Med glimt i öjet funderede et af mine inspirerende bekendtskaber over tanken om ’det lykkelige bibliotek’, hvordan mon det ville väre? Jeg tror han er kommet på ideen, efter at have läst en artikel om lykke i danske Information.

Under overskriften: ‘Hvad står dit lykkebarometer på idag’ kan man läse om lykkebegrebet, som ny arbejdslivsomständighed, der kan virke positivt på bundlinien.

“Et lykkeregnskab kan jo ikke bruges til andet end branding af virksomheden i forhold til at fastholde og rekruttere medarbejdere. Men jeg synes, det her indvarsler en helt ny type kontrolsamfund, for den her type evaluering er en måde at topstyre mennesker på…..” citeres professor, filiosof, Ole Fogh Kirkeby.

Forleden så jeg et andet eksempel, der tilsvarende kan medvirke til udvikling af en ny type kontrolsamfund.

Mit eksempel handler om et kommercielt produkt, hvor web 2.0 lösninger integreres i en fälles platform, og målrettes store virksomheder. Ideen er at virksomheden bygger sig eget lukkede system udfra de sociale teknologiers princip. Hermed kan alle ansatte fölge med i hinandens profiler, communities, friends osv. Systemet kan väre et godt boost til fornyet transparens, videndeling og effektive, digitale rutiner. Og det er også målsätningen.

Men det har en bekymrende bagside, når dine samlede digitale relationer eksponeres så radikalt. For hvilke communities må du deltage i, blot for at dokumentere din erhvervsmässige pligtfölelse? hvilke andre kan du også tillade dig at frekventere, og hvem er det, du slet ikke må lege med? Har du de rigtige venner, og hvem chattede du med, senest?

Jeg er da helt med på, at alle virksomheder kan spore ansattes adfärd i cyperspace, og det har jeg ingen problemer med, så länge udgangspunkt og spilleregler er velkendte og etisk anständige.

Men denne nye blotlägning af den enkeltes kontaktnet, interessefelt og digitale gören og laden väkker bekymring om selvcensur og selvjustits med fare for begränsning snarere end frisättelse.

Det bringer hverken lykke eller relevans i en netvärkstid, hvor de kreative og overraskende lösninger skabes, når man har mod til det anderledes, det gränseoverskridende og skäve.

Kanske jeg gifter mig med den fremmeste fundraiser knyttet til Borneo Organgutan Survival Foundation, eller med en veltränet langdistancelöber fra Malawi. Så kan jeg blive beslägtet med mennesker, der bor langt väk fra Norden i et af verdens mange lande, jeg endnu ikke har besögt. Og de kunne rejse hertil og föle globaliseringens vingesus og läre nyt. I hvert fald så länge jeg bor i Malmö!

Var jeg ikke allerede godt gift, ville jeg helt sikkert skaje ud og göre brug af min menneskeret til at träffe et fuldtständigt upassende valg. Jeg ville gå til kanten af den personlige frihed, for at finde ud af, om eller hvor den stopper.

Det er en god tanke at vide, at man således har magten over eget liv. I den anledning går mine taknemmelige tanker til det svenske folk respektive beslutningstagerne i EU.

Mens jeg bliver nedtrykt over den uforlöste, politiske suppedas i DK hvor statsministeren modsiges af sine egne jurister mens flygtninge- og indvandrerministeren siges at väre på vej mod et egentlig lovbrud.

Måske er det ikke så forunderligt, at en borgerlig regering förer sort politik, selvom anslaget mod den personlige frihed burde få et liberalt parti på ganske andre tanker.

Og i hvert fald er det helt uforståeligt at socialdemokratiet mangler mål og mandshjerte til at udvikle et substantielt alternativ.

Der er ellers masser af inspiration at hente rundt omkring i verden. Og uden iövrigt at tage stilling til Barack Obamas präsidentielle kvalifikationer (jeg ville hellere have haft en rutineret kvinde) kunne man eksempelvis lade sig inspirere af hans tankemåde, som den kom til udtryk i den berömmede tale han holdt i Berlin den 24. juli 2008.

Henvendt til Europas politiske ledere opfordrede han til fälles handling for at oplöse konflikter og spänding. Den danske politik - såvel indenrigs som udenrigs - står närmest for det modsatte. Fortsat på beklagelig fälles kurs med Bush - administrationen, som den er.

‘The walls between the countries with the most and those with the least cannot stand. The walls between races and tribes, natives and immigrants, Christian and Muslim and Jew cannot stand.’

Very good point, indeed, vil jeg sige. Og krydse fingre for, at nogle toneangivende danske politikere vil väre enige, og have styrke nok til at handle derefter.

Fra en dansk synsvinkel er det tankevækkende, når de svenske aviser ruller sig ud, fordi et svensk firma er begyndt at sælge mad og vin på nettet. Nyheden handler om, at det i Sverige nu er blevet muligt at købe begge dele i een og samme forretningsgang - på nettet, altså.

I den fysiske virkelighed sælges vin og alkohol fortsat kun i de statsdrevne systembolag. Ordningen holder alkoholforbruget i ave og medvirker til at sikre en høj middellevealder i Sverige. Lissom i Norge for øvrigt.

Tro nu ikke, at jeg argumenterer for at importere den svenske reguleringsmani til DK, mit ærinde er et ganske andet.

Jeg tænker på hvordan de mange alkoholrelaterede sygdomme og den lavere danske middellevealder næres gennem hustandsomdelte ugereklamer, der med let hånd drysses over det ganske land fra danske afdelinger af Super Best, Føtex, Coop med flere. De firefarvede tryksager hober sig op i hjemlige postkasser, og skaber herfra bølger af alkoholrige tilbud, som det er svært at sige nej til.

Man kunne fristes til at tro det, men der er ikke videnskabeligt belæg for at hævde, at det høje danske alkoholindtag er årsagen til den agressive danske politik overfor fremmede, som vi med skam og forundring har bevidnet i en årrække.

Agressionen gælder fremmede som opholder sig i Danmark - tålt eller utålt, og den gælder fremmede i Europa og på helt andre breddegradder, for den sags skyld. Ingen skal føle sig i sikkerhed for den danske offensiv. Beklageligvis.

Oppositionen (som i stort omfang inkluderer borgerligt orienterede humanister, der har svært ved at se sig selv som en del af den førte politik) har været fuldstændig handlingslammet. Sat skakmat af en usædvanlig udvikling, hvor regering med støtteparti har haft held til at erobre dagsorden og folketingsflertal og været kynisk nok til at føre snæver blokpolitik i en lang årrække, selv på områder af essentiel betydning for landet.

Hvor finder vi så håber i al den elendighed? Håbet finder vi i kunsten. Jeg gør, i hvert fald, i særdeleshed hos nogle af de danske forfattere som gør en meget stor og behjertet indsats for at forstå, fortolke og perspektivere vores samtid - og dens konsekvenser. Jeg tænker på Carsten Jensen, Naja Marie Aidt og Suzanne Brøgger, som vi er stor tak skyldig.

Uden dem manglede vi vedholdende, modige, generøse og begavede samtidsstemmer, der kan give os andre vinkler, nye tolkninger og som ved at skære dybt igennem med raveknivene, kaster forklarelsens lys over gruen, så det står skræmmende tydeligt for os, hvad det er for et samfund, vi er en del af.

I den forgangne uge har de danske aviser offentliggjort de seneste tal for turisme. Der er ingen grund til at undre sig over, at tallene peger nedad. De får reklamefolk til at foreslå, at Danmark skal arbejde på at ændre sit brand.

Jeg kunne ikke være mere enig, men vil gerne pege på, at ændring af brand er uløseligt forbundet med ændring af den overordnede danske politik, menneskesynet og selvforståelsen.

Og man kunne jo håbe på, at også landets magthavere får lyst til forandringer, når de stadis mere overbevisende ser deres politik spejlet i det negative brand Danmark efterhånden har udviklet. Senest så jeg det selv udtrykt i Dagens Nyheder den 10. august, hvor en leder retorisk spurgte, om Danmark ligger i Europa?