Det undselige skrin
Et juleeventyr - skrevet til DBBs julefrokost 2007
Der havde netop været valg til Folketinget, og heller ikke denne gang kunne man mønstre en politiker, så dygtig, så kulturel og beleven, at det kunne true den siddende Kulturmester, som dermed fortsatte. Allerede dagen efter valget inviterede han til stor visionskonference for at stadfæste sin handlekraft.
’Her ville der være anledning til’, hed det i den trefløjede invitation som kundgjorde eventen, ’ikke bare at glæde sig med og over kulturmesterens flotte valg, men også at lægge øre til mesterens nye epokegørende visioner på kulturområdet’.
Således optændte, strømmede hele det kulturministerielle establishment, det litterære parnas, den skabende kunstverden, kulturarvs eliten, biblioteksmenneskene, idrættens top tunede repræsentanter, for slet ikke at tale om den betydelige skare af agtværdige repræsentanter fra den smagsdommerstand, som Kulturmesteren med årene var kommet til at holde ganske særligt af. De bevægede sig fra alle verdenshjørner mod de nyrenoverede selskabslokaler i Grev Molktes palæ, tæt på dronningens slot.
Der var en forventningsfuld stemning derinde i de stukloftede saloner, med paneler på højde Runde Tårn. Bedst af det hele var nok de meterhøje korridorspejle, som gjorde det næsten umuligt for gæsterne at overse sig selv. Hvor end man hvilede blikket, fik man sit eget guddommelige spejlbillede tilbage, og ih hvor det var frydefuldt, for alle havde klædt sig i det smukkeste kostume, den enkeltes klædeskab kunne byde på.
Kulturmesteren var trådt et par trin op imod den bageste salon. Han kiggede ud over den talende menneskemængde, rakte armene i vejret og gav tegn til forsamlingen om ro. Mesteren ville tale. ’Kære venner, kære kulturkendere og kunstelskere’, sagde han ’jeg har indbudt jer, for at offentliggøre min seneste vision’.
Så gik han i stå. Der skete det, som ikke måtte ske. Ordene faldt ud af hans magt. Han forsøgte at finde dem igen, sagde øh og mhh for at vinde tid. Han kiggede i sit manuskript, han drejede det rundt, vendte papiret på hovedet og tilbage igen. Han rømmede sig, han sukkede, men lige meget hjalp det. På begge sider var papiret hvidt og helt blankt. Visionen var pist borte.
Der bredte sig en mumlen fra krogene. Som med et slag var stemningen skiftet fra glæde og forventning til misnøje og frustration. ’Hvad vil du, kulturmester?’, blev der råbt fra salen og andre stemte i med tilsvarende efterlysninger.
’Tjah, jamen det går jo så godt så godt så godt’, forsøgte kulturmesteren og smilede sit drengede smil. ’Vis mig et eneste sted i verden, hvor det går bedre’ tilføjede han forsøgsvist offensivt, men lige meget hjalp det, skaren var blevet sur, vendte ham ryggen og forlangte noget bedre.
Som enhver vil kunne forstå var gode råd nu dyre. Kulturmesterens departementale direktion trådte sammen og fik for første gang chancen for at afprøve det sofistikerede Damage Control Concept, DCC version 2, som var det senest afsendte skud i tågerne af centraladministrative haglbyger, der med korte intervaller ramte det ganske ministerområde.
Den departementale direktion, DD, nåede lynsnart frem til at konkludere, at italesættelse gennem brug af det narrative approach, formentlig ville være det rigtige redskab til at styre ud af krisen. Det handlede om at få fortalt historien, så den skabte ejerskab og mening, også decentralt.
På den gamle kulturfabrik havde direktøren omsider indfundet sig og skænket dagens første kop kaffe. Egentlig havde hun mest lyst til at bevæge sig rundt og tale med kulturfabrikkens ansatte for at høre nyt om livet og døden og kærligheden derude i fabrikkens kringelkroge, men som vanligt havde de alle sammen hujende travlt, og lod sig kun med stort besvær forstyrre.
Som fristende alternativ overvejede hun et kort øjeblik at slå sig ned og bladre i dagens aviser – men opgav i samme sekund, som hendes øjne faldt på computerskærmen, der pirkede til den tunge pligtfølelse. Rutinemæssigt tændte hun maskinen. Ikke så snart var de omstændelige sikkerhedsprocedurer processeret før en mail fra centraladministrationen poppede op på skærmen. Den stod og blinkede nærmest aggressivt med alle sine røde flag, og lod ingen vej tilbage. Hun klikkede på
, og læste.
’Kære institutionschef,
Kulturmesteren har besluttet, at iværksætte en eftersøgning af den vision, som han mener at have tabt eller forlagt på et af sine institutionsbesøg. Sagen er kritisk, hvorfor en historisk indsats fra alle ansatte vil være stærkt påkrævet. Du og dine medarbejdere bedes gøre jeres yderste for at hjælpe til med at tilvejebringe den savnede vision.
SU inden midnat.
De venligste hilsner’…osv
Denne mail var tikket ind på et overordentligt uheldigt tidspunkt. Præcis som de foregående år var også års afslutning 2007 særdeles presset. Der var texter der skulle opmærkes, indlæses og punktes. Der var stadig nye brugere som skulle registreres og guides ind i huset. Der var telefoner, som skulle passes, møder som skulle afholdes, CD’ere som skulle brændes, programmer, der skulle udvikles, kampagner der skulle udrulles, rum der skulle indrettes, projekter der skulle afsluttes, budgetter der skulle lægges og meget meget mere.
Dertil kom behovet for en gennemgribende oprydning. Fra kælder til kvist arbejdede man sig, disciplineret og målrettet, time efter time, gennem bjerge og bunker, der havde hobet sig op i forbindelse med ombygninger, nyindkøb og udsmidninger, som kun var fulgt til dørs, men aldrig båret helt udenfor. Nu skulle det være.
Både Teglværksgade og Rønnegade havde måttet afspærres for at få plads til at opstille de sidste tilstrækkeligt rummelige udsmidningscontainere. Og direktøren vidste at yderligere initiativ fra hendes hånd formentlig ville betyde, at de nu ikke bare ønskede hende et godt stykke på andra sidan, men snarere helt derhen hvor pepperet gror.
Omvendt, var tidspunktet jo ikke helt åndssvagt, nu hvor de alligevel var i gang med den store oprydning og udsmidning efter den analoge æra. Og det var selvfølgelig helt afgørende at de ikke i samme ombæring fik smidt kulturmesterens vision ud, og netop fordi han var af den observans, hvor gud, konge og fædreland spiller en rolle næsten ligeså stor som de olympiske lege, herskede der en åbenbar risiko for at forveksle ministerens vision med historiske rudimenter fra kulturfabrikkens fjerne fortid. Det måtte for alt i verden ikke ske…
Direktøren indkaldte både ledelsesgruppe og samarbejdsudvalg for at finde den mest velegnede tilgang til opgaven. ’Det er en meget kompleks situation’ sagde én og så temmelig vigtig ud. ’Måske vi skulle nedsætte en projektgruppe’ forsøgte en anden, ’ Det er der slet ikke ressourcer til’ buldrede en tredje, ’Vi kunne vel egenudvikle noget programmel, og selv score gevinsten’, blev det foreslået ’hvad med fundraising’ og sådan fortsatte ideudvekslingen indtil man, en halv time senere, var nået frem til en fælles plan.
Erfaringsbaseret vidste man, at vejen til medarbejdernes hjerte gik gennem mad og drikke. Derfor var planens step1 at overtale Jacques til, helt ekstraordinært akut, at diske op med en fransk fusion af julegløgg og morgenbrunch.
Således udstyret var kantinen en halv time senere fyldt til bristepunktet af sultne ansatte, som med glubende appetit kastede sig over de mediterranske lækkerier. Og næsten umærkeligt, sammen med den gode mad gled også den akutte detektivopgave ned. Kulturfabrikkens ansatte strammede ballerne og tog fat. Det skete for 340 tyvende gang det år, hvor der nu bare var 18 dage tilbage til juleaften.
Mange timer senere sad de igen i kantinen. Nu i en ganske anden opløsning, lettere nedkørte, med sorte rander omkring øjenregionerne og med ualmindelig meget støv og snavs på tøjet. De bar tydeligt præg af at have været helt ud i hjørner og kroge af den gamle bygning. Steder man ikke kommer til daglig, og hvor man i øvrigt heller ikke nærer det mindste ønske om at skulle indfinde sig.
Bygningens fjerneste afkroge var blottet for julehygge. Det var som om, julens glade budskab aldrig var nået helt derud. Ingen englesang, ingen brune kager og pebernødder. Bare fugt, kulde og mørke, og der havde været tydelige spor efter rotter på loftet, tyveknægte i kælderen, og faktisk var op til flere lig faldet ud af de ældste skabe, undrevejs. Det havde været gruopvækkende.
De havde ikke ligefrem fundet visionen, men flere kuriøse effekter var gravet frem og bragt op i kantinen. Ved rådslagning havde Kulturfabrikkens ansatte besluttet sig for at give disse effekter en chance. Vision eller ej, var aftalen nu, at de, senest ved midnat når Rådhus uret faldt i slag, ville forlade den gamle fabrik, så de kunne nå at få lidt søvn i øjnene før den følgende dags, længe ventede julefrokost.
De sad stadig i håbet omkring bordene og arbejdede ivrigt sammen for at få dissekeret dagens fangst. Interessen samlede sig snart omkring et lille undseligt skrin, der var fundet i kælderens sikringsrum, bag bunker af kasserede reservedele til den gamle Heidelberg trykkemaskine, som selv var sendt til ophug nogle måneder tidligere.
Skrinet var øjensynligt lavet af metal, af en slags. Det havde muligvis været beklædt med perler eller sten. I hvert fald sad der stadig rester af udtørret lim på de rustne flader. På skrinets underside var der antydning af en indgraveret tekst, som kunne være noget i retning af Fra Far og Mor til BM, julen 1987.
Der var tre nøglehuller i skrinet, et for oven og to på siderne. Langt inde i det ene hul kunne man ane takkerne fra en knækket nøgle, men den lod sig ikke umiddelbart rokke. Flere havde gode ideer til hvad og hvordan, men der var brug for sublim ekspertise. Således motiveret gik Hans Erling og Arne ned i værkstedsuiten på 2. sal og vendte tilbage med lommerne fyldte af finurlige fiksfakserier.
Alle holdt vejret da den første lås gav efter og skrinets ene side faldt ned på den lysegrå bordplade. Da skrinet blev rystet dalede iturevne papirstykker ned fra dets inderste mørke. Papiret var af bedste kvalitet. Det viste sig at være punktet, og man kunne jo ikke udelukke, at kulturmesteren i hemmelighed havde lært sig selv at læste punktskrift. Med Michael som formand og Allan som bagmand blev der formeret en hurtigt arbejdende punktredigeringsundergruppe, som fik til opgave at knække koden.
Da skrinets anden side gav efter lød der trompetfanfarer og barnelatter, på den hyggelige måde. Med tonerne af Strauss’
marcherede legetøjsfigurer en miniature ud af skrinet i en lang, snorlige række. De fleste af dem med bøger i favnen eller fastspændt på ryggen. Der var tinsoldater, der var ’Build a bear’, Ken og Barbie, en lille mekanisk hund med en bog i munden, heste, elefanter og til sidst to cirkusprinsesser, den ene med en bitte lille sammenklappelig hvid stok, den anden med mørke briller og gult armbind. Det var faktisk ret nuttet.
Med hvad det her, kunne betyde? Det var til gengæld et speget spørgsmål.
På den anden side. Alle vidste at kulturmesteren om noget brændte for børnene, så i det lys kunne der godt skabes mening. Kulturfabrikkens børne- og unge strategigruppe blev sat på opgaven.
Skrinets låg voldte særlige problemer. Her var der krav til et partnerskab der kunne mobilisere en passende kombination af iderigdom og udholdenhed. Efter en times forenede anstrengelser sprang låget op. Og nu lød der blide juletoner. Bagsiden af låget viste sig at være en digital monitor i virkelig god opløsning. Snart startede et forløb af levende billeder hen over skærmen kom Rudolf med den røde tud, og julemanden, Pigen med Svovlstikkerne, og straks efter et englekor så fint og hvidt som iskrystaller. Det var i sandhed eventyrligt.
Kulturfabrikkens ansatte kløede sig i nakkerne. Så gik de i ’trial and error mode’, og mange ideer blev bragt i forslag, afprøvet, kasseret eller yderligere innoveret.
Endnu engang havde den gamle Kulturfabrik, i al ubemærkethed, sat den kulturpolitiske dagsorden. Mens kulturmesteren stadig i de sene aftennyheder tonede frem på skærmen, som dagens julemand i lun kirsebærsovs, sang og dansede kulturfabrikkens ansatte. De havde røde kinder, blanke øjne og smil på alle læber. De var gode mennesker, som satte pris på hinandens selskab og når musikken en sjælden gang pauserede, kunne man, hvis man lyttede godt efter, høre deres varme hjerter banke i skøn samdrægtighed.
Børnegruppen havde konkluderet at de mange små effekter tilsammen pegede på en prioritering af børn, og måske også noget med dyr. Der var jo både en hund med en bog og ’be-bogede’ heste i lange baner. Og så skulle tilgængeligheden selvfølgelig være i orden, hvorfor ellers den hvide stok?
Og det med musikken og billederne? Måske det handlede om det multimediale, de mange platforme og kanaler, som naturligvis måtte være en del af grundlaget for en moderne kulturpolitik.
Klokken fem minutter i midnat var formuleringerne pudset af og sendt af sted på mail til departementet. Dagen efter var kulturmesterens genfundne vision tophistorien på samtlige avisforsider.
’Vi stræber efter den fuldt tilgængelige, multimediale kulturbørnezoo’, strålede kulturmesteren. Når han blev bedt om at uddybe, talte han om alle børns ret til ikke bare selv at være; men også at have en læsehest til rådighed. Blinde børn kunne bruge hesten i stedet for en førerhund, og ordblinde børn, som var hunde efter kulturtilbud, skulle naturligvis inkluderes med fri og lige adgang på alle medier og platforme.
Under julefesten vendte de flere gange tilbage til gåden om skrinet. Hvordan kunne det være endt dernede i bunken af skrot? Der var mange bud, og som aftenen skred frem blev de stadig mere vidtløftige. Desværre vil det føre for vidt at komme ind på dem her. Men hvis I lover at bevare hemmeligheden vil jeg en anden gang, når vi mødes igen, fortælle den historie, som giver jer hele svaret.
Timer senere manglede der stadig enkelte brudstykker for at skabe helhed i det sammentapede punktpapir. Kvaliteten i forkortelsen var under standard og havde ikke gjort puslespillet lettere, men gruppen mente nok at sidde med den ene ende af en vision, som kunne være noget i retning af: Kunst og kultur i galop, eller litteratur som brøler og bjæffer. Den sad ikke lige i skabet, men der var noget at arbejde med.
Et juleeventyr - skrevet til DBBs julefrokost 2007
Der havde netop været valg til Folketinget, og heller ikke denne gang kunne man mønstre en politiker, så dygtig, så kulturel og beleven, at det kunne true den siddende Kulturmester, som dermed fortsatte. Allerede dagen efter valget inviterede han til stor visionskonference for at stadfæste sin handlekraft.
’Her ville der være anledning til’, hed det i den trefløjede invitation som kundgjorde eventen, ’ikke bare at glæde sig med og over kulturmesterens flotte valg, men også at lægge øre til mesterens nye epokegørende visioner på kulturområdet’.
Således optændte, strømmede hele det kulturministerielle establishment, det litterære parnas, den skabende kunstverden, kulturarvs eliten, biblioteksmenneskene, idrættens top tunede repræsentanter, for slet ikke at tale om den betydelige skare af agtværdige repræsentanter fra den smagsdommerstand, som Kulturmesteren med årene var kommet til at holde ganske særligt af. De bevægede sig fra alle verdenshjørner mod de nyrenoverede selskabslokaler i Grev Molktes palæ, tæt på dronningens slot.
Der var en forventningsfuld stemning derinde i de stukloftede saloner, med paneler på højde Runde Tårn. Bedst af det hele var nok de meterhøje korridorspejle, som gjorde det næsten umuligt for gæsterne at overse sig selv. Hvor end man hvilede blikket, fik man sit eget guddommelige spejlbillede tilbage, og ih hvor det var frydefuldt, for alle havde klædt sig i det smukkeste kostume, den enkeltes klædeskab kunne byde på.
Kulturmesteren var trådt et par trin op imod den bageste salon. Han kiggede ud over den talende menneskemængde, rakte armene i vejret og gav tegn til forsamlingen om ro. Mesteren ville tale. ’Kære venner, kære kulturkendere og kunstelskere’, sagde han ’jeg har indbudt jer, for at offentliggøre min seneste vision’.
Så gik han i stå. Der skete det, som ikke måtte ske. Ordene faldt ud af hans magt. Han forsøgte at finde dem igen, sagde øh og mhh for at vinde tid. Han kiggede i sit manuskript, han drejede det rundt, vendte papiret på hovedet og tilbage igen. Han rømmede sig, han sukkede, men lige meget hjalp det. På begge sider var papiret hvidt og helt blankt. Visionen var pist borte.
Der bredte sig en mumlen fra krogene. Som med et slag var stemningen skiftet fra glæde og forventning til misnøje og frustration. ’Hvad vil du, kulturmester?’, blev der råbt fra salen og andre stemte i med tilsvarende efterlysninger.
’Tjah, jamen det går jo så godt så godt så godt’, forsøgte kulturmesteren og smilede sit drengede smil. ’Vis mig et eneste sted i verden, hvor det går bedre’ tilføjede han forsøgsvist offensivt, men lige meget hjalp det, skaren var blevet sur, vendte ham ryggen og forlangte noget bedre.
Som enhver vil kunne forstå var gode råd nu dyre. Kulturmesterens departementale direktion trådte sammen og fik for første gang chancen for at afprøve det sofistikerede Damage Control Concept, DCC version 2, som var det senest afsendte skud i tågerne af centraladministrative haglbyger, der med korte intervaller ramte det ganske ministerområde.
Den departementale direktion, DD, nåede lynsnart frem til at konkludere, at italesættelse gennem brug af det narrative approach, formentlig ville være det rigtige redskab til at styre ud af krisen. Det handlede om at få fortalt historien, så den skabte ejerskab og mening, også decentralt.
På den gamle kulturfabrik havde direktøren omsider indfundet sig og skænket dagens første kop kaffe. Egentlig havde hun mest lyst til at bevæge sig rundt og tale med kulturfabrikkens ansatte for at høre nyt om livet og døden og kærligheden derude i fabrikkens kringelkroge, men som vanligt havde de alle sammen hujende travlt, og lod sig kun med stort besvær forstyrre.
Som fristende alternativ overvejede hun et kort øjeblik at slå sig ned og bladre i dagens aviser – men opgav i samme sekund, som hendes øjne faldt på computerskærmen, der pirkede til den tunge pligtfølelse. Rutinemæssigt tændte hun maskinen. Ikke så snart var de omstændelige sikkerhedsprocedurer processeret før en mail fra centraladministrationen poppede op på skærmen. Den stod og blinkede nærmest aggressivt med alle sine røde flag, og lod ingen vej tilbage. Hun klikkede på
, og læste.
’Kære institutionschef,
Kulturmesteren har besluttet, at iværksætte en eftersøgning af den vision, som han mener at have tabt eller forlagt på et af sine institutionsbesøg. Sagen er kritisk, hvorfor en historisk indsats fra alle ansatte vil være stærkt påkrævet. Du og dine medarbejdere bedes gøre jeres yderste for at hjælpe til med at tilvejebringe den savnede vision.
SU inden midnat.
De venligste hilsner’…osv
Denne mail var tikket ind på et overordentligt uheldigt tidspunkt. Præcis som de foregående år var også års afslutning 2007 særdeles presset. Der var texter der skulle opmærkes, indlæses og punktes. Der var stadig nye brugere som skulle registreres og guides ind i huset. Der var telefoner, som skulle passes, møder som skulle afholdes, CD’ere som skulle brændes, programmer, der skulle udvikles, kampagner der skulle udrulles, rum der skulle indrettes, projekter der skulle afsluttes, budgetter der skulle lægges og meget meget mere.
Dertil kom behovet for en gennemgribende oprydning. Fra kælder til kvist arbejdede man sig, disciplineret og målrettet, time efter time, gennem bjerge og bunker, der havde hobet sig op i forbindelse med ombygninger, nyindkøb og udsmidninger, som kun var fulgt til dørs, men aldrig båret helt udenfor. Nu skulle det være.
Både Teglværksgade og Rønnegade havde måttet afspærres for at få plads til at opstille de sidste tilstrækkeligt rummelige udsmidningscontainere. Og direktøren vidste at yderligere initiativ fra hendes hånd formentlig ville betyde, at de nu ikke bare ønskede hende et godt stykke på andra sidan, men snarere helt derhen hvor pepperet gror.
Omvendt, var tidspunktet jo ikke helt åndssvagt, nu hvor de alligevel var i gang med den store oprydning og udsmidning efter den analoge æra. Og det var selvfølgelig helt afgørende at de ikke i samme ombæring fik smidt kulturmesterens vision ud, og netop fordi han var af den observans, hvor gud, konge og fædreland spiller en rolle næsten ligeså stor som de olympiske lege, herskede der en åbenbar risiko for at forveksle ministerens vision med historiske rudimenter fra kulturfabrikkens fjerne fortid. Det måtte for alt i verden ikke ske…
Direktøren indkaldte både ledelsesgruppe og samarbejdsudvalg for at finde den mest velegnede tilgang til opgaven. ’Det er en meget kompleks situation’ sagde én og så temmelig vigtig ud. ’Måske vi skulle nedsætte en projektgruppe’ forsøgte en anden, ’ Det er der slet ikke ressourcer til’ buldrede en tredje, ’Vi kunne vel egenudvikle noget programmel, og selv score gevinsten’, blev det foreslået ’hvad med fundraising’ og sådan fortsatte ideudvekslingen indtil man, en halv time senere, var nået frem til en fælles plan.
Erfaringsbaseret vidste man, at vejen til medarbejdernes hjerte gik gennem mad og drikke. Derfor var planens step1 at overtale Jacques til, helt ekstraordinært akut, at diske op med en fransk fusion af julegløgg og morgenbrunch.
Således udstyret var kantinen en halv time senere fyldt til bristepunktet af sultne ansatte, som med glubende appetit kastede sig over de mediterranske lækkerier. Og næsten umærkeligt, sammen med den gode mad gled også den akutte detektivopgave ned. Kulturfabrikkens ansatte strammede ballerne og tog fat. Det skete for 340 tyvende gang det år, hvor der nu bare var 18 dage tilbage til juleaften.
Mange timer senere sad de igen i kantinen. Nu i en ganske anden opløsning, lettere nedkørte, med sorte rander omkring øjenregionerne og med ualmindelig meget støv og snavs på tøjet. De bar tydeligt præg af at have været helt ud i hjørner og kroge af den gamle bygning. Steder man ikke kommer til daglig, og hvor man i øvrigt heller ikke nærer det mindste ønske om at skulle indfinde sig.
Bygningens fjerneste afkroge var blottet for julehygge. Det var som om, julens glade budskab aldrig var nået helt derud. Ingen englesang, ingen brune kager og pebernødder. Bare fugt, kulde og mørke, og der havde været tydelige spor efter rotter på loftet, tyveknægte i kælderen, og faktisk var op til flere lig faldet ud af de ældste skabe, undrevejs. Det havde været gruopvækkende.
De havde ikke ligefrem fundet visionen, men flere kuriøse effekter var gravet frem og bragt op i kantinen. Ved rådslagning havde Kulturfabrikkens ansatte besluttet sig for at give disse effekter en chance. Vision eller ej, var aftalen nu, at de, senest ved midnat når Rådhus uret faldt i slag, ville forlade den gamle fabrik, så de kunne nå at få lidt søvn i øjnene før den følgende dags, længe ventede julefrokost.
De sad stadig i håbet omkring bordene og arbejdede ivrigt sammen for at få dissekeret dagens fangst. Interessen samlede sig snart omkring et lille undseligt skrin, der var fundet i kælderens sikringsrum, bag bunker af kasserede reservedele til den gamle Heidelberg trykkemaskine, som selv var sendt til ophug nogle måneder tidligere.
Skrinet var øjensynligt lavet af metal, af en slags. Det havde muligvis været beklædt med perler eller sten. I hvert fald sad der stadig rester af udtørret lim på de rustne flader. På skrinets underside var der antydning af en indgraveret tekst, som kunne være noget i retning af Fra Far og Mor til BM, julen 1987.
Der var tre nøglehuller i skrinet, et for oven og to på siderne. Langt inde i det ene hul kunne man ane takkerne fra en knækket nøgle, men den lod sig ikke umiddelbart rokke. Flere havde gode ideer til hvad og hvordan, men der var brug for sublim ekspertise. Således motiveret gik Hans Erling og Arne ned i værkstedsuiten på 2. sal og vendte tilbage med lommerne fyldte af finurlige fiksfakserier.
Alle holdt vejret da den første lås gav efter og skrinets ene side faldt ned på den lysegrå bordplade. Da skrinet blev rystet dalede iturevne papirstykker ned fra dets inderste mørke. Papiret var af bedste kvalitet. Det viste sig at være punktet, og man kunne jo ikke udelukke, at kulturmesteren i hemmelighed havde lært sig selv at læste punktskrift. Med Michael som formand og Allan som bagmand blev der formeret en hurtigt arbejdende punktredigeringsundergruppe, som fik til opgave at knække koden.
Da skrinets anden side gav efter lød der trompetfanfarer og barnelatter, på den hyggelige måde. Med tonerne af Strauss’
marcherede legetøjsfigurer en miniature ud af skrinet i en lang, snorlige række. De fleste af dem med bøger i favnen eller fastspændt på ryggen. Der var tinsoldater, der var ’Build a bear’, Ken og Barbie, en lille mekanisk hund med en bog i munden, heste, elefanter og til sidst to cirkusprinsesser, den ene med en bitte lille sammenklappelig hvid stok, den anden med mørke briller og gult armbind. Det var faktisk ret nuttet.
Med hvad det her, kunne betyde? Det var til gengæld et speget spørgsmål.
På den anden side. Alle vidste at kulturmesteren om noget brændte for børnene, så i det lys kunne der godt skabes mening. Kulturfabrikkens børne- og unge strategigruppe blev sat på opgaven.
Skrinets låg voldte særlige problemer. Her var der krav til et partnerskab der kunne mobilisere en passende kombination af iderigdom og udholdenhed. Efter en times forenede anstrengelser sprang låget op. Og nu lød der blide juletoner. Bagsiden af låget viste sig at være en digital monitor i virkelig god opløsning. Snart startede et forløb af levende billeder hen over skærmen kom Rudolf med den røde tud, og julemanden, Pigen med Svovlstikkerne, og straks efter et englekor så fint og hvidt som iskrystaller. Det var i sandhed eventyrligt.
Kulturfabrikkens ansatte kløede sig i nakkerne. Så gik de i ’trial and error mode’, og mange ideer blev bragt i forslag, afprøvet, kasseret eller yderligere innoveret.
Endnu engang havde den gamle Kulturfabrik, i al ubemærkethed, sat den kulturpolitiske dagsorden. Mens kulturmesteren stadig i de sene aftennyheder tonede frem på skærmen, som dagens julemand i lun kirsebærsovs, sang og dansede kulturfabrikkens ansatte. De havde røde kinder, blanke øjne og smil på alle læber. De var gode mennesker, som satte pris på hinandens selskab og når musikken en sjælden gang pauserede, kunne man, hvis man lyttede godt efter, høre deres varme hjerter banke i skøn samdrægtighed.
Børnegruppen havde konkluderet at de mange små effekter tilsammen pegede på en prioritering af børn, og måske også noget med dyr. Der var jo både en hund med en bog og ’be-bogede’ heste i lange baner. Og så skulle tilgængeligheden selvfølgelig være i orden, hvorfor ellers den hvide stok?
Og det med musikken og billederne? Måske det handlede om det multimediale, de mange platforme og kanaler, som naturligvis måtte være en del af grundlaget for en moderne kulturpolitik.
Klokken fem minutter i midnat var formuleringerne pudset af og sendt af sted på mail til departementet. Dagen efter var kulturmesterens genfundne vision tophistorien på samtlige avisforsider.
’Vi stræber efter den fuldt tilgængelige, multimediale kulturbørnezoo’, strålede kulturmesteren. Når han blev bedt om at uddybe, talte han om alle børns ret til ikke bare selv at være; men også at have en læsehest til rådighed. Blinde børn kunne bruge hesten i stedet for en førerhund, og ordblinde børn, som var hunde efter kulturtilbud, skulle naturligvis inkluderes med fri og lige adgang på alle medier og platforme.
Under julefesten vendte de flere gange tilbage til gåden om skrinet. Hvordan kunne det være endt dernede i bunken af skrot? Der var mange bud, og som aftenen skred frem blev de stadig mere vidtløftige. Desværre vil det føre for vidt at komme ind på dem her. Men hvis I lover at bevare hemmeligheden vil jeg en anden gang, når vi mødes igen, fortælle den historie, som giver jer hele svaret.
Timer senere manglede der stadig enkelte brudstykker for at skabe helhed i det sammentapede punktpapir. Kvaliteten i forkortelsen var under standard og havde ikke gjort puslespillet lettere, men gruppen mente nok at sidde med den ene ende af en vision, som kunne være noget i retning af: Kunst og kultur i galop, eller litteratur som brøler og bjæffer. Den sad ikke lige i skabet, men der var noget at arbejde med.