De igangværende bibliotekseksperimenter har vækket en diskussionslyst af ukendt omfang indenfor dette sædvanligvis sagtmodige område. Det er stærkt opmuntrende, fordi det viser, at kærligheden til folkebibliotekerne som ide stadig brænder igennem. Næste skridt kunne så være at forsøge at samle trådene og definere en fælles forståelse af folkebibliotekernes kerneopgaver endsige, hvor grænserne for virksomheden skal trækkes. Nedenfor kan du se mine personlige konklusioner om essensen af folkebibliotekesvirksomhed anno 2008.

1. Folkebiblioteket bemyndiger borgerne

Det må være hovedopgaven, når alt andet er skåret væk, at folkebibliotekerne i kraft af deres væren, gøren og laden inspirerer mennesker til at tage magten over eget liv og opbygge kraften til at øve indflydelse på samfundet og dets udvikling.

2. Digital dannelse

En stadig stigende mængde af informationsformidling og kommunikation foregår over nettet. I en nær fremtid vil det være utænkeligt at kunne fungere på lige vilkår uden netadgang og uden kapacitet til at virke på nettet og til at anvende andre informationsbærende digitale medier i øvrigt. Ligeså vel som folkebibliotekerne fremmer læsning ved at formidle det trykte ord fremmer de den digitale dannelse ved aktivt at tilbyde internetbaserede og andre moderne løsninger og hjælpe brugerne med at lære at bruge dem. Nettet er også en oplagt vej til at styrke brugerinvolvering og brugerdreven innovation.

3 Læsning og litteratur har en fortrinsstilling

Læsefærdighed er en betingelse for at være med på lige vilkår. De appetitlige, hurtige og farverige digitale medier, som film, TV, musik, spil er på visse planer nemmere at gå til end en trykt bog eller en tæt skrevet artikel publiceret på nettet. Derfor skal der motiveres, inspireres og formidles meget og mere opfindsomt for at sikre, at læsefærdigheden vedligeholdes og udvikles. Jeg kender mange børn og unge (og ved nærmere eftertanke også voksne) som ved et helt frit valg, altid vælger videoen eller spillet, hvis alternativet er en bog. Men vi kan ikke klare os uden dygtige læsere. Vores erkendelses grænse går ved sprogets grænse. Vi bliver klogere af at læse, og folkebibliotekerne har en særlig forpligtelse til at understøtte læsning ved at stille bøger og andre tekstbaserede medier (også dem på nettet) til rådighed. Modsætningen til læsefærdighed hedder analfabetisme!

4. Folkebiblioteket præsenterer kulturarven

Folkebibliotekerne er en væsentlig del af vores fælles hukommelse og et mediemæssigt showroom og værksted. Så snart et værk er publiceret må det forstås som en del af kulturarven. Det er en kerneopgave for folkebiblioteket at præsentere og formidle repræsentative dele af kulturarven, hvad enten vi taler om bøger, film, musik, spil eller lignende. Ved repræsentative dele forstås både bredde og dybde, erindring og eksperiment, aktualitet, alsidighed og kvalitet. De værker, det enkelte folkebibliotek ikke selv ejer skaffes via nationale og internationale netværk

5. Lysten og nydelsen

Lyst og nydelse er ligeså legitim som læring og det er svært at forestille sig meget læring uden lyst. Samfundet er ikke bare et spørgsmål om nytte, vi skal også huske at nyde rejsen. Det bidrager folkebibliotekerne til med sine samlinger af bøger, film, spil, musik i fysisk form eller tilsvarende på nettet.

6. Lokalernes æstetik

Bygningerne, beliggenheden, indretningen, grundstemningen symboliserer samfundets grundholdning og prioritering af kulturinstitutionen, bibliotek. Borgerne i et højt udviklet velfærdssamfund gider ikke tilbringe den frie tid i nedslidte, trange lokaler, med dårlig beliggenhed eller kedsommeligt møblement. Derfor er det i dag elementært også at sikre en god standard for det fysiske bibliotek, dets indretning og æstetik.

7. Frihed, liv, fællesskaber og inklusion

Folkebiblioteket er brugernes frie sted. Et fælles byrum, som danner rammen om iscenesatte eller frie aktiviteter og fællesskaber. Samtidig indretter biblioteket oaser af ro til refleksion og fordybelse. Brugeren kan være tilstede uforpligtet eller give sig til kende og tage del. Gennem en mangfoldighed af aktiviteter understøtter folkebiblioteket sine overordnede mål.

8. Der skal være mange veje ind og ud af folkebiblioteket

Adgangen til folkebibliotekerne skal være så fri for barrierer som muligt. Det bliver den i kraft af mange kommunikationsveje, fysisk og virtuelt. Biblioteksadgangen og – brugen på nettet elle over mobiltelefonen vil for mange mennesker have samme betydning som den fysiske adgang. Derfor har alle disse miljøer prioritet. Ved siden af det fysiske tilbud skabes kontakt mellem bruger og bibliotek og lige adgang ved særligt opsøgende arbejde, arbejdspladsbiblioteker, samarbejde med tredje parter, og andre relevante aktiviteter udenfor biblioteket.

9. Folkebiblioteket er en del af et netværk.

Teknologien rummer uanede potentialer indenfor kommunikation og informationsformidling. Indtil videre har den afstedkommet udvikling af fælles kataloger, baser, portaler og spørgetjenester, som giver nye og andre muligheder for at udnytte, den rigdom, det samlede biblioteksvæsen råder over. Næste generation af den slags fælles løsninger må på tegnebrættet og alle relevante aktører må sætte snævre egeninteresser på standby for at påtage sig en del af det fælles ansvar.

Nedenstående indläg er skrevet til den igangvärende biblioteksdebat om folkebibliotekernes raison d’etre, og har väret bragt i Politiken den 9. januar 2008.

For 10 år siden åbnede Malmø Kommune en drøm af et bibliotek. Et af de smukkeste i Norden. Det besøges af et stigende antal brugere. I 2007 omkring 1 million. Og så mange mennesker tager ikke fejl, selvom hovedparten af dem er svenskere. De kommer på biblioteket med talrige etniske udgangspunkter, i store mængder, fordi der er noget at komme efter.Først og fremmest et spektakulært hus. Et af Nordens smukkeste biblioteker, tegnet af Henning Larsen, der byder byens borgere indenfor med et signal om, at alene det bedste er godt nok til jer, som rammen om en så væsentlig kulturel aktivitet, som biblioteksvirksomheden.

Dernæst naturligvis indholdet: en omfattende samling af multimedial karakter. Masser af bøger – også de ældre, dertil musik, film, spil, lyd, netopkobling og andre platforme, der er elementære, kære Johannes Riis, på biblioteket i 2008.

Mødelokaler, store som små, cafe, udstillinger, oplæsninger og andre aktiviteter. Så siddepladser, hvilepladser, udsigtspladser, arbejdspladser, studiepladser i store mængder, med udsigt over parken eller søen, alle sammen trækker de i den grad brugere indenfor. Atmosfæren oser af liv, håb, lyst og fordybelse, hvilket faktisk forekommer stærkt tilfredsstillende.

Og udlånet af bøger? Selvfølgelig låner de bøger, men altså ikke så mange som tidligere, dengang i de gode gamle dage, for 25 år siden, hvor det var ganske småt med alternative tilbud. Og det faldende bogudlån kalder vedvarende på overvejelser om bøgernes placering i biblioteket. Alt andet ville være uforsvarlig efterladenhed.

Derfor forstår jeg fuldt ud den nye chef for Københavns Hovedbibliotek, Pernille Schaltz, der på forunderlig vis, med velafprøvede synspunkter har formået at rydde forsiden på Politiken flere dage i træk. Jeg forstår også, at Københavns Hovedbibliotek med sin fysiske fremtræden, i gamle butikslokaler, ikke som byrum kan have stor appel.

Mon ikke man kommer her mere af nød end af lyst? Fordi man altså er studerende og med djævelens vold og magt skal have fat i den eller hin konkrete udgivelse. Er færre bøger og flere bestsellere svaret på den vigende brugerinteresse, eller er det måske snarere et nutidigt hovedbibliotek? Det har de københavnske politikere diskuteret ligeså længe, som bogudlånet er faldet, og diskussionen er stadig uhyggeligt uforløst.

Til TV Avisen den 6. januar, udtalte Pernille Schaltz, ‘at det ikke er populistisk at give folk, hvad de vil have’. Jeg er uenig! At lade efterspørgslen styre er da i høj grad populisme, og det kan der såmænd også være gode grunde til at kaste sig ud i, først og fremmest bestræbelsen på at nå et publikum – men det skal ske med måde og stor varsomhed, forstås.

Det er indlysende, at bibliotekets rammer, design, atmosfære og tilbud skal have appel til mennesker i vores tid, hvor andre tilbud om underholdning, information, læring og oplevelse står i kø for at squeeeze sig ind gennem de snævreste sprækker af ledig tid. Biblioteket er i en udpræget konkurrencesiuation og må svare igen i et moderne sprog, men det er fortsat essentielt, at kunne forstå og forklare meningen med satsningerne for offentlige midler, og et bibliotek med primært fokus på den bølge af mainstream, der i forvejen skyller ind fra boghandlere og forlagsportaler, hvad er lissom meningen med det? Der kan udvikles mere begavede versioner af biblioteket 2010.

Og husk, når biblioteket kun var bøger for 100 år siden, var det fordi, der kun fandtes bøger dengang, ikke fordi fortidens bibliotekspioneer havde stirret sig blinde på bøger, som den eneste mulige kilde til oplevelse, uddannelse eller kulturel aktivitet. Biblioteket skal på indholdssiden være både fremtid, nutid og kulturarv - fordi det herved tjener som inspirator, fortolker, historiefortæller og ’-forankrer’. Det skal være multimedialt - fordi det herved afspejler samfundets konkrete teknologiske udviklingstrin og de formidlingsmæssige muligheder.

stedet for mere mainstream og færre bøger burde København kæmpe for et nyt, potent hovedbibliotek, med penge til relevant indhold i passende mængder. Så skal der såmænd nok vise sig en glorværdig fremtid både for biblioteket og dets brugere. Og er der yderligere overskud, vil det være en god ide, at prioritere kræfterne til en samling af færre, større biblioteksfilialer på bekostning af de mange, nedslidte, uindbydende, små biblioteker, som på ingen måde tager sine brugere alvorligt, men hvis eksistens alligevel, for meget nylig, blev bekræftet af de københavnske politikere.