind i fremtiden. På DBB har vi haft stort fokus på afviklingsprocesserne, og efter min oplevelse kan vi være godt tilfredse både med processer og resultater.
I dag markerer vi en afslutning med en DBB udgivelse. Det er en udgivelse som i stil og tone, ligner vores tidligere småtryk. Vi er ikke til de store, ordrige værker, i hvert fald ikke med os selv som forfattere. Vi er snarere til det rigt illustrerede, som jeg vil kalde: ’lidt men godt af stort og småt’.
Dagens pamflet hedder: ’Historien som vi husker den’ Den er skrevet af fire medarbejdere fra Ekspeditionen, som på falderebet, meget modigt, tog imod opfordringen til at springe ud som forfattere og bidrage med personlig indsigt og erfaring om DBBs analoge historie. Det er Lone, som nu er gået på efterløn, Jan, Heidi og Krystina, mens Katrine og Anette har stået bi med fødselshjælp, redaktion, illustrationer og layout.
Tak alle 6 for en fin, lille sag. Den bevidner, på sin egen enkle og ligefremme måde et langt, væsentligt kapitel i fortællingen om DBB, og jeg er sikker på, den vil have betydning, både nu og her, og på lidt længere sigt, når ingen mere selv har oplevet den japanske halvø, sækkelinen og bageriet.
Og I, kære gæster, som gerne vil vide mere, er velkomne til at tage et eksemplar med hjem. Men gå endelig ikke endnu. Vi har stadig nogle festlige timer foran os.
Jeg vil slutte med at sige TAK alle sammen, fordi I har taget jer tiden til at være med i eftermiddag, og deltage i skabelsen af en unik maniFESTation. Tak for de mange smukke ord, der er formuleret til DBBs ansatte og til mig selv. De er gået direkte til hjertet, hvor de nu er lagret sammen med tonerne fra madrigaler og rap. Tak til Ole Vig for en sikker men også følsom ledelse af begivenheden. Tak for de fine gaver, I har medbragt. Tak for opmærksomheden og tak fordi I bliver, lidt endnu.