Julehistorie 2006
Selv skindet på kokkens gåsesteg mums, mums var slapt og kedeligt, og lod meget tilbage at ønske i forhold til EUs gastro-standard, der foreskrev at gæs serveret i julemåneden på statslige institutioner i hele unionen skulle fremstå med garniture af rødkåls-saurkraut og i øvrigt være gennemstegte, gyldenbrune og sprøde som de første lag af nyfrossen is på en nedkølet Furesø. Det var bestemt ikke, som det skulle være.
Alle de foregående år havde fabrikkens hårdt arbejdende, ansatte udvekslet erfaringer om hvor usædvanlig travlt der var netop op til denne eller hin årsafslutning; men på forunderlig vis havde de alligevel formået at skrue tempoet i vejret, så december 2006, måtte siges at tage prisen.
Den seneste kollektive blodtryksmåling havde da også afsløret et samlet organisations tryk, der løftede sig solidt over statens gennemsnit; men da Kulturfabrikken generelt gik efter top5 - placeringer i de nationale benchmark-processer, havde ingen hæftet sig yderligere ved dette, mere suspekte trofæ.
Som de øvrige udmærkelser, fabrikken havde modtaget gennem årene, blev også blodtrykscertifikatet, sat i glas og ramme før det rutinemæssigt fandt sin plads på den tætpakkede trofæhylde, monteret i direktionens fornemme hjørnekontor på 3.
Selvom det var svært at begribe, hvordan noget sådant kunne forekomme, føltes det grangiveligt som om, at også den centraladministrative initiativrigdom og måletrang havde overgået sig selv med flere længder i 06.
Kulturfabrikken måtte allokere en stadig større del af sine bedste ressourcer på at administrere og dokumentere hvor meget, hvor tit, hvor dyrt, hvor stort eller småt, hvor surt eller sødt, hvor ondt eller godt det nu gik på de talrige parametre, som løbende skulle monitoreres, registreres, kategoriseres og meldes ind til de centrale baser for yderligere performance measurement og evig opbevaring for eftertiden.
Alt, skulle modsvare Finansmesterens høje ambitioner om den digitale forvaltning, og hele fabrikken måtte udvikle såvel kommercielle, finere fornemmelser som elektroniske, regnskabskompetencer og bestræbe sig på at udøve dem med passende akuratesse for at få E-procurement til at spille.
Ikke så underligt, at lyset brændte i de sene nattetimer i økonomiafdelingens vinduer. Og det var end ikke det eneste sted, hvor behovet for en særlig indsats var slående.
Med opdrag direkte fra det nationale toplederforum havde fabrikkens langhårede nips gennem mere end et år forestået en streng systematisk kortlægning af alle tænkelige og utænkelige situationer, som kunne stille sig hindrende i vejen for et frit flow af informationer ud og ind.
Om det nu skulle være brænd og byldepest, fjendtlige virksomhedsovertagelser, den spanske syge eller globale vira der ville true fabrikkens eksistens, var der lagt minutiøse planer for forsvar og modangreb.
Alle var blevet bedt om at læse deres, dedikerede afsnit i instruks og beredskabsplaner, lære dem udenad for derefter at tykke og synke hele dokumenter. Alt skulle udraderes, men endda kunne forstås og gengives til punkt og prikke den dag, Rigsrevisorerne uanmeldt ville møde op, og starte forhørene. Verden var af lave, og det kom man måske ikke ligefrem i julestemning af.De fleste mennesker havde nok hørt om den rejsende højskole, men den rejsende kulturfabrik var et nyere fænomen. Gennem de seneste år og med tiltagende intensitet havde fabrikkens ansatte slidt energisk på det danske skinnenet for at nå ud til messer, biblioteker, kommunikationscentre og interessegrupper i det ganske land og fortælle om alle de nye, epokegørende opfindelser, der var gjort på fabrikken.
100vis af besøg var det blevet til og interessen for at mødes med fabrikkens repræsentanter var støt stigende. I første omgang havde der været nogen lokal skepsis og panderynken overfor de nye muligheder, ’njaaahh, det kan vist slet ikke passe’, havde én af folkebibliotekernes fremmeste talsmænd udbrudt, efter at have hørt hele den uendelige historie om Babushka og DAISY og alle deres fortræffeligheder. ’Den må I længere ud på landet med’ havde han fremturet, mens han vemodigt nulrede et stykke udtjent bånd fra en gammel kassette mellem højre hånds tommel og pegefinger.
Som sagt så gjort. Nye togsæder blev reserveret og Kulturfabrikkens udsendte søgte længere mod vest eller øst, mod nord eller syd for at sprede det glade budskab. De tegnede og fortalte, afspillede og demonstrerede i time efter time. Over hele landet kom de, fra Skagen til Bornholm. Fra Odins Havn til Tors Havn, hvor de en regnvåd efterårsdag fandt nye støtter til den digitale æra.
Og de jonglerede med de digitale begreber og raffinementer, så det var en lyst. Til at understøtte bestræbelserne og få det glade budskab ordentligt igennem, havde de altid på sig et tusind tal af farverige magasiner og andre brochurer, forfattet til lejligheden, samt et bærbart vartegn bøjet i neon, der kastede sin stråleglans over dem og hver eneste begivenhed, de deltog i.
Det var nok ikke mindst denne ubestemmelige neonglans som tiltrak sig megen opmærksomhed. Den mindede om noget man havde set før, noget fra de virkelig gamle dage og den virkede til, at selv de mest sejlivede skeptikere sidst på året måtte overgive sig og slutte sig til bibliotekernes kor som nu besang fabrikken i høje toner for dens visdom, forsyn, mod og handlekraft.Og Kulturfabrikkens telefoner glødede. Mennesker i alle aldre og med alverdens eksotiske handicap strømmede til for at komme ind i den nye verden. Et hårdnakket rygte ville vide, at julemanden og hele hans pukkelryggede familie var blevet optaget som brugere.
Andre mente på det bestemteste at have hørt, at der blandt hver tusinde ny indmeldte medlem blev trukket lod om en hel dags og en hel aftens litterær ’tete a tete’ med en af Kulturfabrikkens bibliotekarer, efter eget valg. Dette rygte havde for alvor sat turbo på indmeldelsesprocessen og vækstkurven gik lodret mod himlen.
Kulturfabrikkens direktør, der netop på denne årstid sædvanligvis var fuldt på højde med situationen, og herfra diverterede flokken med selvkomponerede juleeventyr af betydelig litterær kvalitet, havde denne december måttet strække våben og belave sig på at levere et uhyre beskedent julefrokost bidrag, der i sig selv vidnede om, at døgnet fortsat begrænsede sig til at vare 24 timer, og at Kulturfabrikken, og dens talrige aktiviteter lagde beslag på alt for mange af dem.Derfor var det nu langt efter arbejdstids ophør, at direktøren sad bagved skærmen for at få flikket en historie sammen til julefesten, den efterfølgende dag. Men, den litterære åre var fuldstændig og aldeles udtørret. Der kom ingen poetiske indfald, bare dybe suk fra hjørnekontoret. Det var højst uheldigt!
’Man kunne også bare lade julen sejle sin egen forbandede sø og nøjes med at glæde sig over, at hverdagen snart indfinder sig, igen’, tænkte hun, ærgerligt. Hun viste jo nok, hvad skriveblokeringen kom af, men hvad skulle hun vel gøre ved det? Det var jo igen et af disse mange anliggender, som blev handlet af centralt mellem Finansmesteren og de store organisationer.
Men hun forstod da tilbagemeldingerne, så udmærket. Selvfølgelig vil de gerne have mere i løn – hele banden, faktisk. På en skala fra 1 til 5 ville de helst have 5 alle sammen, og de havde fortjent det - i betragtning af de formidable resultater, de havde præsteret. Andet var der ikke at sige.
Kunne man da bare bevilge dem et velvoksent julegratiale som tak, men både overenskomster og budgetter stillede sig hindrende i vejen. Det var svært at få øje på hvordan der skulle blive en glædelig jul i år. Hvad kunne man vel gribe og gøre?
Netop som fortvivlelsen var ved at tage helt over blev direktøren forstyrret at en fjern lyd. Var det de nye radiatorer, der begyndte at tale med eller var toilettet på tredje nu utæt for syvende gang? Hun sad helt stille, kunne det være starten på et indbrud, ligesom sidste år ved denne tid? Hun lyttede efter, lyden blev tydeligere, nu kunne hun høre stemmer i det fjerne, og det var ikke stemmer fra indbrudstyve, det var helt åbenbart.
”Skænk os af lykkens væld, lige til livets kvæld. Sancta Lucia, Sancta Lucia” lød det så sart så fint, så skærende melodisk, og der så hun dem komme, én for én, ude på gangen svævede de forbi hende, klædt i samme elfenbenshvide farve men i sjældne, kreative fremtoninger. Hun så de røde blussende kinder og de store blanke øjne skinne om kap med de lys, de bar frem.
”Midt i den mørke tid, lyset vi tænder …” hun fik lyst til at stemme i og slutte sig til, men alt for hurtigt var de ude af døren igen. Den smækkede efter dem med et hult drøn. Stilheden var larmende.
Der sad hun så, alene tilbage, og nu skete der noget virkelig mærkeligt. Som et lyn fra en klar himmel oplystes hele kontoret i hvidt stjernedrys. ’Jeg er DBBs skytsengel lød det’ fra en mørk venlig stemme ud i rummet. ’Jeg følger jer i tykt og tyndt og jeg hjælper jer, når det virkelig brænder på. Jeg kan fornemme, at du har et udpræget behov for min hjælp. Du skal tænke dit ønske, ikke sige noget højt, jeg vil se til, at det bliver indfriet, og så skal det nok blive en glædelig jul’ sagde stemmen. Og væk var den.
Stjernelyset forsvandt, der var stille på kontoret. Direktøren kneb sig i armen. Var det mon drøm eller virkelighed? Vi ved det ikke, og vi får det aldrig at vide. Men næste dag på kontoret fandt hun denne pose. Og det er i hvert fald ganske vist.
Selv skindet på kokkens gåsesteg mums, mums var slapt og kedeligt, og lod meget tilbage at ønske i forhold til EUs gastro-standard, der foreskrev at gæs serveret i julemåneden på statslige institutioner i hele unionen skulle fremstå med garniture af rødkåls-saurkraut og i øvrigt være gennemstegte, gyldenbrune og sprøde som de første lag af nyfrossen is på en nedkølet Furesø. Det var bestemt ikke, som det skulle være.
Alle de foregående år havde fabrikkens hårdt arbejdende, ansatte udvekslet erfaringer om hvor usædvanlig travlt der var netop op til denne eller hin årsafslutning; men på forunderlig vis havde de alligevel formået at skrue tempoet i vejret, så december 2006, måtte siges at tage prisen.
Den seneste kollektive blodtryksmåling havde da også afsløret et samlet organisations tryk, der løftede sig solidt over statens gennemsnit; men da Kulturfabrikken generelt gik efter top5 - placeringer i de nationale benchmark-processer, havde ingen hæftet sig yderligere ved dette, mere suspekte trofæ.
Som de øvrige udmærkelser, fabrikken havde modtaget gennem årene, blev også blodtrykscertifikatet, sat i glas og ramme før det rutinemæssigt fandt sin plads på den tætpakkede trofæhylde, monteret i direktionens fornemme hjørnekontor på 3.
Selvom det var svært at begribe, hvordan noget sådant kunne forekomme, føltes det grangiveligt som om, at også den centraladministrative initiativrigdom og måletrang havde overgået sig selv med flere længder i 06.
Kulturfabrikken måtte allokere en stadig større del af sine bedste ressourcer på at administrere og dokumentere hvor meget, hvor tit, hvor dyrt, hvor stort eller småt, hvor surt eller sødt, hvor ondt eller godt det nu gik på de talrige parametre, som løbende skulle monitoreres, registreres, kategoriseres og meldes ind til de centrale baser for yderligere performance measurement og evig opbevaring for eftertiden.
Alt, skulle modsvare Finansmesterens høje ambitioner om den digitale forvaltning, og hele fabrikken måtte udvikle såvel kommercielle, finere fornemmelser som elektroniske, regnskabskompetencer og bestræbe sig på at udøve dem med passende akuratesse for at få E-procurement til at spille.
Ikke så underligt, at lyset brændte i de sene nattetimer i økonomiafdelingens vinduer. Og det var end ikke det eneste sted, hvor behovet for en særlig indsats var slående.
Med opdrag direkte fra det nationale toplederforum havde fabrikkens langhårede nips gennem mere end et år forestået en streng systematisk kortlægning af alle tænkelige og utænkelige situationer, som kunne stille sig hindrende i vejen for et frit flow af informationer ud og ind.
Om det nu skulle være brænd og byldepest, fjendtlige virksomhedsovertagelser, den spanske syge eller globale vira der ville true fabrikkens eksistens, var der lagt minutiøse planer for forsvar og modangreb.
Alle var blevet bedt om at læse deres, dedikerede afsnit i instruks og beredskabsplaner, lære dem udenad for derefter at tykke og synke hele dokumenter. Alt skulle udraderes, men endda kunne forstås og gengives til punkt og prikke den dag, Rigsrevisorerne uanmeldt ville møde op, og starte forhørene. Verden var af lave, og det kom man måske ikke ligefrem i julestemning af.De fleste mennesker havde nok hørt om den rejsende højskole, men den rejsende kulturfabrik var et nyere fænomen. Gennem de seneste år og med tiltagende intensitet havde fabrikkens ansatte slidt energisk på det danske skinnenet for at nå ud til messer, biblioteker, kommunikationscentre og interessegrupper i det ganske land og fortælle om alle de nye, epokegørende opfindelser, der var gjort på fabrikken.
100vis af besøg var det blevet til og interessen for at mødes med fabrikkens repræsentanter var støt stigende. I første omgang havde der været nogen lokal skepsis og panderynken overfor de nye muligheder, ’njaaahh, det kan vist slet ikke passe’, havde én af folkebibliotekernes fremmeste talsmænd udbrudt, efter at have hørt hele den uendelige historie om Babushka og DAISY og alle deres fortræffeligheder. ’Den må I længere ud på landet med’ havde han fremturet, mens han vemodigt nulrede et stykke udtjent bånd fra en gammel kassette mellem højre hånds tommel og pegefinger.
Som sagt så gjort. Nye togsæder blev reserveret og Kulturfabrikkens udsendte søgte længere mod vest eller øst, mod nord eller syd for at sprede det glade budskab. De tegnede og fortalte, afspillede og demonstrerede i time efter time. Over hele landet kom de, fra Skagen til Bornholm. Fra Odins Havn til Tors Havn, hvor de en regnvåd efterårsdag fandt nye støtter til den digitale æra.
Og de jonglerede med de digitale begreber og raffinementer, så det var en lyst. Til at understøtte bestræbelserne og få det glade budskab ordentligt igennem, havde de altid på sig et tusind tal af farverige magasiner og andre brochurer, forfattet til lejligheden, samt et bærbart vartegn bøjet i neon, der kastede sin stråleglans over dem og hver eneste begivenhed, de deltog i.
Det var nok ikke mindst denne ubestemmelige neonglans som tiltrak sig megen opmærksomhed. Den mindede om noget man havde set før, noget fra de virkelig gamle dage og den virkede til, at selv de mest sejlivede skeptikere sidst på året måtte overgive sig og slutte sig til bibliotekernes kor som nu besang fabrikken i høje toner for dens visdom, forsyn, mod og handlekraft.Og Kulturfabrikkens telefoner glødede. Mennesker i alle aldre og med alverdens eksotiske handicap strømmede til for at komme ind i den nye verden. Et hårdnakket rygte ville vide, at julemanden og hele hans pukkelryggede familie var blevet optaget som brugere.
Andre mente på det bestemteste at have hørt, at der blandt hver tusinde ny indmeldte medlem blev trukket lod om en hel dags og en hel aftens litterær ’tete a tete’ med en af Kulturfabrikkens bibliotekarer, efter eget valg. Dette rygte havde for alvor sat turbo på indmeldelsesprocessen og vækstkurven gik lodret mod himlen.
Kulturfabrikkens direktør, der netop på denne årstid sædvanligvis var fuldt på højde med situationen, og herfra diverterede flokken med selvkomponerede juleeventyr af betydelig litterær kvalitet, havde denne december måttet strække våben og belave sig på at levere et uhyre beskedent julefrokost bidrag, der i sig selv vidnede om, at døgnet fortsat begrænsede sig til at vare 24 timer, og at Kulturfabrikken, og dens talrige aktiviteter lagde beslag på alt for mange af dem.Derfor var det nu langt efter arbejdstids ophør, at direktøren sad bagved skærmen for at få flikket en historie sammen til julefesten, den efterfølgende dag. Men, den litterære åre var fuldstændig og aldeles udtørret. Der kom ingen poetiske indfald, bare dybe suk fra hjørnekontoret. Det var højst uheldigt!
’Man kunne også bare lade julen sejle sin egen forbandede sø og nøjes med at glæde sig over, at hverdagen snart indfinder sig, igen’, tænkte hun, ærgerligt. Hun viste jo nok, hvad skriveblokeringen kom af, men hvad skulle hun vel gøre ved det? Det var jo igen et af disse mange anliggender, som blev handlet af centralt mellem Finansmesteren og de store organisationer.
Men hun forstod da tilbagemeldingerne, så udmærket. Selvfølgelig vil de gerne have mere i løn – hele banden, faktisk. På en skala fra 1 til 5 ville de helst have 5 alle sammen, og de havde fortjent det - i betragtning af de formidable resultater, de havde præsteret. Andet var der ikke at sige.
Kunne man da bare bevilge dem et velvoksent julegratiale som tak, men både overenskomster og budgetter stillede sig hindrende i vejen. Det var svært at få øje på hvordan der skulle blive en glædelig jul i år. Hvad kunne man vel gribe og gøre?
Netop som fortvivlelsen var ved at tage helt over blev direktøren forstyrret at en fjern lyd. Var det de nye radiatorer, der begyndte at tale med eller var toilettet på tredje nu utæt for syvende gang? Hun sad helt stille, kunne det være starten på et indbrud, ligesom sidste år ved denne tid? Hun lyttede efter, lyden blev tydeligere, nu kunne hun høre stemmer i det fjerne, og det var ikke stemmer fra indbrudstyve, det var helt åbenbart.
”Skænk os af lykkens væld, lige til livets kvæld. Sancta Lucia, Sancta Lucia” lød det så sart så fint, så skærende melodisk, og der så hun dem komme, én for én, ude på gangen svævede de forbi hende, klædt i samme elfenbenshvide farve men i sjældne, kreative fremtoninger. Hun så de røde blussende kinder og de store blanke øjne skinne om kap med de lys, de bar frem.
”Midt i den mørke tid, lyset vi tænder …” hun fik lyst til at stemme i og slutte sig til, men alt for hurtigt var de ude af døren igen. Den smækkede efter dem med et hult drøn. Stilheden var larmende.
Der sad hun så, alene tilbage, og nu skete der noget virkelig mærkeligt. Som et lyn fra en klar himmel oplystes hele kontoret i hvidt stjernedrys. ’Jeg er DBBs skytsengel lød det’ fra en mørk venlig stemme ud i rummet. ’Jeg følger jer i tykt og tyndt og jeg hjælper jer, når det virkelig brænder på. Jeg kan fornemme, at du har et udpræget behov for min hjælp. Du skal tænke dit ønske, ikke sige noget højt, jeg vil se til, at det bliver indfriet, og så skal det nok blive en glædelig jul’ sagde stemmen. Og væk var den.
Stjernelyset forsvandt, der var stille på kontoret. Direktøren kneb sig i armen. Var det mon drøm eller virkelighed? Vi ved det ikke, og vi får det aldrig at vide. Men næste dag på kontoret fandt hun denne pose. Og det er i hvert fald ganske vist.