Nede i Hundested Havn er sejlertrafikken intens. Som på en perlerække glider lystbådene ind for at finde kajpladser for natten. Næste morgen lægger de fra igen og sætter kursen mod nye eventyr.

De har en ting til fælles: Farmand ved roret. Stolt står den danske sømand, mens mor og børn fløjter rundt og tager sig af alle praktikaliteterne. Helt som i dansk kulturvirksomhed, hvor det fremfor alt er far, der styrer, leder og fordeler.

Jeg ved godt at traditionelle ligestillingsdikussioner er vildt usexede, og flere af mine emanciperede veninder hævder hårdnakket, at der ikke længere findes rimelige grunde til at beskæftige sig med emnet. Men jeg er ked af at sige det. De tager bare så meget fejl!

Forleden henledte Dagbladet Børsen sine læseres opmærksomhed på nyere, publicerede tal om ligestilling i topledelsen af de største, danske kulturinstitutioner. Og heraf fremgår det med stor tydelighed, at det faktisk går ufattelig dårligt.

I kulturministerens ligestillingsredegørelse ser tallene umiddelbart tilforladelige ud. Her kan man nemlig læse, at der i 2007 var ansat ialt 103 ledende personer i de højeste lønrammer 37 - 42 indenfor kulturministeriets område. Heraf var 20 kvinder. Det vil altså sige 20% ud af 100 mulige, og det er i grunden ikke så galt, eller?

Jo, det er helt skudt i hovedet. Især når man går lidt ned i tallene. Af dem kan man nemlig udlede, at de 22 største, statsejede kulturinstitutioner kun i 2 tilfælde har en kvinde i spidsen. Nemlig Kulturministeriets Departement og Designskolen i Kolding.

Bortset fra Designskolen i Kolding er de seneste 2 års ledige toplederposter indenfor ministerområdet beklædt med mænd.

Det gælder Danmarks Biblioteksskole, Danmarks Blindebibliotek, Det Danske Filminstitut, Det Kongelige Musikkonservatorium, Det Kongelige Teater, Det Jyske Musikkonservatorium, Kunstakademiets Billedkunstskole, Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst. Hvad er det mon lige, der sker?

Jeg er sikker på at Kulturministeriet meget gerne ser kvinder på de tunge poster. Men selv i de tilfælde, hvor departement og Kulturminister træffer valgene uden opslag, falder de ud til fordel for mændene. Tænk bare på bestyrelsesformændene for Det Kongelige Teater og Filminstituttet eller tænk på Kunstrådet. Mand, mand, mand. Det kan man faktisk gøre noget ved, hvis man vil!

De gør det bedre i vores nordiske broderlande. Både Norge og Sverige har været gode til at motivere og inspirere til en større kønsdiversitet blandt lederne i toppen.

I Sverige kan jeg slet ikke undgå at bemærke, hvordan kvindelige topchefer f.eks. i medieverden og indenfor det svenske forsvar er dagsordenssættende. Det er lige før man tænker matriarkat. Og det vil sikkert få mangen en dansker til at gyse.

Alligevel synes jeg vi mere aktivt skal lade os inspirere af de nordiske venner, og styrke mulighederne for flere kvinder bag roret gennem en bredere rekruttering på hele det nordiske arbejdsmarked. Mænd er jo aldeles udmærkede gaster!

Og så er der vanen tro mere viden at hente om emnet i Ugebrevet A4 .

Skal vaflen fyldes med jordbæris eller chokolade? Flødeskum, syltetøj,… være med eller uden flødebolle? Hvis med, taler vi så kokos eller ej?

Sommerferietiden er slet ikke fri for at stille krav til beslutningskraften, men det føles alligevel anderledes. Gider man gå i vandet, eller er det bedre at blæse bananer i sofaen, mens tankerne tager på himmelferie, all on their own? Skal vi købe fjæsing eller spætter på havnen? Ta’r vi vin til maden eller bare vand? Den er nu ikke svær.

Den 7. juli skrev Ugebrevet A4 fra LO, at vi ikke kan finde ud af at slippe arbejdet i ferien. Det må vi så se at få lært, for vi bliver bedre mennesker af at holde fri og at være fri. Når vi mærker skuldrene lægge sig fladt nedad ryggen og lungespidserne fyldes af luft, mens vi skuer ud over horisonten.  Når vi lader roen sænke sig. Kommer helt ned i gear og så en tak til.

Det tror jeg på. Og hvis der så absolut skal ske noget, er der altid talrige muligheder lige om hjørnet. Det handler bare om at åbne øjnene. 

Selv har jeg netop nået ny erkendelse på den stedlige genbrugsstation. Her i hjemmet er det ellers herren i huset, som tager de tilbagevendende ture ned med overskydende pap, gamle madrasser, flasker, aviser, you name it…

Men idag tog jeg med og gæt, hvad jeg oplevede? Det berømte tredje sted. ‘ The Great Good Place’ som ‘urban sociologen’ Ray Oldenburg har benævnt tidens nye offentlige mødepladser, der kan danne rammen om mødet mellem mennesker, om skabelsen af nye fællesskaber. 

Normalt er det cafeer, boghandlere, biblioteker, kulturhuse og lignende kultursteder, der refereres til som muligt ‘Great Good Place’, men sådan et sted er genbrugsstationen i Hundested altså også.

Her er en særlig stemning af landsbyens gadekær kombineret med en passende foretagsomhed. Her er fri og lige adgang. Kom som du er - med og uden trækkrog.

Her er masser af containererfaring at lære af og sparre med. Og der er tilmed mulighed for at få en kasseret bog eller urtepotteskjuler med hjem.

Kom ikke og sig at de offentlige affaldsfordelingssteder er uden kultur. De er kultur. De ved slet ikke, hvad de går glip af, alle de slyngler som dumper deres personlige affald i grøftekanter eller andre irrelevante steder.  Shame on them!

Det er efterhånden en del år siden, Kulturministeriet opfordrede sine institutioner til at indlede eller intensivere samarbejdet med erhvervslivet, herunder at styrke ressourcetilförslen gennem sponsoraftaler. Diskussionen for og imod sponsorering har ikke stor kraft längere, fordi kulturinstitutionerne har kvalificeret sig som potentielle modtager af sponsormidler. 

Såvidt jeg kan se fra mit vindue til Regementsgatan i Malmö, findes der ikke en tilsvarende accept af eller tradition for sponsorering i Sverige. For så havde en overskrift som ‘Bibliotekschef kan tänka sig sponsring av hamburgerkedja’ näppe kunnet rydde forsiden på den gode avis, Sydsvenskan.

Aviser skal sälges. Derfor har de ansat redaktioner, som kan tilspidse synspunkter. Det er deres bestemmelse. Jeg har ikke selv foreslået MacDonalds som bibliotekets sponsor, men på avisens spörgsmål har jeg svaret, at for mig vil det ikke väre noget problem at lade MacDonalds deltage i finansieringen af biblioteksvirksomheden. Men der er selvfölgelig mange mellemregninger mellem en sådan hypotetisk forestilling og den konkrete virkelighed.

Sponsorering af kulturinstitutioner skal ske på et fuldt oplyst og bevidst grundlag. Forudsätningen for at give sig i kast med sponsorskaber eller andre former for samarbejde med private virksomheder vil väre, institutionens krystalklare idemässige grundlag. Der må ikke väre tvivl om vision og mission, og sponsorer må end ikke drömme om at kunne köbe sig til indflydelse. Hverken på det store plan eller i detaljen.

En anden forudsätning er en afklaret holdning til hvilke sponsorer den pågäldende kulturinstitution kan väre i selskab med. Sponsorens image,  ja, hele ‘vären’ smitter af. Derfor kan en kulturinstitution alene indgå sponsoraftaler med virksomheder, der har et värdigrundlag, som harmonerer med institutionens eget, eller i hvert fald ikke konflikter med det. Og her kan der selvfölgelig blive en diskussion om MacDonalds egnethed.

Kultursponsorater, fundraising og andet tilsvarende har som formål at öge en kulturinstitutions ökonomiske råderum. Hvis det kan lade sig göre indenfor rammerne af ovenstående kriterier, er det vel ikke noget problem, at virksomheder önsker at bidrage til et fälles gode?

Tvärtimod. Jeg  vil tilslutte mig de mange indsigtsfulde ord omkring sponsering af kulturinstitutioner, som dagbladet Information for nylig bragte i et interview med Carsten Orth, direktör for Statens Museum for Kunst, som indenfor det sidste halve år har indsamlet 33 millioner kroner i sponsormidler til indköb af kunst på museet.

Om kultursponsorering siger Carsten Orth: ‘Der er ikke nogen som bestemmer over mig’. Jeg kunne ikke selv have sagt det bedre! 

Den 23. juni blev det offentliggjort, at teaterchef for CampX, Mette Hvid Davidsen, har valgt at fraträde sin post og begrundet sit valg med teaterbestyrelsens önske om at revurdere CampX’ grundlag. Det er selvfölgelig dybt ärgerligt, at den ambitiöse vision, CampX teatret er udtryk for, herved oplever et momentant tilbageslag. Men ideens nödvendighed, og opbakningen fra dedikerede kunsterne, medarbejdere og bestyrelser vil medföre at det eksperimenterende samtidsteater kommer til at udvikle sig stärkt!

Hvorfor ændre teatrets profil nu? Er jeg som bestyrelsesformand for CampX blevet spurgt. Sagen er den, at status efter förste år og de fremlagte planer for år to har fået bestyrelsen til at tvivle på realiteten i projektets gennemförelse. Förste år har vi brugt 1.5 mill for meget. De penge mangler vi i år to. Aktivitetsniveauet er fastholdt for den kommende säson. Samtidig budgetteres med ögede billetindtägter og delvis höjere priser. Bestyrelsen tror ikke på dette ‘best case scenario’. Vi mener, at der er behov for en prioritering og fokusering. Derved kan vi sikre teatrets levedygtighed - også de kommende år.

CampX’ bestyrelse vil arbejde for at CampX kan fortsätte sit gränseoverskridende udviklingsarbejde, og herved udfordre det kendte teaterbegreb. Vi önsker også, at CampX organisationen kan udvikle sig til at indtage en spydspidsrolle indenfor det radikalt, eksperimenterende teater. Vi har stadig til gode at finde den fremtidige vägtning mellem kerne- og andre aktivieter. Men det er illusorisk, at ville det hele på samme tid.Nogle har bebrejdet os denne indgriben efter bare en säson. Og vel er det hurtigt, men det er også udtryk for den berömte Märsk McKinney Möller-ske ’rettidige omhu’. Den kan man måske höre mere om i den kommende säson hvor en af CampX’ store satsninger netop tager sit udgangspunkt i bemeldte Hr. Möller.

Vandet drager. Vi vil alle väre ved vandet, se vandet, gå på vandet kan vi jo ikke, men väre i det - som en fisk, det burde alle tvinge sig selv til. Vi er jo til en stor del af vand, jeg tror, det er en väsentlig grund til, at vand som element föles så herligt.  Og husk, hvis du vil väre vinterbader, er det en rigtig god ide, at begynde tilvänningen her.

For mange år siden stod jeg og kiggede ned på udendörsbadet ved Gorky Park i Moskva. Dampen löftede sig over vandet som en stor varm, våd sky. Det havde sin naturlige forklaring. I luften var der hård frost, men vandet i badet var varmt, og må have väret stärkt tilträkkende for de mange russere, der på lang afstand lignede knappenålshoveder, med de sorte badehätter trukket godt ned om örene.

Helt anderledes var det i Leningrad, hvor de vedholdende vinterbadere måtte hakke hul på Neva flodens is, för de kunne dyppe sig i vandet en frysende kold og krystalklar februarmorgen for foden af Peter Paul fästningen. Meget smukt, faktisk!

Måske har man også gjort tilsvarende i de nordiske lande, men for 120 år siden var der nye krav og man begyndte at anlägge fine anstalter til formålet.

Stockholms förste ‘kallbadhus’ blev taget i brug i 1884, og blev fra den tidlige begyndelse en attraktion, som fandt vej til tidens postkort og kunne bruges i markedsföringen af byen.

Malmö indviede sit kallbadhus i 1898. I 1930′erne blev det moderne med nögenbadning, og det betöd at man på Ribersborg Kallbad opbyggede skillevägge, som kunne sikre at kvinder henholdsvis mänd kunne bade uforstyrret af det modsatte kön.

Sådan er det stadigväk, heldigvis da. Og stemningen er unik på de gamle badeanstalter, hvad enten vi taler Charlottenlund ved Köbenhavn, Ribersborg ved Malmö eller Stockhoms Kallbad.

Man kan sige, at tiden har stået stille på disse nordiske, träkonstruktioner, bygget på päle i vandet. Men måske er det mere däkkende at tale om ren og skär tidlöshed. Det evigt gyldige. At det til alle tider er og vil väre en herlig kombination af frihedsskabelse og fällesskab at få lov til at dele nogle uforpligtede timer i selskab med könsfäller.

Og det särlige er jo, at det ikke her drejer sig om selskabet i venners lag, men om det uudtalte fälles vi kan have med kvinder over hele verden, fordi vi, som udgangspunkt, har könnet, og en historie og nogle livsvilkår og relationer til det modsatte kön eller til andre dele af verden til fälles. Her trives en särlig form for umiddelbar gensidig forståelse, accept og tolerance, hvor andre sider af livet er sat ud af kraft.

Gud ved om noget tilsvarende gälder inde hos mändene på den anden side af skilleväggen? Jeg tvivler; men vil selvfölgelig gerne modsiges, fra en der virkelig ved noget om sagen. Men så heldig er jeg nok ikke her på bloggen, hvor kommentatorerne ikke ligefrem står i kö

Lad os få dannelsen tilbage! Vi vil ha’ dannelsen tilbage!

Jeg vil ikke afvise, at jeg snarere end en samfundsmässig tendens taler ud fra en pesonlig fornemmelse. Jeg erkender også, at der findes gode eksempler på det modsatte. Heldigvis da, ellers ville situationen også väre aldeles ubärlig. Alligevel var det som at nå en kilde med perlende, rent vand ovenpå en tör örkenvandring, da jeg ved en tilfäldighed stödte på Harvard University’s program, som kalder sig Humanities at Harvard.

Om udgangspunktet for programmet hedder det “… our society runs the risk of becoming not only Washington Irving’s headless horseman, but the heartless horseman as well - eating up the technological miles with little or no reflection as to why we’re moving so fast or even where we’re going. But both the head and the heart - urgent reflection and deeply felt contemplation about the meanings of these galloping changes - are present in all sorts of venues, not least in the endeavors that are collectively known as the humanities.”

Ved at beväge sig lidt rundt i teksterne omkring ‘humanities’ möder man logiske begrundelser for hvordan filosofi, litteratur, religionsstudier og tilsvarende er eksistentielt relevante, som udgangspunkter for menneskelige beslutninger og dispositioner i en tid, hvor mulighederne er legio, og hvor konsekvenserne af vores handlinger ofte kan väre ligeså fatale, som de er uoverskuelige.

Det handler simpelthen om menneskelighed. Det handler om at vi gennem indsigt i verdens kulturer og ved at studere filosofien, antropologien, religionerne, de skönne kunstner udvikler vores moralske fundament samt empatiske sans og forståelse, der gör os i stand til at sätte os i andre menneskers sted.

Tiden bärer på udfordringer til den enkelte og til fällesskaberne om at udvikle indsigt og menneskelige forståelse. Den tilsvarende udfordring gälder samfundest store, toneangivende kultur og public service institutioner. De har en åbenlys forpligtelse til at besträbe sig på at sätte menneskeligheden, civilisationen, dannelsen tilbage på dagsordenen.

Der er simpelthen brug både for dannelse og hjerte. De to betinger hinanden. Der er brug for barmhjertighed. Og der er brug for at samfundets ‘dannelsesinstitutioner’ arbejder som om de har indsigt såvel som andet på hjerte end lave omkostninger og flere kunder i butikken.

Hvad er det for eksempel, de har på hjerte ude i det nye Danmarks Radio, når de tillader sig at udfylde sendetiden med en perleräkke af genudsendelser eller discount produktioner, hvor 3 mand m/k i studiet taler i timer. Det er i reglen så ikke - berigende, at man må afbryde forbindelsen for at få det til at holde op med at göre ondt.

Og hvad vil de på TV? Når vi ser bort fra de efterhånden få nye dramaproduktioner, udfylder danske public service kanaler sendefladerne med komplet, ligegyldige livsstilsprogrammer og stribevis af udenlandske serieproduktioner i sekundakvalitet- eller det der er värre. De genudsender uden ophör, og deres nyhedsprogrammer består som hovedregel af overfladiske gentagelser, når de da ikke lige lukker ned for produktionerne, fordi de afspadserer eller fejrer jul, påske, pinse, sommerfri osv. Hvad er egentlig meningen?

Debatklimaet i Danmark er blevet tiltagende hjertelöst gennem de senere år. Der virker ikke til at väre nedre gränser for de udsagn opinionsdannere og politikere tillader sig at ventilere i ytringsfrihedens hellige navn. Det handler også om indsigt, dannelse og barmhjertighed.

Personlig er jeg ubetinget tilhänger af ytringsfriheden, men den må kunne balanceres bedre med hjerte, empatisk sans og respekt for andre mennesker. Ellers kan vi jo ikke väre sammen i denne verden, som bliver mindre og mindre, og derfor stadig mere menneskelig mangfoldig.

De store formidlende kulturinstitutioner bör tage opgaven på sig. Bibliotekerne, radio/tv stationerne og museerne må overveje deres roller som moderne dannelsesinstitutioner. De kan få vores hjerter til at vokse og väre med til at stimulere en mangfoldig og intellektuel spändstighed. Det kan göde jorden for barmhjertighed, inklusion og accept. Som igen kan betyde styrket deltagelse i de demokratiets processer og beskytte alles ret til fri meningsdannelse. Lad os få dannelsen tilbage! Vi vil ha’ dannelsen tilbage!

Den amerikanske udviklingspsykolog Howard Gardner har gennem sit arbejde med de 8 intelligenser givet os mulighed for en nuanceret forståelse af menneskets talenter. Men kravene til os vokser. I dag har vi brug for en niende.

Vi skal läre at väre kulturelt intelligente, og dermed blive bedre til at lede og arbejde med mennesker og processer i globale eller transnationale sammenhänge

Det Strategiske Forskningsråd anser området for at väre så vigtigt, at det har bevilget 7,8 millioner kroner til et stort, tvärfagligt forskningsprojekt om kulturel intelligens. Projektet ledes af Professor Anne-Marie Søderberg, Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse, CBS og holdet består af en gruppe på hele 20 humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere fra CBS og Aalborg Universitet.

Selvom globaliseringen ikke er nogen nyhed, har vi stadig meget at läre i besträbelserne udenfor de homogene, nationale miljöer. Gode fremmedsprogskundskaber og viden om andre kulturer, markeds- og samfundsforhold hjälper os på vej, men er ikke nok.

Vi skal läre at interagere på mere värdiskabende måder i de mangkulturelle sammenhänge. Udgangspunktet kan fint väre den kulturelle selvforståelse. Det handler om selvindsigt, forståelse for egne fordomme og bevidsthed om hvordan ens egen kulturelle baggrund sätter gränser for udsyn eller formåen, og må udfordres.

For at lede i en fremmed kultur, eller en kultur präget af etnisk og national mangfoldighed, må man göre sig ekstra umage med sin personlige fremträden, hvilke ord man välger at bruge, hvordan man virker sammen med andre.

Hvis man skal have ekstra benefit ud af mangfoldigheden, må man samtidig forstå at skabe rammer for nyttige konfrontationer. “Pointen er, at forskellene ikke blot bliver afbalanceret, men også får lov til at udfolde sig i skäve vinkler, der kan före til nytänkning” siger ledelseskonsulent Elisabeth Plum, som underviser i kulturel intelligens og i 2007 udgav en bog med samme titel på Börsens Forlag.

Med henvisning til flg. löfterige Mahatma Gandhi statement ‘Civilization is the encouragment of differencies’ udfolder to amerikanske kvindelige forskere det begreb, de kalder Transnational Leadership.

Også i andre sektorer interesserer man sig for begrebet, eller noget der er beslägtet. Bibliotekshögskolan i Borås i Sverige har sammen med Lund Universitet, Den Kongelige Danske Biblioteksskole, Åbo Universitet m.fl. taget initiativ til at starte en ny masteruddannelse i Nordic Leadership in Library and Information Science.

Det er velnok isär i den offentlige sektor, at internationalt samarbejde helt til slutningen af sidste århundrede handlede om gensidig erfaringsudveksling, hvilket fra et dansk eller nordisk perspektiv i reglen betöd, at vi skulle ud at läre verden nyt. En sådan tonedöv, kulturel arrogance har naturligvis ingen gyldighed. Den skal afläres hurtigst muligt, hvis ikke det allerede er sket.

Med vores sociale og kulturelle diversitet kan vi idag skabe noget nyt tredje sammen, som er mere betydningsfuldt, end det vi kan nå alene. Isär, hvis vi udvikler vores kulturelle intelligens.

Velgørende kronik i Politiken denne søndag. Desværre er den endnu ikke på Politikens site, men du kan klikke her, og checke, om den skulle være lagt ud, siden jeg var på besøg. Forfatteren Kristian Ditlev Jensen præsenterer nogle personlige japanske oplevelser, som - i anledning af årstiden - handler om renhed, at starte helt frisk, kronraget, renset i det nye år, at lære at være i nuet. Det handler også om at tage magten over eget liv. F.eks. fortæller Kristian om sit møde med zenpræsten:

‘ Kan du sidde stille i 40 minutter, mens vi mediterer?’ spurgte han. ‘Ja, det vil jeg da tro’, svarede jeg. ‘Ok. Jeg spørger igen: Kan du sidde stille i 40 minutter? Svaret må nødvendigvis enten være et ja eller et nej.’ Da vi sluttede meditationen, sov min krop fra brystet og nedefter. Men jeg havde siddet stille. Bomstille. Jeg havde gjort i stedet for at prøve at gøre’…

Sådan! Et rigtig godt nytårsfortsæt. Gør i stedet for at prøve! Tag ansvar i stedet for at fedtspille. Vov pelsen i stedet for at putte dig. Der er selvfølgelig vilkår, vi er uden indflydelse på, men der hvor vi har muligheder, er vi i høj grad selv bestemmende for hvad vi vil, kan og gør.

Jeg har selv været i Japan nogle gange, og er dybt facineret af den japanske, stramme kultur, som virkelig kalder ambivalensen frem i en blødagtig vesterlændig. Under alle omstændigheder er der masser af historie, æstetik og visdom at hente. En del er samlet på Tokyo National Museum. Nedenfor kan du se 3 eksempler fra museets enestående samlinger.

Faktisk er ovenstående slet ikke en titel, jeg har fundet på. Jeg har tyvstjålet den fra en bog, som jeg købte ved mit seneste, herlige besøg på et af de allermest fascinerende museer, jeg kender. Tate Modern i London.

Det er skønt at gå på museer, og selvom det måske er en anelse flovt, vil jeg gerne medgive, at vi er mange, for hvem det ofte er næsten ligeså skønt at slutte et besøg af med en slentretur i en veludstyret museumsbutik. Således også på Tate Modern ovenpå en forrygende udstilling af den verdensberømte, amerikanske kvindlige kunstner Louise Bourgeois . Samme kvinde, som netop er moderen til den kæmpestore edderkop, der står foran Tate’s indgangsparti, og tjener som et bemærkelsesværdigt, lettere cripy vartegn.

Nåh, men, for at gøre en lang historie lidt kortere: Jeg slentrede op og ned langs de mange borde og reoler, som fristede i Tate’s museumsbutik, og een af de talrige effekter, jeg drog af sted med, var så netop bogen ‘The Creative License‘ med undertitlen: ‘Giving Yourself Permission To Be The Artist You Truely Are‘ . Bogen er fra 2006, skrevet af den amerikanske tegner Danny Gregory, og den kan ikke varmt nok anbefales til mennesker, der trives med at være i skabende og kreative processer.

Hvis du klikker på linket ovenfor vil du kunne se, at amerikanske boglæsere på amazon.com giver ‘The Creative License’ 4½ stjerne ud af 5 mulige. Så der er andre end mig, der har fundet glæde og inspiration ved bogen.

Og hvad handler den så om, må du spørge? Det er egentlig en lang, meget pædagogisk og opmuntrende coaching, der tilstræber at motivere og inspirere læseren til at tegne eller at være i andre skabende processer. Og Danny Gregory formår gennem små 200 sider, at fastholde en, synes jeg, alternativ og vældig stimulerende proces.

For sjov skyld har jeg forsøgt at finde ud af om bogen kan lånes på folkebibliotekerne i Danmark og Sverige. Da jeg ikke kunne finde den i bibliotekernes store fælles base www.bibliotek.dk sendte jeg en forespørgsel til portalen Biblioteksvagten.dk. Herfra modtog jeg et effektivt svar, som på min forespørgsel om hvilke danske biblioteker, der udlånte denne super gode titel, oplyste, at The Creative License ‘ikke er indkøbt på nogen biblioteker - overhovedet‘. Om det står lige så skrælt til i Sverige, afventer jeg pt. svar på.

PS. Under titlen Edderkoppe-kvinden Bourgeois, bringer det formidable tidsskrift Webmagasinet Forum (jeg fristes næsten til at sige selvfølgelig) , en lang vidende omtale af den spændende aldrende, kunstner. Læs selv videre, der!