Det er efterhånden en del år siden, Kulturministeriet opfordrede sine institutioner til at indlede eller intensivere samarbejdet med erhvervslivet, herunder at styrke ressourcetilförslen gennem sponsoraftaler. Diskussionen for og imod sponsorering har ikke stor kraft längere, fordi kulturinstitutionerne har kvalificeret sig som potentielle modtager af sponsormidler. 

Såvidt jeg kan se fra mit vindue til Regementsgatan i Malmö, findes der ikke en tilsvarende accept af eller tradition for sponsorering i Sverige. For så havde en overskrift som ‘Bibliotekschef kan tänka sig sponsring av hamburgerkedja’ näppe kunnet rydde forsiden på den gode avis, Sydsvenskan.

Aviser skal sälges. Derfor har de ansat redaktioner, som kan tilspidse synspunkter. Det er deres bestemmelse. Jeg har ikke selv foreslået MacDonalds som bibliotekets sponsor, men på avisens spörgsmål har jeg svaret, at for mig vil det ikke väre noget problem at lade MacDonalds deltage i finansieringen af biblioteksvirksomheden. Men der er selvfölgelig mange mellemregninger mellem en sådan hypotetisk forestilling og den konkrete virkelighed.

Sponsorering af kulturinstitutioner skal ske på et fuldt oplyst og bevidst grundlag. Forudsätningen for at give sig i kast med sponsorskaber eller andre former for samarbejde med private virksomheder vil väre, institutionens krystalklare idemässige grundlag. Der må ikke väre tvivl om vision og mission, og sponsorer må end ikke drömme om at kunne köbe sig til indflydelse. Hverken på det store plan eller i detaljen.

En anden forudsätning er en afklaret holdning til hvilke sponsorer den pågäldende kulturinstitution kan väre i selskab med. Sponsorens image,  ja, hele ‘vären’ smitter af. Derfor kan en kulturinstitution alene indgå sponsoraftaler med virksomheder, der har et värdigrundlag, som harmonerer med institutionens eget, eller i hvert fald ikke konflikter med det. Og her kan der selvfölgelig blive en diskussion om MacDonalds egnethed.

Kultursponsorater, fundraising og andet tilsvarende har som formål at öge en kulturinstitutions ökonomiske råderum. Hvis det kan lade sig göre indenfor rammerne af ovenstående kriterier, er det vel ikke noget problem, at virksomheder önsker at bidrage til et fälles gode?

Tvärtimod. Jeg  vil tilslutte mig de mange indsigtsfulde ord omkring sponsering af kulturinstitutioner, som dagbladet Information for nylig bragte i et interview med Carsten Orth, direktör for Statens Museum for Kunst, som indenfor det sidste halve år har indsamlet 33 millioner kroner i sponsormidler til indköb af kunst på museet.

Om kultursponsorering siger Carsten Orth: ‘Der er ikke nogen som bestemmer over mig’. Jeg kunne ikke selv have sagt det bedre! 

Velkommen på bloggen. Der er lidt lavvande i bidragene pt.  Tiden er knap og jeg er anderswo engagiert. Også i blog henseende, faktisk.

På Malmö Stadsbibliotek har vi indledt et strategiudviklingsforlöb, og vi afpröver i den sammenhäng bloggens styrke og svagheder. Hvis du vil kigge med og kommentere på vores strategiske overvejelser i det svenske, er du meget velkommen på http://www.darlinglibrary.se/

Konferencen hed ‘Sælg biblioteket’; men det budskab som blev den lysende røde tråd, og gik markant igennem indlæg på indlæg , handlede om bibliotekshistorier og biblioteks sprog. Hvad er det, vi vil fortælle - os selv og vore brugere? Hvad er det dybest set, vi har gang i? Og hvilke ord, hvilke ‘berättelser’ skal vi drive ud over ramperne?

Det var både inspirerende og meget imponerende, at arbejdsgruppen bagved de legendariske Halmstadkonferencen nu for 17. gang lykkedes med at gennemføre 2 dage, der gav deltagerne flere nye synsvinkler og mange tanker med tilbage.

Faktisk var der flere højdepunkter - og nu taler jeg ikke om det udendørs saltvandsbad i forlængelse af Tylosand Spa - jeg er såmænd inde i den store konferencesal sammen med alle de andre tilhørere for at finde ud af, hvem han er, ham den norske Ingebrigt Steen Jensen, reklamemand, samfundsdebattør og nøglefigur bagved fodboldholdet Stabæks fremgang.

Ikke at jeg kender hverken Stabæk eller fodboldholdet, men noget må han jo kunne, eftersom han lægger ud med en key note, som iøvrigt leveres bemærkelsesværdigt afslappet, overskudsagtig og aldeles power point forladt.

Kanske det ikke er rocket science, men jeg lader mig alligevel hjertens gerne overbevise om rigtigheden i Ingebrigts strategiske tanker, når han argumeneterer for, at folkebibliotekerne har alle muligheder for at skabe eventyr, og at tiden kalder på de eventyr, vi kan skabe.

Og så skal vi, siger Ingebright, lære af den succes, som verdens bedste virksomheder soler sig i. Det kan vi gøre ved at arbejde med nogle af de fælles træk, som kendetegner stjernerne, i følge Ingebrigt og Harvard University .

1. De bygger stærke kulturer, indefra - og inviterer brugerne til at være med
2. De fortæller gode historier - og har anerkendende fokus på brugerne
3. De er idelogisk meget tydelige - de ved, hvorfor de er her, og de ved, hvor de vil hen
4. De tør tænke stort

På Stadsbiblioteket i Malmø er vi igang med en ny strategiproces og i den proces kan vi i allerhøjeste grad bruge inspirationen fra Ingebright. Men vi kan mere end det. Vi kan lade os inspirere af kollegerne fra Norbottens Län og gøre nogle af deres tanker til vore, når vi (som de) ubetvivleligt skal opproiritere vores kommunikation til verden udenfor ‘Slottet og Lysets Kalender’.

Sammen med organisationskonsulent Eva Stenmark præsenterede Länsbibliotekar fra Norbottens Län, Detlef Barkanowits et stort fælles markedsføringsprojekt, som er blevet virkeliggjort i et samarbejde mellem 12 biblioteker, langt mod nord. Gennem en fælles stram bibliotekslayout, fælles logo, et flot formuleret biblioteksmanifest og en kampagne med fiffige biblioteksudsagn tegnes et tydeligt og vedkommende billede af biblioteket. Projektet hedder Maracas og virker overbevisende, i aller højeste grad!

På anden dagen satte Eppo van Nispen fra Delft i Holland liv i kludene med et oplæg, som var på en og samme tid meget teknologi-reflekteret og fyldt med historier og agitation for historiefortællinger. Selv har han ambitioner om at udvikle  biblioteket til verdens mest moderne, hvilket fik mig til at overveje, om moderne, er det  vi allerhelst vil være?

‘Google er bedre, hurtigere og rigere end bibliotekerne, så lad for alt i verden være med at forsøge at bekæmpe den tjeneste. Samarbejde, det er vejen frem,’ ivrede van Nispen, og blev lettere fortørnet over forsamlingens ringe kendskab til Googles vision.

Det er vel heller ikke helt godt, at en forsamling af ledende biblioteksfolk fra Norden mangler knivskarpt kendskab til strategi og vision hos een af sine potentielt absolut største trusler?

Omstændigheden fik mig til at tænke på om vi, biblioteksmennesker i almindelighed tager de strategiske udfordringer tilstrækkeligt alvorligt? Om vores selvtillid er så tilpas stor, at vi indser, at biblioteksudviklingen står og falder med vores talenter og vores ambitionsniveau? Vi skal være kanongode, hvis vi skal finde os selv på det vindende hold i en verden, hvor konkurrencen og alternativerne er slående.

Van Nispen talte om ‘global reach, local touch’, jeg kunne ikke være mere enig i perspektivet. Hvis vi holder det for øje og tør tænke i de mesterskaber, som Ingebright indledte med at opfordre os til, så kommer vi også til at opleve euforien og meningsfuldheden ved at være del af et ubetinget eftertragtet, fælles gode. Og det er i grunden ikke så galt…

Faglige tidsskrifter er gode til fordybelse og faglig forankring, men de skygger for bredde, det tvärgående og helt nye perspektiver

Jo äldre man blir, jo flere kloge mennesker har man mödt, teoretisk i hvert fald. Forleden på en längere togrejse kom jeg til at tänke på en af de indsigtfulde personer, jeg har mödt i nyere tid. Anders Drejer er navnet på en professor i Århus, tilknyttet den institution, som för hed Handelshöjskolen i Århus, og som efter tsunamifusionerne i uddannelsessektoren er blevet endnu en del af Århus Universitet.

Anders Drejer har beskäftiget sig med innovation, og det er i den anledning, jeg har mödt ham. ’Inspiration til innovation får man ved at kigge andre steder hen, end der hvor man plejer at kigge.’ Noget i den stil husker jeg fra Anders Drejers mund.

Og hvor er det sandt, og hvor det er uroväkkende närliggende at blive ved med at kigge i den samme gode gamle retning. Kigge den vej, hvor färdselsreglerne sidder på rygmarven og man kan beväge sig med bind for öjnene uden at stöde på forhindringer. Der, er godt og trygt at väre, men der er også dybt konserverende og repetitivt.

Efter 2 måneders ansättelse på Malmö Stadsbibliotek har jeg bladret i en lind ström af biblioteksfaglige skrifter, der organisationsreflektorisk cirkulerer ind omkring mit bord og medvirker til fornemmelsen af knaphed på tid: Biblioteksbladet, Bok och Bibliotek, Bibliotekspressen, Scandinavian Public Library Quaterly, Library Technology Reports for nu bare at nävne nogle enkelte eksempler. Og jeg kunne da uden problemer lade disse ordrige skrifter opfylde hele min vågne tid.

Sådan er det med seriöse faglige udgivelser. De har hver deres styrker, de tjener til fordybelse. De hjäper med at udvikle ekpertise og professionalisme. Samtidig repräsenterer de, i al deres faglighed, en bestemt synsvinkel, en historie, en retorik og i den forstand kan de virke indskränkende, bagudskuende og skyggende for nye inspirationskilder.

Den fälde vil jeg ikke havne i, og den bör man ikke havne i som leder. Vel skal man kende sit område, men man skal vare sig for at drukne i faglighed og man skal sikre, at hele organisationen har en åben adgang til nye kilder. Derfor vil jeg straks igangsätte en proces, der skal erstatte fortidens cirkulationsordninger med et mere moderne og nyskabende approach.

Apropos diskussionen om folkebibliotekernes rolle i forhold til böger og läsning har svensk fjernsyn netop bragt et klip fra en kampagne om läsning rettet mod fädre med kort uddannelse. Klippet er fra Malmö Stadsbibliotek og indholdet taler for sig selv. Kig selv med et klik. 

De igangværende bibliotekseksperimenter har vækket en diskussionslyst af ukendt omfang indenfor dette sædvanligvis sagtmodige område. Det er stærkt opmuntrende, fordi det viser, at kærligheden til folkebibliotekerne som ide stadig brænder igennem. Næste skridt kunne så være at forsøge at samle trådene og definere en fælles forståelse af folkebibliotekernes kerneopgaver endsige, hvor grænserne for virksomheden skal trækkes. Nedenfor kan du se mine personlige konklusioner om essensen af folkebibliotekesvirksomhed anno 2008.

1. Folkebiblioteket bemyndiger borgerne

Det må være hovedopgaven, når alt andet er skåret væk, at folkebibliotekerne i kraft af deres væren, gøren og laden inspirerer mennesker til at tage magten over eget liv og opbygge kraften til at øve indflydelse på samfundet og dets udvikling.

2. Digital dannelse

En stadig stigende mængde af informationsformidling og kommunikation foregår over nettet. I en nær fremtid vil det være utænkeligt at kunne fungere på lige vilkår uden netadgang og uden kapacitet til at virke på nettet og til at anvende andre informationsbærende digitale medier i øvrigt. Ligeså vel som folkebibliotekerne fremmer læsning ved at formidle det trykte ord fremmer de den digitale dannelse ved aktivt at tilbyde internetbaserede og andre moderne løsninger og hjælpe brugerne med at lære at bruge dem. Nettet er også en oplagt vej til at styrke brugerinvolvering og brugerdreven innovation.

3 Læsning og litteratur har en fortrinsstilling

Læsefærdighed er en betingelse for at være med på lige vilkår. De appetitlige, hurtige og farverige digitale medier, som film, TV, musik, spil er på visse planer nemmere at gå til end en trykt bog eller en tæt skrevet artikel publiceret på nettet. Derfor skal der motiveres, inspireres og formidles meget og mere opfindsomt for at sikre, at læsefærdigheden vedligeholdes og udvikles. Jeg kender mange børn og unge (og ved nærmere eftertanke også voksne) som ved et helt frit valg, altid vælger videoen eller spillet, hvis alternativet er en bog. Men vi kan ikke klare os uden dygtige læsere. Vores erkendelses grænse går ved sprogets grænse. Vi bliver klogere af at læse, og folkebibliotekerne har en særlig forpligtelse til at understøtte læsning ved at stille bøger og andre tekstbaserede medier (også dem på nettet) til rådighed. Modsætningen til læsefærdighed hedder analfabetisme!

4. Folkebiblioteket præsenterer kulturarven

Folkebibliotekerne er en væsentlig del af vores fælles hukommelse og et mediemæssigt showroom og værksted. Så snart et værk er publiceret må det forstås som en del af kulturarven. Det er en kerneopgave for folkebiblioteket at præsentere og formidle repræsentative dele af kulturarven, hvad enten vi taler om bøger, film, musik, spil eller lignende. Ved repræsentative dele forstås både bredde og dybde, erindring og eksperiment, aktualitet, alsidighed og kvalitet. De værker, det enkelte folkebibliotek ikke selv ejer skaffes via nationale og internationale netværk

5. Lysten og nydelsen

Lyst og nydelse er ligeså legitim som læring og det er svært at forestille sig meget læring uden lyst. Samfundet er ikke bare et spørgsmål om nytte, vi skal også huske at nyde rejsen. Det bidrager folkebibliotekerne til med sine samlinger af bøger, film, spil, musik i fysisk form eller tilsvarende på nettet.

6. Lokalernes æstetik

Bygningerne, beliggenheden, indretningen, grundstemningen symboliserer samfundets grundholdning og prioritering af kulturinstitutionen, bibliotek. Borgerne i et højt udviklet velfærdssamfund gider ikke tilbringe den frie tid i nedslidte, trange lokaler, med dårlig beliggenhed eller kedsommeligt møblement. Derfor er det i dag elementært også at sikre en god standard for det fysiske bibliotek, dets indretning og æstetik.

7. Frihed, liv, fællesskaber og inklusion

Folkebiblioteket er brugernes frie sted. Et fælles byrum, som danner rammen om iscenesatte eller frie aktiviteter og fællesskaber. Samtidig indretter biblioteket oaser af ro til refleksion og fordybelse. Brugeren kan være tilstede uforpligtet eller give sig til kende og tage del. Gennem en mangfoldighed af aktiviteter understøtter folkebiblioteket sine overordnede mål.

8. Der skal være mange veje ind og ud af folkebiblioteket

Adgangen til folkebibliotekerne skal være så fri for barrierer som muligt. Det bliver den i kraft af mange kommunikationsveje, fysisk og virtuelt. Biblioteksadgangen og – brugen på nettet elle over mobiltelefonen vil for mange mennesker have samme betydning som den fysiske adgang. Derfor har alle disse miljøer prioritet. Ved siden af det fysiske tilbud skabes kontakt mellem bruger og bibliotek og lige adgang ved særligt opsøgende arbejde, arbejdspladsbiblioteker, samarbejde med tredje parter, og andre relevante aktiviteter udenfor biblioteket.

9. Folkebiblioteket er en del af et netværk.

Teknologien rummer uanede potentialer indenfor kommunikation og informationsformidling. Indtil videre har den afstedkommet udvikling af fælles kataloger, baser, portaler og spørgetjenester, som giver nye og andre muligheder for at udnytte, den rigdom, det samlede biblioteksvæsen råder over. Næste generation af den slags fælles løsninger må på tegnebrættet og alle relevante aktører må sætte snævre egeninteresser på standby for at påtage sig en del af det fælles ansvar.

Nedenstående indläg er skrevet til den igangvärende biblioteksdebat om folkebibliotekernes raison d’etre, og har väret bragt i Politiken den 9. januar 2008.

For 10 år siden åbnede Malmø Kommune en drøm af et bibliotek. Et af de smukkeste i Norden. Det besøges af et stigende antal brugere. I 2007 omkring 1 million. Og så mange mennesker tager ikke fejl, selvom hovedparten af dem er svenskere. De kommer på biblioteket med talrige etniske udgangspunkter, i store mængder, fordi der er noget at komme efter.Først og fremmest et spektakulært hus. Et af Nordens smukkeste biblioteker, tegnet af Henning Larsen, der byder byens borgere indenfor med et signal om, at alene det bedste er godt nok til jer, som rammen om en så væsentlig kulturel aktivitet, som biblioteksvirksomheden.

Dernæst naturligvis indholdet: en omfattende samling af multimedial karakter. Masser af bøger – også de ældre, dertil musik, film, spil, lyd, netopkobling og andre platforme, der er elementære, kære Johannes Riis, på biblioteket i 2008.

Mødelokaler, store som små, cafe, udstillinger, oplæsninger og andre aktiviteter. Så siddepladser, hvilepladser, udsigtspladser, arbejdspladser, studiepladser i store mængder, med udsigt over parken eller søen, alle sammen trækker de i den grad brugere indenfor. Atmosfæren oser af liv, håb, lyst og fordybelse, hvilket faktisk forekommer stærkt tilfredsstillende.

Og udlånet af bøger? Selvfølgelig låner de bøger, men altså ikke så mange som tidligere, dengang i de gode gamle dage, for 25 år siden, hvor det var ganske småt med alternative tilbud. Og det faldende bogudlån kalder vedvarende på overvejelser om bøgernes placering i biblioteket. Alt andet ville være uforsvarlig efterladenhed.

Derfor forstår jeg fuldt ud den nye chef for Københavns Hovedbibliotek, Pernille Schaltz, der på forunderlig vis, med velafprøvede synspunkter har formået at rydde forsiden på Politiken flere dage i træk. Jeg forstår også, at Københavns Hovedbibliotek med sin fysiske fremtræden, i gamle butikslokaler, ikke som byrum kan have stor appel.

Mon ikke man kommer her mere af nød end af lyst? Fordi man altså er studerende og med djævelens vold og magt skal have fat i den eller hin konkrete udgivelse. Er færre bøger og flere bestsellere svaret på den vigende brugerinteresse, eller er det måske snarere et nutidigt hovedbibliotek? Det har de københavnske politikere diskuteret ligeså længe, som bogudlånet er faldet, og diskussionen er stadig uhyggeligt uforløst.

Til TV Avisen den 6. januar, udtalte Pernille Schaltz, ‘at det ikke er populistisk at give folk, hvad de vil have’. Jeg er uenig! At lade efterspørgslen styre er da i høj grad populisme, og det kan der såmænd også være gode grunde til at kaste sig ud i, først og fremmest bestræbelsen på at nå et publikum – men det skal ske med måde og stor varsomhed, forstås.

Det er indlysende, at bibliotekets rammer, design, atmosfære og tilbud skal have appel til mennesker i vores tid, hvor andre tilbud om underholdning, information, læring og oplevelse står i kø for at squeeeze sig ind gennem de snævreste sprækker af ledig tid. Biblioteket er i en udpræget konkurrencesiuation og må svare igen i et moderne sprog, men det er fortsat essentielt, at kunne forstå og forklare meningen med satsningerne for offentlige midler, og et bibliotek med primært fokus på den bølge af mainstream, der i forvejen skyller ind fra boghandlere og forlagsportaler, hvad er lissom meningen med det? Der kan udvikles mere begavede versioner af biblioteket 2010.

Og husk, når biblioteket kun var bøger for 100 år siden, var det fordi, der kun fandtes bøger dengang, ikke fordi fortidens bibliotekspioneer havde stirret sig blinde på bøger, som den eneste mulige kilde til oplevelse, uddannelse eller kulturel aktivitet. Biblioteket skal på indholdssiden være både fremtid, nutid og kulturarv - fordi det herved tjener som inspirator, fortolker, historiefortæller og ’-forankrer’. Det skal være multimedialt - fordi det herved afspejler samfundets konkrete teknologiske udviklingstrin og de formidlingsmæssige muligheder.

stedet for mere mainstream og færre bøger burde København kæmpe for et nyt, potent hovedbibliotek, med penge til relevant indhold i passende mængder. Så skal der såmænd nok vise sig en glorværdig fremtid både for biblioteket og dets brugere. Og er der yderligere overskud, vil det være en god ide, at prioritere kræfterne til en samling af færre, større biblioteksfilialer på bekostning af de mange, nedslidte, uindbydende, små biblioteker, som på ingen måde tager sine brugere alvorligt, men hvis eksistens alligevel, for meget nylig, blev bekræftet af de københavnske politikere.

”Libraries are too important for librarians alone. In embracing a diversity of competencies and professions, NLB will require learning systems that foster knowledge sharing and cross learning across domains at the fastest time possible.”[1]

Rekruttering af talenter er en kerneopgaver for biblioteker, som vil overleve. Og her taler vi om sande talenter. Bibliotekerne har - i hvert fald på prioriterede områder - brug for at kunne præstere mesterskaber, og det kan man kun, hvis man råder over talent masse.
Talenterne må allerhelst være mangesidede, og supplere hinanden, både professionelt og vidensmæssigt, men også hvad angår etnisk oprindelse, social-, kulturel- og uddannelsesmæssig baggrund, alder, køn, holdning osv. Det er svært at forestille sig en enhedskultur som en meget innovativ kultur. Måske det kan forekomme i forskningsmiljøer - men på biblioteker er der brug for tværfaglighed. Kan det ikke lade sig gøre umiddelbart at skaffe den via tiltrækning af alternativt personale, må man overveje at finde og integrere den på andre måder. Den generelle kompleksitet og de specifikke opgaver bibliotekerne står overfor, gør det oplagt at udvide organisationernes kapacitet gennem en større tværfaglighed, som f.eks. kan opnås ved at rekruttere kvalificerede IT ressourcer, marketings- og kommunikationsfolk mm.Der er brug for generelle kompetencer, som er nødvendige på et velfungerende, videnbaseret arbejdsmarked. Det handler f.eks. om de sociale, interpersonelle kapaciteter og om projektledelse og projektdeltagelse i tværfaglige miljøer.

For at imødekomme de udfordringer bibliotekerne står med mellem teknologi, partnerskaber, fysiske rum og brugere, må bibliotekspersonalet tage afsæt i en dyb, kulturel, demokratisk forståelse. Beherskelse af de informationsvidenskabelige discipliner, alene, slår ikke til. De udgør til gengæld forudsætningen for at skabe nye bidrag, der kan give brugerne højere kvalitet og større udbytte af videns-, kommunikations- og informationsteknologien.

Bibliotekstrends i vidensamfundet

Bibliotekernes metode har handlet om at skabe orden top–down. I modsætning hertil er den tiltrækkende web, kaotisk, hurtig, grænseløs, og den er jo bare én af mange nye kilder til information og kulturoplevelser, som kæmper om menneskers opmærksomhed. Det ses tydeligt på bibliotekernes brugere, der har ændret præferencer og vaner gennem årene, og i stigende antal fravælger folkebibliotekernes tilbud.

”Google has become ubiquitous, the major player in search technologies, and often a substitute for a visit to the local library’s reference desk.”

Informationstrafikken er intens, brugerdreven og grænseoverskridende, og revolutionen indenfor digital publicering og net-services buldrer der ud af. Bibliotekerne i almindelighed gør sig ypperlige anstrengelser blot for at følge med. De fleste har nok opgivet ideen om proaktivitet i netop denne sammenhæng. Det handler i højere grad om at koble sig på de nye muligheder, teknologiudviklingen uafladeligt genererer, og integrere dem som kommunikationsmedtoder, der kan medvirke til at understøtte og fremme bibliotekernes eksistensberettigelse.

Især Danmark - men det gælder sikkert også bredere - har de største forskningsbiblioteker haft styrken til at befæste og udvikle positionerne i nye sammenhænge, bl.a. ved en stor fælles satsning på digital betjening. Samarbejdet om DEFF (Danmarks Elektroniske Forksningsbibliotek) har været motoren for denne proces og resultaterne har skabt nye, højt værdsatte og moderne muligheder for brugerne, der har fået adgang til meget store mængder af digitaliseret indhold.

Folkebibliotekerne, derimod, taber terræn. Enkelt sagt står biblioteks-, informations-, og videnområdet på den ene side med stærke kort på hånden i forhold til koblingen mellem brugere og de ufattelige datamængder og muligheder, der fødes i det digitale, globale vidensamfund. På den anden side kæmper folkebibliotekerne en, i værste fald, egentlig eksistenskamp.

‘In some countries where access to information is now akin to access to electricity or water, the reason to have freestanding storehouses of a subset of all information is harder to articulate.”[2]

I en nye strategi har Biblioteksstyrelsen i Danmark tegnet to skarpe scenarier. Det ene, ”Zombie-scenariet”, der dybest set betyder afvikling af de danske folkebiblioteker. Det andet, et mere optimistisk scenarie, der giver bibliotekerne en betydningsfuld rolle som medspillere i dannelse af fremtidens vidennetværk og videnformidling, i øvrigt.

Personligt er jeg af den opfattelse, at folkebibliotekerne vil vinde en plads i fremtidens kulturbillede. Vi står overfor en egentlig forvandling af bibliotekerne til centrale, multifunktionelle, partnerskabs-baserede huse som de fysiske rammer - byens rum - om kultur, viden, læring. Spektakulære huse, hvor travle mennesker har lyst til at tilbringe tiden. Hvad og hvordan, der så skal være ideni i de huse? Hvordan bibliotekerne transformerer sig til ægte, ufravigeligt vigtige multimediale spillere? Hvordan public service begrebet kan gøres lystbetonet og top attraktivt? Hvordan bibliotekerne kan lære af den udvikling som dagbladene og mediebranchen i øvrigt er inde i? Disse og mange andre spørgsmål vil jeg vende tilbage snarest muligt.

GODT BIBLIOTEKS NYTÅR