Hvor pokker bliver kvinderne af?

Nede i Hundested Havn er sejlertrafikken intens. Som på en perlerække glider lystbådene ind for at finde kajpladser for natten. Næste morgen lægger de fra igen og sætter kursen mod nye eventyr.

De har en ting til fælles: Farmand ved roret. Stolt står den danske sømand, mens mor og børn fløjter rundt og tager sig af alle praktikaliteterne. Helt som i dansk kulturvirksomhed, hvor det fremfor alt er far, der styrer, leder og fordeler.

Jeg ved godt at traditionelle ligestillingsdikussioner er vildt usexede, og flere af mine emanciperede veninder hævder hårdnakket, at der ikke længere findes rimelige grunde til at beskæftige sig med emnet. Men jeg er ked af at sige det. De tager bare så meget fejl!

Forleden henledte Dagbladet Børsen sine læseres opmærksomhed på nyere, publicerede tal om ligestilling i topledelsen af de største, danske kulturinstitutioner. Og heraf fremgår det med stor tydelighed, at det faktisk går ufattelig dårligt.

I kulturministerens ligestillingsredegørelse ser tallene umiddelbart tilforladelige ud. Her kan man nemlig læse, at der i 2007 var ansat ialt 103 ledende personer i de højeste lønrammer 37 - 42 indenfor kulturministeriets område. Heraf var 20 kvinder. Det vil altså sige 20% ud af 100 mulige, og det er i grunden ikke så galt, eller?

Jo, det er helt skudt i hovedet. Især når man går lidt ned i tallene. Af dem kan man nemlig udlede, at de 22 største, statsejede kulturinstitutioner kun i 2 tilfælde har en kvinde i spidsen. Nemlig Kulturministeriets Departement og Designskolen i Kolding.

Bortset fra Designskolen i Kolding er de seneste 2 års ledige toplederposter indenfor ministerområdet beklædt med mænd.

Det gælder Danmarks Biblioteksskole, Danmarks Blindebibliotek, Det Danske Filminstitut, Det Kongelige Musikkonservatorium, Det Kongelige Teater, Det Jyske Musikkonservatorium, Kunstakademiets Billedkunstskole, Nationalmuseet, Statens Museum for Kunst. Hvad er det mon lige, der sker?

Jeg er sikker på at Kulturministeriet meget gerne ser kvinder på de tunge poster. Men selv i de tilfælde, hvor departement og Kulturminister træffer valgene uden opslag, falder de ud til fordel for mændene. Tænk bare på bestyrelsesformændene for Det Kongelige Teater og Filminstituttet eller tænk på Kunstrådet. Mand, mand, mand. Det kan man faktisk gøre noget ved, hvis man vil!

De gør det bedre i vores nordiske broderlande. Både Norge og Sverige har været gode til at motivere og inspirere til en større kønsdiversitet blandt lederne i toppen.

I Sverige kan jeg slet ikke undgå at bemærke, hvordan kvindelige topchefer f.eks. i medieverden og indenfor det svenske forsvar er dagsordenssættende. Det er lige før man tænker matriarkat. Og det vil sikkert få mangen en dansker til at gyse.

Alligevel synes jeg vi mere aktivt skal lade os inspirere af de nordiske venner, og styrke mulighederne for flere kvinder bag roret gennem en bredere rekruttering på hele det nordiske arbejdsmarked. Mænd er jo aldeles udmærkede gaster!

Og så er der vanen tro mere viden at hente om emnet i Ugebrevet A4 .